Hvad spiller de?

De danske symfoniorkestre lukker dørene op til en ny sæson. Hvad ønsker de at præsentere for de mange publikummere? DMT har sendt otte danske symfoniorkestres sæsonprogrammer til forskellige mennesker, som følger med i orkestrenes virke, som publikummere, kritikere og branchefolk. I henvendelsen til disse koncertgængere stod:

»Tak for dit tilsagn om at byde ind med synspunkter til DMTs enquete om de danske symfoniorkestres repertoire i den nye sæson. Det overordnede spørgsmål er: Hvad synes du er godt og hvad er mindre godt?

Da tidsskriftets læserkreds har en særlig interesse i ny og nyere musik, er du velkommen til i din tekst at komme ind på programlægningen af det nyere repertoire: Er det interessant for dig, er der nok af den, for meget af den, noget du savner, er der ligefrem noget, du ville rejse til for at opleve?«

Du kan læse mere om de enkelte orkestres programmer på deres hjemmesider:

• Sønderjyllands Symfoniorkester: www.sonderjyllands-symfoniorkester.dk

• Sjællands Symfoniorkester: www.symfonien.dk

• DR Radiosymfoniorkestret: www.dr.dk/rso

• DR RadioUnderholdningsOrkestret: www.dr.dk/ruo

• Det Kongelige Kapel: www.kglteater.dk/OmKunstarterne/Ensembler/Det_Kongelige_Kapel

• Århus Symfoniorkester: www.aarhussymfoni.dk

• Aalborg Symfoniorkester: www.aalborgsymfoniorkester.dk

• Odense Symfoniorkester: www.odensesymfoni.dk

Eksempler på symfoniorkestrenes repertoire:

"En søndag på Als" med Sigurd Barret, Trine Gadeberg, Monique, Swing Sisters, Bobo Moreno, Ivan Pedersen, baSix; Siegfried, tredie del af Wagners Ring; Virginia Tola synger operaklassikere; Mozarts symfoni nr. 29; Pyrus holder børnejul; Julegodter med Carewe, Lundgaard og vokalgruppen Vocation; Messias; Chess med gymnasiekor.

Sjællands Symfoniorkester

Sibelius' Finlandia og 1. Symfoni; Elgars cellokoncert; Beethovens 8. Symfoni; arier af Puccini og Verdi; Alan Petterssons 7. Symfoni; Fartein Valens Kirkegården ved havet og Poul Rovsing Olsens klaverkoncert; Vivaldis De fire årstider; Wiener bonbons – skønne toner af Strauss og Lumbye; Bachs Juleoriatorium; Schnittke - Suite i gammel stil; Peter Bruun - nyt værk med 4Elements.

DR Radiosymfoniorkestret

Per Nørgårds Bratschkoncert Remembering Child; Brahms' Symfoni nr. 4; Haydns Skabelsen; Sibelius' Symfoni nr. 5, 6 og 7; Pelle Gudmundsen-Holmgreens Plateaux pour Piano et Orchestre og Concerto grosso; Adams Chairman Dances; Lidholm Greetings from another world; Schuberts Symfoni nr. 7; Niels W. Gades Elverskud og Nielsens Symfoni nr. 1; Schumanns Symfoni nr. 1; Per Nørgårds Symfoni nr. 3; Beethovens Symfoni nr. 5 og 6.

DR RadioUnderholdningsOrkestret

Dr Slotskoncerter i Ledreborg; værker af Kent Olofsson og Varèse i festivalen Sound Around; DRs Juleshow 2007; Mozarts Requiem; DR Nytårskoncerter med The Bootleg Beatles; Beethovens Symfoni nr. 2 og 3, Hayds Symfoni nr. 38 og 39; Den glade enke; Matador;

Det Kongelige Kapel

Elgars Cellokoncert; Mahlers Symfoni nr. 1; Mozarts Klaverkoncert nr. 24; Bruckners Symfoni nr. 8; Stravinskys Violinkoncert; Brahms Symfoni nr. 1

