Vi vil bygge den bedste af alle verdener

Fra metrostationen først på Amager er der ikke langt til det nye DR-byggeri. Det store mediehus er ikke helt færdigt, men det rummer alligevel mennesker, som laver både tv og radio. Tatjana Kandel og Karl Bjerre Skibsted arbejder for et af ensemblerne i huset. Hvad de laver og hvorfor de gør det, skal vi høre om i denne samtale.

-Tatjana Kandel, du er nyudnævnt ny orkesterchef for RadioUnderholdningsOrkestret (RUO). I har i orkestret haft tradition for at operere inden for hovedsagelig to områder: klassisk musik og populærmusik. De to områder har I gjort meget ud af at holde adskilt og har haft succes med det. Nu har I tilknyttet komponisten og lydmanden Karl Bjerre Skibsted, som bl.a. skal få de to områder til at tale til hinanden ved at skabe ny musik på en ny måde. Det vil jeg gerne høre mere om, og jeg har derfor inviteret Karl med i samtalen. Lad os begynde med orkestrets historie. Der skete et brud i orkestrets selvforståelse omkring 1989, og I var nødt til at finde helt nye operationelle indfaldsvinkler til jeres arbejde. Fortæl den historie.

TK: "Orkestret fik kniven for struben omkring 1989 og måtte gå nye veje. Forhistorien: Da orkestret blev dannet i 1939, var det et formiddagsorkester med fast udsendelsestid kl. 12, hvor der blev spillet al mulig musik. På det tidspunkt skelnede man ikke så meget mellem klassisk musik og underholdningsmusik. Det var Johann Strauss og Maurice Ravel side om side med det, der er blevet kaldt 'tidens toner'. Det var acceptabelt i 40rne og et stykke op i 50erne. Til anskueliggørelse af tidsånden: På restaurant Wivex havde man en musik-menu: Man kunne bestille numre hos orkestret - alt fra Parsifal til Dikkedu for dig og dikkedu for mig. Man bestilte det nummer, man gerne ville høre, så hentede tjeneren noderne og satte dem op foran musikerne. Det er den tradition, RadioUnderHoldningsOrkestret er vokset ud af.

Det er mit indtryk, at orkestret på et tidspunkt faldt lige lovlig meget i søvn. Det var ikke opmærksomt på at forny sig. I slutningen af 1980erne, hvor DR havde en af de kriser, vi ser med jævne mellemrum, besluttede man at sætte kniven for struben på orkestret. Helt konkret overførte man nogle stillinger og en god del produktionspenge fra RUO til DR Radiosymfoniorkestret, så RUO blev mindre (i dag består RUO af 42 musici, red.). I dag har vi den situation, at RUO får penge til lønninger, og alt det, der skal produceres, betaler vi selv. Det er faktisk mange penge, der skal stampes op af jorden. En studieproduktion eksempelvis koster typisk 100.000 kr. De penge skal være tjent ind et andet sted.

I 1989 forsøgte man så at lave en anderledes forretningsstrategi for orkestret. Det var en besværlig sag for DR, som ikke var minded for det, der hedder egenindtjening. Det var et hus og en afdeling, som ikke var gearet til det, men det var et orkester, som var meget gearet til det, fordi musikerne vidste, at de nu skulle stå sammen. På det tidspunkt blev Jens Nielsen udpeget til orkesterchef, og han gik i gang med at finde de steder, hvor man kan tjene penge. Det var ikke nemt. Vi prøvede med de store tenor-koncerter, vi prøvede at sælge nytårskoncerter til kommunerne, vi lavede cd-indspilninger, osv.

Da Kim Bohr-Christensen kom til som orkesterchef, betragtede han orkestret som et hele, men at der var et meget skarpt skel mellem popdelen og den klassiske del. På popsiden gjaldt det om at få et meget stort publikum og tjene rigtig mange penge og få kontakt med sponsorer. På den klassiske side var det orkestret og det spillemæssige niveau, som var i fokus, og det var helt fint med et lillebitte publikum. Der blev stillet meget præcise krav til musikerne: Når man var i den populære afdeling, var man 100% der og tilsvarende i den klassiske afdeling. Hvis vi lavede en popkoncert, forsøgte vi ikke at gøre den lidt klassisk ved at sjaske lidt klassisk musik ind i programmet. Så når vi lavede julekoncerter med populærmusik, var det ikke nok, at musikerne tog en nissehue på. Det var med 20 nissepiger i netstrømper helt op til navlen, der kom dansende ind på line. Der var lys, fest og farver - og højst mulig kvalitet inden for de rammer."

