Nye udgivelser: Cd'er

Af
| Årgang 82 (2007) nr. 02 - side 79-83

Det er blevet stadig sværere at finde ud af, hvad ny musik egentlig er. Alt muligt kan snart puttes i den flaske, der hedder ny musik. Der er folk, der mener, at det efterlader os med et problem, hvis vi ikke har et navn til den musik, der oftest repræsenteres i disse spalter; at også Nørholm, Heegaard og Nørgård skal "brandes" med en fiks salgbar betegnelse på den musik, de skaber. Personligt kommer jeg altid til at tænke på billig Cognac, når smarte folk taler branding, men også det er min begrænsning.

Ja, det ville være rart, hvis vi havde en kæk betegnelse for vores "produkt", et varemærke som var alment kendt af enhver i dette land, men det har vi ikke, for vi beskæftiger os ikke med en vare. Og det gør vi ikke, uanset om musikken forklæder sig som trykte noder, cd'er, magasiner, forelæsninger eller koncerter. Måske nogle af vores samarbejdspartnere på forlag, pladeselskaber og blandt koncertarrangører oplever købmandssuset, men lad os så længe som muligt insistere på, at kunsten er ren og hævet over profitmaksimering, segmentanalyser, og hvad brandinghelvedet ellers har skabt af uvirkelighed. Og hvis vi skal snakke marked - hvilket marked opererer vi så på? Bevidsthedsmarkedet?

Med disse dybt konservative ord - det har dog nu i nogle år været avantgardens pligt at være fastholdere - vil jeg kaste mig over cd-høsten med "Bevidst Ny Musik".

Finn Savery

Chamber Music. Kontra Kvartetten, John Kruse, Svend Winsløv, Anne Mette Stæhr, Guitarkvartetten Synergie. Dacapo 8.226528

En cd med kammermusik af Finn Savery giver mulighed for at få indblik i dele af et oeuvre fra en komponist, der ikke har været så let at sætte i bås. Godt at vi har sådan nogle også, skabende kunstnere, der kaster sig over det, der interesserer dem og ikke lader sig gå på af, om nogen kalder det jazz, musical eller dodekafon sats.

Finn Savery har altid udfoldet sig som udøvende musiker, som pianist, og det kan være erfaringerne med selv at stå på podiet og forsøge at fastholde et publikums interesse, der afspejler sig i værkerne på denne cd. Ikke forstået som at der angles efter sympati; men som at der er en umiddelbar udtryksvilje og en vilje til at holde fast i en grundlæggende stemning i en sats. Det kendes også fra dele af den rytmiske musik, hvor man gerne holder fast i percebtible ideer og gentager dem til de er banket fast; her er det mere sofistikeret; især i 2. satsen af strygekvartetten holdes man fast i et fascinerende tonalt rum.

De fire værker på cd´en strækker sig over en 20-årig periode med Strygekvartet nr. 2 fra 1983 som det ældste værk og variationerne for klarinet og Strygekvartet fra 2003 som det yngste. Et fællestræk for disse værker er en venlig modernisme, som var Savery en dansk Shostakovich, men uden dennes bitterhed og brutalitet.

I trioen for klarinet, cello og klaver fra 1999, der her spilles af de samme musikere, der uropførte værket, mærkes især i midterdelen Saverys rytmiske tendenser; men jeg kommer altså til at føle det lidt for uforløst. Vorherre bevares, der spilles kompetent og dygtigt, omend ikke helt pletfrit; men rytmisk frigjorthed efter noder er en vanskelig sag, og jeg tror, jeg kan begejstres mere, end jeg blev ved denne lejlighed. Værkets ene sats med tre tydelige dele gennemgår en fin udvikling, og der er både sammenhæng og udvikling i forløbet.

Om guitarkvartetten Synergie har taget navn efter værket Synergie, ved jeg ikke, men jeg har ikke hørt om dem før, og det kunne tyde på, at de har sat sig sammen til lejligheden. De må dog gerne blive siddende sammen for de fire guitarister spiller både sammen og hver for sig glimrende, og vores p.t. eneste anden guitarkvartet Corona kan sagtens trænge til lidt konkurrence. Værket Synergie i tre satser er måske til gengæld det mindst spændende på denne cd. Mogens Andersen kalder i sine lidt tørre noter til gengæld værket for cd´ens mest udadvendte, men sådan er vi jo så forskellige.

Variationer for klarinet og strygekvartet afslutter cd'en. Et værk med en klar struktur: 3 gange en klarinetmelodi efterfulgt af en variation, på trods af den meget tekniske note om principperne bag kompositionen et levende, og i ordets bedste forstand, musikantisk stykke musik.