Århus Symfoniorkester

Beethovens Symfoni nr. 6; Peter Bruuns Tre korte stykker til HCAYSO; Ravels Ventrehåndskoncert, Stravinskys Ildfuglen, Rosing-Schows Twofold; Sange fra Jul på Slottet; Händels Messias; Bruckners Symfoni nr. 3; Erik Norbys Regnbueslangen; Mahlers Symfoni nr. 6; Bachs Johannespassion; Ruders' Light ouverture; Brahms Symfoni nr. 2 og 4; Bartóks Koncert for orkester, Elgars Cellokoncert; Nielsens Symfoni nr 1; Rebecca Saunders' G and E on A.

Aalborg Symfoniorkester

Sibelius' 5. Symfoni, Bruckners 7. Symfoni, Beethovens Klaverkoncert nr. 4., Verdis Rigoletto; Berlioz' Symphonie fantastique; Christmas Gospel – rytmisk julemusik i bedste gospeltradition; Bachs juleoratorium; Beethovens 7. Symfoni; Orffs Carmina Burana; Gounods Faust; Mozarts Symfoni nr. 35; Beethovens Symfoni nr. 3; Haydns 100. Symfoni; Koppels Dobbeltkoncert for saxofon og klaver; Hillborgs Klarinetkoncert, Sigurd i Symfonien.

Odense Symfoniorkester:

Händels Messias; Nørgårds Twilight og Mahlers Symfoni nr. 5; Tjajkovskys Symfoni nr. 5 og Bartóks Violinkoncert; Beethovens Symfoni nr. 7; Nielsens Symfoni nr. 5 og Schumenns Klaverkoncert; Sibelius' Symfoni nr. 5 og Mozarts Symfoni nr. 29; Wagners ouverturre til Den Flyvende Hollænder; John Williams' Nimbus fra suiten Harry Potter og de vises sten; Dukas' Troldmandens lærling; Nielsens Alladin i uddrag og Lumbyes Drømmebilleder.

Hus(k)komponisten!

(Af Charlotte Rørdam)

Hvad er godt og hvad er mindre godt ved de danske symfoniorkestres repertoire, blev der spurgt! Til hjælp fik jeg tilsendt samtlige symfoniorkestres sæsonprogrammer. Skal repertoiret udelukkende bedømmes i forhold til hvilke værker, der er på plakaten i løbet af den kommende sæson, så kunne man godt mene, at der ikke meget nyt under stolen (violinistens!). Er det godt eller skidt?

Standardrepertoiret repræsenterer i sig selv en udvælgelse eller et konsensusniveau. Det består af værker, der har bevist deres levedygtighed. De kendte værker er akkompagnatører til vores liv; stier, der skal trædes igen og igen, det ligger i selve kunstarten musik, at de skal (gen)høres, idet de ikke kan opleves i tanken. Standardrepertoiret ændres kun langsomt, men tidens mange refleksioner om autentisk opførelsespraksis betyder, at symfoniorkestrene efterhånden har lagt den tidlige musik bag sig – den romantiske og den senromantiske udgør kernerepertoiret. Personligt kan jeg godt lide at høre standardrepertoirets grænseflader, men ofte bliver det tydeligt, hvorfor et værk ikke er mere spillet. Jeg er fuldstændig klar over, at forholdet til gentagelser er meget forskelligt, men jeg nyder at høre noget, jeg kender, hvis det spilles på en vedkommende måde.

Alle sæsonprogrammer betoner, at musikken skal opleves. At åbne et sæsonprogram er at invitere oplevelsesøkonomien ind i sin egen stue - og jeg tror nok, at Odense Symfoniorkesters Byg en musikbamse tager teten, når det gælder opfindsomme overskrifter. Repertoiret er egentlig ikke særlig forskelligt. DR Radiosymfoniorkestret har det mest omfattende program, hvilket skyldes, at deres sæsonprogram lader flere ensembler optræde side om side. Det Kongelige Kapel lever deres eget stille liv og kommer kun sjældent op af graven. I Sønderborg og Århus har man nye koncertsale. Her bliver oplevelsen, at standardrepertoiret kommer til at klinge på en ny og forhåbentlig bedre måde, hvilket også er grunden til, at Aarhus Symfoniorkester i højere grad end ellers har satset på "det sikre".

