Med det helt store udtræk

Af
| Årgang 82 (2007) nr. 03 - side 105-106

De var der alle sammen – medlemmer af festivalens programkomité, der var blevet et år ældre og et par kilo tungere. Og de ‘vrede unge’ med deres alternative, højt intellektuelle blad Glissando, som bevidst skal ligne noget, der er ‘hjemmelavet’ og en anelse ‘snusket’. De første (de gamle) klappede ad det hele, de sidste (de unge) buhede af og til, og viste oftest den største begejstring for den musik, der ikke var polsk.

Det var tydeligt, at man på forhånd havde sine favoritter – nogle af dem var både ‘de gamle’ og ‘de unge’ ganske enige om: således vakte fx Kaija Saariahos Notes on Light for cello og orkester fra 2006 en udelt begejstring i alle lejre. Det samme gjaldt Helmut Lachenmanns Schreiben for orkester fra 2003, Per Nørgårds Gennem torne for harpe, fløjte, klarinet og strygekvartet fra 2003 og Klaus Hubers Quod est pax? – vers la raison du coeur … fra 2007. De unges buh-råb ledsagede derimod fx opførelsen af Gija Kantjlis Kápote fra 2006, og en del polske værker. Efter afslutningskoncerten, hvor man bl.a. kunne opleve Sofia Gubajdulinas en time lange værk (uddrag fra Johannespassion efterfulgt af en Opstandelse, begge fra 2001-02), delte publikum sig i to lejre: nogle undlod at klappe (hovedsageligt de unge), andre gav stående bifald (overvejende de gamle).

Men der var også værker, som forenede det samlede publikum i fælles begejstring. Det gjaldt fx Xenakis’ Nomos Gamma fra 1967-68 for 98 musikere, der var placeret blandt publikum. Værket blev fremført ved en koncert, der fandt sted i en kæmpestor kongressal, helt ude i udkanten af byen, hvor ‘djævelen siger godnat’ (som man siger det på polsk), og hvor taxaerne nægtede at komme og derfor gjorde hjemkomsten til noget af et eventyr. I øvrigt bød denne koncert – ud over Xenakis – også på værker med elektronisk lag af de polske Magdalena Długosz (Gemisatos fra 2005-06) og Ewa Trębacz (things lost, things invisible fra 2007) samt af Gérard Grisey (L’icône paradoxale/hommage à Piero delle Francesca fra 1993-94). En koncert, som jeg sent vil glemme.

Ellers var der fra arrangørernes side lagt en tydelig linje i programmerne, en linje, der forbandt fortid og nutid. Dette var jo ikke hvilket som helst Warszawa Efterår, dette var jubilæum for festivalen, og den blev sponsoreret med rundt hånd både fra Statens og byen Warszawas side. Programmet bød derfor på en del værker skrevet af de komponister, der var med, da festivalen stiftedes for 51 år siden, man havde også inviteret de komponister, der betød mest for festivalens udvikling (blandt andre Per Nørgård), men man havde også præsenteret helt nye værker, bestilt specielt til dette års festival, og dem var der mange af (af Szabolcs Esztényi, James Dillon, Martin Smolka, Klaus Huber, Toshio Hosokawa, Jerzy Kornowicz, Lidia Zielińska, Roman Berger, Aleksander Lasoń og Uros Rojko, Georg Friedrich Haas).

En del af de ‘historiske’ værker viste sig at være forbavsende friske – fx Kazimierz Serockis Fantasia elegiaca for orgel og orkester fra 1971-72, Henryk Mikołaj Góreckis Koncert for 5 instrumenter og strygekvartet, som stammede fra den tid, hvor han stadigvæk var komponiststuderende (1957), Krzysztof Pendereckis Utrenje II (fra 1971), György Ligetis værker for cembalo (fra sidst af 60erne, fremført – den gang, som nu – af Elżbieta Chojnacka).

For en gæst, der kommer for at deltage i festivalens arrangementer, er Warszawa Efterår et sandt overflødighedshorn. Alt klapper (måske bortset fra, at en del koncerter begynder med forsinkelser), man bliver hentet og bragt fra og til lufthavnen, de vigtigste komponister bliver udstyret med søde skytsengle i form af unge musikstuderende, der ledsager dem overalt, hotellet ligger centralt i byen og vejret er, som vanligt, helt i top. I år var der en ægte ‘Indian summer’ med solskin og varme.

Som nævnt mangler festivalen hverken penge eller opbakning fra myndighedernes side. Der inviteres mange gæster, journalister, observatører, kommentatorer, og de kommer gerne, fra nær og fjernt, fra Øst og Vest (måske dog mest fra Øst). Kæmpe blomsterkurve bliver båret ind på scenen efter hver koncert, og man kommer i hvert fald ikke til at tabe sig, for der bliver budt på mange receptioner undervejs. Desværre også på mange højtideligheder med lange taler (en polsk specialitet), i år holdt man en stor ‘medaljeuddeling’ på selve slottet i Warszawa, og det tog det meste af en eftermiddag.