Denne musik voksede ret hurtigt i denne lytter og vil blive sat på cd-spilleren, også når dette DMT er glemt. Eneste anke mod cd´en er en uensartethed i klangen på de forskellige stykker, der for en del skyldes tre forskellige indspilningssteder, men også en stor forskellighed i det klanglige nærvær af instrumenterne - f.eks. er flygel lidt for fjernt og guitarerne alt for tæt på. Et lille gib giver det i én når der så tydeligt skiftes "rum" i løbet af en cd.

George Crumb

The River of Life og Unto the Hills. Ann Crumb, Orchestra 2001. Dir. James Freeman. Bridge 9218 A/B

Jeg er så heldig at have mødt George Crumb, og denne meget venlige mand har jeg siden tænkt på som den ny musiks Walt Disney, fordi jeg har disse barndomserindringer af denne meget flinke Walt Disney, der præsenterede Disney Show ved en kaminhylde i et sort-hvidt fjernsyn. Disney er i mine øjne stærkt undervurderet, så der ligger intet nedvurderende over for Crumb i dette - tværtimod - vi har også i den ny musik brug for en Walt Disney.

På denne dobbelt-cd slår Crumb fuldstændig benene væk under mig! Surrealistisk musik af højeste klasse – ikke siden Mogens Winkel Holms Prison Music har jeg oplevet musik af så intens uvirkelig karakter. På de to cd´er kan man høre hhv. American Songbook I, Songs of Joy and Sorrow – A Cycle of Hymns, Spirituals and Revival Tunes og American Songbook III, Songs of Sadness, Yearning and Innocence – A Cycle of Appalachian Songs. Solisten er Crumbs datter Ann Crumb, (hun er i mine ører kongenial her) orkestret består af fire slagtøjsspillere og et forstærket klaver og på en enkelt sang medvirker Crumb selv som recitator.

Og hvad er det så, der er så fantastisk ved disse sangudsættelser? Det fantastiske består i flere ting - den grundlæggende idé med at sangene og hymnerne osv. stort set synges, som de er i salmestil, gospeltradition, som showpiece eller børnesang osv. men med et akkompagnement der tilsyneladende befinder sig i en helt anden verden, giver en usædvanlig skarptskåret dobbelthed i hvad disse sange pludselig betyder - hvilket er tæt på en af definitionerne på surrealisme: "Kendte ting i forkerte omgivelser". Så er der selve den klanglige udformning som - selv efter Crumbs egen standard - er usædvanlig opfindsom, vittig, grotesk eller underskøn - flere steder i en grad så jeg skreg af grin, slugte en klump eller fik gåsehud over den kraft, der er i disse amerikanske traditionelle sange.

Crumb siger selv om The River of Life at det er hans "Ives´ske ting", og det er der noget om, selv om der selvfølgelig er stor forskel på den måde, de benytter de traditionelle sange på. Men begge undgår sentimentalitet i den grimme forstand, Crumbs version af Amazing Grace fx er tilsyneladende renset for ironi eller kritik mod kreationister og fundamentalister og står på mærkværdig måde som et helt renfærdigt, uskyldigt og TRO-værdigt udtryk for den frelstes taknemmelighed, ligesom der ikke er den mindste Atlanterhavsdamper i sigte i hans udgave af Nearer, My God, To Thee.

Der er et smukt nostalgisk skær over hele projektet, George Crumb erindrer sig sangene fra sin barndom, Ann Crumb erindrer sig sangene som hendes forældre sang for hende, og vibrafonens tremulator, crotales der bøjes af pauker, sten der spiller melodier, og slagtøj der hives op og ned af vand gør deres til denne erindringsstemning om en barndom, der aldrig kommer tilbage, en Gudstro der er blevet umulig og alligevel et stadigt, uudslukt håb om, at vi da bare selv kan skabe Paradis.

Produktionen er forbilledlig klar og velklingende. Anbefales til alle der har det svært med USA - også dér findes ordentlige mennesker.

Peteris Vasks

Symfoni nr. 3 og Cello Concerto. Marko Ylönen, Tampere Philharmonic Orchestra. Dir. John Storgårds. Ondine ODE 1086-5

Og nu hvor vi er i det Guddommelige hjørne - hvis der er hjørner i det altfavnende - er det vel opportunt at forholde sig til denne cd med to større værker af den lettiske komponist Peteris Vasks.

