Nye udgivelser: Cd'er

Niels Viggo Bentzon

Chamber Music for Brass Instruments. Trio for trompet, horn og trombone op. 82, Sonate for horn og klaver op. 47, Sonate for trompet og klaver op. 73, Sonate for trombone og klaver op. 27, Fett und Filz für Tuba und Klavier op. 403. Jakob Keiding, Martin Schuster, Niels-Ole Bo Johansen, Finn Schumacker & Erik Kaltoft. Classico CLASSCD 722.

Denne cd er et udmærket lille stykke musikhistorie. Udviklingen hos Niels Viggo Bentzon fra en Hindemith- og Bartók-præget stil over Schönberg-påvirkning til inspiration fra USA og fra fluxus-bevægelsen kan iagttages i disse værker for messingblæsere og klaver. Indirekte kastes herved lys over ikke blot Niels Viggo Bentzons musikalske udvikling, men tillige over væsentlige grundtræk i dansk musik igennem 30 år: 1947-1977. I disse år sker en afgørende udvikling i det musikalske sprog og i selve synet på musik.

Dette gøres der rede for i Jens Brinckers forbilledlige beskrivelse, som fylder ikke mindre end otte sider i cd’ens hæfte. Her er en beskrivelse af Niels Viggo Bentzons historiske forudsætninger, hvor national- og personalhistorie jo er vævet tæt sammen i den danske musikhistorie. Dette kædes sammen med udførlige beskrivelser af de enkelte værker. Udførelsen af disse er også i topklasse. Hvad kan man så snart ønske sig mere?

Åke Hermanson

Alarme. A due voci, In nuce, Symfoni nr. 1, Appell I-IV, Alarme, Ultima, Flauto del sole, Utopia, Preludium och fuga op. 1, Lyrisk metamorfos op. 2, Invoco, Stadier, Suoni d’un flauto, Bohuslänsk klagovisa, In sono, Flauto d’inverno, Mässa för måsar, Somliga Stränder, Inscrit, Hymn till Saltö. Stockholms Filharmoniska Orkester, dir. Antal Dorati; Sveriges Radios Symfoniorkester, dir. Stig Westerberg, Zdenek Mácal & Leif Segerstam; Sinfonieorchester des Südwestfunks, dir. Bruno Maderna; Rilke Ensemblen, dir. Gunnar Eriksson; Göteborgs Kammarkör, dir. Gunnar Eriksson; Marosensemblen, Berwaldkvartetten, Ulf Bergström, Lars Arvinder, Ib Lanzky-Otto, Manuela Wiesler, Erik Boström, Ilona Maros, Stig Bengtsson, Leif E. Hellman, Lars Hammarteg, Magda Fürst, Miklós Maros, Alf Andersen, Gunilla von Bahr, Robert Schenck, Stefan Lindgren & Guido Vecchi. Caprice CAP 22056 (CD 1 + 2).

Fra den velkendte dansker til den ukendte svensker. Dette er en ordentlig mundfuld: 20 værker af en komponist, som i hvert fald jeg hidtil ikke har haft noget synderligt kendskab til. Fra en lp fra 60erne med ny svensk musik husker jeg Suoni d’un flauto (den samme fortræffelige indspilning med Alf Andersen, som her er genudgivet) - og det er såmænd det hele.

Jeg er imidlertid nu blevet overbevist om, at Åke Hermansons værker fortjener langt mere opmærksomhed, end den hidtil har fået. Denne svenske komponist er en af de mere ejendommelige skikkelser i det 20. århundredes skandinaviske musik. Man kan fristes til at sammenligne ham med fx Gunnar Berg - forskellen er blot, at hvor denne var så at sige en generation forud i Danmark, var Åke Hermanson (1923-1986) samtidig med de komponister, som udgjorde det moderne gennembrud i Sverige (Karl-Birger Blomdahl, Sven-Erik Bäck, Bengt Hambræus, Ingvar Lidholm m.fl.). Han har imidlertid et tydeligt eget særpræg med kortfattede, ofte morseagtige motiver, og forkærlighed for glissandi og mere eller mindre tætte tonegrupper, som kan gå over i klanglige kollektiver.

