Nye Bøger

Carl Nielsen Brevudgaven. Bind 2, 1898-1905

Redaktion, indledning og noter: John Fellow. Forlaget Multivers 2006. 598 sider, indbundet, kr. 398,00. Fås kun i subskription. Se nærmere på www.multivers.dk ISBN 87-7917-172-9.

Et af de mest omfattende og ambitiøse udgivelsesprojekter i dansk musikhistories historie (!) er Carl Nielsen Brevudgaven. Når dette mammut-projekt engang er tilendebragt, vil det omfatte 10 digre bind (plus et registerbind) med i alt ca. 6000 breve. Foreløbig er vi nået til bind 2, der dækker perioden 1898 - 1905.

En mere overordnet beskrivelse af projektet - baggrund, redaktionelle retningslinier, perspektiv m.m. - kan findes i forbindelse med anmeldelsen af bind 1 i DMT nr. 1, 2005-06 og skal derfor ikke gentages her. I stedet kan der her zoomes ind på indholdet af nærværende binds i alt 550 breve, telegrammer, dagbogsnotater og ansøgninger. Fortrinsvis skrivelser fra Nielsens egen hånd, men (som nævnt i anmeldelsen af bind 1) også en række breve til Nielsen fra en lang række personer, først og fremmest hustruen Anne Marie Carl-Nielsen.

Har man ikke haft en brevudgivelse i hånden før, kan det bestemt lyde en anelse kedsommeligt at skulle pløje sig gennem et veritabelt papirhav af mere eller mindre personlig korrespondance - kendis eller ikke kendis. En sådan frygt er i dette tilfælde ubegrundet. I kraft af de mange og hyppige meddelelser til og fra Carl Nielsen og kredsen omkring ham er der nedfældet myriader af informationer om Nielsens liv og værk, der gradvist under læsningen samler sig til en fascinerende mosaik.

Læseren bliver undervejs uvilkårligt fanget af snart det ene, snart det andet, som fragmentarisk udfolder sig i korrespondancen. Der er fx overvejelserne over Anne Maries fødehjem, gården Thygesminde. Ejes - forpagtes - sælges? Det ender med det sidste, hvilket nok var meget godt for de kreative processer. Netop bryderierne med at få udfoldet det kreative hos begge ægtefæller fylder meget: Carls svingende inspiration og kamp med det kompositoriske råmateriale på den ene side, og Anne Maries bestillingsopgaver (modellering af tyr og hest) samt udenlandsrejser på den anden. I midten - så at sige - befinder børnene sig, og de betaler en ikke ubetydelig pris for forældrenes kunstneriske ambitioner. Især Anne Maries hyppige og langvarige rejser uden klare aftaler for hjemkomst tærer på børnene, der i perioder er i familiepleje, og under den ægteskabelige krise i begyndelsen af 1905 udtrykker datteren Irmelin suicidal desperation over moderens fravær.

Alt dette udspiller sig sideløbende med en lang række større og mindre hændelser i det københavnske musik- og kulturliv. Allerede på dette tidspunkt er Nielsen i kontakt med danske koryfæer som Victor Bendix, Vilhelm Herold, Angul Hammerich, Thorvald Aagaard, P.E. Lange-Müller, Johannes Jørgensen, Johannes V. Jensen og Jakob Knudsen - samt udenlandske ditto som Busoni, Grieg og Julius Röntgen.

Blandt mange interessante informationer må fremhæves brevvekslingen mellem Nielsen og Thomas Laub, hvor forskellene mellem de to vedrørende opfattelsen af musikkens fornyelse træder tydeligt frem. I brev nr. 225 giver Laub udtryk for sin ambivalens i forhold til Nielsens musik, som han (Laub) opfatter som en frustrerende hybrid af noget »udmærket og aldeles forkert, gribende og stridende mod sund fornuft (ialfald min)«. (s. 259).

Nielsen svarer i brev nr. 288 og takker for den konstruktive kritik, som han samtidig imødegår ud fra sin egen opfattelse af tingene. Nielsens brev kommer først til Laub ca. fem måneder senere, og det er i øvrigt et gennemgående træk: Carl Nielsen var ganske vist en flittig brevskriver - men bestemt ikke altid med kort reaktionstid. Især Nielsens gamle far beklager sig næsten hver eneste gang over ikke at have hørt fra sønnen for nylig.