Han siger selv om sin tredie symfoni fra 2005/06: »Hvad vil jeg fortælle om med denne symfoni? Om skønheden i Guds verden. Menneskehedens skæbne, og et folks skæbne. Kærlighed til og troskab over for idealer.Tab og evnen til at rejse sig og gå fremad. Faktisk om den endeløse kamp mellem mørket og lyset. Måske er det rigtigere at sige, at jeg tænkte på alle disse ting mens jeg komponerede symfonien. Enhver lytter vil opleve sit eget.«

Måske ville jeg være fascineret en anden dag. Jeg synes, at musikken, efter at jeg havde lyttet i timer på Crumb, er for simpel og for længe om at forsøge at sige nogle store ting, der dog vedbliver at være ganske banale. Noget af materialet er af en sådan karakter, at jeg har svært ved at forstå, at en voksen mand kan finde på at skrive det ned og/eller give det en udstrækning som her på godt 40 minutter. Næh, må jeg bede om Góreckis 3. Symfoni.

Heller ikke i cellokoncerten gør Vasks en lang historie kort, fem satser og en samlet spilletid på knap 35 minutter får man. Inddelingen i fem satser og en symmetrisk akse i midtersatsen gør på sin vis musikken mere koncentreret i sit udtryk; men specielt prægnant eller opfindsom synes jeg ikke, den er. Og så slår fordomspolitiet til her – når en komponist kalder en sats Toccata – som Vasks gør et par gange her, medfører det desværre sjældent andet end en masse sekstendedele, hvor det burde signalere ekstrem opfindsomhed og suverænt håndelag. Jeg oplever instrumentationen som uelegant og karakterløs, og selvom det musikalske materiale synes mere konsistent og holdbart her end i symfonien, er det stadigvæk ikke specielt interessant for mig. Der er for mange hensigter, er jeg bange for.

Men solisten Marko Ylönen gør en stor indsats for at få mig overbevist, og det samme gør Tampere-orkestret og dirigenten John Storgårds som tydeligvis går ind for musikken. Og måske skal man tro mere på dem end på mig.

Og nu vi er i Åndernes Verden:

euhma

Eugene Hye-Knudsen, cello, og Martin Åkerwall, klaver. Euhma records euhma0010

For nogle år siden forsøgte jeg på DR's hjemmeside Avantgarde at opstille en række dogmer, der kunne muliggøre den fortsatte eksistens af den "ny musik". Jeg kom i tanke om et par stykker af disse, da jeg hørte denne cd:

1: Musikerne/ensemblerne skriver musik selv - det er ingen garanti for mesterværker, men engagementet øges voldsomt - det kan også anskues som, at komponisterne atter begynder at optræde med deres musik.

2: Ny musik er kun ny, hvis den har inddraget etnisk musik - Ny Musik skal have et stærkt åndeligt indhold, eller Ny Musik skal bare lyde enormt godt.

euhma lever op til disse dogmer, og lever op til deres eget erklærede formål om at være introspektive og skabe musik, hvor man både kan flyde ind i sig selv og ud i et drømmende univers.

I den medfølgende pressemeddelelse skriver de »Musikkens inspiration er hentet i det uhørlige indre klingende kosmos af nattens mørke, stjerner der falder som dråber, gåsehuden af engles vingestrejf og måske – indre dæmoners uforløste hvisken.«

Ja, så mangler der kun lidt aromaterapi og et par medfølgende krystaller.

For mig at høre er der mange lysår til den nærmeste dæmon i denne diatoniske musik, der langsomt, langsomt i masser af rumklang svæver afsted fra den ene vippende terts til den anden, i stykker med titler som Angel, Open my hands og Angels Siesta. Jeg kan ikke høre dette som egentlige musikalske udsagn støbt i en form, jeg kan ikke høre forskel på nogen af stykkerne på cd'en, og jeg kan ikke sige, at jeg ikke kan fordrage det - blot må jeg erkende, at dogmerne om beåndet musik, der lyder enormt godt og er spillet af komponisten selv, ikke er tilstrækkelige i denne forbindelse for at skabe en musik, der er vedkommende for denne smagsdommer. De gør det for nemt for sig selv, kan man være fristet til at synes. Men min kone ringede hjem en af gangene jeg hørte cd'en og spurgte ganske hurtigt til, hvad det var for noget dejlig musik, jeg hørte.

Stockhausen

Stimmung. Theatre of Voices under ledelse af Paul Hillier. Harmonia Mundi HMU 807408.

