Vokseværk med helhedstænkning – nu desværre uden DR

Af
| Årgang 81 (2007) nr. 06 - side 194-194

En vidtfavnende skare af skribenter, fagfolk, debattører og andre kloge hoveder med indsigt i dansk musikliv har ud fra forskellige synsvinkler formidlet og fortolket de senere års ændringer i det danske kulturelle klima. Ingen er uvidende om, at vi nu er udøvere og forbrugere i et kunst- og kulturliv, som på et årti har undergået radikale forandringer. Nærværende organ har lagt spalter til drøftelser vedrørende udviklingen, dels for at blive i stand til at forstå, hvad der i et større perspektiv er på færde, dels for i bedste fald at komme med bud på fremtidige indretninger og prioriteringer.

Spørgsmålene er mange til de nye succeskriterier, og skuffelser blander sig med nye forhåbninger til fremtidige udfoldelsemuligheder. Konkurrencen er blevet skærpet og ambitionerne har fået endnu et nøk opad. Der ases og mases og skubbes for at komme frem til scenekanten og den heldige belysning. I kampens hede kan det være gavnligt at hæve sig over dagligdagen og de nære udfordringer, for at se sagerne i et bredere perspektiv. I et sådant syn kan man iagttage reaktionen på de nye vilkår fra centrale aktører. Et eksempel. Længe blev det påstået, at dansk musik, herunder de nyere udtryksformer, ikke blev nedprioriteret i Danmarks Radio. Der er formodentlige ikke mange DR-ansvarlige inden for klassisk musik eller det der ligner, som svinger frydesskrig i æteren over den nuværende situation sammenlignet med den virkelige DR-virkelighed for ti år siden. Snart er der ingen i DR til at trutte noget som helst som følge af den interne DR-udrensning af personale. Den blotte drøftelse af emnet vakte vrede i aktørkredsen, som lå der et rør-mig-ikke over problemet.

Ovenstående er skrevet før Krystalnatten i DR den 14. juni 2007. Tilføjelse efter deadline og kort før tryk: Danmarks Radio har nu foretaget det endelige, dybe snit i det faglige personale i DR Klassisk, med fyringer, der rammer dybt ind i kerneområder i formidlingen af klassisk musik. Det er beskæmmende og det bør få faglige organisationer til at markere holdninger udformet som en protest over for beslutningerne i DR’s ledelse. Vigtige magasinprogrammer vil forsvinde fra DR’s sendeflade og i takt med, at den kritiske og dybdeborende journalistik inden for klassisk og ny musik forsvinder fra såvel trykte som æterbårne medier, vil reflekteret kulturformidling ophøre med at være et anliggende i den offentlige sfære. I den igangværende kulturkamp har DR Klassisk været en central aktør med historisk indsigt og solide faglige traditioner inden for formidling. Det er rimeligt at spørge, om Danmarks Radio kan varetage sin public service-forpligtelse, når institutionen tilsyneladende målrettet går efter at afskedige ansatte med specialviden inden for smalle områder. DR’s seneste runde med fyringer er en hån mod det musikmiljø, der i disse år kæmper så stærkt for at komme væk fra et støvet image, og som er i gang med at bearbejde selvforståelsen og forny formerne såvel som indholdet. Vi vender tilbage med redaktionelt stof om DR-situationen i den nye årgang.