Men hvad med den samtidige musik? Hvis man bor i Øresundsregionen, kan man se frem til Øresundsbiennalen Sound Around. Men hvad med resten af landet? Huskomponistordningen, der blev lanceret i 2001 af det klassiske tonekunstudvalg, er kun synlig i Aalborg Symfoniorkesters program, hvor Anders Koppels tilstedeværelse synliggør den skabende dimension. Hvor blev huskomponisterne af? Det nye tonekunstudvalg har indført en supplerende "bestillingsordning". I stedet for en komponist, kan man bestille et værk! Ifølge sidste års beretning fra udvalget har denne "værkbestilling" vundet stor interesse netop hos symfoniorkestrene. Men man har indført en ordning, der er med til at præsentere ny musik som et nødvendigt onde i sæsonprogrammerne.

Profileringen af den skabende dimension er fraværende i sæsonprogrammerne. Det betyder, at standardrepertoiret kommer til at stå alene, ligesom komponister, orkestre og publikum ikke længere føres sammen. Det er dybt problematisk, og jeg håber, udvalget evaluerer sin praksis i relation til synlighed og nødvendigheden af mere samarbejde hen over grøfterne!

Det selvsvingende repertoire

(Af Georg Metz)

Dette er ikke en videnskabelig undersøgelse, men blot et par linjer på redaktørens opfordring ved gennemsyn af de store ensemblers farvestrålende sæsonprogramhefter. Indholdet hensætter én - uanset alle forbehold - i forundring. Og bekymring. Igen. Naturligvis skal nye publikummere kunne begynde her, hvad enten dette her er i Sønderborg, Odense, Århus, Aalborg eller København. Beethoven skal spilles. Og Brahms. Og Carl Nielsen. Og Sibelius rigeligt i 50-året. Spørgsmålet er bare, om dette standardrepertoire skal spilles så meget.

Det er til sammenligning værd at studere 1800-tallets koncertprogrammer. Her var det utænkeligt, at man ikke spillede ny musik. Ikke ved hver koncert, men ved hver eneste. Oven i købet i en tid uden anden reproduktion, end den man selv præsterede ved det opretstående. Behovet for at genhøre det én gang før hørte må have været usammenligneligt større dengang. Som bekendt fås Beethoven, Brahms, Mahler, Bruckner og alle de nyere klassikere i vore dage i dusinvis af fremragende indspilninger til fornuftige priser; de mere avancerede - eller skruppelløse - kan hente ned fra nettet. Man behøver ikke gå i graven uden at have hørt Beethovens 6. i én uendelighed. Hvis det er dét, man vil.

At dømme efter programmerne er det så dét. Selv under tortur er det umuligt at se forskel på de forskellige sæsonplaner. Måske lige bortset fra DRs symfoniorkester, som man - i åbenbar modsætning til resten af huset - aner fortsat føler en vag forpligtelse over for public service-tanken. Altså at man leverer noget, ingen andre leverer og præsenterer det nye, ingen andre har forudsætning for at kende. Utallige chancer for at opføre betydelig ny musik tabes - også i DR - ved i stedet at vælge det sikre: en ouverture af Verdi, en koncert af Beethoven og en symfoni af Brahms! Hvis dét er markedets diktat til, hvordan en koncert skal se ud, takker man de højere magter for, at der findes butikker - især i udlandet - hvor man for de penge, man sparer ved ikke at gide gå til disse rutineforestillinger med for få undtagelser, kan holde sig a jour med nyere og helt ny musik.

Men det er ikke det samme og bliver aldrig det samme som at få det senest skrevne live i ørerne, indsat ind i en forstandig koncertramme af musikfagfolk med overblik. Det kunne man gøre lidt på samme måde som i gamle dage. Sætte bare ét nyt værk ind i hvert program: en ouverture af Verdi, opus aldrig eller næsten aldrig før hørt og så den fucking symfoni af Brahms. Så kommer jeg farende igen. Nu bliver jeg gerne hjemme eller tager andre steder hen, hvor de har fattet, hvad det går ud på.

