Senere på horisonten ...

De mestre mødtes en kvæld ved havn / og luften begyndte at lyde

12. februar 2008 i Strandgade på Christianshavn spiller Jens E. Christensen for anden gang sit program, hvor nyere og ældre orgelmusik af Per Nørgård veksler med Bachs Schübler-koraler

En tindrende lys sommeraften i juli 2007 gav Jens E. Christensen en af Vor Frelsers Kirkes gratis tirsdagskoncerter. Det skete ganske vist et par gader længere nede mod havnen i Christians Kirke, for Frelseren er under reparation, og kirkens aktiviteter p.t. hjemløse. Koncerten var anlagt som en hilsen til Per Nørgård, der tre dage senere ville fylde 75 år. Komponisten var til stede ligesom en del turister i byen, men ellers kunne man jo nok mærke, at musikkens København var flyttet på landet eller rejst endnu længere væk – og det var synd, for koncerten blev en oplevelse ud over det sædvanlige.

Nu gentages så koncerten godt et halvt år efter – det er igen en tirsdag kl. 20 og stadig med gratis adgang i Christians Kirke og med nøjagtig samme programforløb, men denne gang vil musikkens under ske allerlængst inde i vintermørkets favn, dér hvor vi lytter med andre øren og gør os andre tanker, nu vi jo er stillet ind på en helt anden bølgelængde end den, der hedder dansk højsommer.

Det var i den lange ivrige snak efter koncerten 10. juli ikke til at tage fejl af, at så vel publikum som Per Nørgård og organist Christensen havde oplevet og lært noget ved dette klingende topmøde mellem to utrætteligt søgende og undersøgende formgivere, den mageløse barokkomponist og en suveræn dansk skikkelse i nordisk samtidsmusik.

Orgelmester Bach er repræsenteret ved de såkaldte Schübler-koraler (BWV 645-50), seks på én gang sammenfattende, originale og mønsterdannende variationer over protestantiske salmemelodier. Per Nørgård som orgelkomponist – og det skal lige nævnes, at pianist Nørgård faktisk også kan spille orgel – møder vi i syv værker, skrevet over et spand af mere end fyrre år, fra to tidlige orgelkoraler 1955 til en orgelfantasi med anledning i Vor Frelsers Kirkes 300-års jubilæum i 1996. Ud over den musikantiske Toccata fra Partita Concertante (1958 og -59) og en koralfantasi fra 1992 høres som aftenens afrunding det fritstående værk Mattinata ’Tongues of Light’, ligeledes fra 1992.

Koncertens store centrale værk er imidlertid Nørgårds Canon fra 1971. I mange år efter uropførelsen 1972 ved Jesper Jørgen Jensen (1943-86) var dette lange forløb på syv cykler med otte faser låst fast i en ophøjet outsider-position som et efter sigende ’uspilleligt’ og således kun sjældent hørt storslået eksperiment i notation, formudvikling og orgelmusik. Nu, en menneskealder senere, står Canon som et forunderligt monument i det ny danske og nordiske repertoire for instrumenternes dronning – vi taler først som sidst om en udfordring, der kræver alt af sin organist, men hen ad vejen er kunstnerne og deres publikum blevet stadig bedre til at møde denne musik og tage mod dens gaver.

Ved NUMUS-festivalen i Århus 1995 spillede Jens E.Christensen Canon i byens enorme middelalderlige domkirke, hvis hovedskib er Danmarks længste. Orglet dér er som vanligt anbragt over hovedindgangen i den modsatte ende af alteret, og det vældige orgelværk foldede sig gradvis ud og svævede som en anden musikalsk Zeppeliner gennem tid og rum. Christians Kirke i Strandgade i København er derimod et prunkende lille gudshus, som Frederik den Femte i 1754-59 lod opføre til hovedstadens tyske menighed. Her er orglet rigtig nok stadig anbragt over for hovedindgangen, men da selve kirkerummet går på tværs af aksen indgang-alter, og orglet tilmed sidder oppe over alteret, midtvejs på langsiden over for indgangen, er lydbilledet helt anderledes i den lille ’teaterkirke’ i Strandgade end i den meget ældre domkirke i Århus og anderledes allerede fra lydbilledet i Christian den Femtes højbarokke Vor Frelsers Kirke i nabolaget på Christianshavn, hvor Jens E. Christensen har spillet Canon adskillige gange.

For den utrættelige ’Jens E.’ har det derfor været en ny og spændende udfordring at skulle spille Canon i Strandgade – og for tilhøreren i sommers blev det til et nyt og spændende møde med musikken. Den på én gang mere dæmpede og mere direkte henvendelse kaldte en hidtil ukendt syngende ømhed frem i den tidligere så respektindgydende komposition, og derved blev det med ét tydeligt, at Canon hører naturligt hjemme også på en kirkekoncert helt domineret af gamle som nye koralvariationer – disse ’børn af huset’ viste os vej til den store ’absolut-musikalske’ gæst, mens omvendt Canon satte koncertens øvrige programpunkter i relief, hvad enten de var komponeret af Bach eller af Nørgård selv. Og som genre er jo koralvariationen med sin rent musikalske fremlægning og udmøntning af kendte salmer som skabt til Eigtveds delikate pragtbygning, en typisk protestantisk ’prædikenkirke’ med fokus på ord og toner.

Rent teknisk spiller det også en rolle her, at Jens E.’s utrættelige beskæftigelse med den barokke og den nutidige orgelmusik har ført ham frem til at (kunne) vælge et tempo og et foredrag i Canon, som er mere frit og lindt flydende end selv i hans egen pladeindspilning af Nørgårds orgelværker. Hvor Jesper Jørgen Jensen spillede dette ’sit’ store Nørgård-stykke Canon udpræget legato, artikulerer i vore dage Jens E. musikken kammermusikalsk gennemlyst ud fra sin fortrolighed med barokkens rigt facetterede og præcist gestikulerende opførelsespraksis – ikke blot bliver de ’gyldne’ rytmer derved lettere for organisten at spille og lettere for tilhøreren at opleve, men det bliver også desto klarere, hvordan Per Nørgårds orgelmusik går i levende dialog med den orgelmusik af Bach, som gjorde så stort indtryk på ham i hans ungdom, ikke mindst netop den tidløst moderne og altid lige forbløffende orgelkoral Wachet auf, ruft uns die Stimme, som er identisk med satsen Zion hört die Wächter singen fra kantaten Wachet auf BWV 140.

Jens E. Christensen har haft et årelangt og gensidigt berigende samvirke med Per Nørgård, og ud over sine koncerter og indspilninger har han for både hjemlige og udenlandske læsere skrevet vægtige præsentationer af Nørgårds udvikling som orgelkomponist. Med denne ’dobbeltkoncert’ fører han som dybt tænkende musiker en længe næret drøm ud i livet – og vil man høre, hvordan Bach kan skylle vore øren før Per Nørgård, og hvordan den moderne mesters orgelkunst omvendt beriges af at være i selskab med en barokmusik, den selv kaster nyt lys henover, så gælder det om at være til stede i Christians Kirke i København den 12. februar 2008 kl. 20 – og/eller fange den optagelse, som DR forhåbentlig vil være på plads for at lave.

Artiklens titel er et guldkorn, Per Nørgård kom med, da han blev interviewet som dagens gæst i Danmarks Radios P2 Plus-flade den 6. september 2007; det lød som en spontan fortalelse, men kan jo også have været hverdagspoesi eller et citat.