Kineserier i Øresund

Under den nyligt afholdte Øresundsbiennale Sound Around sås et bredt udsnit af, hvad ’ny kompositionsmusik’ kan klinge af og dække over. Festivalen bød på flere spor og temaer at følge, bl.a. DKDM’s PULSAR-arrangementer, som i år var integreret i biennalen. Mange enkeltstående opførelser brændte sig fast på trommehinden, men som helhed stak festivalen måske i lidt for mange retninger med temaerne Kina, Nye Dimensioner, Øresundsmusik og Det’ for børn. Det følgende er derfor et forsøg på at finde sammenhængskraft gennem tre hovedspor i festivalen.

Sound Around markerede sig som en ambitiøs og omfangsrig festival i dette efterår, hvor vi som musikelskere i forvejen kunne glædes over de mange projekter for ny musik på landsplan og i Skandinavien (bl.a. Suså Festival, Nordiske Musikdage, Ultima og Musikhøst).

Hvis festivalen skulle give et eksemplarisk bud på den nye kompositionsmusik for den nyindviede, må et æstetisk og stilistisk nøgleord være diversitet – især i spændet mellem den akustiske og elektroniske lyd. Som forholdsvis ny opdagelsesrejsende ind i den ny kompositionsmusiks univers søgte jeg pr. automatik en sammenhængskraft i denne diversitet, som det forvirrende, men meget grundige og saglige program for Sound Around langt hen ad vejen kunne give interessante bud på. Jeg fandt bl.a. ud af, at dialogen med fortiden og traditionen absolut ikke udelukker en dialog med fremtiden og teknologien. Sound som begreb omfavner jo både den akustiske traditionsudsprungne opførelses- og kompositionspraksis og den brede palet af lydkunst i form af, hvad der fx både kaldes elektroakustisk musik, elektronisk musik, konkret musik eller akusmatisk musik.

Lyde omkring Øresund

Den nystartede Sound Around er som udgangspunkt tænkt som en pendant til symfoniorkestrenes Music Around, der løb af stablen for 3. gang i efteråret 2006 med Dmitrij Sjostakovitj som hovednavn. De to biennaler skal alternere år for år. For begge festivaler er den svenske forening Musik i Syd en af de vigtige initiativtagere, og Sound Around er specifikt et resultat af samarbejdet mellem denne aktør og Dansk Komponist Forening. Da Nordiske Musikdage i 2004 blev afviklet ved en række koncerter i Øresundsområdet i et samarbejde mellem bl.a. de to foreninger, fik man ideen til at samle og styrke denne regions musik- og kulturliv igennem endnu en regions-musikevent. Dette er netop en af de væsentlige målsætninger for Øresundsbiennalen Sound Around.

Øresundsbroen er ved sin fysiske og symbolske tilstedeværelse af vital betydning for muligheden af samarbejdet overhovedet og for potentialet til at gøre Øresundsregionen til intet mindre end Nordeuropas musikkulturelle centrum, som det hedder i programmet. Broen kan nemlig forbinde regionens mange musikinstitutioner og koncertsteder: seks professionelle symfoniorkestre, tre konservatorier, tre operaer, professionelle kor og kammerensembler foruden de mange koncertsale og spillesteder. Det giver fuldt ud mening at have spottet dette potentiale og udforske det på nogle af de måder, man har gjort det under Sound Around. Den lange række af forskellige koncerter og arrangementer, som forløb over ca. 2. uger, blev fordelt på hver sin side af Øresund, i København og Malmö. Festivalen udforskede potentialet i samspillet mellem disse koncertsteder og uddannelsessteder som Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Musikhögskolan og Kunstakademiets Arkitektskole i København.

Et spor at følge: PULSAR og koblingen af rum, tid og musik

At man fx inddrog Kunstakademiets Arkitektskole i København som koncertsted og som vært for et seminar om den vanskeligere forståelige størrelse ’akusmatisk musik’ [1] aktualiserede på mange måder nogle væsentlige deltemaer under Sound Around, nemlig musik, rum, sted og tid. Disse begreber blev i virkeligheden promoveret som nogle af nøgleordene for PULSAR, DKDM’s festival for ny musik, som i år, på dens 3. år, var en integreret del af Sound Around.

