Bilka, Bon-Bon og Beton

I dagene 31. august til 2. september 2007 afholdtes Suså Festival. Det var 15. gang, og det er der al mulig grund til at lade sig begejstre over! Festivalen nærmer sig voksenalderen, den er teenager, og for første gang havde festivalen ladet sig forandre. Det er der, som næsten altid ved forandringer, både tab og gevinst ved. Jeg tog af sted fordi jeg skulle, og som altid når man gør noget, fordi man føler, at man skal, præges det af ulyst - kan jeg melde mig syg, er jeg så heldig, at trafikken fryser fast, skal jeg pjække? Jeg er glad for at kunne skrive, at jeg på mange måder føler mig beriget af Suså-koncerterne i Næstved, hvor Suså-festivalen nu finder sted.

Festivalen startede samme dag som Nordiske Musikdage, Århus Festuge og premieren på Shrek 3, så konkurrencen var mærkbar og bekymrende. Som bilist fra København kan man komme til Næstved via Ringsted eller via Holme-Olstrup. Hvis man ankommer via Ringsted, kommer man igennem Vetterslev-Høm, det nedlagte kyllingeslagteri i Skovby og et større stykke landbrugsjord inddraget til traktortræk. Hvis man ankommer via Holme-Olstrup passerer man BonBon-Land (der for nylig fik tømt deres ønskebrønd af et par uheldige tyveknægte - udbytte ca. 350 kr. og de blev fanget), derefter Bilka - nu totalt udbygget til et af Danmarks absolut mest rædselsfulde bygningsværker - det stinker af stupiditet og total ureflekteret forbrugerisme. Provins - hvad vil du mig?

I begge tilfælde kommer man forbi afkørslen til Herlufsholm, derefter sygehuset og så er man der: Grønnegade Kaserne, nu kulturcenter. Gode gamle bygninger der på ydersiden er påklistret det sædvanlige glaspalads, og indvendigt det sædvanlige betonhelvede, der i humanistisk henseende eller som ren æstetik er på niveau med Bilka. Selve koncertsalen er derimod rigtig nydelig med mørkgyldent træ og rigtig scene med mulighed for lyssætning m.m. Akustisk til den tørre side, men slet ikke dårlig!

Jeg tilbragte denne den første efterårs-weekend ca. 10 timer i disse omgivelser, plus en god time i den nærved liggende Skt. Mortens Kirke. Jeg hørte i alt 32 programsatte værker (der var 34 i alt) ved seks koncerter og et komponistmøde, spillet af 35 musikere/sangere, ledet af tre dirigenter og ved to koncerter suppleret med en klangregissør. Og var det umagen værd - kunne jeg holde mig vågen?

Kort fortalt var der to meget store oplevelser, en lang række fine øjeblikke, lidt spild af tid og energi og en smule irritation over diverse. Det skal man ikke tro er et ringe udbytte!

Inden jeg beretter videre, skal de ansvarlige mennesker bag festivalen have en varm tak eller to. For årets festival, for at gøre det på deres egen måde og for at holde ud og muliggøre dette på trods af at takken ofte er kritik og mistænkeliggørelse af motiver. Senere vil de også herfra få kritik for nogle af de samme ting plus en række velmente irriterende råd, som de sikkert allerede har overvejet utallige gange.

For undertegnede var der to begivenheder, to stykker musik (det ene kombineret med et foredrag), der hhv. satte en dagsorden for, hvorledes musik måtte opleves på denne festival og så bare satte alt andet i relief. Det ene stykke blev slet ikke spillet på festivalen, og det andet var det sidste - et stykke musik af en sådan styrke, at denne søndag eftermiddags sidste musikoplevelse kunne ændre de oplevelser, jeg havde haft om fredagen eller lørdagen eller tidligere samme søndag.

