Fra pirattrykker til internationalt musikforlag

En vigtig krumtap i 1800-tallets danske musikkultur var det, man kan kalde de sekundære håndværkere, nodestikkere, nodetrykkere og frem for alt dem, der besørgede musikken ud til publikum: musikforlæggerne. I midten af århundredet var Københavns musikliv domineret af det agtværdige musikforlag C.C. Lose og Delbanco i Gothersgade 11. Hertil kom en række mindre forlag og musikbutikker, bl.a. Hornemann og Erslev, Plenges musikhandel og P.W. Olsen.

Det var hos Lose og Delbanco, "man" handlede, og her forvaltedes kulturarven med selvbevidsthed og knækflip. Den levende musik kendte publikum fra symfoniske koncerter, fra teatrene og fra hverdagens ensembler på caféer og danseestrader - og så fra hjemmelivets private musiceren: klaver, guitar, fløjte, violin og sang. Kammerrmusikken udbredte kendskabet til den klassiske trio- og kvartetkultur, og en mangfoldighed af transskriptioner for to- og firhændigt klaver gav borgerskabet indblik i den store musiks operaer og symfonier. Man blev fortrolig med temaerne og kunne nynne med og give den som dannet borger.

Hidtil havde klaverinstrumenter været kostbare - og store. Et håndbygget flygel var forbeholdt folk med penge og plads, men her midt i århundredet tog den industrielle klaverproduktion fart, og det nye mellemklasseborgerskab havde råd til at være med. Taffelklaveret var stadig det mest yndede, men med den danske opfindelse 'jernrammen med krydsbestrengning' blev det opretstående klaver den store artikel på klaverområdet. I ethvert borgerhjem med måtte man have et klaver, og dansk klaverindustri udviklede sig voldsomt. I 1846 blev der i Danmark bygget 321 klaverer, i 1865 603 stk., i 1888 1430 og i 1916 hele 3841 klaverinstrumenter. Der var virkelig efterspørgsel, og kvaliteten var i orden. Det var fabrikker som Hornung og Møller, Hindsberg, Andreas Christensen og Hermann Petersen. Der skulle jo også spilles på instrumenterne, og efterspørgslen efter noder steg også eksplosivt – ikke nødvendigvis efter den mest højbrynede musik, snarere overkommelige spil-let versioner af de store mestre eller af nykomponeret "salonmusik", som lignede. Der kunne sælges rigtig mange noder, men de store gamle firmaer opdagede ikke rigtigt det nye marked, så der blev plads til nye aktører til at tilfredsstille den voldsomt voksende efterspørgsel.

Kobbertrykker og gravør Jens Wilhelm Hansen havde i nogle år leveret såvel noder som omslag til de store forlag og var i branchen kendt som en dygtig og pålidelig håndværker. Han – og ikke mindst hans kone Hanne - havde en sikker fornemmelse for, hvad der var på færde i musiklivet, og i oktober 1853 indrykkede de i Adresseavisen en annonce om salg af Mendelssohns Lieder ohne Worte "til omtrent halv Originalpris".

Det var en piratudgave af originalen, men det tog man sig ikke så tungt, og der var endnu ingen lovgivning på området. Jens WH kom ud i en mindre priskrig med en anden smart musik-entreprenør, men Jens var den dygtigste, så han gik sejrrig ud af bataljen. Et andet efterspurgt værk, der blev benyttet i klaverundervisningen i alle borgerhjem, var Czernys etuder, som Jens WH også "eftertrykte" i 1853. Sådan gik det slag i slag, og i 1857 besluttede Jens og Hanne, at de ville åbne en strøgforretning med noder og papirvarer på Kongens Nytorv - i Grissons tidligere papirforretning.

Det må have været rart at komme i den lille kælderbutik, for i løbet af relativt kort tid voksede den sig større, og efter 10 år var de nødt til at udvide med køb af en ejendom på Fælledvej på Nørrebro. Her blev indrettet en butiksfilial, bolig på første sal og trykkeri i et anneks i gården. De nye sporvogne gik lige derud fra Kgs. Nytorv.

