Udluftning i Kongekons

Af
| Årgang 82 (2007) nr. 03 - side 87-91

...hvis det her hus skal blomstre kunstnerisk, så skal kunstneren, kunsten i den sammenhæng være raison d’être. Hvis det ikke er det, hvorfor skulle man så have en institution som denne her?

Anders Beyer: Det er dig, der er initiativtager til denne samtale. Jeg går ud fra, at du vil tale med DMT, fordi du som ny rektor på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium har noget specielt på hjerte, som kalder på spalteplads. En af dine studerende har for nylig skrevet om sine oplevelser med den institution, du er leder af, hvilket har affødt en debat, som endnu er virksom (se debatsektionen i dette nummer og indlæg på www.danskmusiktidsskrift.dk, red.). Jeg gætter på, at du gerne vil i spalterne for bl.a. at vise, at du er den leder, der kan være den samlende og fornyende kraft i denne institution, der har været præget af dårligt arbejdsklima med lærere, der har sagt deres stillinger op i protest mod en dårlig ledelse. Så hvad er mere naturligt end at spørge dig: Hvad er en god leder?

Bertel Krarup: Hårh, det var sgu da et sted at starte! En god leder, det er jo en, der selvfølgelig har nogle visioner. Hvis man ikke har visioner og en strategi og kan navigere i både faglige og politiske – også det sidste – sammenhænge, så har man et så stort problem, at man alene på det grundlag ikke er en god leder. Men, og så kommer noget meget væsentligt: man skal kunne etablere en, jeg var lige ved at sige tillidskontakt til de væsentlige spillere, man skal arbejde sammen med, så man har direkte kontakt, og så man får det bedste ud af det.

Det betyder jo ikke, at man bare skal sige ja og amen til alt, hvad medarbejdere og studerende kommer med, for det kan jo ikke nytte noget, så stritter det i alle retninger, og det er også derfor, jeg startede med at sige vision og strategi, men jeg synes nok, at det er væsentligt, at man kigger sig omkring og siger: hvad er det for nogle medspillere, jeg har. Der er et hold, og det hold er givet, det er jo ikke et, jeg har skabt. Hvad er det for nogle mennesker, og hvordan kan jeg få det bedst mulige ud af dem? Så skal jeg straks tilføje, at jeg har fået et meget stærkt hold, så det har ikke været svært. Men det med tilliden, og det med at give plads til at andre kan ytre sig, så man ikke hele tiden sidder i sin egen talestrøm og sin egen idéstrøm og blokker fuldstændig for, hvad de egentlig har at byde på, det er meget væsentligt for mig.«

AB: Så opgaven er at trække visionerne ned i øjenhøjde, så alle i organisationen med stor virkelyst tager ansvar og er med til at udvikle stedet. Fortæl til læserne, hvilke visioner du har med dette sted.

BK: Jeg oplever dette sted som overordentlig ressourcestærkt og kraftfuldt. Det er også et sted, der i de senere år har udviklet en vis atmosfære af lukkethed omkring sig, og den vil jeg utrolig gerne bryde, den lukkethed. Jeg vil meget, meget gerne lukke døre og vinduer op, både for at vise og spille ud med alt det vi kan her og selvfølgelig også for at være åben for, at der kan komme noget forskelligt input, som vi kan nyde godt af at spille sammen i.«

AB: Hvad kan det være, helt konkret?

BK: Input?

AB: Du vil gerne lukke op og vise et andet institutionsansigt udadtil. Fortæl hvorfor institutionen har været omgærdet af en aura af lukkethed og hvad du vil gøre for at slippe af med det image.

BK: Når institutionen her været omgærdet af en aura af en vis lukkethed, skyldes det flere ting: man har professionaliseret institutionen indadtil, organisatorisk. Og det er godt, det er jo rart for mig at komme ind i, altså der er styr på mange af de ting. Jeg vil vove den påstand: det er absolut det konservatorium i Danmark, der er længst i henseende til professionalisering af hele organisationen. Det binder jo mange kræfter, og det sætter meget fokus på administrative forhold, og det er jo noget, der sådan over for det faglige, kunstneriske personale godt kan virke en lille smule fremmedgørende, måske ligefrem afskrækkende, og det får dem måske til at trække sig ligesom lidt ind i sig selv, ikke?