I håbet om således at have etableret en følelse af suspense i læseren, vil jeg tillade mig at begynde forfra og gå mere krono- end logisk frem, indtil festivalens vendepunkt 1 indtræder - det man i teaterjargon kalder "den første kuffert" og i tv-produktion kalder "point of no return".

Jeg kom for sent til festivalens første koncert, og det plagede mig lidt, for jeg havde set frem til at høre ikke mindst de tre (fire?) J'er: Jeppe Just, Jexper og Juliana. Da jeg endelig havde fået overhalet den sidste plovbærende traktor på amtsvejen og fumlet lidt rundt i betonjunglen, oplevede jeg det underlige at stå uden for en koncertsal og høre noget, jeg troede var noget andet og allerede så småt begynde at formulere tanker om det interessante i, at Jexper Holmen var begyndt at lyde som Peter Bruun. Som altid på livets store spørgsmål er der enkle svar - her var det blot en ændring i programrækkefølgen, så det var Peter Bruun jeg havde hørt bag den hydrauliske dør. Jeg nåede ind til Jeppe Just Christensens Movin‘ og glædede mig over den fremdrift, energi og basale glæde ved lyd (uanset hvad der end frembringer den), der bl.a. kendetegner dette stykke i to satser: Blå og Brun - og mon ikke det brune hentyder til den kaffe, der kommer ud af den elektriske kaffemølle, der spiller en skjult rolle i den sats?

I partituret ønskes det, at alle instrumenter forstærkes, af hensyn til mikrolyde og for at få lydniveauet op over dagligt vande. Det havde Ensemble 2000 dog fravalgt, og det var ikke den eneste lidt ærgerlige disposition fra ensemblets side ved denne koncert.

Jexper Holmens Flower Shaped and Artificial gik noget i vasken - prægedes af upræcision; men man fik dog indtryk af en komponist, der kan få problemer med at komme ud af sine tilbøjeligheder til det ind til benet skarptskårne - men hvad tilbøjeligheder kan udarte sig til, skal jo ikke umuliggøre, at man er glad for det, det foreløbig er, og jeg kan godt lide denne minimalkammerpunk.

Juliana Hodkinson kan skabe total magi, når hun sætter tiden i stå med minimale virkemidler og ekstramusikalske tiltag som dalende fjer eller musikere, der blot venter på det rigtige tidspunkt at sende en lille lyd afsted på. I In slow Movement var der intet af den slags, musikerne var lidt tid om at begynde, og publikum lidt længe om at finde ud af, at der kan være musik, selvom der ikke er lyd. Men jeg blev ikke fanget af musikken, som var meget neo-ny enkel, med svævende sekunder og sitrende flader, den knækkede for mig, da der pludselig kom et fanfarelignende motiv i klarinetten besvaret af fløjten - lige pludselig var det musik, som det plejer, og det fik tilstanden af vægtløshed til at forsvinde, og forventningen om at opleve noget særegent forduftede.

Koncerten sluttede med weekendens første uropførelse: Tyst November af Hans-Henrik Nordstrøm. Han er en af festivalens bagmænd og ja man må godt sætte sig selv på programmet. Nordstrøm refererer i programnoten selv til Henrik Nordbrandts velkendte lede ved november, og her kommer inspirationen yderligere fra en virkelig begivenhedsløs november, så det er ikke blevet let at fange vores interesse med små tyste (ikke)-begivenheder. Jeg tror, at Ensemble 2000 gjorde, hvad de kunne; men på dette tidspunkt af koncerten var jeg blevet lidt uimodtagelig for deres spil og fremtræden. Og det er ikke pænt, men nødvendigt, at nævne, at deres sceniske fremtræden virker lidt uovervejet, lidt pæne smokings, sorte rullekraver, to sort-hvide busseronner og et olivengråt jakkesæt, tilsat lidt sammenbidthed, noget tælleri og en del bladvending. Det er ikke det, der får ellers sympatiske unge musikeres udfoldelser ud over rampen. Skrevet med håndens skælven allerede i september.