Her er der som omtalt i ledsagehæftet en tydelig inspiration fra Varèse - Åke Hermanson ejede fra starten af 50erne indspilninger af værker som Intègrales, Density 21,5 (jfr. Suoni d’un flauto!), Ionisation og Octandre. Men jeg synes nok, at man i værkerne for ensemble kan høre et endnu stærkere musikalsk idéfællesskab med 60’ernes "polske bølge" (fx Penderecki og Gorecki, men også Szalonek og Kotonski) – og frem for alt kan det stedvis lyde som en nordisk version af Xenakis. Der er en ekspressiv stædighed, en til tider desperat intensitet i værkerne, som i slående grad kan lede tankerne hen på denne komponist. Karakteristisk nok udtaler Åke Hermanson i noten til Ultima for orkester fra 1970 følgende: »Ultima - det gäller det yttersta, ansiktshalvornas mikroskopiska månkratrar, ytbesvär om man så vill, eller naglarnas artificiellt blödande omvårdnad (…) Skapande vaksamhet vid intensitetens gräns, minuterna i andingen intill det yttersta (…) Behöver det sägas att jag är på väg mot Ultima.«

Nej, det behøver ikke engang at blive sagt. Denne musik føles fysisk og psykisk pågående indtil det smertefulde. Her er tale om en særegen form for ekspressionisme. Ikke så sært, at udgiverne har valgt fællestitlen Alarme, som er et af de indspillede værker, et ligeledes foruroligende stykke for solohorn. Men bliver helt lettet, når man hører stykkerne for solofløjte (Suoni d’un flauto, Flauto d’inverno og Flauto del sole), hvor et mere objektivt-lyrisk udsagn à la Varèse kan høres.

Der er nok at gå på opdagelse i i dette album. Det er nogle af de stærkeste og mest autentiske oplevelser, jeg længe har haft af ny musik - for ny er den så sandelig på trods af alderen (1951-1985), og jeg tror, at den vil insistere på at blive ved med at være det.

Niels la Cour

Præludium for klaver, Fem Stilleben for bratsch og klaver, Trio for violin, cello og klaver, To Aftensange, Momenter for klaver. Dorthe Elsebet Larsen, Anna Skogman, Peter Tönshoff, Martin Jochimsen & Thorkild Borup Nielsen. Classico CLASSCD 681.

At komme fra Åke Hermanson til Niels la Cour er som at flyve fra en svensk klippekyst i november til Limfjordens vande en aften i juli. I sine noter skriver Niels la Cour bl.a. om »en opstilling af livløse genstande ("nature morte" som f.eks. blomster, frugter og husgeråd ) (Fem Stilleben) og »kirkernes morgen-, middags- og aftenringning« (To aftensange). For at bruge en anden sammenligning: det er som at gå lige fra Edvard Munch til Vilhelm Hammershøi.
Dette gælder i særlig grad for Fem Stilleben, hvor der både opnås en fornemmelse af stilstand og en musikalsk "afpersonificering", en meditativ tomhed, som samtidig er ladet med udsagn - men om hvad? Dertil kan lægges, at det musikalske sprog svæver et sted mellem traditionel tonalitet og vægtløs fremmedgørelse. Det samme gælder for trioen, som med samme fornemmelse af vægtløshed kredser om sig selv – ifølge komponisten er værket inspireret af »stemningen under en lang, hård vinter, hvori dog også indgår visheden om, at en dag, før eller siden, bliver det forår«. Bevægelsen er underforstået, hvilket illustreres af den retningsløse tonalitet. Denne samt motivdannelsen giver som nævnt i hvert fald mig associationer i retning af Hammershøis kunstneriske janusansigt: traditionel realisme og drømmeagtig symbolisme. Det bliver ikke mindre spændende i Momenter for klaver, hvor Niels la Cour på én gang holder sig til en forholdsvis traditionel stil med udvikling og samtidig lader de enkelte satser hvile i sig selv i en afgrænset form.

Erik Bach

Orchestral Works. Réflexions, Berlin Revisited, Astrotrain. Aarhus Symfoniorkester & Spyros Mourikis, dir. Bo Holten. Dacapo 8.226527.

Nok en dansker med solid rod i traditionen. Ifølge teksten i ledsagehæftet har Erik Bach komponeret 70 værker - »mange i en lettilgængelig stil og yderst smagfuld stil«. Hvad den sidste betegnelse dækker over, er ikke godt at vide, men at musikken er lettilgængelig, må nok betegnes som ganske rigtigt. Vi har at gøre med såkaldt postmodernisme, hvor citater og stilcitater kommenterer hinanden og/eller underkastes metamorfose.

Réflexions for klarinet og klaver opstod som en følge af Erik Bachs musikstudium på Aarhus Universitet, hvor han skrev speciale om Chopins præludier. Chopincitater optræder i mangfoldige skikkelser, og en homogen sats dannes - for den, som ikke kender stykkerne af Chopin, er der ingen overraskelser, og det hele høres som en lidt adspredt og mild postmodernisme.