Den store artikel var i adskillige år den lette, romantiske salonmusik med lokkende titler som Aftenklokker, Nonnens Bøn og Des Vögleins Abendlied. Forsiderne svarede til indholdet: følsomme billeder af længsel, natur, kærlighed og romantik. Musikken lignede uden at være det ensatsede klaverstykke, som var formuleret af Beethoven, Schubert, Schumann, Chopin, Brahms ... Og de blev udgivet i store mængder - Fröhlicher Landmann, Turteltäubchen, Die Mühle im Schwarzwald, Nattergalen og Rosen m.m.fl.

Alfred, Jonas, Frederik, Kristine og Mathilde

Det gik WH rigtig godt. Han var en dygtig håndværker og en dreven forretningsmand. Forretningen blomstrede, og i slutningen af 70erne var han i stand til at overtage den store gamle forretning i Gothersgade 11 efter Lose og Delbanco. Han var nu blevet den ubetinget største musikforlægger på det danske marked, og hans katalog dækkede det hele - den danske musik og det store udenlandske repertoire. Komponisterne kom til WH for at få deres musik udgivet, og WH havde selv en vigtig opsøgende funktion.

Gamle Jens WHs to sønner, Alfred og Jonas var blevet en del af forretningen, og der var i 1873 antaget en lærling, Frederik Olsen, som blev i firmaet i 65 år! De to unge arvinger til firmaet gik i stigende grad ind i forretningen, og her så man begyndelsen til det symbiotiske samarbejde mellem to chefer, som blev kendetegnende for Wilhelm Hansen i de efterfølgende generationer. Alfred var den udadvendte, der knyttede kontakter. Det var mest ham, der rejste, og det var ham, der tegnede firmaet udadtil. På hjemmefronten var det i højere grad Jonas, der var chef. Han sørgede for de indre linjer og ro og balance hjemme.

De to WH-sønner blev gift med to søstre. Men ikke hvem som helst, det var nemlig Kristine og Mathilde, døtre af skuespiller og teaterdirektør Theodor Andersen. Han var en kendt københavner-skikkelse og en magtfuld mand inden for teater og revy. I 1885 og 1886 var der bryllup - Kristine fik Jonas og Mathilde fik Alfred. To celebre familier kom på den måde hinanden nærmere, og grundlaget blev lagt til næste generation WH, idet Mathilde og Alfred fik de to sønner, Asger og Svend, som ca. tyve år inde i det nye århundrede overtog ledelsen af det stadig ekspanderende forlag.

Alliancen havde ikke alene privat betydning, den beseglede også en forbindelse mellem forlaget og revy og teater. Allerede gamle Jens WH havde et godt øje til revyen, og da revyforfatteren Erik Bøgh slog igennem med revyen Nytaarsnat 1869, var han klar til at udgive nodehæftet, som på forsiden oven i købet blev pyntet med udsigten fra forretningen på Kongens Nytorv. Det blev indledningen til mange års udgivelser af hæfter fra revyerne. WH blev revyforlaget par excellence, og forlaget blev en del af det kleresi, som voksede op omkring de nye privatteatre, dvs. alle andre teatre end Det Kongelige Teater, som indtog en særstatus. Det var teatre som Casino i Amaliegade, hvor Erik Bøghs revy kom op. Og det var det i 1882 byggede Dagmarteater, hvor Theodor Andersen var direktør fra 1884 til 1887. Og dertil kom en mængde mindre scener med et mere eller mindre lødigt repertoire. Men revy blev der spillet.

De første revyer var nytårsrevyer, men i løbet af 70erne dukkede der sommerrevyer op, og inden længe var de normen. Den første var Sommerrevyen 1873 på Varieté-teatret, Vesterbrogade 29 (det senere Vester Bio og City Bio). Og herefter gik det slag i slag med sommerrevyer, og Wilhelm Hansen var på sin post og udgav, hvad han kunne overkomme. I 1873 hed sommerrevyen på Frederiksberg Morskabsteater Kaptajn Grants Børn - udgiver WH. Og sådan fortsatte det.