Det er ikke overjordiskhed, der mangler i Stimmung. I dette banebrydende værk fra 1968 påkaldes blandt meget andet 29 guder, og i den tids ånd er de næsten alle fra uddøde religioner i Sydamerika eller fra Østen. Den på det tidspunkt fremherskende vesteuropæiske Skaber: "Gud" nævnes vist ikke i løbet af de 78 minutters tid Stimmung varer i denne "Copenhagen version, 2006".

Værket fascinerer stadigvæk, tiden føles ikke lang, afsnittene er tydelige, der mærkes hele tiden en stærk skaberkraft bag de syrede klangverdener. Og der er såmænd også antydninger af humor, hvilket heller ikke bør mangle i et så totalt værk. Så jeg fniser stadigvæk når de seks sangere pludselig finder sammen i en lækker akkord og synger "Barbershop" - ja altså de synger ordet Barbershop!

Her kan botaniseres i klangene, man kan synge med og finde sin plads i lydbilledet, måske kan man efter en tid skabe en overtone eller to, hvis man finder sin plads i klangen. Jeg hører en del 68-westcoast lyd flere steder undervejs - fx wahwah lydene, der ikke blot siger wahwah, men til tider har den bagvedliggende farvning man husker fra den tids elguitarlyd, men der er også øjeblikke i Mongoliet, i Middelalderen, i Mælkevejen - og i evigheden ...

Alle de interessante ting man kan sige om ordet Stimming - Stemning, "Stemmethed", finstemning og en fin stemning bliver hurtigt ordlege, og det er en grundlæggende del af Stimmung, skriver Paul Hillier i sin fremragende tekst i bookletten, idet Stimmung tilbyder et høresyn på verden som en fortsat transformationsproces. Stimmung er en leg - med toner, med ord, med betydninger, med de medvirkende og med os, der lytter og går ind og ud af de konstante klanglige faseforskydninger, som er uden den mekanik, man ellers kender fra elektroniske "phasers" eller rytmiske faseforskydninger i minimalmusik.

Gud er jo gladest for den omvendte synder, og mon ikke Stockhausen har det på samme måde? Jeg er i hvert fald dybt fascineret af dette værk, selvom jeg ikke tidligere har følt mig draget af Stockhausen og hans universer.

Cd´en kan afspilles på et flerkanalssystem - og sådan et vil jeg have nu! Jeg har "kun" kunnet høre stereo, og her var den bedste lydoplevelse i boligens mest resonante rum. Det er min fornemmelse, at Theatre of Voices seks sangere og Paul Hillier gør et formidabelt stykke arbejde her. I modsætning til den foranstående cd med euhma sættes de medvirkende her på mange vanskelige opgaver, som de forløser, også når det har kastet dem ud i ukendte universer. Og det er stramheden i materiale og form, det artistiske og det transcenderende, der gør, at denne cd er konstant fascinerende at lytte til.

Og at vi i bookletten får at vide at den ene sanger interesserer sig for biavl, en anden for biler og en tredie er uddannet på Copenhagen Business School er måske kun et udtryk for at vi også uden for Stimmung skal acceptere totaliteten.

Aksel Schiøtz

Komplette indspilninger 1933-46. Danacord DACOCD 451-460 (11 cd´er).

En helt anden slags sang findes der på denne samling, et sandt overflødighedshorn for os der elsker et tydeligt, smukt og følsomt sunget dansk. For andre sikkert en ørkenvandring, men så lad dog være med at gå ind i ørkenen. Gå langs kanten og lyt lidt her og lidt der.

Aksel Schiøtz indsang ikke i Abbey Road-studierne, men de gamle optagelser har været derovre og blevet renset i så høj grad, som det er muligt, således at vi kan høre de gamle optagelser, om ikke helt uden nævneværdige støjgener - så næsten! Og nej jeg har ikke hørt alle 10 cd´er endnu, har strejfet lidt og lyttet til Carl Nielsen med fx Carl Nielsens gode ven Chr. Christiansen, Herman D. Koppel eller Arne Skjold Rasmussen ved klaveret. Og hørt ham synge Cole Porter, Bernhard Christensen og Emil Reesen. Hørt ham som "den maskerede tenor" sammen med Palladiums Wurlitzer kinoorgel synge Mens jeg har dig endnu. Lille mor og hørt ham synge Bellman akkompagneret af Banjo-Lasse eller Jørn Grauengård.