Problemerne i DR og den manglende lyst til at tage fat om nældens rod i tide, samt at livsvigtige områder skal nedsmeltes som følge af elendig økonomistyring i et byggeprojekt, er et eksempel på, at det, med et forslidt udtryk, ikke gavner at feje noget ind under gulvtæppet. Lidt i samme boldgade: Centrale aktører ønskede længe ikke at diskutere udfordringerne og problemerne med ophavsretten, hvor alternative tænkemåder refleksbetonet blev plaffet ned. Strudsemetoden er uklog. Den igangværende debat om symfoniorkestrene og deres virke har affødt tilsvarende rør-mig-ikke-reaktioner, som om hensigten med omtalen havde til formål at skyde visse områder i sænk. Som Henrik Marstal skriver i sit debatindlæg i dette nummer: »... misforståelserne kan også skyldes, at den klassiske musikinstitutions mange gatekeepere vanemæssigt læser indlæg af denne type som utidige og ufine angreb på institutionen selv. For blot det at sætte institutionen under debat er i Kongeriget Danmark suspekt, eftersom ingen - ingen - skal komme og sige, at denne institution ikke pr. definition er givet af en højere magt, som det derfor ikke sømmer sig at stille spørgsmål ved. Majestætsfornærmelse, simpelthen.«

Hvordan fremtidens musikliv skal se ud og hvilke prioriteringer, der skal gennemføres, er et af de overordnede mål med diskussionerne. I den forbindelse har skiftende musikråd og musikudvalg arbejdet på at skabe rammerne for et frodigt musikliv fra vugge til grav. Det netop afgående udvalg skrev i tiltrædelseserklæringen for fire år siden: »Kunstrådets musikudvalg kan naturligvis ikke ændre på samfundsstrukturelle udviklinger, men udvalget har alligevel brugt, og agter at bruge, energi på at diskutere den samfundsmæssige placering af musikken og mulighederne for at påvirke denne placering.«

Man kunne fristes til at spørge: Hvordan synes I selv det er gået? Det har udvalget forsøgt at svare på i en statusrapport, som er en slags state of affairs her ved overrækkelse af stafetten til næste udvalg. Samtidig med at det afgåede såvel som det tiltrådte musikudvalg er bundet på hænder og fødder af faste bevillinger, med ringe mulighed for at søsætte nye tiltag, er verden uden for udvalgskontoret ændret til ukendelighed. Hvilket bl.a. betyder at kunderne hos statens musikudvalg skal foretage evaueringer og undersøgelser af driften. Plus en spandfuld andre krav om øget synlighed, markedsføring, publikumsudvikling, netværksbaseret samarbejde, sponsering, strategiplaner, resultatkontrakter, tilvirkning af interdisciplinære projekter, osv. Disse nye krav om øget professionalitet blandt operatørerne kan være rimelige nok, men at de er blevet indført uden at tilbyde en række hjælpende hænder i den proces, virker uforståeligt. Musikudvalget giver fx betydelige beløb til større og mindre ensembler, der er befolket med ildsjæle, som arbejder for fuld skrue, men som for størstepartens vedkommende ingen formel kompetence har, og som kun kan nyde den læring og erfaring, der fremkommer undervejs i udførelsen af arbejdet. Det må der laves om på.

Det nye musikudvalg må anspores til at foranstalte efteruddannelse og til at oprette en konsulentordning for ensembler, på linje med andre konsulentordninger i musiklivet. Problemet omtales i dette nummer, i portrættet af Esbjerg Ensemble, hvor der berettes om de mange selvlærtes problemer med at løse nye, komplicerede problemer, som er opstået i kølvandet på de nye operationelle krav. Danske skabere og udøvere har i højeste grad internationalt potentiale, men de skal i endnu højere grad klædes på til at være superaktører blandt internationale partnere i alle tiders største globaliseringsproces. Her bør Kunststyrelse og musikudvalg gå forrest og bruge erfaringerne fra diskussioner i dette og andre fora, og i mindre grad være et pengefordelingskontor, men også tilbyde aktører videndeling, efteruddannelse, netværkskundskab, ledelsesværktøjer osv. På den måde sikres en opblomstring af talentmassen og yngre deltagere anspores til at komme ind i kredsen. En sådan inkluderende praksis vil skabe en stimulerende dialog mellem de forskellige udvalg og aktører i felten. I et sådant kreativt rum med plads til dialog opfattes kritik ikke som majestætsfornermelse med tilhørende refleksbetonet afvisning, men tværtimod som instrument til en fortsat udvikling af området.