Nye udgivelser: Bøger

Fejring af flere formater

I anledning af Wilhelm Hansens 150-års jubilæum har forlaget udgivet en række publikationer og afholdt fødselsdagskoncerter.

Stort er flot – småt er godt! Forlaget Wilhelm Hansen har draget fordel af begge disse udsagn gennem sin 150 år lange levetid. I det store har Wilhelm Hansen siden forlagets start i 1857 formået at konsolidere sig solidt ved gradvist at opkøbe det ene konkurrerende musikforlag efter det andet, etablere internationale kontakter – og til sidst lade sig selv opkøbe af Music Sales uden dog at give køb på firmaets egentlige status som musikforlag. I det små har Wilhelm Hansen holdt sig smukt flydende i det danske kulturlivs lille andedam, og forlaget har i lige linje og gennem seks generationer været ledet af Jens og Hanne Wilhelm Hansens efterkommere.

Det har, med alle de fordele og ulemper det indebærer, givet Wilhelm Hansen monopollignende forhold i det danske musikliv, og det har placeret forlaget som en velhavende og velrenommeret erhvervsdrivende virksomhed. Man kan derfor ikke fortænke Edition Wilhelm Hansen i at benytte 150-års jubilæet til at slå et ordentligt slag for sig selv og for firmaets mangeartede musikalske produkter. På hjemmesiden er der etableret et speciel jubilæums site: www.wh150.dk, hvor man kan surfe rundt i specialtilbud og fortællinger om firmaets glorværdige historie. Og i løbet af 2007 er der blevet afholdt en række farverige koncerter. Nogle af dem var arrangementer, der i forvejen var programsat. Andre deciderede jubilæumskoncerter.

I det tidlige forår stod Athelas Sinfonietta Copenhagen for et meget stemningsfuldt og veltilrettelagt arrangement med Bent Sørensen som kurator og en lang række gæsteoptrædende som Thomas Sandberg, Palle Mikkelborg, DJ Turkman, Helene Gjerris, Morten Zeuthen, Jakob Kullberg, WH-koret og Leif Ove Andsnes i Pumpehuset i København. På selve jubilæumsdagen den 27. oktober lagde Radiohusets Koncertsal rum til et næsten for stort arrangement i to afdelinger med talrige prisuddelinger fra Wilhelm Hansens legatmidler og highlights som Poul Ruders Light Ouverture, Per Nørgårds Wie ein Kind, Jacob Gades Tango Jalousie, sange af og med Lars HUG og Liv Lykkes fortolkninger Kai Normann Andersens sange på programmet. Tine Birger Christensen og Louise-Marie Törnqvist kunne stolt vise deres varer frem med en perlerække af komponister, medarbejdere, musikere og kulturpersonligheder som deltagere.

Wilhelm Hansens 150-årige historie er i denne sammenhæng også et interessant kapitel. Indtil videre har vi kunnet læse om den i Finn Gravesens artikel i sidste nummer af Dansk Musiktidsskrift og i de små ’booklets’, som har været en del af forlagets såkaldte jubilæumspakke. Men bag al markedsføringen og festivitassen er Finn Gravesens egentlige jubilæumsbog, ’Hansen’, der udkom sidst i oktober, afgjort det mest vægtige bidrag til markeringen af de 150 år. Her får man et langt bedre og dybere indblik i, hvordan Wilhelm Hansen har udviklet sig, siden butikken åbnede på Kongens Nytorv i 1857. Udviklingen af nodetryk, handel, den gradvise bevidsthed om rettigheder til musikken, koncertvirksomhed og pladeudgivelser tegner tilsammen et meget interessant billede af især Københavns musikliv i samme periode, som ikke kan læses så mange andre steder.

I forlaget og musikhandelen Wilhelm Hansen havde man tæft for, hvad der rørte sig i musiklivet. Lederne var kvalitetsbevidste nok til både at satse på det smalle og det brede repertoire. Der skulle handles ud fra den særegne blanding af smag, æstetisk og håndværksmæssig fornemmelse samt øre for, hvad der i fremtiden ville være værd at satse på. I den sammenhæng satte Wilhelm Hansen til på gyngerne, hvad de vandt på karrusellerne. Det skabte respekt om forlaget, selvom nogen ikke kunne undgå at føle sig forbigået.

Skismaet mellem de sjove (kredsen omkring Wilhelm Hansen) og de kedelige (alle de andre) rumsterer imellem linjerne i Finn Gravesens store bog. Han går let henover knasterne, men de er ikke glemt. Et klassisk eksempel er forlagets prioritering mellem Carl Nielsens og Rued Langgaards musik. Sammenholdes disse interne forhold med den pris, som Arnold Schönberg fik for to værker, da han i 1923 besøgte Danmark, bliver omstændighederne endnu mere krydrede: For Schönbergs to centrale værker opus 23 og 24 gav Wilhelm Hansen 18.000 danske kroner i 1923, hvilket var et mega stort beløb den gang. Til sammenligning fik Carl Nielsen 5.000 kroner for sin 4. Symfoni, Det uudslukkelige, mens Rued Langgaard måtte betale (!) 850 kroner for at få sin 7. Symfoni udgivet på forlaget.

Spørgsmålet om udbud og efterspørgsel er svært at diskutere, men i tilbageblik er det tankevækkende, at Schönbergs værker var så attraktive for forlaget, i betragtning af at det først var i 1950erne, at det rigtigt blev comme il faut at beskæftige sig med Schönberg og den anden wienerskole herhjemme. Carl Nielsens forhold til Wilhelm Hansen begyndte godt og venskabeligt, men det blev siden bittert og stormfuldt. I forbindelse med sin 60-års fødselsdag rettede komponisten en skarp kritik imod forlaget, idet han bl.a. hævdede, at han kun skulle have fået 50 kroner ud af Jens Vejmand. Den påstand dementerer Finn Gravesen i ’Hansen’. Carl Nielsen fik, om ikke meget, så dog generelt en jævn strøm af økonomiske midler fra Wilhelm Hansen. Og bruddet i 1925 blev ikke til Carl Nielsens fordel, da Borups Musikforlag, som udgav hans sene værker, langt fra kunne give så høje honorarer, som Wilhelm Hansen havde gjort. Siden opkøbte Wilhelm Hansen Borups Musikforlag, og på den måde blev Carl Nielsens musik igen samlet hos Wilhelm Hansen. Rued Langgaard var som bekendt ikke Wilhelm Hansens kop te. Det var kun værker fra før 1925, forlaget interesserede sig for. Efterfølgende kaldte Langgaard med slet skjult hentydning sin klassiske musikforening for De Kedeliges Musikforening.

