At tage det søde med det søde: en festivalkritik!

Af
| Årgang 82 (2007) nr. 02 - side 70-73

Nordiske Musikdage 2007 blev afholdt i den svenske by Norrköping, hvilket i forhold til valg af lokalitet var en reel fuldtræffer, her tænkes hovedsagelig på byens overvældende faciliteter. I bekvem gåafstand findes der, samlet i det centrale Norrköping, et stort antal scener og koncertsale af virkelig høj klasse. Festivalen havde desuden placeret en lille hytte på en ø, hvori minikoncerter af intim karakter blev nydt i armlængdeafstand af højst syv-otte besøgende, med risiko for at få en bue i øjet og en trommestik i hovedet.

De ydre rammer var altså strålende, og min status over dette er, at man måske burde afholde Nordiske Musikdage i Norrköping hvert år, men med de forskellige nordiske landes organisationer som arrangører. Min kritik af Nordiske Musikdage i Norrköping, Sverige 2007, er hovedsagelig positiv. Der findes altid forskellige synspunkter, når det gælder udvalget af komponister og musikere til en så vigtig, betydningsfuld og prestigefyldt festival som denne, og man kan kun spekulere på, hvordan man tænker og ræsonnerer, når man i festivalledelsen flere år i træk planlægger arrangementet.

Det er uundgåeligt, at en del komponister bliver paranoide og skuffede, når det ikke lige er dem, der bliver spurgt, især i en branche så domineret af tætte forhold i et meget lille miljø. Men der skal træffes nogle valg, og folk må bookes, uanset hensigter og intentioner, og jeg bryder mig ikke så meget om at kommentere udvælgelsesprocessen, men var glad for bredden i de valg, som til sidst blev præsenteret. Festivalens kunstneriske leder var en af de allermest interessante og knivskarpt fokuserede svenske komponister i den yngre generation, en slags afskrællet udgave af tonesprogets aforistiske Vilhelm Ekelund: Erik Peters.

Musikken har spredt sig vildt i forskellige retninger, hvilket har været til stor gavn og glæde for alle os festivalbesøgende, og det har sikkert været frugtbart på tværs af musikernes og komponisternes sind, alt efter åbenhed, modtagelighed og intellektuel evne.

Lad mig reflektere lidt over nogle få begivenheder på nogle af lokaliteterne, ud fra en meget subjektiv udvælgelse, så langt pladsen tillader det:

Ljudstugan

Finske Eva Alkula spillede på festivalens første dag nutidig musik for kantele (Finlands nationalinstrument, o.a.), af henholdsvis Harri Suilamo og Fridrich Bruk. Kantele indeholder for mig spidse klange fra den sagnomspundende Kalevala, og Eva Alkula kan forveksles med den bortflydende Aino! Her vanker dog modernitet langt borte fra den gammelfinske romantisme!

Alkula fortalte, at der findes en stor mængde nyskrevet materiale for kantele, af såvel ældre komponister, såsom Per Henrik Nordgren, og af den unge generation af finske komponister. Hun anvender normalt også elektronik, hvilket man dog ikke havde kapacitet til i Ljudstugan. Dagens intime koncert i den lille hytte gav oven i købet plads til mere romantisk kantelemusik, som fremkaldte billeder af susende nåleskove, som stopper ved Saimaas bæverrige vidder, fyldt med lommens skrig, hvor gøgekaldet spår om elskov i de elgfyldte skove.

Jeg påpegede, at kantelen til tider har visse klanglige ligheder med den nordindiske santoor, hvilket Eva Alkula var enig med mig i. Jeg tænkte især på Shivkumar Sharmas kompositioner.

Det meste af Alkulas koncert i den lille hytte bestod af moderne, eksperimentelle klange og tonerækker, ofte i luftige, opadstræbende spiraler, som tynde strejf af cigaretrøg i et cafeteria i Helsingfors. Af og til drejede hun på nogle knapper, og der fremkom sprøde glissandi. Af og til lød det endvidere som sart glasmusik, køligt glødende. Interessant var det, at hun gennem enkelte akustiske metoder opnåede noget, der lød som elektroniske klange. Mod slutningen kom usædvanligt dybe, brummende lyde ud af kantelen, som om man farer gennem en jernholdig geddebæk i Karelen, med rødbrunt slam omkring fiskekroppene. Sollyset gennem løvet flimrede derude, hen over hyttens gulv, og Eva Akulas lette, fine fingre fór som bløde stængler over kantelen i søbrisen.