Dagen sluttede i en anden slags tempel – fra kasernen/krigshuset/kulturhuset til kirken, hvor Eva Feldbæk spillede et overbevisende sæt – i et enkelt stykke suppleret af Karina Agerbo. Dejligt symmetrisk program, hvor jeg især glædede mig over Pelle Gudmundsen Holmgreens Still-Leben med syret Alberti-bas og hvor orglets midi-natur gav mulighed for maxi-struktur. Desuden var jeg denne aften tiltalt af Lars Heegaards Chains og Svend Hvidtfelt Nielsens Quasimodo.

Begge værker på sin vis traditionelle, med genkendeligt materiale. Hos Heegaard en god solid indledning der øjeblikkeligt giver indtryk af at svare til programnotens beskrivelse af akkordkæder. Det giver chaconne-overvejelser hos denne lytter, der senere hører både karrusel, musette, vals og kinoorgel; men på en sær ubilledlig måde, der ikke svarede til programnotens malende beskrivelse af den lænkede strømånd Ganymed før det himmelske kinoorgel fortæller, at han nu er i Paradis. Men musikken alligevel hele tiden præget af gestik og fortælling.

Svend Hvidtfelt Nielsens Quasimodo bærer præg af komponistens egne uomtvisteligt store evner som organist. I præludiets enstemmige passagio er vi i den opdaterede barock and roll, senere - i toccataen får jeg mindelser om Gustav Holsts Mars - The Bringer of War - og så er man tilbage på kasernen.

Jeg kan se af mine noter, at jeg har haft øjeblikke med stor adspredthed undervejs i koncerten, og jeg må indrømme at jeg for vild i labyrinten ved Axel Borup-Jørgensens to bidrag til aftenens program - i Organo per due var storformen nedfældet i programnoten, men da jeg var nået til 4. formdel ud af seks, viste stykket sig at være færdigt. Ak. Uropførelsen af Labyrinthos gav for mig anledning til at notere, at vi sad under et kæmpe svævende kors med en noget kriseramt Kristus, og om det mon er rigtigt at arbejdstilsynet vil have orglerne udskiftet med cd-spillere, da organister kan få skader på arme og hænder ved at øve sig.

Lørdag begyndte med et komponistmøde. Niels Rosing-Schow fortalte om sin musik og sine arbejdsmetoder, og det blev usædvanligt spændende og vedkommende. De traditionelle tre s-ord: sjarme, selvtillid og superlækkert hår var her skiftet ud med Stilfærdigt, Sobert og SkideSpændende.

Niels Rosing indledte under power-point overskriften "... en universel musik?" med at fortælle om sin første konfrontation med sine egne grunde til at skrive musik, da han i Lyngby som 19-årig efter sin første opførelse nogensinde blev spurgt af en DR-journalist »Hvorfor komponerer du?« kom til at svare »Af nysgerrighed«. Han er stadig tilfreds med svaret, og det er stadig drivkraften i et kompositionsarbejde, der med NRS'ord »søger efter en udtryksform, som principielt kan nå alle og potentielt har noget meningsfuldt at meddele til alle inden for vores kulturkreds.« Denne afgrænsning »i vores kulturkreds« svarer i min bevidsthed til et negativt svar på spørgmålstegnet i indlæggets titel - og jeg tror ikke, den er nødvendig.

NRS nævnte en række udgangspunkter/forudsætninger/inspirationskilder, og det er bl.a., at alle lyde påvirker os, hvad enten vi er bevidste om det eller ej, eksemplificeret med at vi får informationer om en persons sindstilstand blot ved stemmeklangen i en telefonsamtale. En anden kilde er at søge skønheden, som ifølge en af NRS' inspirationskilder i disse år: Dorthe Jørgensen, opleves, når man føler »at være en del af det hele«.