Sådan er det gået op og ned ad bakke gennem årene. Med satsningerne på revy-, teater- og filmmusikken gjorde Wilhelm Hansen også store forretninger. Så store, at Asger og Svend Wilhelm Hansen i 1930erne var med til at finansiere noget så ekstravagant som bygningen af Bellevue Teatret på Strandvejen. I de allerseneste år har Edition Wilhelm Hansen kunnet glæde sig over opkøbet af pladeselskabet Storyville, og Wilhelm Hansen har med god grund ærgret sig over, at udgivelsen af Koralbog til Den Danske Salmebog i 2003 ikke gik til dem, men til Kroghs Forlag.

Det er sin sag at skrive objektivt om sådan et livskraftigt firmas historie. Finn Gravesen har gjort det ved at skrive positivt og lige ud ad landevejen om de mange begivenheder og med fint overblik sammenholde dem med samtidens sociale, økonomiske og kulturelle forhold. Herved har han afdækket et stykke dansk musikhistorie, som er vedkommende, underholdende og interessant læsning. Finn Gravesen har været godt rundt i krogene af firmaets mange engagementer. Hans baggrund som musikhistoriker og forfatter til bogen Hvem ejer musikken?: en bog om musik og ophavsret har gjort ham til en oplagt forfatter til jubilæumsbogen. Det store kildemateriale fra Wilhelm Hansens gamle arkiver, der nu ligger på Det Kgl. Bibliotek, er dog så omfattende, at det langt fra er udtømt for emner med denne jubilæumsbog. Vil man altså vide mere om Wilhelm Hansens 150-årige historie er budskabet nu og her klart: Smid de små jubilæumshæfter ud og læs ’Hansen’.

Edition Wilhelm Hansens jubilæumspakke består af 12 booklets (en pr. måned) forfattet af Finn Gravesen om forlagets 150-års historie. To cd'er (en populær og en ’seriøs’) med musik fra Wilhelm Hansens Musikforlag. Dertil rabatkuponer til en lang række koncerter og begivenheder samt tilbud på bøger og cd'er. Pris i alt: 150,- kr.

Historien om WH

Finn Gravesen: Hansen – Wilhelm Hansen Musikforlag 1857-2007. Wilhelm Hansen Musikforlag, København 2007. ISBN 978-87-598-1469-7. 343 sider. Pris: 299 kr.

I år fejrer en central faktor i dansk musikliv en stor fødselsdag: Wilhelm Hansen (WH) Musikforlag fylder 150 år, og derfor ønsker forlaget naturligvis at markere begivenheden. Der har været forskellige aktiviteter i den forbindelse, og den af dem, som vil leve længst fremover, er sandsynligvis Finn Gravesens (FG) bog om forlagets historie. I sidste nummer af DMT fremstod en artikel med en hurtig gennemgang af historien (s. 64-69).

FG har ydet en bemærkelsesværdig præstation med flere hundrede siders læseværdig tekst. Hertil kommer lækkert layout og fine billeder. Bogen Hansen er en populærvidenskabelig præsentation af forlagets historie. Set fra et salgsmæssigt perspektiv (og det har forlaget jo) er det en god idé, da lette historier står i betydelig højere kurs end videnskabelig grundighed. Det skaffer sandsynligvis også flere læsere. Forlaget sættes ind i tidens musik- og kulturhistorie, og det giver en sammenhæng og historisk forståelse, som hæver bogen ud over en snæver virksomhedshistorie. Bogen er fyldt af perspektiveringer til dansk musikliv, som får den til at nærme sig en mere overordnet dansk musikhistorisk fremstilling for perioden. Billederne får nye sider frem i forhold til tidligere viden, og ikke mindst de sidste 50 års historie giver nye oplysninger i forhold til tidligere kendt stof. De sidste afsnit er også spændende, fordi de giver et indblik i forlagets tilpasning til nutidens og overvejelser om fremtidens udfordringer. I forhold til de første 100 års historie er mange oplysninger og synspunkter taget fra Axel Kjerulfs jubilæumsbog Hundrede år mellem noder fra 1957. Den historiske hovedfortælling bliver i bogen afbrudt af mindre skildringer af hverdagen i forlaget og butikken, som giver et velvalgt afbræk. Bogen sluttes af med en jubilæumshilsen af Per Nørgård.

Som afsnitsdeler vælger FG Hansen-dynastiets generationsskift, og vi får præsenteret forlagets kurs i og tilpasning til skiftende tiders udfordringer fra 1857 og frem til i dag. De skiftende ejere bliver i bogen omtalt med fornavn, mens øvrige personer omtales med fulde navn. Det giver bogen et præg af slægtshistorie, og det understreger bogens vinkel: historien fortolkes først og fremmest ud fra familiens og forlagets verdensbillede. Det bliver så den ’spændetrøje’, som FG må manøvrere i. Mest tydeligt bliver det i præsentationen af konkurrerende forlag og deres for hold til WH.

Et eksempel er vurderingen af forlagets forretningsmetoder. Det tjener FG og forlaget til ære at det, som er blevet betragtet som forlagets aggressive og griske virksomhed – herunder konflikter med komponister omkring honorarer – ikke forties. FG forsøger diplomatisk at forklare (og dermed forsvare), hvorfor forlaget handler, som det gør. Et eksempel: »Allerede inden Hennings åbnede sin konkurrerende virksomhed [i 1880], gjorde Wilhelm Hansen et forsøg på at stække Hennings’ muligheder. Han sendte et brev til alle ’sine’ boghandlere ude i landet og opfordrede dem til at indgå en aftale med ham om ikke at have noget med Hennings at gøre. Han truede oven i købet med at inddrage alle hidtidige rabatordninger, såfremt de ikke rettede sig efter henstillingen. Nærmest et forsøg på en håndfæstning. Måske ikke noget smukt træk, men måske forståeligt for en mand, der så sit livsværk truet. Offentligheden og pressen kunne ikke lide Wilhelm Hansens træk, og måske bidrog en del skriveri om sagen til en vis animositet imod firmaet.« (s. 65). Dette citat må siges at være et eksempel på det, man kunne kalde ’diplomatisk historieskrivning’ og hvor er det godt at dunkle fremmedord står til rådighed for diplomaterne!

Et andet eksempel er omtalen af dannelsen af Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik i 1871. FG skriver: »Det er meget forlangt, at de relativt nye musikforlag skal satse på udgivelse af en musik, som kun har et meget lille publikum. Det kræver en solid likviditet og en god portion idealisme.« (s. 46). Konklusionen er altså, at det ikke kan være forlagets ansvar at udgive musik, som der ikke kan tjenes gode penge på. Men mon ikke også det skal ses i lyset af, at Samfundet blev dannet på et tidspunkt, hvor Wilhelm Hansen for alvor begyndte på det, som med tiden blev forlagets særkende: en indædt kamp for at udkonkurrere konkurrenter og få monopol på musikudgivelser i Danmark.