Med etableringen på adressen Gothersgade gik det kun én vej for Wilhelm Hansen. Han opkøbte til stadighed mindre forlag og var tilsyneladende urørlig. I en annonce i Dagbladet 9.2.1880 bekendtgjorde han således en nødvendig udvidelse af sine forretningslokaler i Gothersgade 11, »da min Forretning ved de to sidste Kjøb af Musikforlag har fået en saa betydelig Forøgelse, at jeg foruden meget Andet er kommen i Besiddelse af: Den hele danske Musiklitteratur.« Hermed hentydede Hansen til det faktum, at virksomheden ved købet af Lose kom i besiddelse af en mængde musik fra den danske guldalder, bl.a. Weyse og Kuhlau og dermed havde et meget repræsentativt katalog over både dansk og udenlandsk musik.

Ny adresse og konkurrence

Men det var ikke alle, der var tilfredse med udsigten til, at ét musikforlag skulle dominere det hele. En kreds af højrefolk, bestående hovedsageligt af godsejere, stillede sig bag etableringen af et nyt musikforlag med navnet Kongelig Hof-Musikhandel med Henrik Hennings som leder. Forretningen blev annonceret i samme nummer af Dagbladet, som indeholdt Wilhelm Hansens selvbevidste erklæring, og man kan nok tænke sig stemningen i Gothersgade 11, da man læste Hennings’ annonce.

Det var stærke kræfter, WH kom op imod: Hennings’ bror stod hoffet nær, og han havde ganske sikkert en andel i tildelingen af navnet »Kongelig Hof-«, dertil kom et nært forhold til Det Kongelige Teater, idet Hennings’ kone var primadonnaen Betty Hennings. Kredsen af godsejere – grev Lerche af Lerchenborg, udenrigsminister Rosenørn-Lehn af Guldborgland m.fl. – som stod bag forretningen, fortalte også noget om dens økonomiske styrke. At der også lå en social dimension virker rimeligt: At sådan en opkomling som Wilhelm Hansen skulle komme og sidde på "vores" kultur er vi ikke ret glade for. Hennings blev konkurrent til WH igennem ca. 30 år, indtil det i 1910 lykkedes WH at opkøbe også hans forretning.

En anden kendsgerning truede Wilhelm Hansens position, og det var lovgivningen. De lovløse tilstande, som havde muliggjort 1800-tallets piratvirksomhed, var på vej ud, og den 9. september 1886 blev Bernerkonventionen officielt tiltrådt af Tyskland, Belgien, Spanien, Frankrig, Storbritannien og mange flere. Norge, Sverige og Danmark meldte fra med henvisning til de hjemlige lovgivningers beskedne beskyttelsesniveau. Herhjemme havde vi stadig en forældet og utilstrækkelig forfatter- og kunstnerlov, og det var ikke muligt at få den danske rigsdag til at gå med til en tilslutning til den nye konvention. Man tænkte formentlig, at et lille land som Danmark stod sig ved at stå udenfor. Da der var mere, vi kunne hugge fra de andre, end de kunne få fra os, så blæste man på, at vore egne forfattere, kunstnere og komponister blev ladt i stikken. Det blev først efter Systemskiftet - i 1903 - at Danmark bekvemmede sig til at gå med i Bernerkonventionen.

Indholdsmæssigt fokuserede konventionen på rettighederne vedrørende kopiering og oversættelse, men en generel fremførelsesret for dramatiske og musikdramatiske værker blev også anerkendt. For musikværker var rettigheder til offentlig fremførelse betinget af, at der på den trykte udgave af værket var taget udtrykkeligt forbehold for, at uautoriseret offentlig fremførelse af værket var forbudt.