En tredje stræben er selve transformationen af stof fra en substans til en anden – her måtte alkymien nævnes, med Paulo Coelhos udsagn om at der findes tre slags alkymister: De, der er vage fordi de ikke ved, hvad de taler om - de, der er vage og ved, hvad de taler om, men som også ved, at alkymiens sprog retter sig mod hjertet og ikke mod fornuften. Og så er der den tredje gruppe: »Det er dem der aldrig har hørt tale om alkymi, men som det i løbet af deres liv er lykkedes at finde De vises Sten.«

Her tænkte jeg videre på den alkymist, der bruger hele sit liv på at forandre stoffet for til sidst at opdage, at det er ham selv, der er forandret, og så mig rundt i salen på alt det grå guld, jeg var sammen med. NRS turde godt blive konkret, og det blev han ved at indvie os i nogle af de tanker, der har næret tilblivelsen af hans orkesterværk The black Virgin og den »kontinuerlige logiske forandring«, der er dets paradoksale formprincip.

Udgangspunktet er et digt af den franske digter Gilles Gourdon (som tidligere har inspireret NRS) og umiddelbart er der tale om en stærkt subjektiv, intuitiv "oversættelse" af digtets ord til ord, der teknisk eller symbolsk kan beskrive eller initiere lyd, lyde, musik. De første linjer lød således – med "oversættelsen" i kursiv

Nat,undertonerække, mørk klang

falmede roseforvrængning, aftagende intensitet

som udånder sin duftforvrængning, aftagende intensitet

i mørket

(Hvor de fordømte skrigerdæmpede, skingre trompeter -

er stilheden vedholdende.)sitrende (åndeløst) ophold

Oversættelsen synes umiddelbart enkel; spændende fra det enkle banale "skingre trompeter" til den mere sofistikerede "undertonerække"; men realiseringen i klang var det ikke.

Det var denne musik afspillet på cd over lydanlægget, der var den første åbenbaring ved årets Suså Festival, og ganske uretfærdigt kom dette værks bagvedliggende tekstanalyse og -brug op i hovedet på mig ved flere af de følgende koncerter som en slags "målestok", også selvom NRS helt uforbeholdent sagde ja til forfatteren Jørgen Sonne, da denne beskrev værket som ren impressionisme.

Det sidste jeg fik med fra NRS’ indlæg var ordene »glemselen findes ikke« og »den profetiske erindring« som findes på spansk i to digte af Borges, som NRS har sat i musik, og som Storstrøms Kammerensemble og Helene Gjerris fremførte i den efterfølgende koncert. Og på en eller anden måde synes jeg, at tekstbehandlingen var mere vedkommende i orkesterværket, der var uden vokal formidling af den bagvedliggende tekst.

Storstrøms Kammerensembles koncert sluttede med »something completely different« som Jacob Westh sagde i sin introduktion til Ole Bucks kammersymfoni Flowers in the sky. Der er tre satser, og Ole Buck er stadig en modig mand, der får musikken til at spadsere afsted i ottendedels-noder og små gentagne motiver. Naivistisk, ja såmænd, men også artistisk og højst egenartet. Det naive gik for resten igennem helt ned til fagottens glas til sine rør, der var med Peter Plys motiv. Enhver der hører denne musik vil sige Philip Glass eller John Adams og de er også til stede i denne musik; men hvis man hører bedre efter, er det Vivaldi, sådan som Vivaldi lyder nu.

Lørdag aften var der vindue mod Island, hvilket betød, at det fremragende islandske ensemble Caput spillede musik fra Island. Ensemblet blev dirigeret af Gudni Franzen, som også viste sig som en højst charmerende sprechstallmeister. Seks værker, to uropførelser med et ensemble der i besætning var identisk med Ensemble 2000. Men, desværre for vores nationale selvforståelse, spillede på et ganske andet niveau. Jeg tror ikke, at musikerne sådan mand til mand m/k var bedre, men det var et ensemble, som var meget velforberedt og havde en positiv afslappethed i fremtoningen, som forplanter sig til os lyttere. Vi bliver trygge, når musikerne ikke er bekymrede.