Især har DMT-artiklen en tendens til ensidigt at fokusere på WH’s dygtige forretningstalent, og konkurrenterne betegnes af samme grund som svage. FG vælger at skyde etableringen af Henrik Hennings’ Kongelig Hof-Musikhandel ned med at betegne det som magthavernes forsøg på at stoppe en ’opkomling’. Han har sikkert ret i, at det var en del af det, men det handlede også om, at skulle WH’s monopol bekæmpes, måtte det gøres ud fra et stærkt modspil, der krævede kapital! Det var den eneste måde i datiden at gøre det på. For, som FG selv skriver et sted i bogen: »Darwins bog om arternes oprindelse og ’the Survival of the Fittest’ var udkommet i 1859 og blev i disse år voldsomt diskuteret. Hansen viste, at der på hans område var noget om snakken.« (s. 55).

Selvom bogen gerne vil fokusere på den pæne del af historien om et forlag, der får dansk musikliv til at blomstre, og som hjælper de dygtige komponister til tops, er der ingen tvivl om, at vi har at gøre med et ambitiøst forlag i en benhård branche. Forlaget forsøgte at ekspandere og brede sig til udlandet og lavede kontrakter med komponister med helt store navne som fx Arnold Schönberg og Edgar Varèse. Alligevel er det endt med, at WH blev solgt til det multinationale Music Sales i 1988.

WH har haft en kedelig tendens til efter overtagelse at nedlægge forlag og dermed sætte en stopper for deres aktiviteter. Som et af de seneste eksempler vil jeg blot henvise til de mange kirkemusikere, som begræder Edition Egtveds skæbne, for det har siden 1996 skabt et stort hul i udgivelsen af kirkemusik. Det kan WH simpelthen ikke være bekendt. Må jeg foreslå at skele til Gyldendal, som har formået at fastholde mangfoldigheden i udgivelserne ved at lade deres mange forlag leve videre efter forlagets overtagelse. Med fare for at blive angrebet af ånden fra Dansk Folkeparti vil jeg faktisk betragte den udenlandske overtagelse umiddelbart positivt. Der har man nemlig set værdien af at videreføre overtagede forlag og dermed deres særegne profil.

Men måske er jeg for naiv. Den just afgjorte retssag mod Dansk Kirkemusikertidende viser, at forlagets benhårde strategi stadig er intakt, og da tiderne for musikforlag generelt er blevet skrappere, kunne man frygte det værste. For at blive i billedet omkring forlagets strategi med at »tjene på gyngerne, hvad man sætter til på karrusellerne« (se s. 40), kunne man appellere til den store gynge- og karruselejer om at give plads til det lille spejlkabinet, som godt kan lide at være sig selv i god forståelse med stamkunderne i det fjerneste hjørne af forlystelsesparken – også selvom man dermed måske tager nogle få potentielle kunder fra den store rutsjebane. Mangfoldighed gør jo et tivoli mere værd at besøge, og man behøver ikke nødvendigvis selv at skulle opfinde alt det sjove for at tjene penge.

Der er ingen tvivl om, at WH har bidraget til meget godt i dansk musikliv gennem tiderne, og der er bestemt grund til at ønske forlaget tillykke med jubilæumsbogen. Den vil sandsynligvis få en hædersplads på forretningens salgshylder og hjemme i familiedynastiets stuer. Men som musikhistorisk dokument kan den ikke stå alene. Hertil er den alt for prætentiøs, og selvom det sikkert ville passe fint ind i forlagets selvforståelse, bør WH ikke have lov til at få monopol på opfattelsen af de sidste 150 års musikforlagshistorie i Danmark. Med denne bog haster det derfor endnu mere med at få lavet en ny videnskabeligt funderet dansk musikhistorie som afløser til Nils Schiørrings gamle 3-binds værk fra 1978. Her bør de mange begravede forlag få en stemme, for deres version af historien vil utvivlsomt nuancere billedet.

Peter E. Nissen

Fra Støj til Wagner

Brandon LaBelle: Background Noise. Perspectives on Sound Art. Continuum International Publishing Group 2006. 316 sider, £ 14,99.

Én eller anden har en gang spydigt udtalt om Stravinskys musik, at den er langt bedre end den lyder. Associationen dukkede op efter at have læst de første par kapitler af denne bog om Sound Art. Man frygter en snæver, indforstået exposé om et specialtilfælde – og bliver behageligt overrasket over velformuleret kronologi, skarpe betragtninger, befriende indslag af humor, og i det hele taget netop perspektiver, der bestandigt udvider sig fra det på papiret temmelig afgrænsede emne.

Lydkunst, som det er blevet til på dansk, er en dybt fascinerende kunstart, der har undergået en rivende udvikling i de seneste 30-40 år i bestræbelserne på at udforske den lydverden, der ligger hinsides musikken. Naturligvis kan der ikke trækkes en skarp grænse mellem musik og lydkunst. Der vil være mange tilfælde af overlapning mellem fx eksperimenterende elektronisk musik og egentlig lydkunst. Men ikke overraskende er megen lydkunst opstået netop som en konsekvens af radikale eksperimenter med musikkens grænser.

John Cage, hans musik og tanker om musikkens – og lydens – befrielse, er en rød tråd gennem LaBelles bog. Med udgangspunkt i bl.a. Cages berømte værk 4’33’’ opruller LaBelle kronologisk en lang række normdannende og grænsebrydende kunstneres arbejde med lyd som kunst.

Cage var jo som bekendt en af pionererne i brugen af reallyde, og fra disse tidlige eksperimenter følger LaBelle sporet op gennem tiden, via Fluxus, Events og Happenings frem til de seneste års markante skikkelse inden for feltet.

Vi er alle (hvis vi da ikke er døve) omgivet af et væld af lyde hver eneste dag. Mange lydkunstnere har beskæftiget sig med – og beskæftiger sig med – at udnytte og bruge hverdagslyde i et kunstnerisk udtryk, bl.a. ved at sætte kendte lyde ind i andre sammenhænge, ved at forstærke, forvrænge eller mixe ”almindelige” lyde. Herved tvinges man som tilhører til at opleve velkendte lyde på en ny måde, så at sige med friske ører. Lydkunst kan også manifestere sig ved at lade lyd og arkitektur spille mod og med hinanden, hvad fx Xenakis gjorde.

Kroppens lyde kan endvidere forstærkes ved hjælp af kontakt-mikrofoner og udnyttes kunstnerisk, som bl.a. Wayne Siegel har gjort herhjemme (se fx DMT nr. 1 og 2, 1998/99), og som Rolf Wallin har gjort kendt og elsket gennem sin såkaldte body-suit, hvor kunstneren så at sige spiller på sig selv.

LaBelle perspektiver de mange eksempler på banebrydende lydkunst med et væld af filosofisk baggrundsmateriale på de tætskrevne sider, hvilket giver en stærkt forøget forståelse for baggrunden for de strategier, som disse kunstnere har arbejdet udfra.