Så det der for mig er det herlige, det er at komme ind på et tidspunkt, hvor professionaliseringen sådan set er etableret; og stor ære og respekt for det arbejde, men hvor jeg nu kan gå ind og sige: Nu er det fandeme også på tide, at vi slår dørene op. Og dørene op, det er jo sådan set at vise større åbenhed med henblik på at tage kontakter med forskellige aktører, vise, hvad vi kan og har at byde på, også i form af en øget indsats, en øget målretning af koncertvirksomheden. Det hænger også sammen med, at vi nu får nogle bygningsmæssige rammer, der jo er formidable med henblik på koncert og produktion og al den slags, og det har vi bestemt ikke her! Her har vi 9000 m2. Det er alt, alt for lidt. Vi får 17000 m2 i Radiohuset.

AB: Lukke døre og vinduer op er altså et billede, der betyder, at I i højere grad vil samarbejde med andre?

BK: Det er præcis det! Fordi det andet skaber ufrivillig ufleksibilitet.

AB: Men der stilles jo større og større krav til aktørerne, konservatorierne, men også alle mulige andre aktører, og der kan man jo se en udvikling, hvor rektorer ofte er meget tæt på ministre og meget tæt på at skulle være forlænget arm i forhold til ministerielle ønsker.

BK: Jo, det har jeg en meget klar holdning til. Det er igen noget ... vi er dybt nede, næsten i en personlig kredsen og måske også noget om min personlighed. Den er på en måde lidt anderledes end så mange andre lederes, ikke? Jeg er jo ikke sådan en, der vil revoltere i tide og i utide. Det kan godt være, jeg ligner klassens pæne dreng, men det er faktisk ikke mit ønske. Det er i virkeligheden at skabe et forhold, fx til ministeren og ministeriet, der gør, at der er god kontakt. Men dén kontakt, og det skal man ikke underkende, den giver altså i virkeligheden et ganske betydeligt råderum, fordi der skabes en eller anden form for gensidig tillid. Jeg vil dog understrege: jeg sidder ikke bare og kører som ministeriets forlængede arm, jeg har masser af dagsordener, der ikke nødvendigvis stemmer helt overens med det, der kommer fra embedsmandens side. Men jeg har faktisk større chance for at bøje eller dreje den, fordi jeg har den direkte kontakt med ministeriet.

AB: Du skaber et frirum til udfoldelse, fordi du er den dygtige leder.

BK: Hvis jeg buldrede løs og sagde: kraftedeme og alt det der, så kan man jo selvfølgelig nogle gange være heldig, at bulderet er af en sådan art, at de siger: årh nej, og måske giver efter, men oftest så betyder det bare, at man bliver lukket helt ude. Nu er jeg altså ikke uerfaren i det her løb, og jeg har set så utrolig meget og ved, at sådan er mekanismerne. I øjeblikket diskuterer vi fx meget intenst forholdet kunst og forskning og hvilken rolle og hvilken plads skal det hele have, og skal det hele være filtret ind i forskning, eller hvordan er det.

AB: Det er jo ikke en ny diskussion, kan man sige.

BK: Nej, men der kan jeg godt love dig, at der var den diskussion så langt henne, at det altså, jf. det her hus, at det hele var næsten malet over med, at alt nærmest skulle være relateret til forskning. Det er fuldstændig forkert, for hvis det her hus skal blomstre kunstnerisk, så skal kunstneren, kunsten i den sammenhæng være raison d’être. Hvis det ikke er det, hvorfor skulle man så have en institution som denne her? Dette siger jeg ikke for at udelukke forskningen, der foregår jo også forskning her, men det skal foregå der, hvor det er relevant. Det budskab, det vil jeg vove at påstå, det har jeg meget, meget bedre forudsætninger for at komme igennem med og blive hørt på, end hvis jeg havde et, hvad skal jeg sige, modsatrettet forhold til ministeriet.

AB: Du taler om loven om forskning og kunstnerisk udviklingsarbejde, som blev vedtaget i Folketinget tilbage i 1994.

BK: Ja, i den lov står der, at vi kan bedrive forskning inden for vores områder, men at afsættet er kunst og kunstnerisk og pædagogisk udviklingsarbejde. 10 år senere kom der en uddannelsesbekendtgørelse, og der står så, at uddannelserne skal hvile på et kunstnerisk og forskningsbaseret grundlag. Det betyder firkantet sagt, at når du skal spille klarinet, så skal din lærer ikke bare være kunstner, men han skal også være forsker. Det er nonsens! Fordi den klarinetlærer, du skal have, skal selvfølgelig være en kanon god formidler, og han skal have nogle mål og alt det der, men han skal først og fremmest være kunstner. Det er helt, helt evident. Hvis du derimod har en tonemesteruddannelse, som vi har her, en kandidatuddannelse som tonemester, så kan det godt være, at nogle af de lærere, du skal have dér, hviler på et forskningsgrundlag, fordi det her handler om avanceret akustik og teknik.