Også om fredagen fandt jeg til Ljudstugan, da Anne Pajunen på bratsch og Dan Larsson på klarinet spillede et stykke af Finnur Torfi Stefánsson. Stykket hedder Duologue. Det virkede først sjovt og lyrisk enkelt, og musikken var melodiøs. Denne svingende, bølgende kontrapunktiske musik i instrumenterne overraskede mig. Det var som en slags hørevildelse, indtil jeg opdagede, at begge instrumenter virkelig spillede samtidig, men temmelig uberørt af hinanden. Perceptionen søger jo altid efter mønstre, orden, sammenhæng, så man selv kan fylde noget i der, hvor man synes, noget burde være, for derved at opnå en helhed - og netop derfor påvirkede Duologue mig, fordi jeg mærkede. at jeg forsøgte at sammensætte forskelligartede stemmer. Herlig, spændingsskabende musik!

Musikken strømmede i en slags ulighed, i smukke bølger, i folkemusikkens skygger, let og fin, men samtidig bestemt som en mor, der bedst ved, hvordan hun skal tage hånd om sine små, som løber i forskellige retninger. Særpræget!

Flygeln

Jeg troede ikke, at jeg kom til Nordiske Musikdage for at græde, og for, i hver fiber i min krop og i hvert energifelt i min sjæl, at blive konfronteret med mit liv gennem tidernes og rummenes uforanderlighed – men Karin Rehnqvist åbnede tårernes sluser og følelsernes jerngitter med sit monumentale værk Till Ängeln med de brinnande händer. Det var en mystisk oplevelse, som er svær at forklare.

Synet ved lokalets indgang førte tankerne tilbage til et græsk drama. Det jeg så, kunne man have set for 2000 år siden. Sofokles, Aristofanes! I et blegt lys på scenen stod hele det store damekor La Cappella klædt i lyse jordfarver i forskellige nuancer. Til venstre og højre var der podier beklædt med lys tekstil, hvorpå to cellister sad, en længst ude til venstre og en til højre. På to andre podier var der, til venstre en fløjtenist, og til højre en oboist. En stille effektrøg steg som røgelse over scenen.

Musikken begyndte med en båndstemme, som bar rolige violinlyde ud over publikum. Korets første indsats steg i en slags glasharmoni, stærkt og overvældende, som skarpe, lynende iskrystaller i et ubarmhjertigt stjerneskær, kold luft, som indåndes helt ned i lungerne. Det var smukt som hos Pärt, drømmeagtigt som hos Riley, nordisk som hos Balakauskas; meget mystisk.

Fra at have stået jævnt fordelt ud over scenen bevægede sangerne sig ind mod midten og slog sig sammen i en tæt flok. En solist fremførte en nasal, skarp, giftig og hekseagtig sang. Cellisterne kommenterede hen over scenen - en del af sangerne formede talekor, som udstødte åndedrætslyde. Samtidig skiftede belysningen til rød.

Rehnqvist har udformet en helhed, inkluderende koreografi og belysning - sammen med Svante Grogarn - i en udsøgt skønhed.

Pludselig gik koret over til engelsk, i et påkaldende, besværgende udtryk. Dele af koret sang i en bølgende bevægelse, mens andre sang stjernelys på nattens skyer. Nogle gange delte korsangerne sig i to sektioner, som støttede hinanden eller brødes mod hinanden. Mørke, dybe, faldende cello-glissandi fulgte dem, men derefter overtog cello og en solostemme, mens mere røg steg op.