Jeg oplevede en stor sammenhængskraft i rækken af arrangementer under PULSAR – dvs. for størstedelens vedkommende under Sound Arounds tema ’Nye Dimensioner’. Flere koncerter og arrangementer under dette tema satte konkret spot på musikken i forhold til tid og rum. Koncerten med BEAST – Birmingham Electro Acoustic Sound Theatre – var kulminationspunktet for to seminarer, der havde fundet sted på Kunstakademiets Arkitektskole i København dagene forinden, søndag den 7. og mandag den 8. oktober. Gruppen BEAST rangerer som en af de mest banebrydende ’højttalerorkestre’ i skabelsen og diffusionen af multikanals-elektronisk musik.

Lydsammensuriet fra 50 højttalere, som omgav publikum, gennemsyrede én i Arkitektskolens festsal tirsdag den 9. oktober. De medvirkende komponister havde tydeligvis leget med rummet i deres værker, således at lydenes placering og bevægelse i rummet via højttalerne blev konstituerende for musikkens struktur. Martin Stig Andersens Sleepdriver fra 2004 var en decideret psychedelisk oplevelse for undertegnede. I modsætning til sine kolleger havde han fravalgt alt for komplekse lydteoretiske programnoter, blot stillede han os spørgsmålet: »Are U a sleepdriver by any chance??« Det er sjovt nok ofte befordrende for fantasien for et øjeblik at glemme den tankemæssige teoretiske forholden-sig-til; det kunne føles, som om musikken førte én ind i en dimension mellem vågen og drømmende tilstand, i en dimension, hvor man kunne bevæge sig uendelig hurtigt i tid.

Måske var det den syntetiske, abstrakte lyd i kombination med værktitlen, der førte mig ind i dette fremtids-fart-univers af en virtual reality? Her var det så godt som umuligt at erkende eller identificere lydkilderne, altså par excellence et ’akusmatisk’ værk. For ellers kunne man i flere af koncertens øvrige opførelser af bl.a. Denis Smalley og Jonty Harrison netop høre spillet mellem noget nær konkrete lyde og en akusmatisk musik – dvs. en meget bearbejdet lyd inden for det, kredsen af teoretikere og komponister fra denne fløj kalder et ’spektromorfologisk’ spænd.

Om dette og meget mere kunne man høre under mandagens seminar, hvor Denis Smalley deltog som en af de førende komponister og forskere inden for akusmatisk musik og perception af lyd og rum. Den interessante brydning mellem illusion – spacial imagery – og virkelighed, som kan knyttes til den akusmatiske musik, syntes at udtrykke selve åbningen til og dialogen med fremtiden og teknologien.

Samme fascinerende spil med musikkens rumliggørelse og rummets musikalisering og et tilknyttet tema omkring reference til indre og ydre virkeligheder foregik i Københavns Universitets Festsal lørdag den 6. oktober om aftenen. Music Space Reflexions er titlen på den engelske komponist og professor Simon Bainbridges elektroakustiske værk, som han har komponeret med inspiration i Daniel Libeskinds arkitektur. Bainbridge var en af de vigtigste gæsteoptrædende under dette års PULSAR. Værket er komponeret for fire kammerensembler og elektronisk lyd. I den givne sammenhæng var de fire ensembler, bestående af studerende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, placeret i rummets fire hjørner rundt om tilskuerne, mens dirigenten beholdt en ’klassisk’ koncertposition foran tilskuerne og med ryggen til lydproducenterne.

På den ene side var tiden hørbar i musikkens udtryk derved, at de akustiske lyde flyttede sig skiftevis med stor hastighed fra den ene del af rummet til den andet og indgik i vekselvirkning med gradvis voksende strukturer af stilhed og i samspil med elektroniske drone-lyde, som dybe primale grundtoner. På den anden side manifesterede musikken også et sted, hvor tid er ikke-eksisterende. Elektronisk-skabte klokkelyde forvandlede som ved et trylleslag musikken til et virtuelt ’spacial imagery’, et musikalsk forestillet rum i vores sind. Dét Bainbridge netop omtalte som musikkens kraft eller virkning i en samtale med PULSARs kunstneriske leder Niels Rosing-Schow. Centralt var ønsket om musikalsk at gengive den måde, vi opfatter rum ved gradvis at akkumulere billeder i en mere langsommelig opdagelsesproces, hvor stilheden derfor bliver en vigtig konstituent for strukturen.

Som del af PULSAR kunne man bl.a. også opleve en række koncerter med de komponiststuderende på DKDM, hvor rummet igen blev brugt interaktivt. Som oftest er det blandt de nye unge ’upcomings’, at man skal høre den mest radikale kunst. Uropførelsen af det spektakulære skriger-manifest af Anders Monrad var en af de events, der gjorde størst indtryk. Her improviserede ’skrigeren’ Lasse Suonperä Liebst, hvad man må kalde en lang række af primalskrig, der fordeltes i fire højttalere rundt i rummet. Samtidig og i vekslen hermed lagde fire slagtøjsspillere et underlag af strengt struktureret musik, hvis rationelle idé blev visualiseret gennem en videoprojektion af et maleri. Således præsenterede værket ikke blot to slags musik, men to repræsentationer af mening.