Der er dog en enkelt kobling, som forekommer ganske nærliggende, men som LaBelle tilsyneladende ikke foretager. Det er i omtalen af den japanske gruppe Ongakus arbejde i 60erne med krop med og mod det omgivende rum – koblet til Cages Living Room Music for forhåndenværende objekter. Her ligger det jo snublende nær at inddrage Stomp, denne mange steder spontant opståede udnyttelse af netop forhåndenværende genstande af enhver tænkelig art til at frembringe ofte meget komplicerede rytmiske mønstre af som regel stor fascination og med megen kropslighed. Ganske vist en art græsrodskunst, ofte opstået på gaderne i storbyer overalt i verden.

En anden tanke, der dukkede op under læsningen, var den norske kunstner Kim Hiorthøy, der i år var nomineret til Nordisk Råds Musikpris for cd’en Hei, hvor Hiorthøy har optaget egne beskedne udfoldelser på fx legetøjsinstrumenter og mixet disse med reallyde, elektrofoni o.a. til en meget fascinerende og original helhed. Omtalt i Nordic Sounds no. 2, 2006.

Brandon LaBelle, selv udøvende kunstner og p.t. underviser ved Københavns Universitet, har skrevet en meget anbefalelsesværdig bog.

Psyke & Logos nr. 1, 2007 (Årgang 28).Tema: Musik og psykologi.

Dansk Psykologisk Forlag 2007. 640 sider, kr. 235,00. ISBN 978-87-7706-457-9. Kan bestilles på www.psyke-logos.dk

Musik i pædagogikken. Pædagogik i musikken. Musik og personlighedsudvikling. Musik som kommunikation, måske som en art sprog? Ovennævnte emner og problemstillinger har on and off fyldt en del i disse spalter, hvor undertegnede i årenes løb har frembåret publikationer af både den seriøse slags og af den mere lugubre og dubiøse slags.

Begge typer bøger blev anmeldt i disse spalter i nr. 6, 2005/06, med Hans Günther Bastians Optimal børneopdragelse … med musik som det positive eksempel. I en bog som Bastians argumenteres der overbevisende for den gavnlige effekt af musikundervisning i skolerne målt på fx forbedret indlæringsevne samt forøget IQ. Hvorvidt det rent faktisk skulle forholde sig således med musik i relation til anden skoleundervisning hænger snævert sammen med en indkredsning af, hvordan musik egentlig påvirker mennesker – altså en slags kommunikativt aspekt ved musikken. Men hvilken slags? Og som bærer af hvilken type information?

Sådant er der i århundredernes løb blevet udgydt et hav af blæk over, noget begavet og åndfuldt, andet det modsatte. Men fast, empirisk grund under fødderne har der ikke været meget tankegods, der har haft. Det er måske på vej til at ændre sig.

Musikpsykologien er en disciplin i hastig vækst, og selvom man også hér kan finde tankekonstruktioner, der er mere beslægtet med filosofi end empiri, er der mange forskere, der tager afsæt i grundige forsøgsrækker og/eller egentlige anatomisk-neurologiske undersøgelse, fx Jan Fagius’ bog Hemisfärernes Musik fra 2001 om den cerebrale geografi i relation til beskæftigelse med musik, kortlagt ved forskellige typer hjernescanninger (anmeldt i DMT nr. 7, 2001/02).

På dansk er nu udkommet dette omfangsrige værk, udgivet af Dansk Psykologisk Forlag, som nr. 1 i 28. årgang af tidsskriftet(!) Psyke & Logos. Det må være suverænt tykkeste tidsskrift, undertegnede til dato er faldet over!

Psyke & Logos sigter mod at bringe artikler, der fremdrager principielle teoretiske problemstillinger, som normalt ikke tages op i den fagpsykologiske litteratur herhjemme, herunder især erkendelses-teoretiske spørgsmål, afgrænsningen af psykologiens genstandsfelt og forholdet til andre fagområder såsom: sprogvidenskab, sociologi, psykiatri og biologi.”

Ovenstående skal nu ikke hindre andre interesserede i at læse og få udbytte af en bog som denne, selvom nogle af de mange artikler afgjort er for folk af faget, der kan afkode den indforståede fagjargon.

I forordet til bogen skriver de to redaktører, Ole Andkjær Olsen og Lars Ole Bonde, bl.a.: »Igennem Psyke og Logos’ hidtidige og efterhånden lange historie har vi afsøgt mange af psykologiens grænseområder såsom sprog, historie, religion, moral, billeder, symboler, kunst, kultur og narrativititet, men først nu giver vi os i kast med musikken.«

Det fremgår endvidere af samme forord, at de danske arbejder om emnet, der indtil nu er udkommet, har været få og sporadiske, samt at miljøet for dette fagfelt i Danmark stort set har været begrænset til den musikterapeutiske uddannelse ved Aalborg Universitet, et netværk af musikpsykologisk interesserede fagpersoner med andet professionelt kerneområde, og endelig isolerede projektforløb eller selvstændigt virkende enkeltindivider inden for den terapeutiske sektor.

Denne situation ønskede man at bidrage til at ændre. Som gæsteredaktør inviterede man Lars Ole Bonde, der netop er lektor ved Institut for kommunikation/Musikterapi ved Aalborg Universitet.

Resultatet er dybt imponerende og meget inspirerende. Bogens 27 artikler falder i to afdelinger, den første med fokus på den almene, ikke-terapeutiske del af musikpsykologien, den anden halvdel specifikt koncentreret om musikterapeutiske problemstillinger.

Bogen indledes med to artikler af Lars Ole Bonde, hvor den første giver et overblik over musikpsykologien som begreb, uddannelsesmuligheder for musikterapeuter (i Danmark p.t. ingen, men muligt i Norge, Sverige og Finland), litteratur samt en oversigt over temanummerets artikler.

Herefter følger en god introduktion til musikpsykologien og musikterapien, udvikling og genstandsfelt. Så er rammerne afstukket for en række interessante og tankevækkende artikler.

En af de første er skrevet af Frede V. Nielsen: Musik og bevidsthed: Et fænomenologisk perspektiv. Med udgangspunkt i bl.a. sin egen doktordisputats om den musikalske spænding udfolder Nielsen en teori om »musik som et mangespektret meningsunivers«. Som altid hos Nielsen – bl.a. i hovedværket Almen Musikdidaktik – er synspunkterne velformulerede, velunderbyggede og fyldt med skarpe iagttagelser, der igen bygger på en enorm indsigt i faglitteraturen. Ikke let at læse, men udpræget besværet værd.

Det vil naturligvis føre for vidt at komme ind på mere end nogle få af artiklerne, men nævnes her må dog et par meget interessante artikler om sang, stemmebrug og terapi, fx Sanne Storms artikel om psykodynamisk stemmeterapi med afsæt i de vokale udtryks- og terapiredskaber, der blev udviklede af Alfred Wolfsohn omkring 1. Verdenskrig, og som Roy Hart byggede videre på i arbejdet med ”multi-oktav-stemmen” (Roy Hart spændte selv over 8 oktaver og startede senere i Sydfrankrig sit eget institut, som stadig eksisterer).

