Solen skinner altid på Fuglsang

Når man første gang sætter sine ben på Fuglsang og træder ind i den røde salon med de tunge møbler og pseudo-renassanceagtige udsmykninger og møblering eller går ind i salen, hvor godsfruen Bodil Neergaard toner frem på den ene væg - rank og myndig - mens den berømte kopi af Rafaels maleri i Dresden, Madonna med barnet, dominerer den modsatte væg, lades man ikke uberørt: enten føler man afsky for dette overlæssede, lidet tidssvarende, stærkt museumsprægede hus, der i den grad hylder værdierne fra "før verden gik af lave", eller også betages man af den ro, der hersker fjernt fra verdens vrimmel og ikke mindst over den aura af kunst og musik, som kan mærkes i alle dele af bygningen.

I storhedstiden - dvs. i perioden fra de sidste årtier af 1800-tallet og frem til Bodil Neergaards død i 1959 - er der i disse saloner blevet musiceret, dineret, diskuteret - kort sagt, her har den såkaldte salonkultur, således som den udfoldede sig i de dannede borgerlige kredse, haft gode kår. Ikke mindst er rækken af musikpersonligheder, som i kortere eller længere perioder har besøgt Fuglsang, imponerende. Komponister og musikere, som har fundet ro til at arbejde og udfolde sig eller bare har nydt samværet med ligesindede, omfatter talrige medlemmer af Hartmann-familien, Carl Nielsen, ægteparret Grieg, Julius Röntgen og mange andre. Talrige beretninger giver indtryk af livet på Fuglsang gennem de nævnte 75 år: Om dagen passede man sine forskellige gøremål ude og inde, spadserede i parken, sejlede på fjorden, dasede i salonerne (som stort set står uberørte den dag i dag), og om aftenen klædte man om til middagen, hvorefter der var koncert i salen, hvor gæsterne optrådte for hinanden undertiden med deltagelse af husets værtinde, Bodil Nergaard, der som ung havde modtaget professionel sangundervisning og skal have haft en udmærket sangstemme (dele af hendes nodesamling lå indtil for et par år siden i et skab på tyendets gang bag musiksalen - måske ligger den der stadig).

Disse musiktraditioner er blevet videreført på forskellig vis efter Bodil Neergaards død, hvor Fuglsang overgik til Det Classenske Fideikommis. Helt frem til 1999 blev Fuglsang drevet som refugium sideløbende med regelmæssige koncerter flere gange om måneden med tilrejsende kunstnere; på denne måde kom Fulgsang til at spille en stor rolle i det lokale musikmiljø. Hertil kom - som et kuriosum - at det i en periode i 1980erne og 90erne var en fast del af dagsrytmen på Fuglsang, at gæsterne samledes i salen kl. 17 præcis og lyttede til musik på grammofonen i skæret fra de levende lys og med pladecoveret opstillet på et af de gamle nodestativer midt i rummet!

Efter refugietiden har Fuglsang, som det fremgår andetsteds i dette nummer af DMT, domicileret forskellige musikselskaber og ensembler, senest Storstrøms Kammerensemble. Og endelig har godset tjent som øvested for adskillige kor og ensembler gennem de seneste 50 år. Så den musikalske tradition er holdt i hævd gennem alle årene.

Set med danske musikhistoriske øjne er det først og fremmest medlemmer af Hartmann-dynastiet samt Carl Nielsen, hvis liv og værker på forskellig vis har været præget af Fuglsang og dets karismatiske værtinde Bodil Neergaard. Littertauren er fuld af beretninger om disse forhold - beretninger, der sammenlagt tegner billedet af et enestående musikkulturelt miljø.

For Hartmann-familien var Fuglsang selvsagt samlingssted alene i kraft af familieskabet - Bodil Neergaard var jo barnebarn af den "gamle" Hartmann og datter af Emil Hartmann. For Carl Nielsen spillede Fuglsang også en helt speciel rolle, lige fra han første gang i 1904 blev inviteret derned. Han betragtede disse sommerophold som et åndehul, ikke mindst i perioder, når tingene gik ham imod, og han havde behov for at komme væk fra København; det kunne være forholdene på Det Kongelige Teater, hvor han i adskillige sammenhænge fik en dårlig behandling, eller det kunne være intrigerne og tonen i almindelighed i det københavnske musikliv, der gik ham på; eller det kunne være private omstændigheder - ikke mindst forholdet til hustruen - der tilskyndede ham til at søge ro i landlige omgivelser på Lolland. Hertil kom at Fuglsang for Carl Nielsen også blev stedet, hvor flere af hans kompositioner blev komponeret (helt eller delvis), eller hvor nyskrevne værker blev prøvet af for et venligtsindet, men kyndigt publikum. Som det sidste netop udkomne bind 3 af Brevudgaven viser, blev alene i 1906 i hvert fald tre af komponistens hovedværker spillet og diskuteret på Fuglsang: strygekvartetten i F-dur opus 44, det omfattende partitur til Drachmanns skuespil på Det Kongelige Teater Hr. Oluf han rider - samt operaen Maskarade; førstnævnte værk - strygekvartetten - blev faktisk førsteopført på Fuglsang i sommeren 1906.

Carl Nielsen lagde aldrig skjul på sin taknemmelighed over gæstfriheden på Fuglsang. I et brev til ægteparret Neergaard fra sensommeren 1913 hedder det bl.a.:

"Nu er den smukke Tid forbi. Det er det mærkelige ved Fuglsang, at selv om det regner og blæser, eller det er helt Vinter med Sne og Sjap og Is og Kulde; naar man kommer hjem derfra er det alligevel som om Solen har skinnet hele Tiden. Vi havde jo for Resten ogsaa nogle varme Sommerdage iaar, men noksagt: Solen skinner altid på Fulgsang."

Nu skal der så indrettes kulturcenter på Fuglsang - bl.a. for kommunale kroner, må man formode. Sic transit gloria mundi ("Således forgår verdens herlighed") ville nogen nok sige. Mens andre glæder sig over, at der er fundet en pragmatisk løsning, som bevarer et lille hjørne af fortidens danske musikkultur.