Mens dette skrives, genhøres nogle af værkerne i P2’s Lyt til Nyt (vi kommer snart til at savne det program) og her lyder de faktisk bedre, end de gjorde i koncertsalen. Guitaren var her noget uskønt forstærket og ved de værker, hvor der var klangregie, blev man noget forstyrret af højttalernes placering oppe under loftet – diskrepans mellem lydkildens og forstærkningens placering er dræbende for opbygningen af klanglig/rumlig illusion hos lytteren. Det må ændres til næste år. Denne koncerts højdepunkt var for mig Hugi Gudmundsons Equilibrium IV: Windbells. Den kun 30-årige komponist skriver i noten om sin livslange (sic!) fascination af vind og klokker, som dog ikke direkte forsøges kopieret, men som i sin sammensmeltning i dette stykke bliver en metafor for forholdet mellem det jordiske og det spirituelle. Musikken, der blev elegant krydret med live-electronic, virkede virkelig nordisk, og især 4. satsens samspil mellem klaveret og den ved elektronikkens hjælp kvarttonesænkede guitar var virkningsfuldt - en auditiv lækkerbisken.

Det andet værk, der gjorde rigtigt indtryk, var Haukur Tómassons Vetrarkvidi. Ifølge Gudni Frantzen er Tomasson en mand, der siger lidt, men husker alt. Stykkets elementer af varsler om den kommende hårde vinter og edderkoppespind i græsset er til tider næsten klingende frost - ikke mindst i de par afsnit, hvor fløjten frembringer whistle-tones, og de elektroniske klange på en medspillende cd skaber en resonans, man tror stammer fra ensemblet her og nu.

Søndagens to koncerter var i virkeligheden fire halve koncerter - først to duoer hhv. Orfeus Duo som er mezzoen Christina Dahl og guitaristen Anne-Mette Skovbjerg - også kendt for deres aktiviteter i Art on Stage. De gav tre håndfulde sange til bedste, og det bedste var de første. Ib Nørholms Blomster fra den danske poesis flora i udvalg. En god melodi slår det meste, og der er mere end én god i denne lille samling. Duoen evnede at give sangene et visepræg, som klædte dem godt, strofiske som de er, og teksten stod helt tydeligt – tak for det. Helle Solbergs 4 sange med fællestitlen "Afsked" er gennemkomponerede og sammenhængende med en til tider naturalistisk oversættelse af tekstens indhold til lyd. Digtene af Henriette Houth kredser om den elskedes død og begravelse, føles lidt private, men har givet Solberg afsæt til 4 scener, hvor der opnåes en vis dramatisk effekt godt hjulpet på vej af Christina Dahls indlevelse i teksten. Ærgerligt kun at når teksten skriver om »hvælvinger der mødes alt for højt« er det også for højt for mezzostemmen. Og her tænkte jeg så på Niels Rosing-Schows tryllerier dagen før. I Wayne Siegels 9 Sappho-fragmenter digter han videre - på engelsk - på eksisterende fragmenter fra Sapphos digtning. Musikken er lækker, jeg hørte ren westcoast a-moll og tarantos f#-moll. En vuggesang i D-dur gav mindelser om Mogens Winkel Holms Cradle song.

Næste duo på scenen var LeLe Duo der består af Jennifer Dill på fløjte og Linda Edsjö på slagtøj. Ejnar Kanding bistod her med lydregi; men i det første stykke af Ebliz Alvarez gik det galt et par gange, således at jeg måtte vælge ikke at tro på det, jeg hørte, da stykket blev gennemført. Det sker, at elektronikken kikser, der knækker også en streng, eller et bækken vælter. Men når bækkenet er rejst op, og strengen udskiftet, spiller man igen med høj troværdighed; med disse nymodens computere er man lidt utryg efter to nedbrud. Niels Rosing-Schows Ritus 1 for fløjte og slagtøj har et meget tydeligt udviklingsforløb - tre stigninger og en coda. Føles lidt tørt på trods af gode skæve accenter; men måske kan der ikke drives mere ud af den valgte instrumentation - og så igen var det generende med en lidt voldsom forstærkning af fløjten, der kom ud af højttalerne fem meter fra kilden.