Den danske hjerneforsker og jazzmusiker Peter Vuust bevæger sig inden for samme felt som Jan Fagius (jfr. tidligere nævnte titel) og refererer til undersøgelser af aktivitet i hjernen ved perception af musikalsk syntaks (her som varianter af den tonale kadence samt brud i rytmiske mønstre). Dette er meget interessant, da vi her begynder at få netop den mere faste, empiriske grund under menneskets oplevelse af (og kommunikation gennem) musik. Vuust har i sine afsluttende kommentarer en vigtig pointe i forbindelse med en perspektivering af opdagelser som de i artiklen beskrevne. Han maner til forsigtighed med hensyn til at anvende sådanne resultater som argument for mere musikundervisning i skolerne, fx i kraft af den også af Hans Günther Bastian antydede transfer-effekt, hvor beskæftigelse med musik skulle styrke indlæringsevnen på andre områder, fx matematik eller sprog.

For det første er forskningsfeltet endnu meget ungt, for det andet er den sikkert påviste transfer-effekt relativt lille (den såkaldte Mozart-effekt giver Vuust ikke meget for), og endelig – og måske vigtigst – mener Vuust, at man ved at argumentere for musik som et fag, der skal understøtte andre fag (matematik m.m.), har man også medgivet, at musik er mindre værd end de andre fag. Og er det i virkeligheden det, vi mener? I et samfund, hvor musik fylder så meget – og hvor næppe noget parti ved det nys overståede folketingsvalg undlod at lade de respektive partilederes entré til midnatsmødet med egne støtter ledsage af musikalsk manende fanfarer.

Meget apropos så bidrager Iben Have med en artikel om underlægningsmusik i audiovisuelle medier, hvor hun som eksempel bruger en tv-dokumentar om Pia Kjærsgaard og dennes forhold til kolleger fra andre partier: Musikken i nævnte udsendelse signaliserer ensomhed og udstødelse …

Flere forfattere kredser om netop musikkens kommunikative muligheder, fx musikken som »følelsernes sprog« (bl.a. Frede V. Nielsen og Iben Have) samt musik og tidsoplevelse (Martin Knakkergaard). Andre er inspirerede af Daniel Sterns teorier, bl.a. Sven-Erik Holgersen i en temmelig svært tilgængelig artikel, udpræget for de indviede. Om det så er Holgersen eller Stern, der er ”svær” skal jeg ikke kunne sige.

Der er med andre ord megen god – og krævende – læsning til de lange mørke vinteraftener. God fornøjelse!

Danish Yearbook of Musicology, vol. 34, 2006

. Redigeret af Michael Fjeldsøe og Thomas Holme Hansen. Udgivet af Dansk Selskab for Musikforskning, 2007. 123 sider, kr. 240,00. ISBN 87-88328-25-5. ISSN 0416-6884. Distribueret af DanMusik Aps.

Danish Yearbook of Musicology, vol. 34 er fjerde udgave af det, der tidligere hed Dansk Årbog for Musikforskning. Siden 31. udgave af årbogen har udgiverne valgt at ændre ikke blot layout, men også sprogprofil – naturligvis i et forsøg på at ramme en større målgruppe. Men hvor 31. udgave havde en blanding af engelsk-, tysk- og dansksprogede indlæg (med engelske summaries af sidstnævnte), er denne den seneste udgave af årbogen stort set gennemført på engelsk. Set i det lys kan det godt undre, at redaktionen har valgt at indlemme nogle få boganmeldelser på dansk.

I mine øjne er Danish Yearbook of Musicology simpelthen blevet mere spændende og relevant, end det tidligere var tilfældet. Blot dét at bogen nu indledes med et viewpoint er et rigtig godt tiltag. I nærværende nummer er det den ene af redaktørerne, Michael Fjeldsøe, der bringer læseren up to speed med situationen inden for den danske musikakademiske undervisning, hvor vi nu er i den aparte situation, at der ikke længere i landet findes noget, der hedder et Musikvidenskabeligt Institut. I kraft af de seneste års omstruktureringer ved de danske universiteter er musikinstitutterne blevet lagt sammen med andre institutter og gjort til større enheder. Ved Københavns Universitet hedder det således nu ”Afdeling for Musikvidenskab, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, København Universitet”. Nå, nå – er der så nogen grund til bekymring? Stedet eksisterer jo stadigvæk, men blot under et andet navn.

Som Fjeldsøe påpeger i sit indlæg, så ligger årsagen til betænkelighederne i en bekymring for hvilke konsekvenser denne ændrede struktur vil få for dels de daglige beslutningsgange, dels den forskningsmæssige frihed, der meget let vil kunne sættes under et gradvist, i begyndelsen næsten umærkeligt pres i retning af målbarhed, nytteværdi og afkast.

Kombineret med de oplysninger, kilder inden for murene kan henvise til vedrørende planer om en udflytning (for Københavns vedkommende) fra Klerkegade til en afkrog af Labyrinten på Amager, så tegner der sig et mistrøstigt billede af et akademisk musikmiljø, der snigende reduceres til ufarlig fritidsbeskæftigelse og/eller stramt styret hjælpedisciplin for mere ”vigtige” (Læs: Erhvervsrettede) fagdiscipliner.

Det forekommer komplet uforståeligt med denne prioritering (eller netop mangel på samme) af en helt fundamental menneskelig aktivitet, der synes uomgængelig for dannelsen af harmoniske, ”hele” mennesker, et forhold, der igen og igen har været fremhævet fra forskellige vinkler i en række udgivelser fra de senere år, omtalt og refereret i disse spalter.

Andetsteds i denne anmeldersektion omtales endnu en publikation, der henviser til samme forhold (Psyke & Logos nr. 1, Tema: Musik og psykologi). Fjeldsøe vælger den diplomatiske attitude og argumenter lavmælt, men overbevisende for nytænkning og generel omtanke når der skal navigeres i dette nye farvand.

Bogens øvrige tre artikler omhandler hhv. paradigmer og synsvinkler inden for rockmusikkens historieskrivning (af Morten Michelsen), Eminems tekstlige iscenesættelse af kontrasterende og mere eller mindre selvbiografiske personaspekter (af Steen Kaargaard Nielsen) og Liszt-receptionen i Danmark 1839 – 1928 (af Peter E. Nissen).

Her skal blot fremhæves Michelsens tankevækkende artikel om de særlige traditioner, der synes at dominere en stor del af den skrevne rockhistorie, hvor tendensen til skønmaleri eller kulørt skandalejournalistik er udpræget, på bekostning af det mere sociologisk og historisk perspektiverende.

Sidst i bogen er der nekrologer (over Henrik Glahn og Carsten Hatting), konferencerapporter, boganmeldelser (nogle meget dybdeborende og nidkære), liste over nye udgivelser samt anden information.

Blandt anmeldelserne bemærker man især Bo Marschners omtale af Valdemar Lønsteds voluminøse bog om Gustav Mahler og hans symfonier fra 2006. Marschner anmelder Lønsteds værk noget mere forbeholdent – og med stærke indicier for ansatser til plagiat – end de ellers ganske positive modtagelser i dagspressen.