AB: Du gør op med bekendtgørelsens ord, slet og ret, modsætter dig dens hensigt.

BK: Nja, jeg udlægger den anderledes, end der på det seneste har været lagt op til. Det er et meget, meget væsentligt emne, det her, på hele området kunstneriske uddannelser. Jeg gør ikke op med det, jeg vil bare have det præciseret, hvordan det forholder sig. Dette er sindssyg væsentligt, fordi du kan lynhurtigt få lavet det hele sådan, at fx de bekendtgørelsesrammer, vi skal udvikle os på her, er en afskrift fra VTU, altså Videnskabs- og teknik- og undervisningsministeriet. Hvis det var det, så lever vi på nogle rent universitære præmisser, som hurtigt kan føre os et forkert sted hen.«

AB: Studerendes udslusning til samfundet. I uddanner solister, der i deres selvforståelse skal blive til det, I oplærer dem til, men de fleste bliver musikskolelærere. Kongekons har haft og har en stor udfordring med at gøre de studerende parat til at møde det omgivende musikliv.

BK: Det er en af vore udfordringer. Vi har introduceret et decideret erhvervsmodul som del af vores uddannelse. Det ligger på uddannelsens femte semester. Og det handler simpelthen om, hvad er det for en virkelighed, man går ud i, og hvordan man håndterer det? Det er et modul, der er udviklet i samarbejde med RUC, og der kommer faktisk lærere fra RUC og afholder den undervisning her. Om det sådan i den sidste ende er den rigtigste løsning, det ved jeg ikke, men det er sådan, det er nu. Og de indkalder jo så folk fra faget og miljøet til at fortælle om den virkelighed, som virkelig buldrer på. Det er ét element. Og det er nyt. Sådan havde man det jo ikke tidligere. Vi har desuden indstiftet nogle såkaldte karrieredage, hvor der males med den store, brede pensel i nogle fortættede forløb, hvor der er indkaldt eksperter udefra omkring dette og hint, lige fra skatterådgivning til psykologer, you name it! Alt muligt! Der arbejdes enormt meget på det, og det vil sige, at den der lidt osteklokkeagtige aura, der kunne ligge over stedet her, forsøger vi at gøre op med.«

AB: Du vil som leder være inkluderende, billedligt talt byde ind til dans med andre aktører, du vil vække tillid blandt dine medarbejdere, og hvis en af dine ansatte eller elever kritiserede institutionen, ville du ikke være far, der er skuffet, og opfordre til at vedkommende stillede sin plads til rådighed eller fandt et andet sted at arbejde?

BK: Lige præcis angående det spørgsmål om det patroniserende vil jeg meget understrege, at stedet nu har en anden karakter, end det har haft, og jeg skal i hvert fald ikke være den, der er patroniserende. Eksempelvis har det været spændende for mig at sidde med et helt hold af faggruppeledere og professorer og finde ud af, hvordan spiller vi sammen, og hvordan kan det her fungere. Kan der for alvor være tale om en form for fællesskab, altså hvor man kan mærke: okay, her kan vi sgu få fat i noget. Det har været en af de største glæder ved at starte her, at sådan har jeg oplevet det. Altså en meget stor omstillingsparathed og vilje til lige præcis at gøre op med det omtalte image.

AB: Du kommer som en frelsende engel for institutionen. Ifølge mine kilder er du blevet opfordret til at søge stillingen, og dette med hjælp fra kræfter på og uden for konservatoriet. Man har med andre ord kørt dig i stilling, fordi der er brug for sådan en type som dig lige nu. Det ser ud som om, at der ikke længere er plads til en anden bestemt ledertype, som en efter en forsvinder fra de store institutioner.

BK: Ja det er muligvis rigtigt. Min forgænger og jeg har haft enorm glæde af hinanden og er i god kontakt, men vi er forskellige som ledere, nok mere end jeg egentlig var klar over, så, jo, selvfølgelig, der kan man så ride på en bølge af velvilje, som går indtil et vist punkt. Men jeg er i det mindste ude over de første 100 dage. Jeg er faktisk i gang med min sjette måned på dette sted.