- Inden for det klassiske område har I satset meget på det kammermusikalske; ikke mindst samarbejdet med dirigenten Adam Fischer og hans Mozart-fortolkninger har været med til at profilere RUO.

TK: "Det er noget, vi har arbejdet en del med. Det startede med Holmboe-kammerkoncerterne, hvor vi skabte et repertorie. Derefter kom Mozart-programmerne, som vi havde succes med at spille på en ny måde. Vores populære produktioner fylder meget i bevidstheden og i medierne, men grundlæggende fylder de ikke meget i spilleplanerne. Vi har en produktion om måneden i den populære afdeling, resten er klassisk."

- Tilbage til økonomien. I modtager ca. 28 mio kr. årligt til dækning af lønninger. Et tilsvarende beløb skal I selv finde. Det har I så gjort med forskellige tiltag. I flæng: Nytårskoncerter, Matador, Ledreborg Slotskoncerter, Juleshow, Bootleg Beatles, singersongwriter-koncerter, pop-koncerter, tangokoncerter, filmmusik, pladeindspilninger med diverse pop-og rockartister.

TK: "Ja, vi arbejder på en række forskellige fronter. En af de seneste markante succeser er musikken til filmen Vikaren (med Paprika Steen, Jonas Wandschneider og Ulrich Thomsen i hovedrollerne, red.). Musikken er skrevet af den amerikanske komponist Marco Beltrami. Hvis du ikke har set filmen, skulle du gøre det alene for musikkens skyld."

- Det lå ikke i kortene, at orkestret skulle blive så centralt placeret i dansk musikliv. I er synlige ved de fleste større arrangementer med live-musik. For godt 20 år siden blev orkestret kraftigt beskåret og DR satsede på at have ét fyrtårn, Radiosymfoniorkestret. Nu er det RUO, der går forrest med ny teknologi og har som ambition at blive Danmarks bedste live-orkester.

TK: "Det er ikke helt, som du beskriver det. Hvis man havde ønsket at slagte RUO helt, kunne man have gjort det. Man ønskede at kanalisere ressourcer til symfoniorkestret og deres daværende chefdirigent Gardelli. Det er en ret hård opgave at skulle skaffe de mange penge ved egenindtjening, men det er ikke en uvelkommen opgave, for det gør, at vi står anderledes forberedt, når bølgerne går højt, og de økonomiske forudsætninger pludselig ændres. Det er vigtigt at bemærke, at der har været en fælles forståelse af udfordringer og potentiale i hele vores lille organisation. Der har også været enighed om, at vi skal arbejde lige professionelt i de to områder: pop og klassisk. Når vi spiller pop, skal dirigenten kunne engagere musikerne, arrangementerne skal være fremragende, lyden på scenen skal være god, så man som musiker ikke kommer fuldstændig bombet ud fra koncerten og ikke hører andet end hvid støj. Vi har arbejdet målrettet med at udvikle koncerterne fra, at nu 'hygger vi os lidt' til, at der skal en ekstrem professionalisme til i alle led i hver eneste produktion."

- I har en fuldtidsansat sponsorchef eller 'erhvervskontakt', som du foretrækker at kalde funktionen. Der er formodentlig ikke andre orkestre i Danmark, der arbejder så målrettet med erhvervslivet, som RUO gør. Jeres samarbejde med Post Danmark er vel det tydeligste eksempel på et frugtbart, gensidigt forpligtende samarbejde.

TK: "Post Danmark har været et fantastisk samarbejde. De har haft husene, billetsalgsstederne, vi har leveret alt indholdet. Vi har suppleret hinanden vældig godt. Det er også helt ekceptionelt, at et sponsorat kan køre så langt tid, som det gør med Post Danmark."

- Hvordan servicerer I jeres fans?