Ulrik Schmidt

Minimalismens æstetik. Museum Tusculanums Forlag 2007. 322, sider, kr. 248,00. ISBN 978-87-635-0459-1.

For 20-30 år siden var musikalsk minimalisme meget trendy i det danske musikliv. Værker af de amerikanske pionerer inden for genren – Glass, Reich, Riley – blev jævnligt opført, og flere danske komponister flirtede med den (fx Bo Holten), hvis de da ikke udforskede den mere intensivt (fx Wayne Siegel).

Kultstatus fik også filmen Koyaanisquatsi af Godfrey Reggio fra 1982, som Philip Glass leverede den på én gang hypnotiske og enerverende musik til, og som vi nørdede studerende gik i trance over i ”Klaptræet”s biografmørke.

Den udprægede rytmiske musik adskilte sig markant fra tidens øvrige avantgardemusik og appellerede til et langt bredere publikum. Det var crossover, inden ordet rigtig var opfundet.

Minimalismen var (er) dog langtfra kun et musikalsk fænomen. Det begyndte reelt i de visuelle kunstretninger, billedkunst og skulptur, hvorfra inspirationen vandrede over til musikken og herfra siden hen til en række andre udtryksområder, fx, design, tøjmode, lingvistik m.m. Men det er i musikken og billedkunsten, at minimalismen har sit udspring, og det har afstedkommet denne fine bog om emnet.

I 2004 indleverede Ulrik Schmidt et manuskript med samme titel som denne bog som prisopgave ved Afdelingen for Litteraturvidenskab og Moderne Kultur, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Efter at have modtaget Universitets guldmedalje for opgaven er manuskriptet – med få justeringer – udsendt som nærværende bog.

Minimalismens æstetik er, som allerede antydet, en tværgående undersøgelse af retningens udfoldelse inden for de to nævnte kunstretninger, dog med særligt fokus på den amerikanske minimalisme i 1960erne og 1970erne. At dømme ud fra pressematerialet er bogen den første dansksprogede om minimalismen og i et internationalt perspektiv »... en af de første komparative analyser af minimalismen som tværæstetisk kategori«.

Har man den mindste smule interesse for nyere kunst – kommer man fx gerne på Louisiana og nyder den faste udstilling – vil der være megen interessant og oplysende læsning i denne bog, der ikke er helt så svært tilgængelig, som et blik på indholdsfortegnelsen kunne give anledning til frygt for.

Bogen er opdelt i fire kapitler med titlerne ”Objektivitet”, ”Systematik”, ”Instrumentalitet og processualitet” samt ”Perception, dialektik og æstetik”.

Som læser introduceres man på en relativt overskuelig måde til kernebegreber i minimalismen som fx bevægelsens tidlige ønske om at formulere sig i kunstneriske udtryk, der undgik subjektiviteten – det enkelt individs udsagn i kunsten – da man ønskede at komme væk fra det, man kaldte ”antropomorfismen”. I sine bestræbelser på at komme sådanne udtryk for menneske-lighed og subjektive udtryk i kunsten til livs måtte den (kunsten) tømmes for indhold, og for at nå dertil opstillede man en række strategier, som Ulrik Schmidt gengiver klart og forståeligt i bogen.

Et kernebegreb er ”enhed”, at det kunstneriske enkeltelement skulle opfattes som en afsluttet enhed. Blot det at man som kunstner satte forskellige elementer sammen, førte (mente man) til, at man derved satte dem i relation til hinanden – de kommenterede således hinanden, en rangorden eller et hierarki var dermed etableret, hvilket igen var et udtryk for et personligt, kunstnerisk udsagn. Af tilsvarende grunde afviste de tidlige minimalister de forrige årtiers abstrakte kunst, dodekafonien og serialismen.

Enheden i kunsten blev nu fx Donald Judds fuldstændigt ens kasser eller andre kunstneres ekstremt enkle enkeltobjekter, medens det inden for malerkunsten var bl.a. Frank Stellas sort-stribede lærreder, der udtrykte denne holdning. Nogle vil huske mottoet: Less is more.

De samme overvejelser finder man i musikken, hvor egentlige temaer blev forladt til fordel for små musikalske celler uden selvstændig identitet, der i kraft de mange identiske repetitioner blev tømt for indhold.

Fra den tidlige minimalismes ekstreme askese var det nødvendigt at finde andre veje frem for ikke at stivne i de stærkt begrænsede udtryksmuligheder, og Schmidt redegør for minimalismens senere udtryksformer, hvor serier og rækker udfoldes i kraft af det såkaldte ”grid”.

En passant kan det nævnes, at minimalismen i Danmark gav inspiration til den af mange så velkendte ”ny enkelhed”.

Hvis ikke man er fortrolig med minimalismen, vil man efter at have læst denne bog få ikke alene en meget bedre forståelse for den minimalistiske musik, men også et langt større udbytte af at gå på Louisiana!

Peter Dürrfeld

Operaguide. Informations Forlag 2007. 232 sider, kr. 248,00. ISBN 978-87-7514-1630.

Der synes ikke at være nogen ende på den popularitet, som opera-genren har opnået i vore dage. Men alligevel – er der virkelig basis for endnu en opera-håndbog på dansk? Informations forlag forsøger sig under alle omstændigheder med denne meget personlige sag af Peter Dürrfeld, mangeårig skak-skribent for Information, der dog også for nylig har boltret sig i det musikalske med et par Mozart-udgivelser: Mozarts samlede breve og Den lille Mozart, begge fra 2005.

Dürrfeld har åbenbart også beskæftiget sig en del med opera og har nu begået denne »lystvandring gennem 400 års operahistorie« (fra omslaget). Lidt over 100 operaer dækker bogen, der rettelig burde hedde »Udvalgte operaer ifølge Peter Dürrfeld«, for de enkelt gennemgange er meget personlige! Forvent ikke objektive handlingsreferater eller ansatser til musikalsk analyse endsige musikalske beskrivelser, som fx Schepelern havde med i sin Operabogen. Dürrfeld formulerer sig festligt, folkeligt og fornøjeligt og vælger gerne en fiks formulering frem for sagligt signalement. Man får som læser et indtryk af de store linjer i handlingen, nogle få ord eller linjer med adjektiver om musikken samt anbefalinger af cd- og/eller dvd-indspilninger – men heller ikke mere.

Dürrfeld har givetvis set og hørt mange operaer, men formidlingen af disse har ikke megen substans.

Rundt om i teksten er der drysset små ”fakta-bokse” med trivialiteter som »10 operaer, der ændrede verden« – og sådan noget. To små kapitler om store sangere og berømte operahuse er da meget sjove.

Og det er så det. Hyggelig opera-smalltalk, perfekt til den, der gerne vil i gang med opera, og som ikke gerne læser mere end højest nødvendigt. For den, der vil mere end det, er der mange andre bøger at gå til.