Helt anderledes bliver det i Berlin Revisited, hvor en musikalsk stream of consciousness beskriver komponistens indtryk af et besøg i Berlin. Richard Strauss, Alban Berg og Kurt Weill er på færde sammen med adskilligt mindre definerbart, som tilsammen giver et uafladeligt Schein des Bekannten i lyset af stadig omvæltende forandring - et effektfuldt og dramatisk billede af Berlin som kulturby og ragnarok, som delt by og symbol på genforening, som diktaturby og avantgardeby gennem et århundrede.

Endelig Astrotrain. Titlen lyder visionær og grænsesprængende - man mindes Erik Jørgensens Astrolabium fra 1964! - men der tænkes på noget helt andet: et legetøjsbyggesæt, hvor de samme elementer kan bruges til et damplokomotiv og et rumfartøj. Erik Bachs idé er så at skabe et værk, hvor »et veldefineret musikalsk udsagn transformeres til et andet med baggrund i de samme elementer«. Det lyder jo helt Vagn Holmboesk, og det hele klinger da også meget traditionelt dansk.

Der er i det hele tage uhyre megen dansk traditionalisme i Erik Bachs musik. Det er der jo ikke noget ondt i, men jeg må indrømme, at jeg har lyttet med vekslende adspredthed til de tre værker - eller rettere med en halvcirkel af koncentration. Den nåede sit maksimum i Berlin Revisited, hvor virkelige kontraster og brudflader er på spil - og sit absolutte minimum i Astrotrain, som ikke er blevet mere interessant siden uropførelsen i 1988. Udførelsen er overalt fremragende.

Hans-Henrik Nordstrøm

Finnegan’s, Nuages d’automne, Drømmespor II, In the Woods. Niels-Ole Bo Johansen, Signe Madsen & Århus Sinfonietta, dir. Søren K. Hansen, Kaisa Roose & Giordano Bellincampi. Dacapo 8.226522.

À propos adspredthed: »Hvor mange læser en booklet, inden de lytter til musikken?« spørger Jesper Lützhøft i ledsagehæftet til Dacapos cd med værker af Hans-Henrik Nordstrøm. Og videre: »Er det ikke sådan, at man sætter cd’en i afspilleren, lytter med stigende adspredthed i 1½ minut - og så rækker ud efter en forklaring?«

Dét er nok en tanke værd. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der er almindelig praksis ved aflytning af ny og ukendt musik på cd, men i hvert fald jeg læser altid noterne først! De skulle jo gerne give en god indføring i intentionerne med musikken og eventuelt baggrunden for den " og findes der ikke noter, må man selv prøve at lytte sig frem til en mening med og en mening om musikken. Og det er ganske drilagtigt, det dér med ”stigende adspredthed", når det gøres til en generel præmis for folk, som lytter til ny musik. Hvad/hvem sigter forfatteren mon mod: menneskene eller musikken.

I DMT 2003/2004 nr. 7 anmeldte jeg en anden cd med værker af Hans Henrik Nordstrøm med disse ord, som jeg roligt kan genbruge her:

»Nordstrøm havde sin offentlige debut som komponist så sent som i 1990, men siden har han gjort sig stærkt gældende. Her møder vi ham (…) som en skaber af et stadigt strømmende og fluktuerende spil a la Xenakis. Det klinger som lysspillet i en bøgeskov - man kan komme til at tænke på Ligetis omtale af musikkens 'overflade' som noget, der kan minde om en vandoverflade med utallige små bevægelser, som tilsammen udgør et statisk mønster. Men her er det en anden type mønster med dybdeperspektiv og hurtige bevægelser. En slags nutidigt modstykke til Debussys Prélude à l’après-midi d’un faune!

I det hele taget er Hans-Henrik Nordstrøm ikke bange for lethed og pauser i musikken. Tit møder man lakoniske udtryk med velgørende økonomiseren med virkemidlerne. Stilheden i naturen omsættes til musik, som evner at videregive ikke blot en vrimmel af liv, men også det flygtige og tavsheden. Det er velgørende at møde noget, man kunne kalde nutidig impressionisme, i så overbevisende stykker som disse.«

Disse musikalske naturbilleder med en sådan spontaneitet og udtryksfuldhed findes der ikke mange sidestykker til i dansk musik. Cd’en anbefales på det allervarmeste - og det anbefales at læse Jesper Lützhøfts note både før og efter lytningen! Den giver med sine betragtninger om musik, lytning og natur et poetisk billede, ikke en "forklaring", af Hans Henrik Nordstrøms musik.