Alle har ret til et fedt køkken

(Af Henrik Marstal)

Vi lever i en tid, hvor det klassiske orkestermusikliv har åbenlyse problemer med at skabe den merværdi eller indiskutable nødvendighed, som normalt kendetegner succesfulde og trendskabende kulturinstitutioner. Den klassiske musik har ganske enkelt svært ved at være andet og mere end blot summen af de forventninger, dets brugere har til den. Den må på én og samme gang signalere seriøsitet, kulturarv og kunstneriske kvalitetsoplevelser på den ene side og hygge, jovialitet og ’noget for hele familien’ på den anden. Balancegangen er svær, selvom landsdelsorkestrenes sæsonprogrammer ihærdigt forsøger at få det til at se anderledes let ud. DR’s ressourcestærke orkestre derimod afholder sig klogeligt fra at balancere i deres guldrandede programmer. Men de holder jo heller ikke til i provinsen, hvor et orkesters eksistensberettigelse i disse år er hængt op på denne balance.

Denne balancegang er måske årsagen til, at landsdelorkestrenes programmer bugner med standardværker med minimum 100 års anciennitet, undertiden afløst af enkelte børnekoncerter. Bortset fra børnekoncerterne ligner sæsonprogrammernes indhold derfor til forveksling programmer, der kunne være blevet til for 10, 20 eller 30 år siden. Måske orkestrene blot spiller det, som deres kernepublikum ønsker at betale for at høre? Ja, måske. I så fald er der på en måde blevet svaret på disse ovenud hypotetiske spørgsmål: Kan og bør et sæsonprogram mon sætte sin samtid under debat? Og kan og bør kollektive samfundvilkår som for eksempel en Irak-krig, en religionsfejde, en integrationsdebat eller fænomenet nyrigdom spille ind på, hvordan en sæson tilrettelægges?

Mellem linjerne i programmerne aner man, at klassisk musik helst ikke skal minde sit publikum alt for meget om verden udenfor. I modsætning til (klassisk) litteratur, billedkunst og teater, i øvrigt. For tilsyneladende er Beethoven ikke længere momentvis revolutionær, Mahler komponerer ikke længere med modernitetens angst i knoglemarven, og Sjostakovitj har aldrig været fanget i et totalitært regime. Vi har glemt alt om det. Det er blevet til dansk, selvtilstrækkelig vellyd, l’art pour l'art det hele efter reklameslogan-devisen: Alle har ret til et fedt køkken.

Måske derfor magter orkestrene heller ikke at relatere sig til andre, mere samtidsorienterede musikgenrer, hvis vi ser bort fra dele af DR RadioUnderholdningsOrkestrets profil og ganske få andre, spredte tiltag. Sæsonprogrammerne er i hvert fald klinisk renset for rockbands, jazzsolister, verdensmusikere eller electronica-navne, der kunne være programsat i dialog med orkesterprogrammerne. Derved kunne man have fremprovokeret de særlige kulturmøder mellem forskellig musik, forskellige publikummere og forskellige verdensopfattelser, der på sigt kan skabe og nære drømmene, fantasien og troen på det umulige - til inspiration for alle, orkestrene inklusive. Ses vi i næste sæson?

Og var det Danmark?

(Af Jakob Levinsen)

Halvfems procent, lavt sat, af de danske orkestres koncerter i sæsonen 2007/2008 kunne at dømme efter programlægningen lige så godt foregå i Dnjepopetrovsk, Deadwood, Palermo eller Jokkmokk. Vel at mærke engang før Anden Verdenskrig.

Om end det er svært at forestille sig, at der de pågældende steder ikke, side om side med alt det centraleuropæiske standardrepertoire, ville blive spillet bare en lille smule mere russisk/ukrainsk, amerikansk, italiensk eller svensk musik, end der herhjemme bliver spillet dansk. Vi taler ikke engang specielt om ny musik, men om lokal musik generelt.