Korsangerne bevægede sig som i et ritual, med armene udstrakte. Fløjten blev hørt for første gang som fugletriller i skoven, og cello og obo faldt ind. Fløjten og koret spillede sammen, og et blåt lys blændedes månelysagtigt op over scenen. Her delte koret sig i fem grupper, som sang forskellig tekst i forskellige stemmer. En latter gik gennem koret, og imens der faldt mørke over scenen, hørtes de to cellister. Mørket blev fortættet i centrum, men siderne, hvor instrumentalisterne var, blev belyst. Koret lå urørlige i mørket på scenen. Musikken voksede i intensitet, men sluttede derefter brat. Det liggende kor begyndte at synge. Fløjtenisten gik over scenen blandt de liggende, og en spot fulgte hendes vandring. Koret kom til live, vågnede stille, begyndte at røre på sig, og sangerne satte sig op, stadigt mere lys faldt over dem, som daggryets lys. Cello og solostemme fortsatte i en folkemusiktone.

Jeg blev fascineret og glad for scenografien, som virkede arkaisk, førte tankerne tilbage til 1930erne og 40erne, til Rudolf Steiner og hans antroposofi, eller til en slags gammel græsk eller gammelnordisk stil, som man kunne se dengang, og som i min oplevelse forstærkede budskabets kraft i de tekster som Karin Rehnqvist havde samlet, af Björn von Rosen, Edith Södergran, Lasse Lucidor, William Shakespeare, Werner Aspenström, Erik Blomberg samt tekster fra svensk og samisk tradition. Det er alle tekster, der slutteligt fokuserer på den brændende vigtighed i menneskets situation i rummets svimmelhed, i åndens klaustrofobiske fangenskab i kødet, og i den befriende og modige trodsighed i at leve fuldt ud, selvom vi går i dødens skyggedal, hvilket illustreres af slutlinjen i et digt af Södergran, som udgjorde forestillingens slutning og blev gentaget som et mantra:

»En gang slukkes alle stjerner, men de lyser altid uden angst«.

Også koreografien/scenografien til Till Ängeln med de brinnande händerna blev afsluttet meget kraftigt: et blændende hvidt lys tiltog bag ved koret på scenen, mens dele af koret i langsom procession gik op gennem gangene, syngende den sidste mantrastrofe til de fyldte gangene næsten helt op. Da stod de så, mens ordene hørtes om og om igen, og mens en anden del af koret stod tilbage på scenen, vendt mod publikum, også syngende samme Södergran-mantra, så vi kunne høre ordene næsten direkte i vores øre fra en nærtstående sangerinde i gangen, og fra koret som helhed. Stort! Og jeg er måske overfølsom, men det var dér jeg brast i gråd, det var dér forestillingen i det øjeblik blev kosmisk, altomfavnende og ligesom oplyst af et åndeligt lys. Det lykkedes for Rehnqvist med sit værk at fjerne det Maya-slør, som gør tilværelsen dunkel. Det dunkle, vi ser i spejlet, opløstes, og et klart billede af os selv tonede frem i denne aften i Flygeln. Tak, Karin! I forestillingen befandt jeg mig uden for tid, og efter forestillingen blev jeg grædende flettet ind i den igen.

En anden aften spredte Natasha Barrett sit stort anlagte værk Trade Winds i Flygelns brede og høje koncertrum, som gav godt med luft og rum omkring musikken. Rummets vældige størrelse blev yderligere accentueret af, at man havde formet en cirkel med stolene midt ude på det store gulv, hvor publikum skulle sidde svagt belyst.

Det blev til tider rigtig mørkt, men undertiden kom et skarpt lysindfald bagfra og strømmede ind langs med panelerne som aftensollys, der pludseligt bryder igennem skyerne under en sejltur.

Barretts Trade Winds er et stor anlagt værk på hele 52 minutter i en tradition, som især er vokset frem i Frankrig. Natasha Barrett er opfostret ved BEAST-skolen, dvs. hos den kendte EAM-organisation i Birmingham, England, med bl.a. Denis Smalley som lærer.

Stemningen blev fortættet, mens stilheden voksede ud af noget ukendt. Man havde fjernet lysets skærende smerte, for sammen at blive helbredt i et blødt og lægende mørke. Man vænnede sig til mørkets tålmodige magi midt i lyset; det lys som omsluttede det fartøj, der kaldes for Flygeln.

'Vandmusikken' - i bred forstand - begyndte i en 16-kanals rislende lyd, der omsluttede lytterne. Med mine friske erindringer fra Lapland efter en hård fjeldvandring siddende på nethinden, følte jeg vandet male rundt om åens sten: Erosion som princip. Geologisk musik. Strømmende gletsjerbække og geiserkluger! Vandassociationerne lod sig villigt styre videre i andre åbenbarende former, med vidde have og overlevende på vores planet: Søfareraudio, Nordøstpassagens isbrud, Golfstrømmens lyde!