Den ene kan knyttes til den europæiske musikkulturs rationelle og abstrakte meningslogik. Den anden er modsat i kontakt med verden og mennesket, som symbolværdi for menneskelig urkraft og spontanitet. Det er kunstens irrationelle potentiale, som der står i det tilknyttede meta-ironiske avantgardemanifest med en ordlyd à la ”Kunsten er lort, lortet er kunst”. Således kommenterede dette værk både den totale rationalisering som mening og den historiske avantgardediskurs og idé om kobling af liv og kunst. Under ironien anede man måske et gran af alvor i ønsket om rent faktisk at indføre et mere irrationelt potentiale i kunsten via humoren og spontaniteten og hermed en afstandtagen til det ophøjede elitære abstrakte idiom.

Åbning ud til verden: Kinesisk sound

Efter dette dyk ned i blot et af delmomenterne i Sound Around, som dog ved sin tema- og genremæssige sammenhængskraft krævede særlig opmærksomhed, når vi så frem til igen at opridse de fire temaer, som festivalen er bygget op over: De omtalte koncerter under PULSAR tænktes som del af temaet: Nye Dimensioner. Herudover var Øresundsmusik et andet tema, som sikrede den tematiske binding til udgangspunktet, men som også har et undertema i form af dialog mellem gammelt og nyt. Det’ for børn var en mindre del af festivalen, som betonede vigtigheden af at nå ud til de nye generationer med den ny musik. Og sidst, men ikke mindst, var Kina et hovedtema for festivalen, et trækplaster og en åbning ud mod verden. Nu kan man spørge sig selv, hvad Kina havde med miniput-Øresund at gøre, men her er det vigtigt at præcisere, at Øresundsbiennalen for ny kompositionsmusik i sine formulerede programmål ikke blot havde styrkelsen af kulturlivet i regionen som mål, men også dialogen mellem regionens eget musikliv og verden udenfor. Som det hedder sig, er det en ’international festival for ny musik’. Mest markant ’international’ var festivalen pga. det asiatiske fokus, og fordi den præsenterede ensembler fra flere europæiske lande.

Her må jeg nævne Ensemble Modern som en absolut træfsikker satsning på festivalen med en imponerende koncert i Diamanten søndag den 14. oktober. Som man kan læse i den forrige udgave af DMT er Ensemble Modern fra Frankfurt et af verdens førende ensembler inden for ny musik og består af dygtige solister fra hele verden. Dette fik vi også at høre til koncerten, hvor flere af værkerne gav mulighed for den enkeltes udfoldelse. I Chen Qigangs Extase 2 foldede oboisten Antje Thierbach sig ud som solist i noget, der mest af alt må beskrives som en inderlig og dybsindig indlevelse i musikken. Til publikums store begejstring. I Zhang Lida’s Lines & Passions, Variation for 9 Players spottede man både fragmenter af musikalsk minimalistisk karakter og en mere klangorienteret vævning med en meget raffineret instrumentation. I dette værk fornemmedes af og til en collage-stil med refleksion over og inddragelse af de historiske stilformer, bl.a. hørtes også en tango-lignende ansats i kontrabassen i en passage og en senromantisk frasering og glissandoeffekt i klaveret. Også Ye Xiaogongs Nine Horses, for 10 musicians op. 19 havde et lignende tilsnit. Her fandtes en musik i dialog med fortiden og traditionen.

Det er da også karakteristisk, at de kinesiske komponister, der blev præsenteret på festivalen, er stærkt inspireret af den vestlige kompositionstradition. Således fx nogle af de mere prominente som Guo Wenjing, som bl.a. finder forbilleder i Alban Berg og Anton Webern. Festivalens kinesiske komponister kommer alle fra den første kompositionsklasse efter kulturrevolutionen på Beijings centrale konservatorium. Guo Wenjings værker minder langt hen ad vejen om ny vestlig kompositionsmusik, blot med et twist af traditionel kinesisk folkemusik. Et eksotisk twist – om man vil – ikke på den world-agtige måde, men på en naturlig frit integreret måde, som i koncerten for det to-strengede kinesiske historiske instrument, Erhu, der blev opført under åbningskoncerten i Radiohuset. Lyden fra det aparte to-strengede instrument passede bemærkelsesværdigt godt til den symfoniske musik. Som om solisten på vanlig vis blot var en violinsolist, eller som om dele af de folkloristiske elementer var smeltet ind i orkesteret.

