Det store sus

I livet er vi alle både deltagere og tilskuere, sagde Per Nørgård engang som overskrift til en samtale. I kunsten forbliver de fleste af os tilskuere, og hvad dét angår, har jeg selv levet størstedelen af mit vågne liv til musikledsagelse, men kun som passiv nyder, godt hjulpet af en stadig mere vellydende elektronik. Jeg har ikke dét, man forstår ved forstand på musik, læser ikke noder og har aldrig rørt et instrument, men jeg trøster mig med det tyske udsagn: Nicht jeder Liebhaber ist Kenner.

Når jeg efter at have bekendt kulør tillader mig at konstatere noget så elementært på disse sider som at musikken er følelsernes medium frem for noget, er det, fordi Per Nørgårds fødselsdagskoncert i Tivoli var en ekstraordinær bekræftelse af det. Andre kunstarter appellerer til følelser ved at oversætte dem til deres respektive sprog, musikken giver direkte adgang til dem, på listesko, med bulder og brag eller hvordan den nu har valgt at bane sig vej ind i vores sjæle.

Koncerten i Tivoli var følelsesladet på forhånd, en dansk verdenskunstner skulle fejres af et stort og hengivent publikum med udvalgt musik i udsøgt fremførelse, komponisten skulle ovenikøbet selv spille noget af den, og aftenen bød også på en uropførelse. Så det var med en festlig fornemmelse, man banede sig vej gennem larmen på Tivolis alt andet end festlige forlystelsesmarked og så hen til at indånde en mere klangfuld luft.

I koncertsalen blev alle forventninger indfriet og mere til. Der gik lårtykke stråler af betagelse, hengivelse og begejstring fra sal til scene, og på vej ud var der både stiltiende og åbenhjertig enighed om, at det her havde været en ganske særlig aften.

Per Nørgårds musik er ikke sådan at nynne med på, man ved aldrig, hvad der vil ske, som om man nogensinde vidste dét, han er og bliver uforudsigelig fra det ene øjeblik til det andet, og når man har slået ørerne ud, er der ingen pardon, det er bare om at følge ham i al slags vejr, i kosmisk stilhed og fra sten til sten i den rivende strøm. For det meste kommer man tørskoet i land, og duggen har lagt sig, hvor den skal - på hjertet.

Der er noget særligt ved at være i stue med Per Nørgårds musik, bortset fra de ubestridelige fordele ved at opleve den live, den har så meget visuelt at byde på, der foregår noget uafbrudt, og for mig er det en underholdningsværdi, der både styrker formidlingen og forståelsen af, hvad komponisten er ude på og i. Aftenens sidste værk (Gennem torne, for harpe og ensemble, red.) kendte jeg i forvejen fra en cd-indspilning, som jeg herefter vil lytte til med endnu større udbytte efter at have været øjenvidne til en opførelse, og ikke kun fordi solisten ser lige så smuk ud, som musikken lyder.

Fødselsdagskoncerten havde et såkaldt retrospektivt program, Per Nørgårds musikalske livshistorie i kort begreb. Vi fik et overblik over hans rige produktion, både i tid og genre og instrumentering, umiddelbart bevægende og ved nærmere eftertanke imponerende i sin alsidige mangfoldighed og originalitet. Allerede anslaget åbenbarede den ved den måde Per Nørgård forener det vokale og det instrumentale i en helhed, der også gør stemmen til et instrument, og giver instrumenterne stemmeklang.

Og så hans humoristiske underfundighed, der ikke er hittepåsom, for det er på værkets betingelser, han lader sin musikalske opfindsomhed muntre sig med en spontanitet, der sikkert er velgennemtænkt, men som har bevaret sin umiddelbarhed. Når han for eksempel afslutter sin nye cellosuite med at konvertere instrumentet til en guitar i favnen på solisten, er det med en lige så indlysende som overraskende selvfølgelighed - hvad der også blev bekræftet af suset gennem salen. Det er godt at få indfriet sine forventninger, det er bedre at blive glædeligt overrumplet.

Koncerten hensatte sit publikum i en tilstand af velbehag, som ikke kan beskrives med ord - og det skal den heller ikke kunne. Med forbehold for min aftagende hukommelse vil jeg bare kalde det en uforglemmelig aften.

Frederik Dessau, født 1927, har beskæftiget sig med teater og tv som dramaturg, oversætter og instruktør og har været programmedarbejder i Danmarks Radios Kultur- og Samfundsafdeling, dengang man havde sådan én. Han debuterede som forfatter i 1990 og har siden da udgivet 13 bøger med essayistik - senest 'Efter min mening' i januar i år.

Koncert i Tivoli 13. juli.

• Seadrift. Kærlighedssang i to vers for sopran og seks instrumenter (1978)

• Uendlicher Empfang (Uendelig modtagelse) for 2 klaverer (1997)

• Turn for klaversolo (1973)

• Rhizom 4. Cellosonate i 2 suiter, 2. suite: Lucid Dreams (2007)

• Strygekvartet nr. 10 (2004-2005)

• Gennem torne for harpesolo og ensemble (2003)

Medvirkende: Per Nørgård, Bente Vist, Allan Rasmussen, Bodil Rørbæk, Toke Møldrup, Nikolaj Ronimus, Fredrik Bock, Frans Hansen, Erik Kaltoft, Frode Stengaard, Alexander Øllgaard, Maj Kullberg, Sanna Ripatti, Jakob Kullberg, Tine Rehling, Ulla Miilmann og Adam Simonsen.