Osteklokken og de små revner

Af
| Årgang 82 (2007) nr. 02 - side 42-42

Dette års Danish Music Awards for klassisk musik løb af stablen i Radiohusets Koncertsal den sidste dag i september i en kompliceret blanding af vanetænkning og nytænkning. Funky, sexet eller umiddelbart underholdende kan man nu næppe kalde showet, der ville have givet de lidt ældre seere associationer til 1970ernes Musikhjørnet, hvis det var blevet tv-transmitteret. Nu nøjedes man med at transmittere direkte på P2, og man må håbe, at lytterne holdt ud.

I P2’s regi er en vært fortsat defineret som en velmenende, velformuleret og velforberedt præsentator, hvor der i talen og handlen ikke må levnes ret megen plads til at være skæv, sjov, politisk ukorrekt eller bare på slap line ind i mellem. Tager man i betragtning, hvordan værtsrollen til store musik- eller underholdningsshows generelt har udviklet sig til at have fokus på det underholdende, det uventede og det ligefremme, er det påfaldende, at P2 insisterer på at holde så konservativt fast i en værtsrolle, hvor dyder som troværdighed og integritet lader til at have den højeste prioritet, næsten som var der tale om en udenrigspolitisk reporter. P2-morgenværten Rie Koch gjorde det inden for rammerne aldeles udmærket, men det ændrer ikke ved, at der ligesom manglede noget. Alle i salen under 40 år – hvor mange det så end var – må have kedet sig bravt ved det.

Værten kunne nu have gjort stor nytte ved at sætte dagsordenen allerede fra begyndelsen og dermed følge den musikalske formidling helt til dørs. Men i stedet blev hele åbningen præcis som den næsten altid er til koncerter i Radiohusets Koncertsal: Orkestret stemmer, det forstemte publikum tysser sig selv ned under den hørbare grænse, dirigenten kommer sekunder senere skridende ind til lyden af publikums rutineprægede bifald, og musikken begynder. Med andre ord: Indforståetheden og vanens tusind stramme bånd dominerede helt fra begyndelsen.

Var det mon særlig gennemtænkt fra arrangørernes side, nu hvor DR beredvilligt havde stillet gratis billetter til rådighed til alle interesserede, og hvor der måske derfor var en og anden ikke-ortodoks lytter til stede i salen? Det hjalp næppe heller på den potentielle løsluppenhed, at begivenheden fandt sted en søndag, den aften i ugen hvor danskerne ifølge undersøgelser bliver tidligst trætte og følgelig går tidligst i seng. De øvrige DMA-awards inden for jazz, folk, rock og world music finder normalt sted fredag eller lørdag, og det befordrer nu engang publikums engagement og begejstring, at man ikke nødvendigvis skal tidligt op næste morgen.

Det visuelle element i form af levende billeder, sådan som det kendes fra efterhånden langt de fleste lignende events og uddelinger, var beklageligvis fraværende. Nu måtte man nøjes med at høre samtlige nomineringer blive fremsagt af en upersonlig højttalerstemme, hver gang efterfulgt af små musikbidder fra de nominerede albums. Hvor ville det dog have været anderledes befordrende for formidlingen at have kunnet se et klip med hver enkelt nomineret – og vi taler altså om noget ganske overkommeligt, nemlig klip af måske blot 10-15 sekunders varighed hver, som i princippet kunne have være skudt med ét kamera. Set i forhold til den standard, som events af denne type i de senere år har lagt for dagen, gav netop fraværet af det visuelle medie aftenen et underligt gammeldags, teknologiskræmt og osteklokkeagtigt skær.

Alligevel var der i løbet af aftenen flere opmuntrende tiltag at spore i retning af, at osteklokken er begyndt at slå ganske små revner. Scenen var overdådigt udsmykket med blomster og planter, som befandt DR RadioUnderholdningsOrkestret, DR Vokalensemblet samt solisterne sig midt i en barokhave. Det gav indtryk af showbevisthed og passede perfekt til valget af musik, der udelukkende var af Vivaldi, når man ser bort fra æresprismodtageren Anne Ølands enkeltstående Beethoven-sats. Ganske dristigt at holde sig til en gennemgående komponist og dermed en gennemgående stil. På papiret måske tvivlsomt, ikke mindst fordi det er højst usædvanligt, at den nominerede musik derved optager minimal plads - i DMA-sammenhænge er det normalt helt omvendt.

Men i praksis var tiltaget overraskende vellykket, ikke kun fordi musikken for det meste var så umiddelbart medrivende i sin motoriske velklang, men også fordi der blev spillet og sunget blændende og smittende engageret. Det gav også plads til uvante scenarier i form af to solokoncerter for henholdsvis fløjte og to violiner, hvor der i barokmusikalsk ånd blevet spillet uden dirigent, og med solisterne placeret inde i den halvcirkel, som orkestret udgjorde. Fraværet af dirigent fik alle musikerne til at ligne mus, der dansede på bordet, mens katten var ude, og det gav da også øjeblikkelig reaktion i form af nogle af aftenens største og mest begejstrede bifald. Hvor kan en blot minimal slækken på formerne dog undertiden have en befriende stor effekt. Godt skuldret af arrangørerne, der på denne måde viste både musikere og publikum stor tillid. Usædvanligt var det også, at scenen i kraft af en ambitiøs lyssætning var som badet i alskens farver, og hvor forskellige lyskombinationer efterhånden udfoldede sig til hvert enkelt stykke, der blev spillet. Viljen til at gøre koncertoplevelsen til noget andet end blot en auditiv oplevelse var afgjort til stede, og det klædte arrangementet.

P2 har i efterhånden flere år gjort seriøse tiltag for at forynge kanalens lytterprofil. Til trods for den gode musik tæller denne aften næppe med blandt disse tiltag – dertil er der stadig for meget konvention over foretagendet. Det største problem er måske, at navnet DMA Klassisk i sig selv signalerer en selvtilstrækkelig eksklusivitet, som næppe trækker nye kunder ind i butikken og inspirerer dem til at anskaffe sig eksemplarer af de cd’er med de kunstnere, som er nomineret i løbet af aftenenen. Navnet signalerer en alt for brat afgrænsning til andre områder af musiklivet og bliver en hindring for at kunne komme helt ud af den småsprækkende osteklokke. Det sker først den dag, hvor denne afgrænsning er udfaset, måske i form af et DMA, som ikke er begrænset til ”klassisk”, men også inddrager anden musik. Hvilke musik der så kunne være tale om – electronica, jazz eller måske endda verdensmusik? – afhænger helt af arrangørernes fantasi og fornemmelse for at gøre arrangementet interessant for andre end blot de indforståede, de selvtilstrækkelige og de vanetyngede.