Noget lignende var på spil lørdag den 6. oktober, da DRs Vokalensemblet sang Wenjings Echoes of Heaven and Earth fra 1998 under ledelse af en ung hollandsk komet-dirigent ved navn Peter Dijkstra. Denne gang blev en ganske humoristisk og forfriskende kinesisk folkloristisk korstil med brug af bl.a. særligt dybe motiver i 2. basser og diskante skingre sopranskrig vævet ind i en vestlig arkaisk korstil på en ganske ugenert måde. Hørte vi i virkeligheden ekkoer fra himmel og jord, kan det skyldes den mystik, der omgiver et værk som dette, hvor referencer til spiritualitet og oprindelighed skabes gennem en stil med reminiscenser af tidlig europæisk gejstlig polyfoni og brug af mindre stiliseret stemmemateriale. Denne kobling gav immervæk nie erhörte Klänge, alene ved den eklektiske sammensætning.

De kinesiske komponister med forankring i den vestlige tradition gav mening inden for de overordnede temaer som dialogpartner udadtil og som links til fortiden. De kunne indgå i naturligt samspil med værker af nyere svenske og danske komponister, fx i ovennævnte koncert med musik af Jan Sandström og Tage Nielsen.

Anderledes aparte var den anden af Sound Arounds kinesiske hovednavne Liu Solà fra samme kompositionsklasse. Som den ener hun er som multikunstner, sanger, forfatter og komponist stod hun uden for kategori. Der blev kredset om en af hendes bestseller-romaner til et seminar i Malmö, og koncerten i Diamanten mandag aften den 15. oktober satte fuldt spotlight på hende og hendes ensembles [Liu Sola & Friends] finurlige musikalske folklore; decideret folklore var der her tale om, fordi ensemblet udelukkende spillede på traditionelle kinesiske instrumenter. Liu Solà er fascinerende, ingen tvivl om det, men det bliver vanskeligt at fastholde den røde tråd. Hendes folklore krydret med elementer af jazz, blues og worldmusik i vokalens melodier, havde i mine ører ikke meget med ny kompositionsmusik at gøre. Selvom man medgiver, at hun da også er repræsentant for den ny musik, hvor der selvfølgelig må være plads til navne og sound uden for kategori, aktualiserer hendes musik et tema, der burde belyses selvstændigt i en anderledes fokuseret musikfestival.

Ekkoer fra fortiden i dansk nutidsmusik

I to værker af nogle af vores egne sværvægtere Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Bent Sørensen skete en meget fængende dialog med traditionsmusikken. Uropførelsen af førstnævntes klaverkoncert Plateaux pour piano et orchestra under åbningskoncerten i Radiohuset manifesterede på alle måder en ny musik, der på én gang kan underholde og henrykke den – inden for ny musik – uerfarne lytter, og som kan fascinere fløjen af kendere og teoretikere med en legende sammensætning af klangstrukturer i brud, neoklassicistisk gestik, enkelthed og udtryk. Det lød som musik på listefødder, og den havde stor underholdningværdi og var guf for den nostalgiske lytter, som elsker reminiscenser af det klassiske eller romantiske repertoire. Således blev der skabt ekkoer af Mozart og Schubert i klaveret med citat-lignende, fragmenterede passager. Det føltes som en af-intellektualiseret musik med rum for fantasi og følelser. I øvrigt lidt ligesom minimalisten John Adams’ Chairman Dances fra operaen Nixon in China, som afsluttede åbningskoncerten. Men det er selvfølgelig en anden sag.

Under en af Sound Arounds afslutningskoncerter med Ars Nova Copenhagen i Garnisons Kirke fik lytteren ikke blot ekkoer fra fortiden at høre, men regulær renæssancemusik af den fransk-flamske komponist Johannes Ockeghem og middelaldersound i form af gregorianske melodier. På opfordring af Ars Novas dirigent Paul Hillier havde Bent Sørensen sat fem satser fra Ockeghems Requiem sammen med egne seks korsatser komponeret mellem 1985 og 2007 samt tre enstemmige gregorianske melodier. Værket fremstod herved som en dristig collage med sidestilling af vidt forskellige musikalske idiomer. Her skabtes helt konkret en dialog mellem gammelt og nyt, mellem polyfon kadencerende renæssancemusik og den dissonerende klangmodulerende kormusik af Sørensen.