TK: "Vi har en klub med 7000 medlemmer. De betaler for medlemsskabet og får tilbudt billetter før andre, og de bliver hele tiden orienteret om vores aktiviteter."

- Ny musik er ikke fremmed for jer. I giver fx koncert i festivalen Sound Around senere på efteråret.

TK: "Ja, vi spiller ny musik, når rammerne er til det. Vi har spillet regelmæssigt på komponistbiennalerne siden 2002 og har altid nydt det. Derudover har vi lavet studieproduktioner, fx en indspilning af Anders Nordentofts cellokoncert. Når vi har knyttet Karl til orkestret, er det for at styrke ny musik-profilen."

KBS: "Min ambition er at tage orkestret derhen, hvor vi udforsker begrebet ny musik. Vi skal skabe et alternativ til den store avantgarde-periode. Jeg vil have den populære musik og den klassiske musik til at nå sammen, men med ny musik som udgangspunkt og ud fra den eksperimenterende synsvinkel. Ny musik gør mere og mere brug af ny teknologi i formidlingen og i selve produktionen af koncerter og cd'er. Der er RUO specialist, vi kan allerede være med i den tekniske del af produktionen i kraft af vores populære produktioner. Hvis man tager den erfaring og putter den ind i en klassisk ramme, sådan at den akustiske del bliver udfordret af en teknologisk del, så har vi noget, vi kan, som er helt unikt. Dette kan så igen bruges til at arbejde med singersongwriter og meget eksperimenterende rockbands, som jeg meget gerne vil. På den måde udforsker vi grænserne i den eksperimentende rock-musik, som nærmer sig den måde, de 'klassiske' ny musik-komponister arbejder på. Orkestret befinder sig nu i et spændingsfelt og lader sig påvirke af alle disse indfaldsvinkler, hvilket betyder, at vi er i stand til at producere unikke produkter."

- Nævn et konkret eksempel.

KBS: "Vi har netop lavet en koncert med et århusiansk rockband, som hedder Under Byen. Vi satte komponisten og arrangøren Thorbjørn Krogshede fra Under Byen sammen med komponisten Karsten Fundal. Vi diskuterede, hvordan vi kunne samarbejde på tværs af de musikalske verdener. Thorbjørn og Karsten pingpongede om, hvordan orkestret skulle bruges i forhold til sangene. Resultatet har vi fået mixet ned til en live-cd, som Under Byen og vi er fuldstændig vilde med (lyt til eksempler med Under Byen og RUO på DMT's mediegalleri: www.danskmusiktidsskrift.dk). Jeg har været med i bestyrelsen for festivalen Wundergrund, som ligeledes går ud på at kombinere de to verdener. Den nye kompositionsmusik kan få meget ud af at åbne sig mod omverdenen i forhold til at revurdere og redefinere sit eget stilistiske og æstetiske udgangspunkt. Hvis man kobler det bedste fra begge lejre, kan man opnå noget meget unikt - og det er disse unikke øjeblikke, hvad enten det er i klassisk, pop, eller ny musik-sammenhæng, vi som orkester skal profilere os med og overleve på."

TK: "I de seneste 10 år har vi været først på en række områder. Derefter er vi blevet efterlignet. Pludselig kom der en skov af slotskoncerter rundt omkring, og pludselig skulle alle spille wienerklassik. Det, Karl beskriver, er en overbygning på den meget stramme struktur, vi har haft indtil nu, hvor vi har adskilt områderne. Når vi kan gøre det, er det, fordi vi har opnået overskud på begge sider, både med popmusikken og med den klassiske musik. Nu kan vi arbejde med at bygge den bedste af alle verdener."

- Vi lever i en historisk virkelighed, hvor det er blevet 'tilladt' at gøre det, I gør. Blandt andet fordi det klassiske musikliv generelt nu står i en situation, som med lidt god vilje kan sammenlignes med den, RUO stod over for i slutfirserne: vind eller forsvind.

