Bøger

Bag de akustiske lærreder: Et storværk om Poul Ruders

Per Erland Rasmussen: Acoustical Canvases. The Music of Poul Ruders - up to and including The Handmaid's Tale, dmt Publishing, København 2007, 439 sider. Pris: 360 kr. Bestilling: www.danskmusiktidsskrift.dk

400 sider med benhård analyse! Og DMT's anmelder på denne tour de force af en læsemission må straks gå til bekendelse: ikke alle skemaer, oversigter, taktangivelser m.v. er gennemtjekket og detail-læst i denne omfangsrige og imponerende bog. Det ville have krævet en del mere tid end den afmålte frem til anmeldelsens truende deadline. Til gengæld kan jeg glæde mig til mange timers yderligere studier. For bogen kan takket være sin klare opbygning, gode registre og righoldige litteraturliste også bruges som håndbog og opslagsværk. Man skal dog ikke lede efter biografiske oplysninger (ud over en summarisk oversigt i begyndelsen), det er slet ikke bogens ærinde. Den er en kronologisk ordnet introduktion til Poul Ruders' musik med fokus på værkerne.

Som sådan er den et omfattende og respektindgydende musikvidenskabeligt arbejde. Den fremlægger en mængde nyt stof og er en uomgængelig monografi, som fra en overvejende kompositionsteknisk synsvinkel behandler musikken af en af Danmarks internationalt mest kendte komponistprofiler, et must for enhver, der i fremtiden vil beskæftige sig med Ruders' musik.

Teksten skulle være "accessible" for den musikinteresserede læser med et vist kendskab til Ruders' musik. Det kan man måske sætte et lille spørgsmålstegn ved. Men den sproglige fremstilling er som helhed enkel og klar. Og at den er på engelsk bør ikke afholde danske musikinteresserede læsere, for Jean og Jesper Christensens engelske, er ikke vanskeligt. Alt i alt vedkender forfatteren sig dog, at bogen er "demanding". Men den er så sandelig også "rewarding"!

Forfatteren disponerer sit stof således, at en lille snes hovedværker analyseres til mindste detalje. Et tilsvarende antal får en minutiøs gennemgang - ofte med nodeeksempler - et sted mellem udførligt koncertfører-niveau og egentlig analyse. De øvrige, mindre betydelige værker får en kortere omtale. Blandt de gennemanalyserede værker får 2. Symfoni, Symfoni og forvandling (1996), Manhattan Abstractions (1982) og 1. Symfoni, Himmelhoch jauchzend - zum Tode bertrübt (1989) mest plads, nemlig et helt kapitel hver. Herefter kommer Corpus cum figuris og de to violinkoncerter.

Blandt de mere koncertfører-mæssigt gennemgåede værker ofres naturligt nok flest kræfter på operaen The Handmaid's Tale (1996-98), også et helt kapitel - dernæst på Concerto in Pieces (1995), Soltrilogien (1992-95) og Psalmodies (1989) for guitar og ensemble samt, måske lidt mere overraskende, på det relativt upåagtede værk Cembal d'amore (1986) for klaver og cembalo. Med undtagelse af det sidstnævnte er alle de værker, som analyseres eller får grundige omtaler, tilgængelige på cd, hvilket man kan orientere sig om i bogens komplette og opdaterede diskografi.

For den, der vil forstå, hvordan Poul Ruders' musik kompositionsteknisk er skruet sammen, er bogen intet mindre end en guldgrube. Der bores dybt i den analytiske detalje - og her er bogen så afgjort møntet på at blive læst med en finger i partiturerne. Samtidig er der også meget at hente i værkgennemgangene for den, der læser bogen for i større træk at forstå udviklingen i komponistens musikalske tænkning uden nødvendigvis at granske alle detaljer.

Fremstillingens hovedvægt ligger på vekselringningsprincippet, og på hvordan dette permutationsprincip over den periode på godt 25 år, som bogen dækker, har spillet en afgørende rolle for Poul Ruders' kompositionsteknik. Med udviklingen af en kompositionsmetode baseret på vekselringning, fastslår forfatteren, at "Poul Ruders has left his personal imprint on musical history" (s. 41).

Forfatteren gennemgår i bogens 4. kapitel vekselringningsprincippet (efter en omtale af de tidligste kompositioner) og gør rede for opbygningen af de permutationstabeller, der danner grundlag for denne karakteristiske, engelske klokkeringningstradition. Bogen igennem finder man et væld af disse tabeller, som altså er den strukturelle 'rygrad' i de kompositioner, som anvender princippet. Ruders blev fascineret af vekselringningen gennem læsningen af Dorothy L. Sayers' The Nine Tailors (hvor forskellige former for vekselringning er afgørende for plottet), og han indså, at disse permutationstabeller kunne give svar på et kompositorisk problem, nemlig det, at give en musikalsk situation udstrækning i tid: "I wanted a continuous flow, but without merely repeating the same thing". Det er med andre ord ikke tale om system for systemets skyld, og Poul Ruders 'botaniserer' da også altid med stor frihed i det materiale, som tabellerne producerer.