AB: Jeg vil gerne bore lidt videre. De kvalifikationer, som bl.a. efterlyses hos ledere, er de menneskelige egenskaber. Vi vil alle gerne have anerkendelse for det arbejde, vi udfører. Eksempelvis. Du har fungeret som leder tidligere, og du har bl.a. opnået resultater ved at vise tillid og respekt for dine medarbejdere og for dine samarbejdspartnere. Det er svært at være leder, og så er der noget, som er ret enkelt, og det er elementære kundskaber om det at begå sig blandt andre mennesker i bred almindelighed. Kan man bringe det på enkel og forståelig formel?

BK: Der er jo mange elementer i dette at være leder. Man skal kunne lide at fungere sammen med mennesker, og man skal kunne læse dem et langt stykke hen ad vejen, og så ikke mindst have empati og al den slags. Det skal være til stede, fordi det kan ikke nytte noget, at du bare hugger til og siger, at sådan og sådan skal det være. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan sige: Nej, nu gør vi altså sådan her, og nu er det sådan der. For det kan man sagtens. Tingene kan godt forenes, men jeg strækker mig meget langt for at forstå mennesket og leve mig ind i det og respektere det. Det handler meget om respekt.

Så er der det faglige. Hvis man er rektor for et musikkonservatorium, men ikke har synderlig musikfaglig baggrund, så har man lynhurtigt et kanonproblem. Jeg kan mærke, at noget af det, der er meget betydningsfuldt for mig her, det er, at vi kan snakke ned i rigtige fagdetaljer indimellem, hvis det skal være. Nu er det jo ikke sådan, at jeg skal sidde og sparre med hver enkelt omkring nogle faglige detaljer, men jeg får først noget rigtig igen, hvis de også har respekt for mig, ikke bare som leder, men egentlig også som fagperson. Det har jeg oplevet.

AB: Hvis vi nu går over til en af dine mulige samarbejdspartnere, Danmarks Radio, så må du gerne kommentere den situation, DR befinder sig i lige nu.

BK: Det er da dybt bekymrende at se udviklingen i Danmarks Radio. Vi har haft så megen glæde af Danmarks Radios P2, som har spillet en meget stor rolle i musiklivet. Der er i DR en skatkiste af viden og information, og jeg ved ikke hvad, så hvis man skruer det ned til så lidt, som det er nu, så er det dybt bekymrende, og selvfølgelig dybt kritisabelt. Den melding skal stå fuldstændig klart. Så kan du sige, jamen hvad kan man så gøre ved det? Jeg ved ikke, om det er rigtigt at gå på barrikaderne. Jeg er bestemt ikke uberørt af det, og jeg har den holdning, at det er dybt problematisk, og det er selvfølgelig ikke nogen trøst, at meget af det samme, som vi ser her i Danmark, at det kan man bare tage syd for grænsen og se. Det er jo ikke ukendt. Det er ikke nogen trøst, og jeg er da meget berørt af at se så gode folk, som har været tilknyttet Danmarks Radio, blive fyret eller sige op selv, eller hvad det nu er, der sker.

AB: Hvordan tror du musiklivet vil udvikle sig de næste 5-10 år?

BK: Tendensen går udpræget i retning af at måle og veje resultater. Som institution skal DKDM opgøre, hvad vi har af beskæftigelsestal. Hvor mange af vores kandidater er beskæftigede? Og hvis vi havde rigtig dårlige tal, så kan jeg godt love dig, så havde vi et problem, hvilket er fair nok. Nu er det jo ikke alene kulturministeren, der har fundet på det her, fordi det er et led i en flerårsaftale, der blev indgået mellem alle de politiske partier for lidt over et år siden om de kunstneriske uddannelsesinstitutioner. Det er en flerårsaftale, som alle partier er med i undtagen Enhedslisten. Vi taler altså om et spektrum fra SF til Dansk Folkeparti, så det er ikke sådan hvad som helst. Den ro, flerårsaftalen giver, den har vi kun fået, hvis vi så lever op til nogle ganske bestemte fordringer. Men lige pludselig så kommer det her op, at vi skal lave en beskæftigelsesrapport hvert år. Vi skal altså bruge kræfter på at lave en beskæftigelsesrapport hvert år, og vi skal kommentere den, og vi skal analysere den og gøre ved. Og hvis vi har store områder, hvor der lige pludselig er meget beskeden beskæftigelse, så vil det være meget meget klogt at forholde sig til det og have en rigtig god forklaring, for ellers så er den udsat politisk.