Thomas Essendrop

Teknologistøttet Musikundervisning. 131 sider, indbundet, kr. 280,00. ISBN 978-87-7612-302-4. Udgivet af Folkeskolens Musiklærerforening 2007. Kan bestilles hos Dansk Sang, Gudenåvej 162, 7400 Herning. Tlf. 97 12 94 52. www.dansksang.dk

Egentlig er bogens titel en smule misvisende: Hvilken musikundervisning – bortset fra sang- og korundervisning – er ikke støttet af teknologi? Hele musikhistorien er, især siden barokken, uløseligt forbundet med udviklingen i det instrument-teknologiske.

Bogens første kapitel indledes imidlertid med en nærmere definition af hvad forfatteren i denne sammenhæng mener med ”musikteknologi”: »Digitale objekter i form af hardware eller software, som har til formål at skabe, bearbejde og afvikle musik og lyd.« (s. 8). Altså primært digital musikteknologi. Hér melder den tanke sig, at udviklingen af det digitale domæne går så stærkt, at en bog som denne nærmest må være forældet, allerede når den udkommer.

Helt så skrøbeligt er bogens koncept dog ikke. Thomas Essendrop, der er lektor ved Københavns Pædagogseminarium med alsidig uddannelse i kufferten, har formået at skrive en bog, der undgår at basere sig på alt for konkrete og tidsbundne enkeltelementer. Undtagelserne er henvisninger til bestemte typer musikprogrammer, men disse fylder relativt lidt i den samlede tekst, og grundideen med programmerne er god nok og mindre følsom over for tidens tand.

Bogen er tænkt som en inspirationskilde til formidlere af musik ved forskellige typer undervisningsinstitutioner: Hvordan kan jeg som underviser variere, effektivisere og forbedre min undervisning ved hjælp af digitale undervisningsmidler, hardware såvel som software?

Bogen indledes med et kapitel, der definerer og afgrænser bogens område. Her er indeholdt fx en karakteristik af den nyere musikteknologi (primært den digitale), musikteknologiske kulturer samt musikteknologi og didaktik.

For at komme forsvarligt rundt i det didaktiske felt inddrager Essendrop de ni indholdspositioner, som Frede V. Nielsen opstiller i sin bog Almen musikdidaktik, der et standardværk på området (anden udgave af bogen blev omtalt i artiklen Musikpædagogisk nytænkning i DMT nr. 6, 1998/99).

Bogens hoveddel, kapitel tre, rummer en række forslag til undervisningsaktiviteter, der på forskellig vis gør brug af den omtalte teknologi, og det kan være alt fra indspilning, hørelære og teoriundervisning samt instrumental- og vokalindlæring over indspilning, redigering, sampling og miksning til mediefag og internetbaserede musikaktiviteter.

Hvert underafsnit i dette kapitel er overskueligt disponeret i kategorierne ”Aktivitet og indhold”, ”Formål”, ”Metode”, ”Tid og rum” samt ”Teknologi og medier”.

Systematikken er dog gennemført så konsekvent, at det næsten virker mekanisk – i hvert afsnit opregnes minutiøst, hvilke kasser den enkelte aktivitet kan puttes i, som om forfatteren bestandigt har haft Nielsens indholdspositioner ved hånden og så løbende afkrydset på listen, hvilke positioner der blev opfyldt med en given aktivitet. I det mindste er man da som læser – og underviser – ikke i tvivl om, hvad de enkelte aktiviteter bruges og perspektiveres til.

Der er mange gode forslag til meget forskellige aktiviteter, og bogen vil givetvis kunne inspirere mange undervisere til nye tiltag. Som sådan bør den kunne blive en vigtig håndbog, der fortjener at blive slidt ved flittig brug.

Forfatteren er sig tidens skoleungdom meget bevidst. Langt de fleste aktiviteter lægger op til læringsinput via flere medier på én gang, typisk det auditive ledsaget af visuelle repræsentationer via projektorgengivelser af noder, visualiserede lydspor m.m.

Desuden opfordrer forfatteren ved de fleste aktiviteter til, at eleverne efterfølgende ”... sætter sig og taler om ...” eller ”... diskuterer udbyttet”. Bevares, den refleksive efterbehandlingsfase er naturligvis vigtig, men igen går der lidt automatpilot i den pædagogiske rådgivning med al denne opfordring til rundkredspædagogik og ”Hvad synes du selv?” Nå – det finder den kvikke og erfarne underviser nok selv ud af at justere efter eget behov og temperament.

Sluttelig må bogen roses for et dejligt format, smukt layout og mange gode illustrationer.

Henrik Nebelong

Richard Wagners Lohengrin. Forlaget Vandkunsten 2007. 92 sider, kr. 200,00. ISBN 978-87-7695-004-0.

Richard Wagners Den Flyvende Hollænder. Forlaget Vandkunsten 2007. 61 sider, kr. 200,00. ISBN 978-87-7695-002-6.

Richard Wagners Tristan og Isolde. Forlaget Vandkunsten 2007. 110 sider, kr. 200,00. ISBN 978-87-7695-003-3.

Læsere af disse spalter vil måske huske tidligere omtaler af Henrik Nebelongs indsats for Wagners operaer, nærmere bestemt teksterne.

Helt tilbage i 1983 udkom Ringen i fire bind på forlaget Komma, med dansk og tysk tekst samt motivangivelser. Derpå fulgte Mestersangerne (1996) på forlaget Fisker & Schou, en udgivelse, der i dag distribueres af Forlaget Vandkunsten, som i de senere år har udgivet Nebelongs kommenterede oversættelser af teksterne til Wagners hovedværker. I DMT nr. 3, 2004/05 omtalte jeg udgivelsen af teksten til Parsifal i Forlaget Vandkunstens eget tryk, og med de tre her omtalte bøger afslutter forlaget udgivelsen af Nebelongs kommenterede oversættelser af Wagners 10 vigtigste operaer – undtaget er kun de tre ungdomsværker.

Der er tale om en helt usædvanlig bedrift. Nebelong (født i 1944) var indtil 2006 advokat, men har øjensynligt haft en altopslugende passion for Wagners operaer. Dette viser sig ikke kun i det intime kendskab til både indhold og musik (tematisk disposition m.m.), men også et fornemt overblik over Wagner-litteraturen, samtiden, baggrunden osv. Hertil kommer, at Nebelong kan formulere sig både økonomisk, præcist og informativt, og sidst, men ikke mindst, har han begået nogle imponerende oversættelser af Wagners tekster, der indfanger både stil og stemning.

Er man til Wagner, er der ingen grund til tøven – bøgerne må på hylden. En stor tak til Henrik Nebelong for indsatsen, og en tilsvarende tak til forlaget for de indbydende udgivelser.

Birds and Bells. Dvd til undervisningsbrug i musik – med udgangspunkt i et musikstykke af Bent Sørensen.