Også andre teknikker beroende på systematisk permutation står til rådighed for at generere materiale til udstrakte forløb. Forfatteren diskuterer kort relationen til serialismen, Messiaens åbne og lukkede vifter og Per Nørgårds uendelighedsrække. Men til forskel fra disse fremgangsmåder er det hos Ruders ikke enkelttoner, der er genstand for permutation, med derimod motiver eller celler på typisk fra 2 til 4 eller flere toner. Hermed adskiller teknikken sig afgørende fra de andre kompositionsprincipper, der netop opererer med enkelttoner, eksempelvis den kromatiske skalas 12 tonehøjder. Og de motiver, der udgør det enkelte element, den enkelte 'klokke', har hos Ruders oftest tonale implikationer. I sin afvisning af den serielle musiks total-kromatiske udtryksunivers var Ruders en typisk eksponent for sin generation, idet han sammen med kolleger som fx Karl Aage Rasmussen og Hans Abrahamsen vendte sig mod Stravinsky som forbillede og snarere dyrkede et neoklassicistisk udtryk samt interesserede sig for metamusik og pastiche. For Ruders spillede også sonorismen ('den polske plakatstil'), inspirationen til de tidligste kompositioner, en væsentlig rolle.

Centralt står analyserne af Manhattan Abstractions og af 2. Symfoni, Symfoni og forvandling. Med disse værker finder man komponistens brug af vekselringningen demonstreret i to forskellige kreative faser. I det førstnævnte demonstrerer Per Erland Rasmussen gennem minutiøs redegørelse for alle (alle!) vekselringningstabeller værkets opbygning. Der er her tale om det første store værk, der gennemført benytter denne teknik. Forfatteren viser, hvordan ideen om en klanglig iklædning af metropolens skarptskårne 'skyline' netop forløses i kraft af denne teknik, hvordan musikkens kvalitet af klangligt panorama kan siges at være essensen af vekselringningsprincippet i den udformning, der karakteriserer Ruders' værker fra 80erne.

I værkerne fra de sene 80ere og fra 90erne bliver behovet for afveksling større. 'Klokke'-motiverne varieres gennem brug af omvending og krebs, og transpositionerne kan undertiden ordnes i sekventiske mønstre. Dette ses f.eks. smukt i cellokoncerten Polydrama (1988), hvor værkets faldende linje stort set fra start til slut (ca. 20 min.) styres af en vekselringningstabel (med 15 'klokker'), som systematisk transponeres nedad.

Behovet for variation fører Ruders frem til den såkaldte minimorforse-teknik, som er en videreudvikling af vekselringningsteknikken, hvor alle 'klokker' ved hver ny forekomst transponeres i forhold til den foregående 'klokke' med den intervalafstand, der var til stede i grundformen. Som resultat heraf vil en given 'klokke' optræde i stadig skiftende transpositioner, og disse er ikke arbitrære, men bestemmes af den melodiske grundform. (Princippet kan minde om for-formerne til Per Nørgårds uendelighedsrække, som de ses i visse værker fra omkring 1960). Ved opdeling af en melodi i forskellige antal 'klokker' og ved at lade de to versioner forløbe samtidigt kan der skabes en polyfoni, der - om end stemmerne er forskellige - rummer et netværk af identiteter.

Det er netop tilfældet i 2. Symfoni, Symfoni og forvandling, som Per Erland Rasmussens analyse af dette komplicerede værk klart formår at vise. Gennem en inddeling af en 19 takter lang melodi i henholdsvis 28 og 38 'klokker' skabes af den indledende énstemmighed (dog i brudt instrumentation og med en ledsagestemme, der danner det for Ruders så karakteristiske instrumenterede, kunstige ekko) en fantastisk polyfoni, baseret på denne videreudvikling af vekselringningsprincippet. Dette kombineres med den hos Ruders allestedsnærværende heterofoni og med diverse kontrapunktiske kunstgreb som proportionskanon og lignende. Den roligt flydende polyfoni med dette netværk af identiteter kan stedvis minde om 'den hierarkiske musik' hos Per Nørgård (fx steder i hans 3. Symfoni).

Et par unøjagtigheder - forbavsende få i så omfattende en bog - kostede lidt ekstra tid under læsningen: i rytmeeksemplet på s. 206 er der forkerte pauser, så den påståede hemiolvirkning fremgår ikke, tritonusfaldet i slutningen af Corpus cum figuris, som omtales på s. 171, er kun en sekund (om end det oprindelige motiv er en tritonus). Og så var det rigtig svært i partituret til 2. Symfoni, Symfoni og forvandling at finde den på s. 333 omtalte "Canon 3", der også fremgår af den samlede oversigt over værket. Men den er af uransagelige grunde ikke beskrevet i gennemgangen af værket: mellem Canon 2 og Canon 4 på s. 345 er der tomt. Eftersom kanonens 2. indsats er transponeret, ganske stærkt varieret og delvis ominstrumenteret, så havde et lille fingerpeg været rart.

Lytter man så til Ruders med nye ører efter at have læst bogen - med partiturer ved hånden i fornødent (stort) omfang? For min del er svaret et ubetinget ja! Særlig, når det gælder nogle af de senere, mere indadvendte værker, fx Bratschkoncerten (1994) eller 2. Symfoni, Symfoni og forvandling, som for mig virkelig åbnede sig efter læsning af bogen. Man får en guide til opfattelsen af musikkens struktur og får samtidig skærpet opmærksomheden for detaljen, kort sagt: får både mere dybde og perspektiv i oplevelsen af musikken.

Og er det ikke netop det, det hele handler om?