Det handler også om elementer som fx kultur og erhvervsliv. Hvor langt har vi lyst til at gå i samspillet mellem kultur og erhverv. Og det er jo ikke bare denne her regering, der startede dette – den øvelse blev startet allerede i Nyrup-regeringen. Man skal ikke have berøringsangst. Mærsk har fx givet 5 mio. til vores indflytning i Radiohuset. Fedt nok, der har jeg slet ingen berøringsangst. Og så noget helt andet: Vi skal fra næste undervisningsår tage penge for vores studier fra alle, der kommer fra områder uden for EU og EØS. Det vil sige: når jeg lige har været i Kina, så handler det om mange ting. Det handler både om at etablere et samarbejde, som kan være udveksling én-én. Så er der ingen penge i det. Så hvis vi kan anbringe én i Beijing, så får de også lov til at anbringe én hos os gratis på udveksling. Men skal en kineser studere hos os på almindelige vilkår, hedder det betaling. Vi skal finde vores vej gennem kultur og erhverv. Også med hensyn til fx udlejning af vores kommende koncertsal. Og her vil det ikke blive sådan: snart så er vi til Sussi og Leo, og snart er vi til Sjællands Symfoniorkester. Der skal selvfølgelig være en linje, og det er den ansvarlighed, vi også skal lægge for dagen.

AB: Okay, der er altså helt nye muligheder for at skabe nogle helt nye ting, nye samarbejder, en endnu ikke defineret erhvervsrelation, men et ønske om ikke at have berøringsangst. I får 17.000 m2 i stedet for 9.000. I skal flytte om et øjeblik, sig noget helt konkret om, hvad det er, I vil med det større sted med de mange muligheder.

BK: Lige pludselig skal vi til at agere direkte med en del af den virkelige kunst- og musikverden, for den kommer indenfor i huset. Det gør den. Altså, vi har allerede forhandlinger kørende med forskellige parter, meget spændende og meget realitetsbetonede. Vi har nu en række koncerter, der skal foregå i Radioens Koncertsal, vi skal jo selv holde den fane højt, så DKDM’s koncertvirksomhed, den rykker virkelig i front. Koncertvirksomheden er dels vores egen, dels noget, vi laver i samarbejde med samarbejdspartnere, og dels noget, vi laver i samarbejde med nogle, som ønsker at leje sig ind. Men vi har ikke tænkt os at være sådan en, der bare sidder og siger: det er lige meget om det er det eller det eller det, men vi vil have en meget meget klar holdning til, hvad vi synes. Det er os, der bestemmer. Jeg mener, lejeren kan banke på døren, men det er os, der bestemmer. Det er ikke kulturministeriet, der skal godkende de ting, det kan vi selv gøre. Og dér går vi jo i et fantastisk direkte clinch med centrale aktører fra musiklivet.

AB: I får huslejen betalt, formoder jeg. Har I så fået flere penge til driften til at lave alle de her ting, eller må I tjene pengene selv?

BK: Det vil være dyrere at drive nogle af de ting, der ligger på Rosenørns Allé, bl.a. at håndtere institutionen med tilpas professionalisme, formentlig med en udvidelse af arrangementsafdelingen. Det kræver en bemanding og en professionalisering, som ligger ud over det, vi har nu. Og så spørger du mig, har vi fået pengene til det? Næ, men dem kan vi forhåbentlig tjene.

AB: Okay. Konkurrencen på at fylde salene i fremtiden bliver ikke mindre, og det kalder vel på en fuldstændig anden attitude i markedsføring, branding, institutionel selvforståelse og så videre. Det kan vist kun gå fremad med din institution, ikke?

BK: Jo, men det er jo der, jeg snakker om også at åbne op til verden udenfor. Det handler nemlig om at åbne. Det her handler også om at være i en direkte udvikling med det musikliv, som vi i den grad er en del af, og hvor der ikke skal være sådan nogle lidt kunstige skel. Jeg har brugt ordet osteklokke, og det holder altså ikke mere – det er tiden ikke til. Der møder vi udfordringen, for der er et følsomt balancepunkt, som hedder, hvor langt skal de studerende være en del af varen?

AB: Det er ikke så mange år siden, at man sagde: hvis du som studerende spiller en offentlig koncert, mens du er studerende, så ryger du ud.