I kraft af de mange og forskelligartede breve m.m. får man et fantastisk sammensat og nuanceret billede af Nielsens samtid samt menneskelige såvel som kunstneriske udvikling. Helt uventet nutidig er pludselig en bemærkning i brev nr. 290 fra Hother Ploug til Carl Nielsen: »Du maa opgive Haabet om at Kong Edward faar Saul og David at se. I Paris vil de nemlig ikke opføre Samson og Dalila for ikke at "støde hans religiøse Følelse".« (s. 316). Intet nyt under solen hér!

Tekstmassen ledsages af dels et glimrende noteapparat med fyldige kommentarer og henvisninger, dels uddybende kommentarer og baggrundsinformation interpoleret med teksten. Og endelig er det hele garneret med en række gode fotos af centrale personer.

Som i første bind er der en redaktionel indledning, hvor de store linjer i den årrække, bindet dækker, ridses op. Det er en rigtig god idé, da det ellers kan være svært at holde styr på, hvem der er hvem, og hvad nu lige baggrunden er for dette og hint.

Spændende - vedkommende - udbytterig læsning. Der er sådan set ikke så meget andet at sige!

Skrålys. Musik - politik - musik

Udvalgte artikler af Sven Erik Werner. Edition Samfundet – Det Kongelige Bibliotek 2007. 248 sider, kr. 189,00 eller Euro 25,00. ISBN 978-87-7023-000-1. Kan bestilles hos boghandleren eller via www.saxo.com, www.bogguide.dk, www.amazon.de, www.libri.de og www.e-boghandel.dk

Det danske bogmarked bliver ikke ligefrem oversvømmet af bøger med danske musikartikler, for nu at bruge et jysk understatement. Her er imidlertid en herlig undtagelse. Edition Samfundet og Det Kongelige Bibliotek har i fællesskab udsendt denne samling af udvalgte artikler, skrevet af én af de virkelig skarpe knive i skuffen, Sven Erik Werner. Kun de færreste kan bryste sig af så alsidig en erfaring med dansk musikliv som netop Sven Erik Werner: Komponist, gymnasielærer, konservatorierektor, programredaktør ved DR, redaktør af DMT, medlem af Statens Musikråd, og endelig en flittig, skarpsindig og velformuleret skribent, der vedholdende har blandet sig i dansk musikpolitik og -debat med noget så usædvanligt som en holdning.

23 artikler, kronikker og taler er medtaget i denne samling, udgivet af Niels Krabbe og forsynet med et forord af Erik Moseholm og en bibliografi over Werners skrifter ved Signe Krogh-Meyer. Anledningen til udgivelsen er Sven Erik Werners 70-års dag i februar 2007, og mon dog ikke fødselaren kan være godt tilfreds med dette portræt? Bogens artikler dækker et bredt felt, fra musikfilosofi til musikpolitik, fra Kirkegaard til Mozart, Per Nørgård og Terry Riley.

Werner er vidende og belæst, hans erfaring spænder meget vidt, hans meninger skarptskårne, og hans sprog flydende og velformuleret, indimellem på kanten af det manierede. Men aldrig kedeligt eller uvedkommende, og som regel med en umiskendelig venstrefløjspolitisk referenceramme. I øvrigt et faktum, der umiddelbart synes at harmonere dårligt med en katolsk baggrund, der stadig er nærværende som personligt fikspunkt, og som hænger sammen med den interesse for kirkemusikken, som bogens sidste artikel udfolder.

Hvis man vil have et overblik over topografien i det danske musikpolitiske landskab i løbet af de seneste 20-30 år, er denne bog et glimrende sted at starte. Werner beskriver de uendelige holmgange med politikerne med en blanding af afmægtig vrede og kuldslået sarkasme. Det må bestemt ikke være for sarte sjæle at skulle forsøge at sikre noget så industrielt uproduktivt som musikkens rimelige eksistensvilkår for offentlige midler i en evindelig spidsrod mellem politikere med stærkt svingende engagement og/eller viden om den sag, de er sat til at forholde sig til. Man skal nok være i besiddelse af en usædvanlig stamina og stædighed for at gide blive ved. Og sådant synes netop at være Sven Erik Werners adelsmærke. Han gider - igen og igen - han kan faktisk slet ikke lade være.

Dette - blandt andet - dokumenterer denne bog, der også fortæller om en dyb fascination af Kirkegaard og Adorno, samt mere lunkne følelser over for fx Grundtvig. I en righoldig litterær produktion som Werners kan gentagelser naturligvis ikke undgås, men det er alligevel lidt overraskende at konstatere flere fyldige eksempler på copy-paste artiklerne imellem. Man har fra redaktionens side valgt at bibeholde disse, da redaktionelle indgreb er reduceret til et minimum, og artiklerne er tænkt til at kunne læses hver for sig. Et enkelt sted synes det redaktionelle falkeblik dog at have svigtet. På side 158 er der pludselig forvirring i forkortelserne for Dansk Tonekunstner Forening, idet DTP pludselig dukker op uden yderligere forklaring efter mange sider med DTF. Det må man lige læse et par gange - uden at blive meget klogere.