I særdeleshed hvis vi sætter Carl Nielsen uden for parentes, glimrer dansk musik af enhver art nemlig ved sit så godt som totale fravær. Her er lidt fejringer – ikke meget, navnlig ikke uden for DR-regi – af 75-års fødselarerne Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, et par fremkommelige næsten-repertoireværker som Hans Abrahamsens Stratifications og Erik Norbys Regnbueslangen, et nyt orkesterværk af Poul Ruders (både i DR og Århus) samt enkelte nye værker af Peter Bruun, Jesper Koch og Anders Koppel.

Foruden at Bjørn Tidmand synger dansktop med Sønderjyllands Symfoniorkester. Mens til gengæld landets ældste orkester, Det Kongelige Kapel, ved sine fire symfoniske koncerter ikke spiller en eneste dansk lyd.

Det er til gengæld i alt væsentligt også det. Spørgsmålet er, om det er noget orkestrene kan og skal lastes for.

De vil givetvis hævde defensivt, at de primært programsætter det, som der kan sælges billetter til. Hvilket dog åbenbart ikke afholder dem fra at eksperimentere med romantiske rariteter som César Francks Les Béatitudes eller Mendelsohns skrummel af en 2. Symfoni.

Erfaringen viser dog, at orkesterledelserne i så henseende har fuldstændig ret. Men frem for blot i bevidstløs nationalisme at kræve, at orkestrene uden videre skal være beskyttede værksteder for dansk musik, bliver det relevante spørgsmål nok så meget, hvorfor den lokale kunstmusik i stort format overhovedet er blevet så marginaliseret i kulturlivet, som tilfældet åbenbart er.

Vel at mærke i en tid, hvor publikum generelt vælter ind til danske film, dansk dramatik og dansk populærmusik, køber danske romaner i pallevis og flår billeder ned ad gallerivæggene, nærmest før de unge kunstnere har fået malingen tør, ja selv jazzen har på få år genopfundet sig selv og er blevet hip. Der mangler absolut ikke generel interesse for hjemlige kulturprodukter, heller ikke af ældre dato – er det bl.a. her i Herman Bang-året fremgået.

Selvfølgelig er det ikke et mål i sig selv at spille lokal sekundavare frem for international kvalitet, bare for at gøre det. Man skal have enten klaphatten eller forskerhjelmen trykket meget langt ned over ørerne for pr. definition at foretrække Gade for Mendelssohn.

Men forudsætningen for at få spillet mere af den gennemslagskraftige og langtidsholdbare danske orkestermusik, der måtte være, er, at dens skabere og fortalere selv får ændret på de fordomme om eller den manglende interesse for den, som tilsyneladende er en massiv kendsgerning både hos koncertarrangørerne og deres publikum. Der er nok at gå i gang med.

Kreativitet - kom til mig!

(Af Katrine Ganer Skaug)

Jeg indrømmer det gerne: Jeg er af dem, der skriger efter en orkester-revolution. Fordi jeg elsker orkestret. Jeg drømmer om kvindelige fede (både på den ene og den anden måde) dirigenter, kuriøse solister med mindst 5 huller i ørene og farverige klæder, jeg drømmer om en Beethoven-opførelse, som tager pusten fra mig, ikke fordi musikerne spiller alle noderne rigtigt og næsten lige så fuldkomment som på den indspilning, jeg har derhjemme, men fordi de tolker frit og uhæmmet og rasende radikalt. Jeg drømmer om et nyt repertoire, som kan sætte et forståeligt, for mig, spørgsmålstegn ved og gerne give bud på, hvordan et orkester med nutidens sammenlagte musikkompetence in mente kan lyde; æstetisk, intellektuelt, underholdende, sanseligt. Kan hænde at jeg er blasert, men der er mange som jeg, der kun sjældent går til orkesterkoncerter, og det er ikke sikkert, at det udelukkende er af andre årsager.