BK: Ja, men det kan du bande på, de ikke gør nu. Da jeg blev rektor i Odense var det sådan i starten, at hvis de studerende skulle stille op til konkurrence eller lignende, så skulle de have godkendelse. Nonsens. Men omvendt: det kan ikke nytte noget, hvis man ikke indadtil samtidig har en benhård disciplin. Og den giver jo nogle gange nogle gnidninger. Hvad er det for en disciplin? Det er, hvis du fx opretholder en orkesterskole, hvor tingene skal fungere, så er du nødt til at køre det lige så benhårdt, som hvis det var DR Radiosymfoniorkestret. Så vi har nogle mekanismer, som er tæt på at være rå for at holde folk på sporet. Fordi det er jo klart, at indimellem er der jo studerende, der også får et godt tilbud til mange penge ved siden af.

Jeg vil godt lige fortælle to ting. Vi er jo begyndt at føre os frem med de nye rammer. Det er helt nye brochurer, vi har fået lavet, bl.a. med henblik på international virksomhed. Og jeg synes, at vi samtidig med stadigvæk at bibeholde det royale image, så har vi jo sandelig også lagt vægt på noget af det nye. Nu kommer jeg til noget, der faktisk er vigtigt. Jeg har jo selvfølgelig tænkt over nogle ting, vi skulle snakke om, ud over hvad du kunne smide i hovedet på mig. En af de ting, som jeg synes er væsentlig, når vi drøfter de forhold her, det er: åbne dørene og samarbejde. Vi vil fantastisk gerne samarbejde med musiklivet på kryds og tværs, og vi vil gerne samarbejde med andre institutioner, dvs. også på tværs af kunstarter. Det er så væsentligt for mig, at det skal stimuleres på alle mulige leder og kanter. Ud over sådan nogle ting har vi nogle forskellige uddannelser, vi vil udvikle i samspil med bl.a. Rytmisk Musikkonservatorium herunder en fælles kandidatuddannelse på tonemester/lydtekniker-området.

Vi vil stimulere til samarbejde med fx teaterskolen, til filmskolen osv. Nu er jeg så heldig, at jeg faktisk lige netop pr. 1. november er formand for kulturministeriets rektorer (KUR). Det vil sige, at alle de 16 skoler, dem kender jeg ret godt, og jeg har faktisk ret tæt kontakt også med mine kolleger der, fordi de har valgt mig som deres formand. Så det vil jeg da gøre meget ud af også at stimulere. Og så kommer der en (bang) sådan en overskrift. Den hedder: det internationale perspektiv. Det internationale perspektiv er jo ikke bare, at vi har nogle udmærkede udvekslingsaftaler med Hamburg eller med Stockholm eller hvad, for det har vi. Vi har over 40 konkrete institutionsaftaler i Europa. Det arbejder vi utrolig intenst på: at få løftet perspektivet fra et nogle gange lidt vanepræget nationalperspektiv. Den udluftning og den inspiration, der kommer ind via det internationale, det er måske noget af det, der i den grad giver mig mod på sagen. Det er noget, jeg arbejder enormt for, det gjorde jeg jo allerede i Odense, men der kan jeg jo mærke, at der er fanden til forskel på at være rektor i Odense og så være rektor for hovedstadskonservatoriet, der oven i købet har en kongekrone på. Altså, det er nogle gange nemmere, meget nemmere.

AB: Hvor stærkt står den ny musik i dit hus?

BK: Den ny musik er faktisk ganske nærværende. Den indgår meget mere i undervisningen, end folk tror. Men det er jo selvfølgelig også værd og nødvendigt at sige, at et sted som her ... hvis du som studerende skal have en chance for at vinde den der orkesterplads, så skal du også være knaldgod til at spille lige præcis de og de ting, som orkestret kalder på. Jeg synes, der spilles ret meget ny musik på programmerne her. Det gør der. Jeg oplever ikke vores kompositionsafdeling som et lille hjørne derovre af helheden, slet ikke. Det hænger sammen med, at folk som Bent Sørensen, Niels Rosing-Schow og Hans Abrahamsen er folk med stor prestige og anerkendelse her i huset. Det skal man ikke tage fejl af. De er ikke parenteser, som man ikke kigger til. Vi vil jo ikke lade den ny musik hensygne. Jeg skal da ikke lægge skjul på, jeg synes det er vidunderligt, vi har Pulsar-festivalen, og jeg vil da støtte Pulsar, og jeg vil arbejde for, at den festival kan blomstre.