Opera uden for rammerne

Af
| Årgang 82 (2007) nr. 02 - side 62-63

»Toget til Silkeborg, Herning, Struer, 10.42 er forsinket ca. 10 minutter.«

Det er lørdag den 1. september lidt i elleve. Århus Festuge er i fuld gang og kødranden lige inden for indgangen til Århus Hovedbanegård tæller efterhånden små hundrede mennesker. Nogen er tydeligvis kommet, fordi de ved, at der skal ske noget, andre stopper op, nysgerrige ved synet af den lille håndfuld klassiske musikere, der putter sig ovre i hjørnet af forhallen. En midaldrende herre er i gang med at tape en posefuld hjemmelavede plakater for et klassisk korarrangement senere på ugen op på søjlerne i forhallen – klods op og ned af Aarhus Sommeroperas mere professionelle posters. Et par småfolk har hurtigt spejdet kassen med flag ovre ved musikerne og trækker ihærdigt af med deres shoppingkulrede forældre.

Michael, fotografen, dykker ned i kødranden med sit kamera og forsvinder. Kort efter går forestillingen, eller rettere: scenen Maskepi på Banegården i gang.

»Hej, det er mig. Der står nogen i banegårdshallen og synger opera! Hvordan de ser ud? Det er lidt svært at sige: Ham manden, der synger lige nu, er i DBS-uniform og har ret kort hår. Jeg bliver her lige lidt og ser, om det er noget. Vi ses bare bagefter.«

Den unge fyr på venstre side af mig snakker ugenert i sin mobil, så jeg får det hele med. Godt det samme, for forhallen i Banegården runger og larmer, så man knapt kan høre, hvad der bliver sunget og spillet. Det er nok kun dem i indercirklen af den nu fuldstændigt tætpakkede kødrand, der får alle detaljer med, men det handler vist om, at de to sangere venter på noget eller nogen. En kvinde med rullekuffert, der sådan set godt kunne gå for en almindelig rejsende, viser sig snart at være en af de medvirkende. Det er sjovt fundet på, og hvis man ikke lige vidste det i forvejen, er det nu, mistanken, om at Svend Åge Madsen har en finger med i spillet, melder sig. Min sidemand lytter endnu et minuts tid, snupper et par billeder med mobilen og drysser derefter videre til sin aftale.

Ti minutter efter er det hele overstået. Kødranden opløses næsten øjeblikkelig og Michael dukker op igen. »Fik vist nogen o.k. billeder. Hvor skal vi hen nu?« Der er tre kvarter til at fordøje indtrykkene og følge efter musikerne og sangerne de godt hundrede meter gennem Banegården til indkøbscenteret Bruuns Galleri.

Allerede den første scene åbenbarer tydeligt vanskelighederne ved at lave moderne musikdramatik "ude i virkeligheden", gadeopera eller hvad vi nu skal kalde sagen. I 2007 er der simpelthen for megen støj i form af visuelle og lydlige indtryk fra omgivelserne til at man kan høre detaljerne i Peter Bruuns stemningsfulde musik og fange finurlighederne i Svend Åge Madsens krøllede figurgalleri. Michael rammer ret godt hovedet på sømmet: »Jeg tror egentlig "rigtig" opera ville virke bedre. Det er simpelthen flere gode og iørefaldende popmelodier.«

Næste scene, Burleske i Bruuns, har grundlæggende de samme svagheder som Maskepi på Banegården. Denne gang er det dog ikke DSB’s forsinkelsescirkus, men den streetwise hiphop fra tøjbutikkerne i shoppingscenteret, der overdøver scenen. Kunsten drukner bogstaveligt talt i lyde, musik og indtryk designet til at påvirke os. Påvirke os til at sænke tempoet, så vi kan lade os lokke af alle de gode tilbud, eller med et skråsikkert beat lulle os ind i troen på at lige præcis et par lækre sko, eller de smarte accessories og fede gadgets fra en af butikkerne vil give os det særlige ekstra, som vil bringe os et skridt nærmere lykken.

En lille sjov detalje i Bruuns er den ene af sangerne, der lige smider et par håndører i en violinkasse. We’re Only In It For The Money som den amerikanske komponist m.m. Frank Zappa formulerede det forfriskende sarkastisk. Hvem ved, måske er musikerne i Randers Kammerorkester heldige og får til en ekstra 'latte' eller en sandwich bagefter.

Scenen gentager sig (alle gode gange tre) i Bazar Vest. – Her er det blot de nydanske forretningsdrivende, der griber ind i kunsten. Og efter alt at dømme er musikerne og sangerne her mest af alt bare i vejen.