I dette perspektiv er det en trist fornemmelse, som fylder mig, når jeg bladrer gennem sæson-programmerne for 2007-2008 til Danmarks otte orkestre.

Dirigenterne er mandlige (1 - én - kvindelig dirigent kan opleves i Danmark de næste to sæsoner - følg med[1]!), mange ældre kontinentale stjerner, langt de færreste danske. Kvinderne er i høj grad repræsenteret som sangere eller strygere, de stirrer bydende på mig over bare, unge skuldre (hvor bliver de af, når de er fyldt 50?). Orkesterchefen og/eller chefdirigenten (begge mandlige) introducerer på første side. Orkestret stiller op i sort og hvidt og med opsat hår. Danske nulevende komponister er repræsenteret hvis de har et jubilæum[2]. Kun én dansk komponist under 50 bliver opført i danske orkestre i den kommende sæson[3]. Man kan her stoppe op og spørge sig selv, hvor mange danske orkesterværker, som er blevet skrevet (læs: bestilt) de seneste fem år - og hvor mange af dem, som fortsat spilles i dag. Koncerterne varer gennemsnitligt halvanden time. Til jul får vi Messias eller Juleoratoriet, og et show for børn med dertil hørende entertainere - det hele er ufattelig konformt.

Ud fra denne groft opsamlede statistik har jeg sagt noget generelt om, hvad jeg synes er dårligt, og tendensen er så entydig i det ganske land, at jeg tillader mig at skære alle over én kam, for dette er måske min stærkeste kritik: at orkestrene fremstår så ens, at de drives af tilsyneladende automatiske - eller måske endnu værre; velovervejede - konservative ideer om orkestrets position og muligheder uden at jeg kan få øje på grundlæggende visioner, som gør, at det ene orkester skiller sig radikalt ud fra det andet - ud fra læsning af programmerne. Jeg kender jo ikke alle udøverne, så måske vil det lyde mere overraskende end det ser ud? Det vil jeg definitivt komme ind til koncerter for at finde ud af.

Men hvor skal jeg begynde? Bladrer jeg gennem programmerne, bliver jeg slået af den måde, orkestrene henvender sig til deres publikummere - abonnenterne - på. Siderne er spækket med informationer om hvilken abonnentserie den og den koncert er en del af, og for undertegnede, som aldrig har været abonnent, fremstår dette som bedøvende, ligegyldig visuel støj – til og med en smule støj, der virker mere ekskluderende end inkluderende. Og hvis det er sådan, at den største andel af publikummere faktisk er abonnenter - hvor mange gange kræver de så egentlig at høre Beethoven og Brahms i løbet af to sæsoner?

Det er klart, at et monument som orkestret skal bekræftes og erfares igen og igen gennem den lykkelige periode, hvor standardrepertoiret blev skabt - vi skal ikke glemme klassikerne, eller rettere sagt, det som receptionshistorien har bestemt skal være klassikere. Spørgsmålet er, om dette gøres udelukkende med Beethoven og Brahms, eller om det lige så godt kan være orkestret selv, som repræsenterer denne sammenhængskraft.

Repertoiremæssigt savner jeg først og fremmest de historiske broer, som glimrer ved deres næsten totale fravær. Hvor er Ligeti, Messiaen, Berio, (Schönberg & Berg), Penderecki, Lutoslawski - Pärt for den sags skyld? Det virker, som om orkestrene har en programfantasi, som rækker frem til Stravinsky, og svinger derfra ud i apati, indtil nogen pirker i dem og lokker dem til et dansk bestillingsværk. Næsten alle orkestre byder også på kammerkoncerter, og overraskende nok er repertoiret her næsten endnu mere konservativt, i betragtning af at den nye, gode musik måske i større grad er skrevet for små besætninger end for orkester.

Helt alene og uden sammenhæng i øvrigt står tre koncerter med et repertoire, som ikke ligner noget andet: Det er koncerter, som tager del i årets store lancering af biennalen Sound Around. Det er imponerende arbejde af festivalen at plante det, som for orkestrene må være et fuldstændig fremmedartet koncept; op til fem nulevende komponister på samme koncert, og det fra deres egen region. Heldigvis er der to år til næste gang ...