Magnus Andersson - The Plucked North

Jan W. Morthenson: Sonora; Bent Sørensen: Shadow Siciliano & Angelus Waltz; Erik Förare: 2 intermovimenti; Harri Suilamo: NOUN a fretwork circle; Ivo Nilsson: Tre Equale; Daniel Börtz: Etchings; Martin Larson: You can’t cry, but you climb on the walls; Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Solo for El-Guitar. Ivo Nilsson, Jörgen Pettersson, Johnny Axelsson, Magnus Andersson & Vremena Goda Orchestra, dir. Vladislav Bulakhov. Nosag Records CD 117.

Adspredthed er ikke det, der lige griber én, når man lytter til denne cd. For sikken en ramme, værkerne nr. 2-8 sættes i! Det første og det sidste værk - Jan W. Morthensons Sonora for guitar og strygeorkester og Pelle Gudmundsen-Holmgreens Solo for El-Guitar - er ikke blot de længste med henholdsvis 21½ og knap 15 minutter, men også langt de vægtigste. Derfor vil jeg om de mellemliggende blot nævne, at de alle er værd at lytte til.

Jan W. Morthenson har altid været en ejendommelig skikkelse i musiklivet. Værker som hans Coloratura III og orgelværket Some of these, begge fra starten af 60erne, vakte opmærksomhed som Adorno-inspireret "nonfigurativ musik", og han har siden forholdt sig ganske kompromisløst til det, han ser som sin opgave som komponist. Han har således udtalt om musikken, at han vil »bevare dens autencitet, ligesom jeg vil bibeholde den kulturelle, den intellektuelle verdens autencitet, og ikke forfalske dem begge så at sige. Det er den kløft eller konflikt som meget af min musik handler om.« (DMT 1984/1985 nr. 3).

Denne kompromisløshed har ført til forskellige former for udtryk. Sonora hører til en kategori, som i tidens løb er blevet til ud fra kompositorisk erfaring: »Arbejdet i grænselandet mellem det musikalske og det mere oprindelige, det instinktive, primitive« (ibid.). Han siger i ledsagehæftet, at »... the music evolves out of its own rapidly shifting character, exactly like visual art often is a result of very local interactions of colour and form.«

Selve dette, at musikken ligesom "går sine egne veje", således at komponisten ikke selv ved, hvad der skal ske idet næste øjeblik, kan anskues som en banalitet - det er et træk, som kendes lige fra den romantiske inspiration over den serielle kompleksitet til Cage - men det kan imidlertid også anskues som en kompositionsmetode, som på en mærkelig måde løsriver sig fra konventioner og systemer og på helt Løgstrupsk vis bliver til ikke blot et billede på "suveræne livsytringer", men til et udtryk for sådanne: "musik uden bagtanker". Ganske som hos Løgstrup er der her en hårfin grænse mellem den rene selvfølgelighed og den overraskende og originale tydning.

Det forekommer mig, at Jan W. Morthenson bestandig bevæger sig på denne grænse med en overbevisende kunstnerisk autenticitet. Sonora er således fra første tone et musikalsk udsagn, som med underligt spinkel og ærlig insisteren forholder sig til selve det at være til som musik. Udsagnet bliver både sandt og sårbart. Det skal opleves!

Opleves skal også Pelle Gudmundsen-Holmgreens Solo for El-Guitar, for nøjagtig det samme kan faktisk siges her. Der er da også et æstetisk fællesskab mellem de to komponister: både Morthenson og Gudmundsen-Holmgreen forstår at grave ned til noget, som fornemmes som elementært, forstået som påtrængende, originalt og betydningsfuldt. Materialet i Solo er baseret på Fibonacci-serien, og komponisten skriver, at »I imagine that this system and the work’s strict structures can purify and renew the quite limited, simple, and also often banal tonal material.«

Når vi sammenligner de to værker, finder vi i virkeligheden to forskellige udtryk for det samme: en stædig fastholden ved musikkens og kulturens autenticitet - det faktum, at det musikalske udtryk insisterer på at være sandt, originalt og selvfølgeligt. Begge opnår dette ved at turde bevæge sig ud i det, som presser sig på - i Pelle Gudmundsen-Holmgreens tilfælde som altid med en foruroligende enkelhed.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Musikken er et monster. Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Paul Hillier & Kronos Quartet. Instruktion: Jytte Rex. Dacapo 2.110406. DVD.