For Wilhelm Hansens Forlag, der udgav mange internationalt gangbare skandinaviske værker, bl.a. af Grieg, var det en ny og alvorlig situation. Det kunne ikke nytte noget, at WH sakkede agterud som følge af nogle tåbelige nationale forhold. Og derfor gjorde WH et klogt modtræk. Firmaet oprettede simpelthen i 1887 et tysk forlag – "Wilhelm Hansen Leipzig". Det var snedigt: De værker, som udkom i Leipzig, var beskyttet af Bernerkonventionen, mens værker fra Bernerkonventionslande, som udkom i Danmark, ikke var beskyttede. Det kunne naturligvis ikke blive ved med at gå, men snedigt var det, så længe det varede. Hennings forsøgte sig med en autorisation fra det store tyske Bärenreiter, men det var Hansens træk, der var det smarteste.

Efter omkring 30 år i musikforlagsbranchen var Wilhelm Hansens blandt de store i de københavnske forretningsliv. Og privat gik det også fremad. Alfred og Mathilde var flyttet til Gothersgade 11, hvor de fik deres privatbolig på anden sal lige over C.E.F. Hornemans konservatorium, der siden 1880 havde ligget på 1. sal i ejendommen, som i daglig tale hed "Musikhuset". De fik tre sønner, Kaj i 1887, Asger i 1889 og Svend i 1890. Kaj var fra fødslen svagelig og kunne ikke præstere det store, men Asger og Svend skulle senere vise sig at kunne fortsætte traditionen for parløb i direktionen for Wilhelm Hansen.

Carl Nielsen

Der var noget altmodisch og konservativt over den foreningsaktivitet, der prægede koncertlivet i København i firserne. Det dannede borgerskab havde en forkærlighed for det, de kendte, og koncertarrangørerne gav i et vist mål folk, hvad de ville have. De unge komponister var ikke tilfredse, og en flok af dem dannede kammermusikforeningen Symphonia, som havde premiere ved en koncert i april 1889.

Dagbladet Politiken modtog initiativet positivt og skrev 30. april 1889, at foreningen - synes at skulle få Betydning for vort hjemlige Musikliv. Den vil give Ly for det unges Vækst i den danske Musik, hæge om de ny Spirer, vække Interesse hos Publikum for talentfulde Emner, der vil bane sig Vej ... Thi vi har i Virkeligheden længe savnet et saadant Fristed, hvor de unge kunne afæske Publikum en Dom om deres Arbejder ...

Det var noget nyt at tale så åbent om ’de unge’ og ’ny musik’. Men der var da også tale om et nybrud, som skulle vise sig meget radikalt. Fire af den unge generations fremstormende talenter og kritikere stod i spidsen for initiativet - alle født lige omkring 1860. De var enige om at fremme den ny musik og rette blikket ud over landets grænser. På hver sin måde markerede de sig i samtiden, men kun én kom for alvor til at gøre en forskel. De fire var 31-årige Robert Henriques, den 32-årige Gustav Helsted, den 25-årige Louis Glass og den 25-årige Carl Nielsen.

Den betydeligste af de fire, Carl Nielsen, havde i 1884-86 gået på konservatoriet og havde den 8. september 1888 fået opført sit opus 1, A-moll Suite for Strygere ved en koncert i Tivoli. Alfred Wilhelm Hansen, som holdt øje med opdukkende talenter, tilbød Carl Nielsen at udgive den lille suite, og komponisten takkede ja. Og hermed begyndte en ny æra for forlaget i Gothersgade – samarbejdet med Carl Nielsen og i det hele taget det fokus på ny musik, som skulle blive forlagets særlige profil i de kommende generationer. Samtidig blev det begyndelsen til et livslangt varmt venskab mellem Alfred Hansen og Carl Nielsen, som omfattede aktiviteter som rygsækrejser i Europa og fælles promovering af komponistens værker.