Warszawa Efterår varede ni dage og bød på 22 koncerter, der spilledes rundt omkring i byen. Dette gav en del problemer med transporten til og fra koncerter, men med valget af de lidt mere alternative spillesteder (en sportshal, udstillingssteder, nedlagte fabrikker) fik man også fat på et ungt publikum, som måske ikke synes, at den traditionelle koncertsal er det ideelle sted at lytte til moderne musik. I de traditionelle ‘spillesteder’ var ca. halvdelen af publikum unge under de 30. Jo mere ‘alternativt’ koncertstedet er, og jo senere på aftenen (eller natten) koncerten finder sted, des flere unge mennesker blandt publikum.

Alle de koncerter, som jeg har overværet, bød på musik fremført af fremragende ensembler: Nationalorkstret fra Warszawa, Den schlesiske strygekvartet, Konservatorieorkstret fra Katowice, SWR Sinfonieorchester Baden-Baden, Megaron Orchestra, Sinfonia Varsovia, Kammerorkestret Aukso, Klangforum Wien, Israel Contemporary Players, Ensemble Orchestral Contemporain, og ligeså fremragende solister: harpespilleren Tine Rehling, slagtøjsspilleren Jan Pilch, cembalisten Elżbieta Chojnacka, klaverduoen Ruta og Zbignievas Ibelhauptas fra Litauen, sopranen Agata Zubel, den russiske bassanger Gennadij Biezzubienkov, den polske sopran Izabella Kłosińska og mange andre.

Som noget nyt foranstaltede man en musikvidenskabelig konference, der fandt sted på Warszawas Universitet med over 50 deltagere fra forskellige lande, og hvis emne var musikfestivaler rundt om i Europa. Også repræsentanter for musikinformationscentre og for de europæiske komponistforeninger holdt parallelle konferencer, og de fleste ‘delegerede’ overværede festivalkoncerterne om aftenen i de tre dage de var i Warszawa.

Jeg var blevet indbudt til at deltage i konferencen for at fortælle om Musikhøst i Odense (der i år havde et polsk tema på programmet) og kan bevidne, at det største udbytte får man – som det oftest er tilfældet ved internationale konferencer – af de samtaler, man fører i pauserne.

En af Warszawa Efterårs traditioner er en mulighed for at møde komponister ved mere eller mindre uformelle pressemøder. I år var ingen undtagelse – snarere tværtimod. Hver dag kunne man i det Østrigske Kulturinstituts lokaler møde en, nogle gange to komponister. Således også både Per Nørgård og Bent Sørensen. Mødet med Per Nørgård blev ledet af en velforberedt komponist fra Krakow, Maciej Jabłoński. Det blev, efter organisatorernes ønske, holdt på dansk med polsk oversættelse. Man ville gerne høre sproget. I mødet deltog både journalister, musikteoretikere og komponister – hovedsageligt de unge. Især komponister fra Kraków mødte talstærkt op. Efter mødet blev der drøftet detaljer omkring Per Nørgårds besøg i Kraków til december – her afholdes nemlig ‘Danske Musikdage’ med blandt andet Per Nørgårds musik. Den danske komponist vil også undervise kompositionsstuderende ved Krakóws Musikakademi. Et spændende initiativ, som bevidner den store interesse, som især Polens yngste komponister viser for dansk musik.

Alt i alt – Warszawa Efterårs jubilæum blev fejret på bedste vis. Festivalen viser sig stadigvæk at være et vigtigt forum for præsentationen af nutidig musik i Polen. Den har dog ikke samme monopol på ‘moderne musik’, som den engang har haft. Der spores tydeligt en ny grøde i komponistmiljøet i Polen. Der findes i dag mange flere stærke musikcentre i Polen (Kraków, Wrocław, Łódź og Poznań), og der afholdes mange flere festivaler (Festival for polsk musik i Kraków, Musica Nova og Musica Electronica Nova og Wratislavia Cantans i Wrocław, Festival: Dialog for 4 kulturer i Łódź, for at nævne nogen af dem), end den gang, i 1956, hvor Warszawa Efterår afholdtes for første gang.

Warszawa Efterår

• Warszawa Efterår nr. 50. 21.-29. september 2007.

• Ledes af programkomité bestående af 12 medlemmer (10 mænd og 2 kvinder), komponister og musikteoretikere. Festivalens leder er Tadeusz Wielecki.

• Samarbejdspartnere er Polsk Komponistforening og Polsk Radio.

• 22 koncerter, op til 4 om dagen. 11 forskellige spillesteder i Warszawa.