Idé og instruktion: Kassandra Wellendorf, 2006. Distribution: Det Danske Filminstitut og Edition Wilhelm Hansen. Kan bestilles via: www.biblioteksmedier.dk/ Prisen er opgivet til kr. 149,00.

Meget skriveri i dette blad har handlet om den ny musiks eksklusivitet og ophøjede, mere eller mindre selvvalgte isolation. I de senere år har vi dog set flere eksempler på undervisningsmateriale, der søger at ændre på situationen, fx Niels Marthinsens Forgrund og baggrund. Ny dansk partiturmusik i 1980erne og 1990erne (anmeldt i DMT nr. 2, 2003/04) eller Finn Gravesens og Palle Andkjær Olsens Nutidig Dansk Musik (anmeldt i DMT nr. 1, 2006/07).

For ikke længe siden udkom denne dvd med to korte film (hhv. 14 og 12 min.) om Bent Sørensens basunkoncert Birds and Bells. I den første film fortæller Sørensen om inspirationskilder, metode og håndværk, arbejdsproces m.m. Billedsiden er en blanding af klip med den fortællende Sørensen siddende i sofaen og af mere eksperimentelle klip af natur og mennesker reflekteret i en basuns krumme flade, close-ups af komponistens arbejdende hænder ved nodepapiret samt stop-motion sekvenser med partitursider, der bl.a. koger i vand. Ganske flot, men også en smule manieret. Naturligvis på lydsiden ledsaget af Birds and Bells.

I den anden film fortæller seks unge mennesker om deres umiddelbare, personlige associationer, når de hører værket. Alle mulige slags mentale billeder dukker op hos disse unge mennesker, der typisk er filmet med håndholdt, delvist ufokuseret kameraindstilling, der i grunden passer meget godt til de flimrende indre forestillinger, som musikken giver anledning til.

Sammen med dvd’en følger en audio-cd med værket, så man kan lade eleverne i klassen høre værket først og bagefter lade dem se filmene.

Udgivelsen er rette mod gymnasiernes musikundervisning.

Else Marie Pade og Symphonie Magnétophonique

Biografi. Interviews. Lyttepartitur. Partitur. Cd. Redigeret af Inge Bruland. Med forord af Peter Bastian. Museum Tusculanums Forlag 2006. 156 sider, stort format, indbundet og illustreret. Kr. 475,00. ISBN 87-635-0468-5.

Else Marie Pades genopdagelse og medfølgende anerkendelse de seneste ca. 10 år er blandt de mest bemærkelsesværdige genkomster i dansk musikhistorie. Det fleste læsere af dette blad vil kende de store træk i Pades utrolige karriere: Pioneren, der i 50erne som en af de allerførste overhovedet begyndte at arbejde med konkret musik, elektronisk bearbejde lyde og bånd-musik, men som efter nogle årtier i et uforstående københavnsk musikmiljø gled ud i glemselen – for så i 1990erne at blive genopdaget af den nye generation af musikere og komponister, og endelig i de seneste år at blive genstand for megen opmærksomhed, anerkendelser og udgivelser, både af værker og biografisk materiale.

I 2005 udkom bogen EMP. Livet i et Glasperlespil. (omtalt i DMT nr. 2, 2005-06) med en række artikler af Pade samt 15 værklæsninger, skrevet af yngre musikfolk. Allerede to år før havde årsskriftet Kvinder i musik, 2003, Pade som sit hovedemne (omtalt i DMT nr. 3, 2204-05).

Et af hovedværkerne, Symphonie Magnétophonique, fra 1958, bliver nu præsenteret i en stor og smuk udgivelse fra Museum Tusculanums Forlag. Udgivelsen indeholder, foruden baggrundsartikler af bl.a. Bent Lorentzen, tre interview (foretaget af Jon Bruland, Emil Alenuis Boserup og Jakob Goetz) og endelig – som det centrale – to partiturer til det knapt 20 min. lange værk. Og naturligvis medfølger der en cd med værket, hvor man i tilgift får to andre værker, Den lille havfrue og Face It.

Det ene partitur er Else Marie Pades egen nedskrift af værket og dets forløb, foretaget efter uropførelsen som en reaktion på kritik af hendes værk for slet ikke at være musik.

Ved at udfærdige et partitur med ”instrument”-angivelse (lydkilder), rytmiske og dynamiske anvisninger m.m. forsøgte hun at gendrive konservative recipienters dom. Det er dette særegne partitur, i Pades egen håndskrift, der gengives, sammen med et grafisk lyttepartitur, udfærdiget af grafiker Lisbeth Damgaard.

Sådanne lyttepartiturer kendes primært fra en række elektroniske værker, hvor de er tænkt som en hjælp til lytteren i arbejdet med at tilegne sig det pågældende værks form og indhold.

Damgaards grafiske partitur er trykt i en smuk farvegengivelse, og det er meget interessant og givende at lytte til værket samtidig med, at man følger med i først det ene og derefter det andet partitur.

Meget hurtigt bliver man slået af værkets umiddelbare karakter, af fraværet af dogmatisk selvhøjtidelighed. Der er langt fra Pades værk til den akademiske tillukkethed, der kendetegner så mange andre af de modernistiske pionerværker fra efterkrigstiden. Symphonie Magnétophonique er let at følge og desuden jævnligt et slet og ret underholdende, ja morsomt værk, når det beskriver et københavnsk hverdagsdøgn i en montage af reallyde, der kun visse steder er let bearbejdede.

Flere steder i bogens interview giver Pade selv udtryk for, at hun ikke gider de ”socialrealistiske” genspejlinger af den moderne verdens elendigheder i sine værker. Hun har snarere søgt ”oaser”, og har samlet på ”gode og smukke ting.”

Sådanne synspunkter har dog ingenlunde resulteret i, at Symphonie Magnétophonique er blevet til et simpelt endsige banalt værk. Der er en udpræget musikalitet i den måde, som lydene er sat sammen på, og man fornemmer ganske tydeligt den håndværksmæssige kunnen, der har ligget bag realiseringen af værket.

Pade har ved flere lejligheder omtalt sine værker som »udsøgte håndsyede Dior-modeller«, hvilket hun gentager flere steder i bogens interview. Hér sigter hun naturligvis også til den teknologiske realitet, hun var underlagt i 50erne, ikke kun i forhold til hvad der computerteknologisk er muligt i dag, men også til det uhyre enkle udstyr, hun rådede over i sammenligning med hvad man fandt andre steder, fx hos Pierre Schaeffer i Paris. Der var med andre ord brug for både kreativitet og håndelag for at få realiseret ideerne under de givne omstændigheder. I dag er det nærmest blevet for let, da selv almindelige hjemme-pc’ere kan generere ganske komplekse lydmodeller.

Dette er en både meget smuk og meget værdifuld udgivelse, både til dokumentation af Else Marie Pades indsats for den elektroniske musik og til dokumentation af den danske avantgarde i 1950erne.