Wilhelm Hansen udgav alt, hvad Carl Nielsen skrev – operaer, symfonier, kammermusik og sangene. Sangene udgør en særlig del af Carl Nielsens produktion, som forlaget var med til at gøre til et kærnestof i danskernes musikalske liv. ”Den danske sang” som vi kender den fra Højskolesangbogen, fra skolernes morgensang og fra det danske foreningsliv, blev til igennem dette samarbejde. Imellem 1895 og 1928 udgav WH Danmarks Melodibog – et monument over det danske sangrepertoire i fem bind a 300 sange. På den måde blev WH forbundet med dansk sangkultur. Men nu skete der noget nyt. Carl Nielsen og en gruppe omkring ham med bl.a. Thomas Laub, Thorvald Aagaard og Oluf Ring lancerede en ny folkelig sang med forbillede i J.A.P. Schultz’ Lieder im Volkston (1782). Den enkle, djærve folkelige fællessang blev sat op imod den kunstlede romantiske solosang. Stærkt blev budskabet formuleret i de to gange En snes danske Viser af Carl Nielsen og Thomas Laub fra 1915 og 1917.

Til forlagets generelle udgivelsesprofil var nu etableret to specialområder, som blev mærkesager for forlaget – den ny musik og den danske sang.

De to unge sønner, Asger og Svend, tog over fra deres far og farbror i begyndelsen af tyverne. Forlaget var på sin absolutte højde, og såvel nationalt som internationalt var forlaget blevet en betydelig spiller på et stadigt voksende marked for musik med udlændinge som Sibelius, Stravinskiy og Schönberg i kataloget.

Med generationsskiftet ændrede forholdet til Carl Nielsen sig. Det var svært at fastholde det kammeratlige forhold, som havde holdt til mange kriser igennem årene, og i 1925 brød uvejret løs. Carl Nielsen langede i Politiken voldsomt ud efter bl.a. musikforlæggerne generelt, men det var tydeligt for alle, at adressen var Wilhelm Hansen. Det førte til et uforsonligt brud, som ikke blev lægt i Carl Nielsens levetid.

KODA

I mellemkrigstiden var musiklivet i kraftig vækst. Den musikalske import - især på det lettere område - kom nu fra USA imod tidligere Tyskland. Film og revy leverede masser af musik, og WH var med. Og det nye medie, radioen, vendte op og ned på alt. Et område, som nu påkaldte sig stærkt øget opmærksomhed, var den musikalske ophavsret. Også på dette punkt var WH i front. Asger og Svend var helt klar over, at det var nødvendigt med en langt mere fintmasket kontrol, systematik og konsekvens inden for hævdelse af rettigheder og ophavsret. De to brødre tog meget tidligt i radioens liv - i 1926 - initiativ til oprettelsen af den såkaldte "Radiokasse", hvori Statsradiofonien honorarer skulle opsamles, og hvorfra de skulle fordeles videre til dem, der havde krav på honorar. Det var forløberen for KODA, som - også på WH brødrenes initiativ - blev stiftet i november 1926.

Det var et betydeligt gennembrud for hele ophavsret- og rettighedsområdet, men det skulle vise sig at være ganske vanskeligt at komme igennem med. Nogle områder var især genstridige. Det var biografejerne og restauratørerne. De slog sig i tøjret, for de anså musik for at være en lige så selvfølgelig del af livet som luften, vi indånder. Skal man nu til at betale for det! Adskillige retssager og øvrige tvistigheder senere blev det som bekendt KODA og de øvrige rettighedsorganisationer, som sejrede, og igennem alle årene har der siddet en direktør for WH i KODAs råd.

Wilhelm Hansens interesse i revy og teater gav de to brødre blod på tanden til at blive teaterejere, og i midten af 1930rne engagerede de modearkitekten Arne Jacobsen til at tegne et nyt Bellevueteater i tilknytning til den meget roste bebyggelse Bella Vista i Bellevuebugten. Den pragtfulde bygning stod færdig i 1936, og der var premiere den 14. juni 1936 på en gallaforestilling med Liva Weel i hovedrollen. Der var lagt op til det helt store, men desværre gik det ikke helt efter planen. Anmelderne var ikke entydigt begejstrede, og sæsonen blev relativt kort. Et lignende forløb så man året efter, og det tredje år besluttede ejerne af teatret at lave det om til et operetteteater.