TK: "Vi prøvede det helt tilbage i 1996, hvor vi lavede to cd'er med rocksymfonier på Dacapo. Det var musik af Thomas Koppel og Jens Winther. De udgivelser blev grundlæggende sablet ned, ikke fordi det var dårlig musik, men fordi det gjorde 'man' bare ikke på det tidspunkt. Det er rigtigt, som du siger, at der er nu en forståelse for, at helt så sort-hvidt behøver det ikke at være."

- Kan man tale om et 'sidste udkald' for den nye musik, som betyder, at institutionerne med deres entreprenører foretager de nødvendige pragmatiske justeringer med henblik på at komme ud af suppedasen? Hvilket måske kan have den slagside, at der er dømt mainstream over hele linjen, at det radikale i emfatisk forstand er en tand for farligt ud fra det faktum, at det er forholdsvis let at tømme en koncertsal, langt sværere at fylde den.

KBS: "Det er sidste udkald. For min generation af komponister er der en bred accept af, at musikken gerne må have en umiddelbarhed, og at man gerne må tage alle midler i brug for at møde sit publikum - og gerne med humor. Det, at man som komponist også har et ansvar over for sit publikum til at få dem med ind i sin verden og få musikken formidlet på en præcis og radikal måde lige fra starten, er blevet et must- det følger en dramaturgi, som filmen og rock/pop-musikken har tilspidset i løbet af de sidste 30-40 år, og som vi som orkester - men også komponister og alle andre medvirkende i den skabende proces - må forholde os til. Du kan ikke bare sætte dig hen og drømme store eksperimenter, hvis du ikke ved, hvordan det lyder eller virker nede i salen hos dit publikum. Dramaturgisk er der helt nye krav til den moderne komponist, som skal tage sit publikum i hånden og lukke dem ind i sin verden på en overbevisende, dragende og gerne forførende måde fra starten af. En af måderne at gøre det på er at bruge tonaliteten som for mange mennesker hører sammen med umiddelbare eller det forståelige, om du vil. Derfor tror jeg, at nutidens komponister er nødt til at tage tonaliteten ret alvorligt som en nøgle til at lukke publikum ind i deres verden. Du skal have etableret en eller anden form for kontakt med dit publikum - også scenografimæssgt - som gør, at de kommer med og er 'inde i det', for at du kan flippe ud og lave syrede, vilde ting.

Nu laver vi en koncert ved Sound Around-festivalen i samarbejde med studerende på Arkitektskolen. Vi har bestilt et nyt værk af den svenske komponist Kent Olofsson for akkordeon, orkester samt elektronik med surround sound (5. oktober på Arkitektskolen, red.). Vi har placeret orkestret i syv små grupper uden om publikum, så tilhørerne er i centrum. Ved denne koncert handler det om det musikalske udførelsesrum og om at skabe en anderledes kontakt til publikum i en mere social spredt og kammermusikalsk intim orkesteropstilling. Et af de bedste steder, jeg kan forestille mig, er at sidde inde i midten af et orkester og høre, hvordan alle lydene og musikerne interagerer omkring mig - at være omkranset af klang og høre de mange forbindelser, der dannes på kryds og tværs i orkestret. Det får publikum lov til ved denne lejlighed."

TK: "Vi vil gerne arbejde mere med visualitet. Nu har vi længe arbejdet med, at publikum skal føle sig godt tilpas ved vores koncerter. Vi har haft en fast præsentator, Claus Johansen, der på sin egen haiku-agtige måde kan lede folk ind i musikken. Ikke på en pædagogisk måde, men ved at tale direkte til publikum i øjenhøjde. Vi sørger altid for, at der er pænt på scenen, og når vi laver operakoncerter, sørger vi for tekstanlæg, så folk kan forstå, hvad der bliver sunget. Man skal hele tiden sørge for, at ens publikum har en grund til at være til stede i salen og ikke bare kan sidde hjemme i stuerne og lytte til radioen."

- Kim Bohr-Christensen har været en afgørende person i udviklingen af orkestret. Har han givet stafetten videre til dig, og vil du fortsætte hans linje? En ny leder benytter ofte lejligheden til administrative justeringer og ændringer i de kunstneriske prioriteringer.