Det første dybere indtryk af musikken og handlingen får jeg på Århus Hovedbibliotek weekenden efter. Scenen hedder Melodrama på Biblioteket. Hele byens musikliv er troppet op. Folk småsludrer hyggeligt og slår sig forventningsfuldt ned på gulvet foran musikerne. Her er det til at få ørenlyd og høre detaljerne i musikken, hvad der bliver sunget og hvordan.

Det står hurtigt klart, at Svend Åge Madsens tekster i de rette omgivelser er mere end velfungerende som operalibretto, og at Peter Bruuns musik meget præcist udmaler persongalleriets konflikter og indre følelsesliv. I bibliotekets forhal er der trods de almindelige låneres trissen rundt mellem reolerne og bibliotekarernes mere målrettede færden nemlig plads og respektfuld ro nok til, at en musikdramatik, som kommer mere eller mindre direkte fra teatret, kan fungere. Her er godt nok ingen rigtig scene, men illusionen om et scenerum defineres hurtigt og åbner plads til et velkendt, subtilt Madsensk spil på virkelighed og fiktion, sandhed og løgn – i Århus. Den dramaturgiske leg med tilsyneladende tilfældige personer, som fra at have været fordybet i læsning ovre i et hjørne af forhallen pludselig kaster bogen fra sig og bryder ud i en sang om alle fiktionens fortrædeligheder, virker både stærk og spændstig. Der er også ro og plads til at traditionerne og konventionerne omkring operaopførelser kan holdes i hævd, så forfatter og komponist kan modtage publikums hyldest efter forestillingen.

Tilbage foran computeren rammes jeg af et underligt forbehold for projektet. Det er jo ikke, fordi librettoen er dårlig - tværtimod - Madsens tekster er som nævnt usædvanligt velegnede som forlæg for opera. Musikken og udførelserne fejler bestemt heller ikke noget - karakteristisk, intim og lettilgængelig uden at være banal. Publikum er alle steder da også gået opstemt og smånynnende fra optrinnet, så hvad er det i grunden, der er galt?

Det mest presserende spørgsmål er vel i grunden heller ikke, om teksterne er velegnede, eller om musikken er god, snarere om moderne musikdramatik er specielt velegnet som gøgl på banegårde og i indkøbscentre. Kan - og skal - kunstens elite konkurrere på markedspladsen på lige vilkår med konsum, muzak, tant og fjas? Kan opera og moderne musikdramatik overhovedet fungere som en hurtig og nærende snack, der stiller en lille sult hos det moderne fortravlede menneske? A la: Hej! Jeg vil godt ha’ en fransk opera med det hele. Eller går det ud over noget af operaens - eller for den sags skyld den klassiske musiks - vigtigste kvaliteter: Den luksus det er, at have fred og ro til at fordybe sig og lade sig konfrontere med et kunstværk. Man spiser jo heller ikke fem retter lækre og omhyggeligt forberedte økologiske delikatesser fra pølsebakke, mens man venter på linje 15 mod Brabrand.

På den anden side kan jeg kun nære beundring for intentionen om at ville transponere musik og musikdramatik fra koncertsalen eller teatret ud i virkeligheden, men det kræver nok en dybtgående overvejelse af, hvem man i grunden vil flytte: musikerne eller publikum? Og kunsten kræver helt sikkert forstærkning - både i konkret og overført betydning.

Aarhus Sommeropera har efter succesen med Tugt og Utugt i mellemtiden og Edens gave overtalt den århusianske forfatter Svend Åge Madsen til at skrive yderligere fire korte tekster til et nyt operaprojekt.

Soapera, 4 operascener af komponisten Peter Bruun er designet til opførelse i det offentlige rum, rundt om i Århus: på Banegården, på Hovedbiblioteket, i indkøbscenteret Bruuns Galleri og Bazar Vest i Gellerup. Opført i forbindelse med Århus Festuge i dagene mellem 31. august og 7. september 2007.

• Maskepi på Banegården

• Burleske i Bruuns

• Tragedie i Bazaren

• Melodrama på Biblioteket

Randers Kammerorkester

Solister: Dorthe Elsebet Larsen, Nanna Hovmand, Liv Oddveig Midtmageli, Mads Elung Jensen, Niels Bo Emgren og Lars Thodberg Bertelsen.

Instruktør: Hans Rosenkvist

Musikalsk Ledelse: David Riddell

Librettokonsulent: Maria Sandhya Madsen