I den tungere sags tjeneste – requiet’s – er det vel det samme, de vil: synge om menneskenes synd, frelsen og evigheden. Det kan måske klinge hult, at en nutidig musik skulle udtrykke synd, død og frelse som den latinske dødsmesse. Og måske var det netop sådan, Sørensens musik klingede i sammenhæng med tekstleddene: hult, syret, fordrejet og ikke som et forsøg på ekspressivt at illustrere teksten, men som et mystisk fjernt-klingende lag, der på sin egen måde antyder en tekstløs dødsmystik. Sørensens smukke afslutningssats In paradisum klingede dog ikke fjern i sit udtryk eller mening, hvor man nærmest kunne høre englene synge i det dissonerende klangvæv i sopranerne. Hvad musikcollagen måske frembragte i sin helhed var en sound-mystik omkring tid og tidsforskydning – ekkoet fra to tider på én gang.

Plads til den nostalgiske lytter

De tre hovedspor under Sound Around, som er skitseret i ovenstående, peger hver for sig i forskellige retninger, men fælles for de tre er dialogen med fortiden eller fremtiden. De nye fremtids-dimensioner repræsenteredes under PULSARs koncerter med elektroakustisk og akusmatisk musik. Den rum-orienterede lydkunst har ofte bred appel og tilgængelighed, fordi den kan smelte ind i et oplevelsesorienteret kommercielt samfund. Men sådan en lydkunst var der ikke tale om, hverken under BEAST-koncerten på arkitektskolen eller i Københavns Universitets Festsal.[2] Heldigvis da – for den ny musik må ikke bare modstandsløst smelte ind i et kommercielt samfund, hvor der ikke findes tid til kunstnerisk kontemplation.[3] En balancegang er det dog, hvis man vil have fat i potentielle interessenter for ny kompositionsmusik. Når den kunstneriske kontemplation kun kan foregå, hvis man kan reflektere over et meget intellektualiseret begrebsapparat som fx omkring BEASTs akusmatiske musik, gør det musikken utilgængelig for et bredt publikum. Men sådan er det måske med fremtidsmusik?

Med smagsprøver på den kinesiske samtidsmusik fik vi langt hen ad vejen et genkendeligt udtryk fra en nyere vestlig kompositionsmusik. Genkendeligt dog kun, hvis man har bevæget sig i den ny kompositionsmusiks sfærer førhen. Har man ikke det, kunne de kinesiske farvninger paradoksalt nok bidrage til, at musikken blev mere optagelig. Her er noget etnisk fremmedartet, som vi kan kategorisere som en klart defineret anderledeshed, så spidser vi ører.

Hvor der var dialog med fortiden og traditionsmusikken – i den kinesiske som i den danske eller svenske kompositionsmusik – frydede jeg mig og antager, at den slags måske også falder i god jord hos andre nostalgikere. Det kunne også alene være en præference for minimalisme, enkelhed eller collage. Jeg tilslutter mig hoben af anmeldere, der priser Pelle Gudmundsen-Holmgreens Plateaux til åbningskoncerten. Skønt med en symfonisk musik med genkendelige elementer, som alene i sit udtryk kan appellere og bevæge.

På mange måder garanterede bredden i de fire temaer under Sound Around en tiltrækningskraft for publikum ved ikke at appellere for snævert efter genre. Men osteklokken, som den ny kompositionsmusik kan anklages for at befinde sig i, så nu ikke ud til at blive åbnet meget op af den grund, alle koncert-gengangerne taget i betragtning. De skulle nu vide, hvad de går glip af, alle nostalgikerne, som under Sound Around sagtens kunne have fundet en samtidsmusik, der fortsat er i dialog med traditionsmusikken!

Noter

• Som ordet ’akusmatisk’ første gang blev brugt af Pierre Schaeffer, betegnede det en lyttesituation, hvor lydkilden ikke er synlig for lytteren. Med François Bayles’ brug af betegnelsen er begrebet udvidet til at betegne situationer, hvor lytteren ikke længere kan identificere lydkilden.

• Da Music Space Reflexions blev præsenteret som lydinstallation på det jødiske museum under Kulturnatten i København den 12. november, blev værket dog netop transformeret til det, man kan kalde oplevelseskunst, der ikke udfordrer lytteren, eller fordrer refleksion.

• Således advarer Ludger Brümmer, komponist og chef for Institut for Musik og Akustik på det anerkendte center for Kunst og Medieteknologi i Karlsruhe. (Interview med Brümmer i PULSARs programkatalog, s. 15).