For at understrege det episke og drømmende i denne 'vandmusik' havde Barrett indflettet gamle 'sea shanties', og snart buldrede et orgel med intensiv kraft, der var så mægtig, at hele havrummets kuppel blev fyldt, fra horisont til horisont: Mægtigt! Jeg så mig omkring blandt publikums åbne ansigter, og jeg så Natasha Barrett foran mig, sammenbøjet over det forunderlige instrument. Hun var helt sikkert Mimaroben! Det var helt tydeligt Mimahallen! Vi var helt sikkert på vej ind i Lyrens stjernebillede!

De Geerhallen

Juliana Hodkinsons store værk I Greet You A Thousand Times, som blev opført i De Geerhallen, blev en utrolig positiv overraskelse. Uden at komme ind på detaljer, så var det, der blev projekteret op på det store hvide lærred, en indspilning af Odense Symfoniorkester, hvilket også blev spredt gennem højttalerne. Samtidig kan man forenklet sige, at Norrköpings Symfoniorkester spillede mod Odenses, men der er altså betydeligt mere i det end som så.

På lærredet projekteres først en tekst om Johannes Brahms, og naturlyde fra Alperne kan høres: køer og får, m.m. Derefter tager musikken fat i et trygt, klassisk, romantisk idiom - som dog siden brydes ned og fragmenteres i en moderne elektroakustiske kværn - og en vigtig del i værkets karakter: de temporale skift; skiftende, nu og da i en slags eksistentiel gråzone - det virker næsten skræmmende, men samtidig meget lokkende; som et spil med utilregnelige guder.

Kunstneren Joakim Koester står for videoindslagene, hvilke er meget udslagsgivende for stemningen i værket. Undertiden projekteredes brutale nærbilleder af dirigenten i Odense, og af og til blev billeder af musikerne fastfrosset, eller vist i ryk, i en slags konserveret og rystet form.

Alt blev ved i et opslugende hekseritual, hele vejen igennem. Nogle gange i de trykke, klassiske partier, inden forvrængningerne i den forstyrrede, tidsmæssige dimension krøllede illusionen sammen, og jeg blev ført tilbage til min ungdoms 'Karajannætter', i 'Sturm und Drang' med Berliner Filharmonikerne, hvorpå kølningerne på en Cage-agtig måde tog den musikalske identitet fra min troskyldighed. Så spændende og så fyldt af lyst!

I stykkets stille stunder kunne en Malcolm Goldstein-violin pludselig save sig igennem stilheden, en sandpapirsagtig lyd, og violinstrengene lød brutalt højt, hvorpå små, forstærkede lyde blev afspillet gennem højttalerne samtidig med at Norrköpings Symfoniorkester småpillede ved strengene. Der blev sat spørgsmålstegn ved nuet. Hvor kom lyden fra? Hvornår fra kom den? Hvad betød det vi så for det vi hørte? En illusion!

I Greet You A Thousand Times indeholdt fantastiske temporale glidninger; tidsforskydninger i kalejdoskopiske mønstre; islag på islag, i en Qoyaanisqatsi-atmosfære af Guds nåde. Der var et par hentydninger til Beatles' A Day In The Life, bl.a. den ringeklokke som lyder inden McCartney synger: »Woke up, fell out of bed, dragged a comb across my head«, og senere kunne man høre det afsluttende tutti i den samme Beatlessang i Norrköpings Symfoniorkester, hvorpå musikken gled over i noget andet. Guf for os ældre i livets slutfase! 'I'd love to turn you on'...

Jeg har en tid forladt den regelrette moderne kunstmusik, fordi jeg ikke fandt det, jeg søgte der, nemlig den rå, uimodståelige og selvfølgelige - ærlige! - kreativitet. Den har jeg i stedet fundet hos Björk ... men hos Juliana Hodkinson findes præcis den samme brillante og eksklusive råhed og kreative skønhed, i et livets rum af granit og åben himmel. Jeg takker dig tusind gange, Juliana!