Det gør man så til gengæld af resten af bogen, der er et værdifuldt bidrag til historien om dansk musikliv og navnlig vilkårene for dette i det 20. århundrede.

Musik & menneske. Artikler og essays

Hans Erik Deckert. Musik & menneskes forlag 2006. 174 sider, kr. 195,00. ISBN 87-991678-0-8.

Ved første øjekast synes denne bog at være endnu en new age-pamflet i stil med Hans Perstrups håbløse Musik er ikke bare musik, anmeldt i DMT nr. 6, 2005-06. Når der bag på nærværende bog står at læse, at musikken er en »… objektiv åndelig realitet i menneskets liv«, og at »... musikken, musikuddannelsen og musiklivet ud fra denne anskuelse er i en krise som aldrig før«, så vejrer man et opråb til den danske befolkning om besindelse på de åndelige værdier og en forsagelse af den slemme materialisme og dyriske kropslighed.

At antroposofien og Rudolf Steiners tænkning synes at være en rød tråd i fremstillingen, beroliger ikke undertegnede specielt meget i denne sammenhæng. Bevares, der er sikkert megen udmærket substans i Steiners tanker, men der er også en del fritflyvende metafysisk tankegods, især når det kolporteres af troende, der har set lyset og hjertensgerne vil bibringe vi andre ignoranter en større indsigt og et rigere (ånds)liv.

Bogen er bl.a. støttet af "Fonden til fremme af antroposofisk kulturel virksomhed," og forordet er skrevet af Oscar Borgman Hansen, der i sin tid skrev en i øvrigt udmærket og afbalanceret bog om antroposofien og Rudolf Steiner (Berlingske Leksikon Bibliotek, 1979).

Når man så kommer i gang med bogen, falder åndedrættet efterhånden en smule til ro. Bogen er noget mere afdæmpet i tonen end Perstrups aparte udgydelser, og forfatteren har da også en helt anden musikalsk ballast. Hans Erik Deckert (født 1927) er ikke en hvem som helst i dansk musikliv. Generaliebladet fortæller om et langt liv med musikken på internationalt niveau, begyndende med diplomeksamen fra DKDM i cello, direktion og musikteori. Herefter en lang karriere som professionel musiker (cellist og dirigent) og underviser, samt videregående studier hos bl.a. Casals og Celibidache. Og endelig et omfattende virke som formidler, foredragsholder og skribent. Forfatteren har altså både baggrund, viden og indsigt. Og hvordan forvaltes alt dette så i formidlingen af refleksioner over musikkens åndelige indhold og virkning af både opbyggende og nedbrydende art?

Det kunne have været meget værre. Bogen består - lidt a la den før omtalte Werner-bog - af artikler, essays og foredrag, der er blevet til over en årrække. Indholdet spænder fra værkanalyser, der søger at indkredse det musikalske fænomen, til filosofiske og metafysiske refleksioner over netop hvad musikken er, og hvad det gør ved mennesker. Det er for så vidt i orden, blot man er indstillet på, at metoden ikke er naturvidenskabelig, men filosofisk og metafysisk. Vi er altså langt fra hjernescanninger og empiri, som fx Peter Vuust og Centret for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab (CFIN) står for. Hos sidstnævnte holder man sig på lang afstand af vurderinger af musik som "god" og "dårlig", endsige "opbyggende" og "nedbrydende", men koncentrerer sig om hvad der kan måles i hjerne og krop. Det vender vi tilbage til.

Hans Erik Deckert mener til gengæld, at det er en objektiv realitet at tale om, at musik kan være hhv. åndeligt opbyggende eller åndeligt (og fysisk) nedbrydende, samt at den positivt virkende musik i vor tid er stærkt truet af gennemkommercialisering og forfladigelse. Som Deckert selv formulerer det:

»Selv med en beskeden iagttagelsesevne vil virkeligheden kunne afsløres: Musikken er i dag for den overvældende del af menneskeheden en illusion, et bedrag, et narkotikum. Den kraft der skulle være opbyggende, virker nedbrydende. Det der skulle gøre mennesket til menneske, forvandler dette menneske til et dyr, til en robot. Næring er blevet til gift. Det der skulle være midlet mod forræderi, er selv blevet forrådt.« (s. 76).