Suppés Den skønne Galathea blev sat op i 1938 med Max Hansen og Hans Kurt og blev en pæn succes, som gav direktør Otto Jacobsen blod på tanden til året efter at sætte Ralph Benatzkys operette Sommer i Tyrol op – med Osvald Helmuth som Leopold. Operetten havde haft kanonpremiere i Berlin i 1930, så den lå lige til højrebenet. Osvald var betænkelig, men accepterede rollen. Det blev en komplet fiasko, og han måtte efter premieren erstattes af sangeren Marius Jakobsen. Forestillingen blev nu pænt modtaget, men teatret havde spillet sig ud, og efter en sæson med Charley’s Tante med Ebbe Rode i 1943 var det slut, og teatret gik ind i en lang årrække som biograf og andet, indtil Jes Kølpin i slutningen af 70erne tog over og førte teatret tilbage til sin oprindelige skikkelse og viste, hvad brødrene Wilhelm Hansens visioner i virkeligheden kunne føre til.

Wilhelm Hansen fortsatte med revy og film, og med tidens betydeligste komponister tilknyttet – Kai Normann Andersen, Svend Gyldmark, Aage Stentoft m.fl. – fortsatte forlaget med at være dominerende på dette felt. Under den tyske besættelse blev revyen farlig, og allerede i 1940 kom Kai Normann Andersen og Poul Henningsen i censurens søgelys med forestillingen Dyveke på Riddersalen. Med elegance og frækhed snoede de sig gang på gang udenom, og WHs katalog rummer adskillige perler fra tiden - Man binder os paa Mund og Hånd, I dit korte Liv m.m.fl.

Lone og Hanne

Næste generation i spidsen for forlaget var igen et par. Denne gang to kvinder, døtre af Svend Wilhelm Hansen og Lissen, født Bendix. Deres døtre Hanne og Lone gik ind i firmaet og fik en solid musikforlagsuddannelse hjemme og i udlandet. De overtog gradvist ledelsen af forlaget, og sidst i 50erne var de direktører. Også deres tid var præget af den synergi, som kan vokse ud af at være to om at dele ansvaret. De levede i en balance, hvor Hanne var den udfarende og udadvendte, mens Lone i højere grad var derhjemme, støbte kuglerne og passede sin familie, som udgjorde ægtemanden, buntmager Finn Birger Christensen, sønnen Jens og datteren Tine, som skulle blive firmaets næste direktør.

Hundredårsjubilæet med to gamle og to unge direktører blev en fejring af et forlag i fuld blomst. De gamle benyttede lejligheden til at trække sig tilbage, og nu var det så Lone og Hanne, der skulle føre firmaet videre.

Vagn Holmboe var WH’s store danske komponist efter Carl Nielsen, og han blev lærer for hvad, vi kan kalde "Per Nørgård-generationen" - de unge komponister, som begynder at gøre sig gældende i 1950erne. Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Ib Nørholm og mange flere var det nye hold hos WH. Per Nørgård var promoveret af ildsjælen Niels Viggo Bentzon, som var i stald hos WH hele sit lange komponistliv. I lighed med Carl Nielsen udkom Per Nørgård som meget ung hos WH, men han blev der, og til dato er det blevet til over 300 udgivelser. Lone og Hanne var meget interesseret i denne generation, nordmanden Arne Nordheim blev en del af huset, og de hævdede i det hele taget i deres tid forlagets særlige ny-musik profil.

En anden side af firmaets områder gjorde de to direktører til kærneområde – de pædagogiske udgivelser. Halvfjerdsernes rytmiske nybrud inden for det pædagogiske område havde de blik for, og i løbet af 70erne og 80erne udkom en lang række spille- og sammenspilsbøger til skole- og gymnasieundervisningen. En intensiv kursusvirksomhed fordelt på afdelingerne i København, Århus og Odense fulgte disse udgivelser op.