LeLe sluttede med stykke, Cora, af Ejnar Kanding og det var det, der fungerede bedst. Det lød godt i højttalerne - her viste Kanding, at han kan sit kram som lydmand. Om værket noterede jeg følgende: Bedst som det gynger, tør man ikke mere, der skal et brud til. De elektroniske lyde lyder som 50 Science Fiction film; men en god detalje da fløjten sætter an, og det lyder, som om der kommer vand ud af højttalerne. Paradoksalt med disse elektroniske lydes evne til at skabe billeder og associationer og så de samme lydes hurtigt opnåede status som klicheer. Men nu kommer det gode saftige groove tilbage - på to congas og en håndspillet afrikansk bastromme med en feeed lyd - nu er det, som pengene passer - Pelle Gudmundsen-Holmgreen kunne godt betræde dansegulvet med sin fra film nu så berømte electric boogie til denne musik med sine industrilyde, gatede bækkener og vind og vejr i højttalerne.

Så var det atter tid til en tur ud i Næstveds forblæste tomme gågader for at finde et sted at få stillet sin sult. Jensens Bøfhus var det eneste, der kunne findes, men heldigvis havde de mange originale Jensen–retter på menukortet. Ib Nørholm havde sin GPS med, så vi kunne finde salatbuffeten, Bent Sørensen erindrede, at han havde læst, at den største forbrydelse, man kunne gøre mod et barn, var at lade det vokse op i provinsen. Og Pelle Gudmundsen-Holmgreen huskede os på, hvad Stravinsky havde sagt om Marteau sans Maître - at den lød, som når isterningerne i ens whiskyglas slog imod kanten af glasset.

Således genopladede indtog vi atter vores pladser til denne festivalens sidste koncert - to halve koncerter med hhv. Skandinavisk Guitarduo og Trio con Brio Copenhagen. Men først skulle vi for fjerdesidste gang i denne weekend tales til af Stine Smith, der gav scenen videre til de to glimrende guitarister Per Pålsson og Jesper Sivebæk, der straks benyttede lejligheden til at byde velkommen og fortælle om Anders Brødsgaard 63 steps, der falder i 9 afsnit, hvoraf mindst et af dem genkalder sig ungdommens kaotiske tilstande i rockbandets øvelokale, hvor hver mand spiller uden øre for andet end sig selv. Ellers var det en grundig afsøgning af instrumenternes muligheder, med de mange spilleteknikker man har på guitaren. Selve materialet og forløbet overbeviste ikke ved denne for mig første gennemlytning - måske grundet den ærgerlige omstændighed at instrumenterne ikke var tilstrækkeligt forstærkede - hvilket de ellers var for at give efterklang i højttalerne. Men de akustiske instrumenter spillede kraftigere end forstærkningen, hvorfor vi aldrig kom til at høre den væsentlige sammensmeltning.

Per Nørgårds Wasser und Rosen von Ispahan und Schiras blev spillet med bredt stereo-perspektiv og grundet den mindre aktivitet på strengene fik vi her lidt fornøjelse af den kunstige efterklang. Stykket er smukt, med mange mindelser om de smukke værker fra 70erne, med disses Mariahymner og gyldne rytmikker. Per Nørgård har også et Twilight i sin værkliste; men her var det John Frandsens duo af samme navn der afsluttede denne lille koncert. Som sædvanligt velskrevet for instrumenterne, lidt rapsodisk, impulsivt i forløbet, en anden måde at sige på at jeg ikke gennemskuede konstruktionen eller de bærende elementer.

Duoen var i fin form denne formiddag - som ofte for guitarduoer er de allermest præcise, når det går hurtigt.