Den foregående cd skal høres, og denne dvd skal ses! Sjældent har man oplevet en komponist i den grad spontant give udtryk for sin undren over ikke blot musikken (»... hvordan har jeg kunnet skrive alle de noder?!«), men også over selve dét at være til, for nu at tale ganske banalt og sandt. Der er en barnlig umiddelbarhed og forundring, et legende forhold til kunsten og til tilværelsen, som er både bevægende, betagende og morsomt.

Oplev Pelle Gudmundsen-Holmgreen ved klaveret, ved havet eller i dagligstuen dansende omkring til Stravinskys Dumbarton Oaks Concerto! Her får man en fornemmelse af, hvor modet til at lytte og komponere sig frem til musikalsk sandhed opstår. Essensen af det er, at musikken selv vil frem, hvad enten det er let og bekvemt eller ej, og at der ikke er anden vej end at nå frem til udtryksformer, man magter og kan stå ved. Det er en sjælden oplevelse af både ærlighed, charme og et altovertalende talent. Man kommer virkelig som ved flere af de omtalte cd’er til at tænke på et velkendt citat af Carl Nielsen - et udsagn om, hvad musik er.

Recycled

Bent Lorentzen/Vittorio Monti: Czardas; Niels Marthinsen/Johann Strauss d.y.: Perpetuum mobile; Jørgen Messerschmidt/J.S. Bach: Siciliano - With a Little Tango; Juliana Hodkinson: Befall; Ole Buck/Nikolai Rimsky-Korsakov: Humlebiens flugt; Sven Erik Werner/Franz Lehár: Vilja-Parafrase; Martin Lohse/Franz Liszt: Liebestraum; Lars Hegaard/Domenico Scarlatti: Scarlatti in the Mist; Andy Pape/J.S. Bach: Præludium i es-mol; Per Nørgård/Franz Schubert: Nacht und Träume. Ensemble Nordlys. Dacapo 8.226539.

En speciel genre gør sig stærkere og stærkere gældende: "recycled" eller "remixed" musikværker. Som et af mange mulige eksempler kan nævnes Persepolis Remixes fra 2002, hvor Xenakis’ Persepolis konfronteres med bearbejdelser foretaget af bl.a. Ryoji Ikeda, Zbigniew Karkowski og Merzbow (alias Masami Akita) (anbefales!). Nu er en række danske komponister så gået i gang med bearbejdelser af kendte klassikere til denne cd med Ensemble Nordlys.

Genren har berømte forløbere. Mest kendt er nok Berios 3. sats af Sinfonia, hvor scherzoen af Mahlers Symfoni nr. 2 tages under kærlig behandling og som en anden julegås stoppes ud med en mængde citater lige fra Bach til Stockhausen. Denne collageprægede metode er imidlertid nu afløst af genkomposition, hvor en komponist med eget materiale og egen kompositionsmetode sætter sit præg på et givet værk. Her kan man fx tænke på Schönbergs bearbejdelse af Matthias Georg Monns Koncert i g-mol for cello og orkester; men rødderne går endnu meget længere ned i fortiden, til middelalderen og til fx renæssancens parodimesser, hvor komponisterne gjorde uhindret brug af hinandens værker og musikalske materiale. En lignende praksis dukker nu op igen og genspejler nutidens enorme reservoir af brugbart materiale på nettet og i indspilninger. Denne genbrug kan tillige med Andy Papes ord anskues som en afspejling af "politisk-korrekt" praksis i "disse økologiske tider".

Her har vi så 10 komponister, som tager lige så mange velkendte stykker under kærlig behandling. Det gøres på forskellig vis. Niels Marthinsen giver i Perpetuum mobile en fremmedgørelse af Strauss’ stykke af samme navn, som stedvis giver amerikanske associationer (Ives og Gershwin!), og som klinger særdeles elegant. Juliana Hodkinson får Chopins Præludium i e-mol op. 28 nr. 4 til at blive til et billede på en traditions forvitring. Ole Buck holder sig i Humlebiens flugt tæt op ad Rimsky-Korsakov, således at der bliver tale om vittigt genbrug af et værk. Det samme gør Martin Lohse i Liebestraum, idet han forfølger en bestemt idé: rytmiske forskydninger, som på raffineret vis lader Liszts stykke gå i skred. Og endelig gør Andy Pape Bachs Præludium i es-mol af Das wohltemperierte Klavier til et objekt, som respektfuldt sættes under lup, idet de enkelte musikalske hændelser forlænges på nænsom vis.

Alt i alt er denne cd en broget buket af "dekompositioner" og "rekompositioner", som strækker sig fra skæg og ballade til meditativ fordybelse. Der er noget at gå på opdagelse i - det gælder også de ikke her omtalte værker. Ensemble Nordlys spiller alle stykkerne med entusiasme.