Forlaget blomstrede, og bredden i udgivelserne rakte fra det kolossale klassiske katalog til Melodi Grand Prix, Sebastian, jazz, nyere kormusik - "rytmisk" og "klassisk" - visesang etc. etc., men der var en fornemmelse af, at de mange aktiviteter ikke kunne fortsætte. Der var behov for nytænkning, og en del af den blev lagt i hænderne på Lones datter Tine, som er uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet med ophavsret som særligt område.

I 1988 stod det klart, at firmaet for at kunne overleve måtte sælges. Og en dag sidst i november blev de ansatte præsenteret for Bob Wise, direktøren for det engelske Music Sales, og det stod klart, at i fremtiden ville WH gå videre som et selvstændigt musikforlag under Music Sales og med Tine Birger Christensen som direktør.

Firmaet flyttede til Bornholmsgade, opgav strøgsalget, som overgik til Dan-Musik, og fortsatte den hidtidige forlagsvirksomhed fra den nye adresse. Mange af aktiviteterne blev droslet ned, men kerneområderne - udgivelse af samtidsmusik, trykning og salg af musikken i det store katalog, forvaltning af rettigheder etc. – blev fastholdt. Nye generationer kom i stald hos Wilhelm Hansen.

Efterfølgerne og delvis elever af Per Nørgård-generationen blev forlagets fornyelse. Traditionen med at "de gamle" tog nye talenter med ind til forlaget fortsatte. Poul Ruders, Hans Abrahamsen, Karl Aage Rasmussen, Bo Holten, Anders Koppel, Peter Bruun, Niels Marthinsen, Bent Sørensen og mange flere var klar til at vise flaget. WH’s katalog voksede, og den nye generation havde masser at byde på. Der var ingen tegn på afmatning. Og årene op til 150-års jubilæet i 2007 var både kvantitativt og kvalitativt en stor periode. Der er en mangfoldighed over denne nye WH-generation. Der skrives operaer, symfonier, instrumentalkoncerter - ja, hele det gamle repertoire holdes i gang. Samtidig foldes en ny kreativitet ud som en smeltedigel af før og nu, nær og fjern, gammelt og nyt.

150 år og fuld fart frem

I marts 2007 fandt den første 150-års fejring sted i Pumpehuset i København. Det blev en demonstration af WH’s situation. Bent Sørensen stod som sin generations centrum og forlagets stærke kort for tilrettelæggelsen, og et suverænt spillende Athelas Sinfonietta Copenhagen førte publikum igennem en perlerække fra Carl Nielsen til nu. Pietet over for forlagets komponister prægede begivenheden, men samtidig skinnede en vilje til fornyelse igennem.

Fornyelse læstes igen og igen på og imellem linjerne, og en ny generation viser også her sit ansigt, personificeret ved sjette generation Wilhelm Hansen, Tines datter Louise-Marie Törnquist, som i 2006 blev ansat i familiefirmaet som management trainee. Fornyelse ses også i to vigtige begivenheder i de seneste år – købet af jazzforlaget Storyville og etableringen af firmaets medieafdeling. Med Storyville kom WH i besiddelse af et kæmpestort katalog af jazzoptagelser, samlet af den legendariske Karl Emil Knudsen, og i WH-regi fortsætter nu udgivelsen af denne enestående samling af jazzklenodier.

Medieafdelingen sætter fokus på at gøre WH til en aktiv spiller i en verden af spillefilm, reklamefilm, radio, tv og internet. Dels skal WH’s store katalog og mange komponister bruges i nye sammenhænge, dels skal WH ind og være med, hvor det sker, når musikken skifter funktion og publikum. WH skal være talentspejder, igangsætter, A&R, etc. - ikke bare vente på, at andre får idéerne og så tage telefonen og ekspedere bestillingerne, men selv være der som et lyslevende katalog med masser af uprøvede muligheder. Og så naturligvis være det, som WH altid har været - musikforlag.