For tredje sidste gang i denne weekend delte Stine Smith gladiolus ud til musikerne og fortalte os, hvad vi lige havde hørt, og at vi om lidt skulle høre noget andet efter en lille pause.

Efter pausen bød Stine Smith os velkommen til denne sidste koncert m.m. Her var der dog den praktiske grund til hendes velkomst, at der var ændring i programrækkefølgen - hvilket viste sig at være en klog disposition.

Trio con Brio entrede scenen med den fokuserede koncentration, som er en af deres styrker, og spillede Hans-Henrik Nordstrøms Following the Wake, som jeg her hørte for anden gang, og det hjælper altid. Jeg ville kunne glædes over denne musik, uanset om jeg kendte til Nordstrøms besættelse af Finnegans Wake eller ej. Stykket er en smuk kurve startende dystert, langsomt, søgende, til det finder sig selv for en tid, indtil det falder ned i mørket igen, hvor det kom fra. Fint, velformet og overbevisende.

Så var der Wayne Siegel for anden gang denne dag, og selvom det her var den Siegel, vi kender bedst med mønstre og gode riffs, var han ikke helt så genkendelig, som så ofte før. Rapids handler om rivende strømfald, og selvom det ikke minder om Moldau ikke engang en opdateret, forurenet én, er naturlyrikken og oversættelsen af vand til musik til tider af samme slags.

Til tider er måden at lave musik på for skematisk efter min smag: Violin sætter et mønster i gang, de andre falder ind, det forløber et stykke tid og så er der break, cello sætter et mønster i gang, de andre sætter ind, og det forløber et stykke tid, og så er der break, violinen sætter et mønster i gang osv. Men det swinger jo ret godt i de rette hænder, og det appellerer til et større publikum, så jeg har ikke noget at være sur over. Og så er det ikke spor nemt at spille - tænk jeg tror næsten at trioen var på glatis et enkelt splitsekund eller to ...

Så kom festivalens sidste værk, Bent Sørensens nye klavertrio Phantasmagoria i fem satser og det var kort sagt en oplevelse af de helt sjældne - det var stort, mine damer og herrer - alt var forandret, da de sidste toner var døet hen. Der var åndeløs stilhed mellem satserne blandt publikum, og vi smilede, og tårer trillede, og vi sukkede, og frydede os. Man troede, det var løgn, hvad man hørte - alt var phantasmagoriastisk, alt havde betydning, alt havde en grund.

Stykket starter etnisk med soloviolin, med en klang og tonalitet, så man et kort øjeblik troede, at det var Soo-Jin Hong, der spillede sit hjemlands vemodige sange. Men celloen træder til som en skygge af denne musik og klaveret som en skygge af sig selv, alle er skygger, alt er skygger af noget, der ikke lyser, og selvom der bruges løs af alle de kendte Sørensen-tricks, glissader, tremolo, kvarttoner, tysthed osv. lyder det ikke som noget, man har hørt før, det er profetisk erindring, og det kan jeg skrive igen om lidt, for sådan er den profetiske erindring. Selv klavermaskinen finder sin naturlige plads i denne tummel af konstant foranderlighed og er på et tidspunkt en skygge af Schumann, i tredje sats indtræder et englekor, og man erindrer noget, man gerne ville have oplevet; men der var nogen, der skyggede, så man ikke kunne høre det. Jeg skriver ordet Dream Cabaret, for der skal ikke bruges tid på at sidde og notere, når der er et mirakel få meter borte. 4. satsen er næsten entonigt minimalistisk, hvor skyggerne fremkommer ved acceleration, deacceleration, crescendo, decrescendo, glissader og også det er magisk, selvom beskrivelsen lyder som noget vi alle kunne finde på.