Og så er der uddrag fra Matthæuspassionen, så man får lyst til at kalde Aksel Schiøtz for den maskuline pendant til Kathleen Ferrier. Intelligens, stemmeskønhed og denne dirrende timbre som er så bevægende. Og så er der Dichterliebe, og Dowland og Mozart og ja det er ikke ny dansk musik, men det er et af de sidste udtryk for det kernedanske - også i sin bredde fra den højeste kunst - eller dybeste om man vil – til det rene Morten Korch. Denne lysende sanger favnede det hele og var folkekær som rigets ypperste sanger - hvem er det i dag? Richard Ragnvald eller Poul Dissing?

Den medfølgende tykke bog er glimrende i sin blanding af fakta, dokumentar, anekdoter og fotos. Så mange tak til Danacord og de hjælpende fonde for at have givet os muligheden for en komplet samling Schiøtz. Det komplette kan vi neurotikere jo godt lide.

Sibelius

Complete recordings, Volume 1: Tonedigtene (5 cd’er) og Volume 2: Kammermusik 1 (6 cd’er). BIS. Bis-CD-1900/02 og Bis-CD-1903/05.

Dansk musik er det ikke, der medvirker heller ingen danskere (med mindre der sidder en dansker i et af de medvirkende orkestre), men Sibelius' betydning for dele af den danske musik bør ikke undervurderes. I anledning af 50-året for hans død realiserer Roland von Bahr fra BIS en livslang drøm om at indspille hver eneste eksisterende node fra Sibelius' hånd. Hvis planen holder udkommer det trettende og sidste volume i marts 2010.

Hvad der i første omgang slår en, når man lukker op for æsken med de 5 cd’er med tonedigte, er, at hver cd ligger i en lille snoldet papirpose - Aksel Schiøtz lå dog i en papfolder - og det næste, der undrer, er, hvorledes værkerne er fordelt på de 5 cd’er. Der er tale om en meget komplet udgave dvs. at der for mange af værkernes vedkommende er tale om indspilninger af hhv. den oprindelige version og den reviderede version. Når man så har hørt Finlandia, kunne det jo være interessant at høre den tidligere udgave Finland vågner, der er ét sekund kortere, men så skal der skiftes cd, og sådan er det med samtlige dobbeltindspilninger - de er aldrig på samme cd.

Indspilningerne er på et højt niveau både musikalsk og teknisk, selvom de ældste indspilninger daterer sig til 1985. Igen er det for meget at sætte sig og høre det hele fra starten af, så det er blevet til lidt pluklytning, og den afslører to ting, som man egentlig godt vidste: At Sibelius' stemme i musikken er så personlig og genkendelig, at han er genkendelig selv i et kort Danse-intermezzo med kastagnetter og spanske antydninger, og at han - som alle andre komponister - både har skidt og kanel på værklisten.

I Volume 2 med 6 cd’er med kammermusik - samlet spilletid 7 timer 17 minutter og 47 sekunder - er der fokus på den meget unge Sibelius dvs. fra 18- til 25-års-alderen. Der er tale om strygekvartetter, kvartetsatser, klavertrioer og -kvartetter samt to spøjse værker for hhv. klaver og harmonium og klavertrio og harmonium. Dem kommer vi sikkert snart til at høre ustandseligt med vores aktive akkordeonister og harmonikaspillere.

Meget af materialet på disse cd’er er stiløvelser, og alt er med – det korteste stykke varer 10 sek! Og en lille Scherzo-sats på 43 sekunder er færdiggjort af Kalevi Aho. Jeg fik hurtigt den association at denne lytning svarede til at gennemlæse samtlige Johannes V. Jensens fristile og genfortællinger fra hans gymnasietid ...

Naturligvis er der da overraskelser undervejs - fx er der øjeblikke i cd-sættets afsluttende c-mol-kvartetsats, hvor den 26-årige Janne kæmper for at sprænge de konventionelle rammer han har sat sig selv ind i.

I forhold til sættet med tonedigte er det påfaldende, så lidt af det, der er til stede i disse ungdomsværker uden opusnummer, man opfatter som Sibeliusk. Men så kan man jo blot zappe til de tre værker med opusnumre, B-Dur strygekvartetten, Voces intimae eller hans sidste kvartetværk Andante festivo fra 1922. Og pludselig er den der igen, Sibeliusstemmen, med tyngde og lethed, højt til himlen, dybt til bunden og spillet glimrende af Tempera-kvartetten - men festivo må være i den finske betydning af fest.

De medfølgende booklets er glimrende, to i hver box; en biografisk om Sibelius’ liv - med et par for mig hidtil ukendte fotos - og en om box-sættets værker. Tekst på engelsk, fransk, finsk, tysk og japansk.