Vi spiller da opera i Bergen!

»Tager man Fanden på ryggen, må man også bære ham frem!«

Ordene kommer fra Stein Olav Henrichsen, der refererer til et norsk ordsprog. At det ikke er fanden, han slæber rundt på, giver sig selv, i stedet er det en stor del af det norske kulturliv. Dette i form af den kunstneriske og daglige ledelse af BIT20 Ensemblet og for Opera Vest i Bergen, som bestyrelsesformand for Ultima-festivalen, samt diverse andre bestyrelsesposter. Men han ser nu ikke tynget ud, nordmanden der har taget plads overfor og ser ud ad Operaens panoramavinduer i København.

Kronologisk og målrettet begynder Stein at forklare om operaens vilkår i Norge: »Set i et europæisk perspektiv er Norge sent blevet operainteresseret, idet vejen for opera ikke var banet før 1957, hvor det gamle folketeater åbnede en operascene. Den norske operas vilkår var trange, og den kunstneriske aktivitet begrænset, hvorfor et traditionelt operarepertoire dominerede. Først i 1980-90erne fik opera endelig sin renæssance, og interessen steg. En tendens, der syntes at gælde over hele Europa, og som først og fremmest manifesterede sig i interessen for at skrive nye operaer og opføre nye operaværker.«

»I 1980erne var det kun på de store festivaler, opera blev opført, mens mindre festivaler med samtidsmusik sjældent havde opera på repertoiret. En markant ændring er sket i forhold til i dag, hvor de fleste musikfestivaler af en vis betydning både har moderne og traditionelle operaopsætninger. Den norske regerings ambition for kulturbevillingen er, at den inden 2014 svarer til 1 % af statsbudgettet, hvilket er en formidabel forøgelse på 30-40 % i forhold til det, der tidligere har været givet. Et sådan økonomisk løft betyder naturligvis også, at interessen for at engagere sig i norsk kunst og norsk kulturliv øges.«

Dette kan man med al tydelighed spore i Bergen, hvor blandt andre Stein er bagmand for en række initiativer. Opera Vest var det første initiativ i rækken og har omdrejningspunkt i Bergen. I 1993 lød startskuddet for den første operaproduktion, og siden har Opera Vest opført en perlerække af moderne operaproduktioner. At dette har været muligt i et land, der for 30 år siden stort set ikke havde moderne opera, har krævet flere initiativer.

»Ressourcer var der ikke mange af, så det krævede penge fra staten, kommunen og amtet, og da de fandt vej til vores lommer, kom vi i gang med at bestille værker og lave produktioner. Herefter var den første udfordring, at de fleste norske komponister, der meldte sig under fanerne på Opera Vest, som regel hverken havde arbejdet med opera eller skrevet opera før. Næste udfordring var, at kun meget få udøvere var rigtig dygtige og havde oparbejdet en forståelse for en moderne æstetik, hvorfor komplicerede moderne værker oftest krævede udøvere fra udlandet.

Disse faktorer var udgangspunktet for Operatoriet, som tog sin begyndelse i 1998. Et tilbud hvor komponisten løbende kan sættes i forbindelse med en regissør eller dramaturg og få mulighed for at afprøve sine produkter undervejs – akkompagneret af både orkester og sangere. På den måde forsøger vi i fællesskab at opøve de kompetencer og bedst udnytte de ressourcer, vi har til rådighed. Oprindelig var Operatoriet en videreførelse af et projekt, som Norsk Kulturråd havde søsat; Kulturkopleriet. Et projekt, der skulle koble librettister og komponister sammen – librettister havde man nemlig heller ikke tradition for at udvikle i Norge. Vi gjorde det til et permanent projekt, hvor vi ikke bare kobler, men simpelthen opbygger kompetencer. Siden har vi koblet Operatoriet til produktionerne på Opera Vest«, fortæller Stein Olav Henrichsen. Han fortsætter:

»Endnu et initiativ, som er et led i opbyggelsen af kompetencer i forhold til opera, er AdOpera!. Det blev grundlagt, fordi der opstod et behov for flere norskproducerede operaer, hvis markedet ikke skulle blive endimensionalt. AdOpera! er også et kompetenceudviklingsprojekt, men for producenter i stedet for librettister og komponister. Mit ønske er en dag at slå Operatoriet og AdOpera! sammen, og alt sammen skal figurere under den nyetablerede opera, der også tager sit udgangspunkt i Bergen.«

Den Nye Opera

1. januar 2007 åbnede Den Nye Opera dørene. Den Nye Opera er et samarbejde mellem Opera Vest, Grieg Hallen A/S, Den Nationale Scene, Bergens Filharmoniske Orkester og Bergen Festspillene. Stein fortæller, at Bergens nye kulturhus, tilrettelagt for opera, forhåbentlig står færdig i 2012. »I mellemtiden skal vi arbejde på infrastrukturen, en orkesterudvidelse og ideer til hvordan vi skal fylde huset med opera. I overgangsfasen er jeg konstitueret operachef for Den Nye Opera med ambitionen om at lave og repræsentere opera – både moderne og traditionelle produktioner med både norske og internationale kunstnere. Vi må lave et repertoire, der kan etablere et større operapublikum i Bergen. Sidste år opførte vi Carmen, men til næste år skal vi blandt andet opføre en ny produktion af finske Kaija Saariaho’s L'amour de loin. Sandsynligvis skal en børneopera også på programmet ud over de mere traditionelle produktioner. Det er vigtigt at skabe en profil i forhold til Operahuset i Oslo, der jo har en stor del af ressourcerne. Vi må klare os med langt færre ressourcer, men vi har mange kompetencer, som vi har bygget op i forhold til moderne opera, derfor ligger vi på det punkt langt foran Den Norske Opera i Oslo. Vores ambition er at være tydeligt tilstede i kunstlivet og blive en inspiration for operahuset i Oslo – både med de moderne produktioner og det traditionelle repertoire.«

Eksistensen af de mange kulturtiltag, der efterhånden tegner sig i kølvandet på Stein Olav Henrichsen, synes alle at være opstået på solide samarbejder. Han pointerer, at kulturinstitutioner både bør arbejde på tværs af grænser og samarbejde på tværs af institutionerne. Da Den Nye Opera er et fælles projekt mellem Bergens store kulturinstitutioner, betyder det, at alle lederne mødes jævnligt. Dette giver anledning til at samarbejde på politiske, økonomiske og kunstneriske områder, som man tidligere har arbejdet med hver for sig.

»Vi diskuterer, hvordan vi kan vidensdele på tværs af institutionerne, undersøger de muligheder der kunne være for at trække publikum fra den ene kunstform til den anden, opbygger fælles informationskanaler osv. Det interessante ved samarbejdet er, at skal man producere noget, må alle blive enige. Den psykologiske bevægelse fra at tale om ”jeg” og ”mit” til ”vi” og ”vores” indebærer en stor mental ændring, som jeg ser utrolig positive perspektiver for. Selvom vi på en måde ”af-institutionaliserer”, så styrker vi omvendt også institutionerne gennem denne udvikling, blandt andet fordi man må slippe sin ængstelighed for egen kunstnerisk integritet, egenart, profil osv. Dette giver en helt anden platform for at arbejde med kunst og kultur end tidligere, og jeg tror ikke, det er problematisk at kombinere kunstnerisk integritet med kunstnerisk ansvar. Desuden viser det sig, at der er en meget god økonomi i samarbejdet, idet man får meget mere ud af de eksisterende ressourcer. Men det havde ikke været så vigtigt, hvis ikke det kunstnerisk og fagligt skabte en ny dynamik, samt en større grobund for udvikling af kunst og ideer.«

»Og nu sidder vi her i det fantastiske operahus i København og skal ind og høre Don Carlos, der er iscenesat af Kasper Bech Holten. Det er altid en stor inspiration at opleve udenlandske produktioner, og i fremtiden vil vi også satse meget på, at få flere internationale samarbejder op at stå,« afslutter Stein.

Links

• www.operavest.no

• www.bit20ensemble.no

• www.ultima.no