5. sats vender på sin vis tilbage til starten men "europæisk", blidt, nostalgisk - erindringen som den store skygge eller den profetiske erindring fra dagen før eller fra et par linjer højere oppe. Lidt nynnen, lidt nostalgisk havestueklaver, lidt stilhed. Det er længe siden, jeg har haft det bedre. Og det jeg netop har oplevet, øver pludselig indflydelse på mine oplevelser i denne weekend. "Minderne har man da lov at ha'"? Nej ikke mere - kun hvis det er fremtidsminder!

Så er det, man har lyst til at klappe lidt og så gå hjem; men det går ikke. Der skal uddeles gladiolus til musikerne og en flaske vin til komponisten, mens vi tappert klapper magien ud af lokalet. Lad gå med det, for vi var taknemmelige; men at vi så skal høre en lang tale om alt det, vi har oplevet i weekenden, om alt det vi kan opleve til næste år, om den praktiske hjælper der har siddet i et skab og altid er klar til at hjælpe, skal vi give Carsten en hånd osv.: Det går altså ikke. Lav en reception bagefter og lad os have vores koncert-mirakelstemning lidt endnu.

Og her er det så, at jeg i min taknemmelighed til arrangørerne ikke kan lade være med at give et par forslag til overvejelser om de kommende festivaler, som jeg allerede nu glæder mig meget til. Og de tænksomme folk bag festivalen har sandsynligvis overvejet det alt sammen mange gange; men værdi-debatter skal ikke kun forbeholdes regeringspartier.

Jeg synes, man skal overveje, i hvor høj grad festivalen skal fastholde sit præg af dagligstue, privatkoncert med værtinde (og det helt ud i det ellers fine program, hvor billedteksterne minder mig om de tekster, min far skrev under sommerferiebillederne, når han om vinteren klistrede dem ind i albums) eller om man skal se i øjnene, at eftersom vi nu ikke længere er på en kommuneskole, men i en koncertsal, kommer man som publikum med anderledes forventninger.

Overvej om den megen tale før, under og efter koncerten er velafvejet. At blive budt velkommen er i princippet rart, men at blive budt velkommen hele tiden af både værtinden og de optrædende flere gange i løbet af en koncert - ved koncertstart og efter pausen, og at blive sendt af sted til pause og efter koncerten med flere ord er for meget af det gode. Og selvom Mae West ikke syntes, man kunne få for meget af det gode, er hun måske ikke lige kernepublikummet ved disse koncerter.

Overvej om de delte koncerter med små-ensembler er en god ide, overvej om ikke de optrædende må snige et enkelt værk af en ikke-dansker ind, hvis de nu har et godt værk på repertoiret, og overvej en overordnet lyddesigner ifald der er elektronik involveret.

Planerne om inddragelse af musikdramatik er rigtig spændende, og afspilningen af Niels Rosing-Schows orkesterværk gav lyst til også at have haft et symfoniorkester på banen. Mon ikke Sjællænderne kan lokkes til et besøg i et af de kommende år?

Det er ikke, fordi jeg ikke synes, man kan finde et rimeligt spisested i Næstved, men måske man ville få skabt noget af den festivalhygge, der tydeligt tilstræbes, ved at muliggøre en form for spisning på stedet?

Ideen med vindue mod Norden er fin, og jeg glæder mig til, at det om nogle år bliver et vindue, der også kan rettes mod syd, øst eller vest. Vil det være relevant at få de udenlandske gæsteensembler til at spille et velvalgt dansk værk?

En reception på et tidspunkt i festivalen - gerne med deltagelse af publikum - kan nedtone nødvendigheden af at informere undervejs om, hvorfor komponisterne får vin, at den praktiske hjælper hedder Carsten, hvad der skal ske til næste år osv.

Og skal man prøve at inddrage en helt anderledes musik – bare ved et enkelt arrangement? Bare en lille smule Vidundergrund? eller jazz? eller sære lyde som dem Under Byen frembringer? Ja, som Frank Zappa sagde: »Questions Questions Questions, whirling around in the mind of the concerned teenager of today«. Så come on Suså-teenagers – whip it out!