Dér hvor musikken finder sin optimalt opbyggelige kraft er - ifølge Deckert - i kammermusikken, der som pædagogisk redskab kan noget, anden musik ikke kan: »...socialisere solisten og individualisere orkestermusikeren.« (s. 56).

Deckert er oprigtigt bekymret og har såmænd undervejs mange gode og relevante betragtninger, man sagtens kan erklære sig enig i. For en del læsere må vandene skilles over de åndelige argumenter. Og for øvrigt også over den beklagelige mangel på akademisk kildeanvendelse. Det styrker ikke forfatterens sag at anføre postulater uden kildehenvisning, fx af typen: »Det er imidlertid en kendsgerning, at de efterhånden utallige konkrete undersøgelsesresultater over følgerne af forgiftningen af vor indre tilværelse med stigende styrke taler deres utvetydige sprog.« Hvilke undersøgelser? Hvilke resultater? Det kunne være spændende at vide. Endelig er der nogle helt absurde fejl, fx s. 105, hvor det postuleres, at techno spilles med et lydtryk på op til 180 db. Ved et sådant lydtryk er man for længst død!

Dér hvor de to paradigmer kan møde hinanden (fx Deckerts og Vuusts) er i den objektive registrering af, at musik med langsom puls og lavt lydtryk ifølge Vuust m.fl. objektivt registrerbart virker fysiologisk beroligende, medens højere puls og lydtryk virker fysiologisk opkvikkende eller stimulerende. Hvorvidt dette i længden kan være skadeligt, er der mig bekendt ingen anerkendte undersøgelser, der har påvist. Men jeg vil da komme Deckert så meget i møde, at man da let kan få den mistanke. De fleste mennesker trættes da af høj musik gennem længere tid - især hvis de ikke kan lide denne høje musik og derfor ikke er indstillede på den. Men det gælder i øvrigt enhver form for støj, ikke kun høj rockmusik.

Og populærmusikkens valium-karakter - skønt videnskabeligt uunderbygget - er da konstateret ved personlige oplevelser af utallige, der fx har forsøgt at holde sig vågen gennem endnu en aftapning Melodi Grand Prix. Eller den, der har forsøgt at køre en lang tur hjem en sen nattetime med P3 strømmende ud i køretøjet. Carl Nielsen ville sikkert stemme i, jf. følgende citat fra brev nr. 222 i ovennævnte brevudgivelse: »Thi saa dybt er vi nu sunkne, at Musikken ikke alene af den største Del af Publikum men snart ogsaa af dens Udøvere opfattes og dyrkes som et Nydelsesmiddel under hvis Indvirkning man hensynker i en sanselig-salig Uvirksomhedstilstand af lignende Art som den Opium og Morfin maa hensætte Mennesket i.« Deckert er i godt selskab.

Som det vil fremgå af det foregående, kan Deckerts bog faktisk godt bruges til at igangsætte debat og overvejelser. Og det er jo glimrende. Men forvent ikke akademisk eller naturvidenskabelig stringens.

Modtaget fra forlagene

De i det følgende omtalte udgivelser er udgivet af Folkeskolens Musiklærerforening 2007.
Kan bestilles hos Dansk Sang, Gudenåvej 162, 7400 Herning. Tlf. 97 12 94 52.
www.dansksang.dk

Villy Egmose:
Vinter i koret.
5 titler fra Salmer og sange i skole og kirke, arrangeret for 3 lige stemmer.
27 sider, hæftet, kr. 80,00.
ISBN 87-7612-294-8.

Gode korsatser for lige stemmer af rytmisk tilsnit over melodier af Willy Egmose, Klaus Brinch og Jens Nielsen. Man mærker Egmoses sikre jazz-hånd.

Torben Andersen:
Den røde tråd. Guitarskole bind 3.
94 sider med spiralryg, kr. 224,00.

Dette bind er det sidste og afsluttende i Torben Andersens guitarskole. Bogen består langt overvejende af solostykker fra det klassiske repertoire for guitar fra de sidste ca. 400 år. Enten originalkompositioner eller transskriptioner. Man vil her finde en del klassikere af Sor, Tarréga, Giuliani, Pujol, Dowland, Paganini, Villa-Lobos m.fl, iblandet etuder og øvelsesstykker. Til sidst i bogen er der fem sider med tekniske øvelser. Rigtig god for den øvede, klassiske guitarist.