Syntesen

Af
| Årgang 81 (2007) nr. 06 - side 224-224

Der er ikke tid til at tænke over tendenser, som farer forbi en, derfor strækker vi lige benet ud og sætter fokus på et af de mere fascinerende områder: syntesen.

Billedkunstnere laver lyd, musikere laver videoer, digtere læser op til musik, komponister laver installationer, forfattere multimedie, og nogle opfinder egne navne og så videre. Kort og godt: der laves kunst. Men alle kunstnere er ikke altid helt glade, de eller deres formidlere føler, at der skal siges noget andet om det, de laver, end det konkrete, de i deres inspiration til enhver tid vælger at foretage sig. Fra digter over forfatter til musiker, alle lyver vi lidt for at få passet tingene ind i en eller anden ramme. Jeg kender ikke ret mange, som formår at fremstå på samme måde udadtil som indadtil. Og det man er, er vel i bund og grund den kunst, man kan lave. Er det ikke godt nok, til resten af verden også? Der er et eller andet, der ikke hænger sammen.

For denne kunst, der laves, barrikaderes i kategorier, og bag vægge, som absolut intet som helst konkret afgrænsende har i sig selv. Det er ikke sandt, at musik i bund og grund er en kunstart(1), der kan opfattes adskilt fra fx billedkunst. Det er simpelthen ikke sandt. Måske praktisk politik, men ikke hele sandheden. Heller ikke andre kunstarter er adskilt, eller unikt separeret fra hinanden, men selve teknikken/håndværket, dette som et enkelt menneske, eller en gruppe, kan mestre i en livstid, er naturligvis begrænset. Blot ikke af en genremæssig systematik, men af, hvad disse mennesker magter at vælge, at udøve, i en livstid.

Det eneste, som spiller en rolle, er den enkelte kunstners valg; ikke som et valg mellem løsninger, men valget udpenslet som proces, refleksionen i sig selv. Dette som menneske at vise sin vilje til at notere sin oplevelse af de livsvilkår, som omgiver, og som ér nu, og således som man ser dem gennem sin inspiration, i en eller anden form. Værket er valget, slutningen.

Det er syntesen, at ret forstå at tiden hvor kunst kan opdeles i billedkunst, musik og så videre, definitivt er forbi. Den historiske metodik er kort og godt forkert, den må revideres. Musik kan spilles med billeder, billederne males med musik, og det er således, at den konsekvens, som det postmoderne projekt har afdækket for gud og hvermand, er der ikke mange, der har fattet: at der ikke er nogen genrer, de findes ikke, det giver ikke mening at hævde, at de findes. Selv der, hvor begrebet cross-over tages i ed, fejler man, for i og med at man krydser grænser, gør man grænsen til et mål, abstraktionen grænsen accepteres, og et 1000 watts spotlight rettes mod den: Se grænsen! Vi krydser den! Musikalitet har intet med musik at gøre, det er bredere end dette. Først i det øjeblik komponisten forstår at han/hun ikke er musiker, kan han/hun begynde at komponere.

Syntesen er at indse, at der er en kunst, som ligger uden for den genremæssige systematisering, og at denne kunst handler om at skabe, nærmere kan jeg ikke komme det, at have modet til at stå ved sine valg, sine læsninger og fortolkninger af den verden, som man udsættes for som menneske. At opfinde, tage udfordringen op og følge sin inspiration, med anvendelse af de midler, man nu engang synes dur.

Man ser symptomer på syntesen rundt omkring, en konvergens imellem felter som ellers menes klart afgrænsede. Pop har ikke patent på kærlighedssange, techno ikke patent på trance, og det er fx mere og mere udbredt, at brugere af internetmusiktjenester opgiver at søge målrettet igennem det enorme udvalg af musik, men i stedet lader mere eller mindre subjektive eller tilfældige computervalg beslutte, hvad der non-stop skal hældes ud af højttalerne. Man roder det hele sammen, og spiller fx blot alle sange, der har ordet "love" i sin titel. Og vi har set mange gange krop, tekst, musik og billede blandet sammen på måder, som ikke passer ind nogen af stederne, men hvad vi måske har overset her, er, at kunstneren ofte ikke selv synes, at der er grund til at give denne form et særligt navn: »jeg laver bare det, jeg synes er godt«, og at denne information er en vigtig detalje; en blinkene pil i technicolor peger på, at dette ikke er beskedenhed, men så tæt på sagens kerne man kan komme. I kunst er det faktisk en semantisk misforståelse at lave noget, som andre synes er godt.

Det er en interessant tankemodel at kunne vælge en palet af vidt forskellige ting, og heraf syntetisere et personligt udtryk, forankret i ens væren, det personlige valg. Men den bliver først for alvor spændende (og skræmmende), i det sekund man indser, at alt virkeligt er muligt. At kunstens styrke eller skønhed vitterligt intet vinder ved at respektere en særlig veldokumenteret facon at lave kunst på. Ikke desto mindre går det også op for en, at netop dette: at en særlig slags kunst skal udøves på en særlig måde ifølge det system, vi omgives af, fuldstændigt blænder udsynet for den enkelte kunstner, i og med at denne nænsomt, men vedholdende, skubbes i en bestemt retning af genretræets filter. Dette lige indtil man en dag opdager, at træet blot var fiktivt, og så fx beslutter at lave en video i stedet for at skrive et digt. Til sin store forbavselse ser man, at denne video ligner ens digte, altså at det ikke var genren, der understøttede ens egenart. Ergo: genren var fiktiv, en dæmonisk besættelse simpelthen.

Det har visse konsekvenser for kulturpolitikken og markedets talentudvikling. Selv fremlagt i denne korte form, har det visse konsekvenser. Fordi man kan ikke blive ved med at udvide genretræet uden at gøre det stadigt mere administrativt tungt, tage modet fra kunstneren, samt at forvirre den befolkning, som kunsten præsenteres for. Det bliver et stadigt mere anstrengt hypokrati. Man opdrager befolkningen til at spørge til, hvilken slags kunst det er, førend man kigger på, hvad det handler om. Og dette er alt decideret uproduktivt, indholdsløs abstraktion, der intet har med de enkelte kunstneres værker og liv at gøre. Seriøsitet er et livsvilkår, ikke en klaphat fra et kulturelt supermarked.

Lev vel, kunstnere, hvor I end er, den eksisterende systematik vil ikke hjælpe jer, hvis I vitterligt vælger jeres egen vej, hvilket naturligvis er det, som verden - på den anden side - vil forvente af jer.

Note:
1 Med "kunstart" og "genre" menes i denne tekst essentielt det samme.

Michael Nyvang er komponist