Mytologi versus markedskræfter?

Årets Ultima, med mottoet Musikalske mytologier, blev en af de mest omfattende i festivalens historie. Siden opstarten i 1991 er omfanget – både i antallet af arrangementer og i længde – stadig voksende, og i år kunne Oslo-publikummet opleve samtidsmusik og beslægtede kunstneriske udtryk i 17 dage. Festivalen har nu et større tidsmæssigt omfang end det norske flagskib, Festspillene i Bergen, og kender vi festivaldirektør Geir Johnson ret, er ønsket at ekspandere yderligere i årene, der kommer. En af grundende til, at dette er muligt, er festivalens betydeligt forbedrede økonomi, efter at den i 2006 fik status som en ”knudepunkt-festival”. Dette indebærer blandt andet en årlig støtte fra det offentlige, hvor 60 % af tilskuddet kommer fra staten og 40 % fra kommunen. Derudover leverer 18 medlemmer i Ultimas stiftelse hver deres produktioner – hovedsageligt finansieret uden for festivalens eget budget.

Ord som ekspansion og optimisme blev således centrale ved opsummeringen af Ultima 2007. Et eksempel er de rekord mange uropførelser; hele 38 værker blev opført under parolen Uhørt. Blandt dem Glenn Erik Hauglands nye opera Rebekka – glædeligt nok i Den Norske Operas regi, og forhåbentlig betegnende for hvordan operaen vil satse, når det nye operahus åbner i april. Et andet højdepunkt var Ole Henrik Moes trilogi Vent Litt Lenger – en ekstremt klanglig og instrumental udforskning – som han selv opførte sammen med Arditti Kvartetten.

Ved en overfladisk optælling virker det, som om man i år satte flere rekorder, blandt andet i antallet af præsenterede komponister. Der var omkring 115. Begrebet ’samtidsmusik’ var desuden meget bredt og kom til at betegne kompositioner fra hele det 20. århundrede. Gennem festivalen fik vi dermed en væsentlig mængde ældre musik at høre, størstedelen var skrevet af medlemmerne i Norsk Komponistforening, som markerede foreningens 90 år med værker fra hele dens levetid. Derudover fik komponister som Bartók, Stravinsky, Beethoven, Purcell og Bach – tilmed norsk folkemusik – plads på programmet, mere eller mindre relateret til de moderne værker.

Mangfoldighedens paradokser

En så bred, nærmest altomfattende programsammensætning var i hovedtræk interessant, men bød også på profilmæssige udfordringer. Til trods for tematikken Musikalske mytologier og underkategorier såsom Uhørt, Ultima Ung og flere, var det i år vanskeligt at se tydelige kunstneriske programvalg. Der var ingen festivalkomponist, heller ikke et overordnet og gennemgående fokus – såsom et lands traditioner, grupperinger eller lignende. I festivalbogen trak redaktionen to mulige retninger frem: Dansk og britisk lyd, men ingen af dem blev fulgt til dørs med respektive koncertserier. I stedet virkede profileringen glimtvis og tilfældig; et værk her, en koncert der, uden plads til en grundigere præsentation. Bredde var og blev årets overskrift, og de omkring 115 opførte komponister var sjældent repræsenteret med mere end ét værk hver.

Kun tre af de mange komponister var ikke-vestlige, og omkring 15 % var kvinder. Skævheden var særlig påfaldende, fordi festivalen i år havde et kvindefokus. Under overskriften Unikke kvindestemmer mødte vi komponister og udøvere som Maja Ratkje, Lene Grenager, Fatima Miranda, Michiko Hiruymi, Amelia Cuni, som alle imponerede med deres særegne tolkninger fra japansk-inspireret Scelsi til indisk-inspireret Cage eller andet. Men tilsammen udgjorde disse, med de andre kvinder, en marginal forøgelse på 5 % i forhold til året før. Satsningen var glædelig, men fungerede i højeste grad som en synliggørelse af, hvor mands- (og ikke mindst vestlig-) domineret feltet stadig er. Dét er et paradoks i et år, hvor mangfoldigheden synes overvældende, og hvor mængden af samarbejdspartnere stadig udvides. Et andet paradoks er Geir Johnsons tematisering: »Musikalske mytologier er fremstillet som en sprængkraftig modstander af vores tids kapitalisme, mod et stadig øget krav til indtjening, effektivitet og struktur i en tid, hvor mottoet ”Ekspandér eller dø!” hele tiden er et underliggende mantra«.[1]

Spørgsmålet er, om ikke festivalen selv er grebet af denne tendens? Jeg oplever i hver fald, at det i denne opsummering bliver mere naturligt at referere til størrelsen, rekorderne, udfoldelsen, end at skrive om de bagvedliggende kunstneriske motivationer. Og hvor blev de egentlig af, de musikalske mytologier? Forsvandt de i udvidelsens muligheder; 17 dage med gammelt og nyt, med et uoverskuelig antal koncerter, komponister, uropførelser og udøvere?

Vi glæder os naturligvis over den voksende fejring af samtiden og den økonomiske tryghed, festivalen endelig har fået. Men udfordringen i de kommende år bliver virkelig at give publikum en mere fokuseret festival, en festival med fodfæste, som i større grad giver grobund for kvalitet. Ikke kun i de enkelte produktioner, men som en hel størrelse. Festivalen skal ville noget – ud over det at vokse – og vi ser frem til, i de næste år, at opleve hvad dette ”noget” vil blive.

Noter

• Citat hentet fra artiklen Ultima 2007: Musikalske mytologier, programbogen til Ultima 2007.

www.ultima.no