TK: "Kim har i høj grad givet stafetten videre. Traditionelt har orkesterchefen 'svævet over vandene', dvs. at få hele biksen til at køre og sørge for at de strategiske prioriteringer ligger rigtigt, så vi positionerer os meningsfuldt i forhold til andre aktører. Der er mange, som kommer og siger til os, at RUO kan det hele. Det er jo ikke rigtigt. Tværtimod er vi utroligt selektive i vores aktiviteter. Det har været producenterne på de enkelte projekter, som har kørt sagerne kunstnerisk set. Kim har efterladt en forretningsstruktur, som er vældig sund, og som er implementeret i alle led i organisationen. Det er så op til os andre at videreudvikle organisationen. Det er jo det, vi har lært helt tilbage fra 1989: Hvis man står stille, går det galt, så mister man sin eksistensberettigelse."

- Hvad giver DR Byen af nye muligheder for jer?

TK: "Det giver os bare så mange nye muligheder. Det bliver helt fantastisk. Alle taler om koncertsalen, men man burde tale om koncertsalene. Der bliver fire i alt. Alene det er en enorm udvidelse i forhold til Radiohuset. Med al respekt for Radiohusets Koncertsal, så har den ikke en supergod akustisk. Vi satser på, at der bliver en fantastisk akustik i den nye koncertsal. Derudover kommer der tre koncertsale: en til kammerorkester med plads til 550 mennesker, en rytmisk sal og en mindre korsal, som også kan bruges til kammermusik."

- De sale skal fyldes med publikummere ...

TK: "Det bliver en udfordring at fylde disse sale, at få publikum herud. Når vi ser på Operaen, bliver man ikke så bange, for den nye opera på Holmen blev hurtigt et udflugtsmål og en attraktion i sig selv, hvor folk kæmpede om at få billetter. Lidt af det samme vil vi håbe sker her. Allerede nu er DR Byen et sted, hvor folk meget gerne tager hen og vil på rundvisning. Det er rørende let at komme herud, det siger wush med metroen, og du er herude."

KBS: "Her er desuden optimale vilkår for at producere klassisk og rytmisk musik. For os er det skønt at kunne komme med i den legestue med elektronisk musik og meget mere. Herude kan vi også arbejde mere med visualitet og nye koncertformer. Vi skal have yngre folk ind i i koncertsalen."

- Hvad er jeres råd til de andre orkestre og ensembler i Danmark, som kæmper med identitet og nye krav til operationalitet?

TK: "Jeg tror meget på niche-produktioner, på tydelig profil. De ensembler, som vil lave det hele og kunne det hele, de får en hård kamp, for det bliver svært for publikum at finde ud af, hvad de 'er for nogle'. Det bliver mere forvirrende, end det bliver favnende. For nogle år siden havde vi en fokusgruppe-undersøgelse, som viste, at vores klassiske publikum godt vidste, at vi lavede populære koncerter, men de havde bare ikke lyst til at gå til disse koncerter. Men for dem var det et stort plus, at vi også kunne det. De havde ikke noget problem med, at vi spillede popmusik, bare de slap for at høre på det. Det samme med modsat fortegn gjaldt for pop-publikummet."

KBS: "Et andet råd: Det er sundt og rigtigt at udfordre publikum og bevæge sig ud i nye sammenhænge. Det gælder både komponister, musikere, dirigenter, producere - og publikum. Vores filosofi er, at vi hele tiden udvikler kerneprodukterne, vi bruger nye virkemidler og ser, hvad der sker. Det kræver sans for timing og feeling ..."

TK: "Hvis du hører Placido Domingo synge en Frank Sinatra-sang, så lyder det så guderne må forbarme sig dårligt, netop fordi han mangler den kunnen, som det kræver at synge en sådan sang. Det er meget krævende at gøre det, vi gør med tango, rock osv. fordi det kræver en specialviden, som er endog ganske betydelig. Og så vil jeg sige, at den 'tight-hed', præcision, feeling og fravær af 'musikalsk blæver', som vi sætter så højt i popafdelingen faktisk er med til at berige vores opførelser med klassisk musik. Vores målsætning er forsat at være Danmarks bedste live-orkester. Det skudsmål arbejder vi meget fokuseret på at leve op til."

www.dr.dk/Orkestre/DR+RadioUnderholdningsOrkestret