Crescendo

På Nordiske Musikdages sidste dag blev der gennemført nummer to ungdomskoncert på Crescendo. Cellisten Mattias Rodrick havde på et antal dage arbejdet med afgangselever i Norrköping og sendt dem ud i byen for at indsamle lyd med særlige temaer. Et tema var Industri, et andet Maritimt miljø, yderligere et var Byen osv., og til musikken blev der vist billeder, som eleverne havde taget i forbindelse med indsamlingen af lydene. Disse lyde imiterede Rodrick derefter på sin elektriske cello og lagrede imitationerne på en harddisk, som han styrede med nogle pedaler, gennem hvilke han kunne loope lyden.

Den idé var genial, frigjorde en utrolig kreativitet blandt eleverne og resulterede i en kunstnerisk værdifuld begivenhed. Eleverne strålede, når de tog modtog applaus fra publikum i det stopfulde lokale. Præcis sådan skal man få ungdommen til at interessere sig for kunstmusik; give dem et utrolig værdifuldt eksempel på at opdage og skabe og være GODE!

Hörsalen

Det formidable Ensemble Ma, med nogle af landets bedste musikere, spillede i 'Hörsalen' på Drottninggatan i Norrköping lørdag aften, Nordiske Musikdages sidste dag. Man begyndte med et stykke af Joakim Sandgren: Pour un(e) flûtiste à bec et neuf musiciens for ensemble og blokfløjte.

Stykket begyndte næsten ubemærket, som et sus, der lige så godt kunne være kommet fra ventilationen eller nogle rør i gulvet - men det var Kerstin Frödins fløjte. Andre blæselyde blev lagt på, og et svagt, forsigtigt tremoloblæs, lyden af en enkelt bue, der skraber mod strenge: grå-lyd, antilyd (0-lyd på norrlandsk dialekt!), men med forskellige pitch, i korte pust og lange sus. Klaveret kom ind som en lindrende, blåt skinnende befrielse. Libera me! Raslende perkussion strøede et nip salt i kompositionen.

En stille ånde drev som en dønning gennem musikken; en gryende struktur øjnedes - tynd, transparent - i et opmærksomt tonesprog, der var fokuseret som en sammenrullet kat i græsset. Musikken blev udlagt som et tyndt lag af grå-lyd af udstrøede ædelstene. Så meget luft og rum! En kuppel fuld af ånde.

En befriende askese.

Et tyndt partitur.

Musik i sort/hvid.

Tilbageholdenhedens evangelium.

Klaveret var det eneste instrument, der talte med sin egen stemme; som talte i et normalt toneleje. Alle andre hviskede. Rundt om klaveret smygede der sig en hviskende samling, en krybende samling skygger. Spændte. Low dynamics.

En subkutan inderlighed. Afdæmpet samtale i sengen. Et hemmeligt kærtegn i bus-køen.

Pour un(e) flûtiste à bec et neuf musiciens for ensemble og blokfløjte var en enestående, skør, anderledes og vidtstrakt musikalsk oplevelse, som jeg er taknemmelig over, at jeg var med til at opleve. Min sidekammerat - en smuk dame fra Island - hviskede i mit øre, at denne musik var »som at forsøge at få en orgasme med tøj på« ...

Slutord:

Der er meget mere at sige, men jeg slutter her, selvom jeg ved, at jeg kun har belyst en meget lille del af Nordiske Musikdage 2007. Min slutkommentar bliver under alle omstændigheder en variation over det, jeg skrev i begyndelsen: Festivalen i Norrköping blev utrolig vellykket og var godt sammensat programmæssigt, med indbyrdes helt forskellige moderne genrer, som tilsammen blev endnu mere interessante, end de er hver for sig. Jeg forlod festivalen inspireret og på en hvis måde nyforelsket - i musikken!

Ingvar Loco Nordin ejer Sonoloco Record Reviews, hvor han publicerer artikler om ny musik. Han har arbejdet freelance for SR P2 med serier om elektronisk musik og arabisk musik, og programmer om bl.a. Terry Riley, Karlheinz Stockhausen og Gilius van Bergeij. Nordin er også musik- och naturfotograf. I det civile liv er han ansat ved kriminalpolitiet i Södermanland.