Når alt dette er sagt: DR Radiosymfoniorkestret er i sammenhængen god til at løfte danske flagskibe frem og til at variere koncertudbuddet med Metro-Nat-Lørdags-koncerter m.m. En kammerkoncert med Vinko Globokar, Ligeti og Holmboe i Odense ville jeg gerne komme til, ligeså César Francks sjældent hørte Les Béatitudes og Zemlinski med Sønderjyllands SO. Afslutningsvis skal det i tillidens tegn nævnes, at RadioUnderholdningsOrkestret har skabt sin helt egen plads og faktisk træder frem med en klar profil – monstro man her kan mestre at udfordre med det kreative musikalske indhold i kombination med det appellerende endnu mere i tiden der kommer?

• Den unge finske komet Eva Ollikainen

• Pelle Gudmundsen-Holmgren og Per Nørgård; kun sidstnævnte har fundet vej til andre orkestre end DRSO

• Peter Bruun

Fra en koncertgængers plads

(Af Christian Ørn)

Som koncertgænger gennem mange år er jeg blevet bedt om at komme med nogle synspunkter på de danske symfoniorkestres repertoire. derfor har jeg gennemset orkestrenes sæsonprogrammer og er blevet glædeligt overrasket og imponeret.

Der er gennem årene - og især i de senere år - sket en kolossal udvikling i landsdelsorkestrenes spillemæssige standard. Dette i forbindelse med forøgelse af orkestrenes størrelse har gjort det muligt ude i landet regelmæssigt at tilbyde publikum også større værker i gode udførelser. Dette udnyttes selvfølgelig til at skaffe flere tilhørere med mange værker fra det gængse standardrepertoire. At orkestrene så ønsker endnu bedre muligheder med flere musikere og bedre spillesteder er selvfølgeligt.

Da jeg hovedsagelig følger det københavnske musikliv, vil jeg komme med nogle betragtninger om de faste orkestre her - selv om vi også får glædelige besøg af såvel landsdelsorkestrene (Sjællænderne regelmæssigt) som fremmede ensembler.

Det Kgl. Kapel indtager med det stærkt begrænsede koncerttal slet ikke den plads i det københavnske musikliv, som dette fremragende orkester burde. At koncerterne nu finder sted i Operaens tørre akustik, gør ikke sagen bedre.

Den centrale plads indtages af det i disse år forrygende godt spillende DR Radiosymfoniorkestret. Der udbydes et stort antal koncerter med omfattende repertoire og fremragende dirigenter og solister. Der er også andre tiltag som en-times Metro-koncerter, ungdoms- og børneprogrammer. Da radioen ikke er slet så afhængig af tilhørertal, spilles der her mere nyere og ny musik.

En særlig status indtager RadioUnderholdningsOrkestret, der spiller det absolut bredeste repertoire for det absolut bredeste publikum i landet. Den klassiske del har i de seneste år markeret sig meget stærkt takket være orkestrets store entusiasme. En stærk og veldrevet klub RUO giver stor publikumsopbakning og formentlig flere tilhørere til de klassiske koncerter.

Om ny og nyere musik kan jeg ikke skrive meget, da jeg savner klare definitioner af disse kategorier. Da jeg først i 1950erne begyndte at gå til koncerter var Sjostakovitj og Bartók meget moderne (og er det stadigt for mange) og Mahler nærmest ukendt. Nu er det standardrepertoire. Men jeg tror på den anden side ikke, at mange af de mærkværdigheder, vi udsættes for i dag vil overleve tidens tand. De giver anledning til et høfligt bifald, når (fordi?) de er overståede. En stærk forøgelse af dette repertoire vil formentlig give ringere opbakning til orkestrene, hvad ingen kan være interesseret i. Det er derimod min opfattelse, at der i de mindre ensembler og i kammermusikken er en noget større åbenhed og mulighed for det nye.