Anmeldelser: Cd'er

Af
| DMT Årgang 82 (2008) nr. 04 - side 150-155

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Berg, Gunnar

Éclatements. Erik Kaltoft. Dacapo 8.226524.

Det er frydefuldt at lytte til dette gigantiske værk, som sammen med hans Gaffky’s må stå som et hovedværk i dansk klavermusik.

Her kunne anmeldelsen for så vidt slutte, for musikken anbefaler sig selv. Den franske titel er svær at oversætte. Man kan bruge ord som ”splintringer”, ”lysglimt” eller ”eksplosioner”, og tilsammen nærmer disse ord sig en beskrivelse af Gunnar Bergs musik i almindelighed og disse stykker i særdeleshed. Da jeg lyttede til cd’en, kom jeg til at tænke på en anmeldelse af Éclat af Pierre Boulez: Her taler anmelderen om ”shiny percussion sonorities”, og om at ”the existing torso contains some of his most thrilling music, as the stasis (…) is gradually transformed into the propulsive energy”. Det kunne stå som en præcis beskrivelse af Éclatements – de to værker er ikke kun beslægtet i titlen, men også på det æstetiske plan.

Alligevel er de meget forskellige – på en måde, som siger meget om komponisterne. Éclat er fra 1965 med en tilføjelse (Multiples) fra 1970. Tilsammen udgør værket en sammenhængende proces. Gunnar Berg skrev den første Éclatement i Paris i 1954 og den sidste (nr. 15) i Bern i 1987. Der var planlagt 15 stykker, men nr. 12 og 13 blev aldrig færdigkomponeret. ”Nr. 12” og ”Nr. 13” på cd’en er således egentlig henholdsvis nr. 14 og 15. Som Boulez kunne Gunnar Berg arbejde længe med hvert enkelt stykke, men i modsætning til hvad tilfældet var hos Boulez (og fx Stockhausen), bestod arbejdet ikke i tilbagevenden, revision og tilføjelser, men i en kulegravning af mulighederne i hvert enkelt lille musikalsk fragment af det stilistiske univers, han havde mødt i Paris fra 1948. Boulez og Berg befinder sig begge i Paris i årene omkring 1950, møder begge Messiaen, Cage m.fl. – men de går hurtigt hver sin vej, ikke ulig henholdsvis Alban Bergs og Anton Weberns alternative veje efter optagelsen af Schönbergs dodekafoni i deres musikalske sprog.

Gunnar Berg blev i det serielle univers, som åbenbarede sig med Messiaens Mode de valeurs et d'intensités og efterfølgende Structures af Boulez. Hos Berg bredte det sig ikke ud i en vifte af alternative aspekter som hos Boulez og Stockhausen, men det udkrystalliserede sig derimod til solsystemer og galakser, supernovaer og kometer – for nu at blive i billedsproget. Eller med et andet billede: fyrværkeri, som eksploderer i skarpe glimt og bliver stående klart aftegnet på nethinden med den sorte himmel som baggrund. Sådan træder Éclatement 1 frem i kontrast til Éclatement 2; i sidstnævnte er gløderne døet hen, og de stille stjerner træder frem.

Denne første komplette indspilning af Éclatements ved Erik Kaltoft er en begivenhed, som vækker mindelser om Glenn Goulds fortolkninger af Das wohltemperierte Klavier og Goldberg-variationerne eller Kontarsky-indspilningerne af Structures eller Stockhausens klaverstykker. Her er vi oppe på det plan, hvor man i ét nu mærker en uafvendelig musikhistorisk bevægelse – og samtidig får tiden lov til at stå lysende stille. I sandhed thrilling music!

Nordheim, Arne

Draumkvedet. Njål Sparbo, Unni Løvlid, Torunn Østrem Ossum, Frank Havrøy, Sigve Bøe, Carl Høgset, Rasmus Høgset, Benjamin Isaksen, Paul Ottar Haga, Sigmund Sæverud, Åshild Breie Nyhus, Mats Claeson, Norges Radioorkester og Grex Vocalis, dir. Ingar Bergby. Simax Classics PSC 1169.

Vi bliver i det splintrede og lysende med starten på Arne Nordheims drama Draumkvedet fra 1994. Også her kan man umiddelbart mærke historiens vingesus – denne gang ikke ved et vendepunkt, men ved et veritabelt Big bang i et eksplosivt møde mellem musikalske sprog og stilarter. I løbet af et par minutter er tonen eller rettere tonerne slået an: lige fra norsk folkemusik og middelalder til nutidig kor- og orkestermusik a la Boulez’ Pli selon pli og Stockhausens Atmen gibt das Leben. Det historiske element gør den musikalske tradition til fundament med nutidig overbygning. Det hele har idéfællesskab med fx Pendereckis Lukaspassion, og et værk som Brittens Spring Symphony er heller ikke milevidt væk.

Draumkvedet handler om Olav Åstesons visioner. Han falder en juleaften i dyb søvn og vågner ikke ført 13 dage efter jul. Han rider da til kirken og fortæller om sine drømme: Han fortæller om sin vandring gennem dødsriget og skildrer kampen mellem det gode og det onde, og hvordan synderne bliver straffet for deres misgerninger. Digtet stammer fra middelalderen og er blevet sammenlignet med Dantes Divina Commedia.

Dette har naturligt nok inspireret Nordheim til en gennemgribende brug af norsk folkemusik, ikke mindst melodier, som ifølge komponisten ”hører balladen til og bliver identificeret med den”. Men elementer fra hele den norske musiktradition bliver flettet ind i dette sceniske drama, som både i sprog og musik former sig som en vandring i tid og rum svarende til hovedpersonens drøm. Det hele er særdeles effektfuldt, og jeg kan forestille mig, at det sceniske indryk kan være ret overvældende. Også til lytteren trænger det dramatiske element igennem på overbevisende måde.

Rasmussen, Sunleif

String against String. Strygekvartet nr. 1, Strygekvartet nr. 2 ”Sunshine and Shadows”, Grave – In Memoriam Karsten Hoydal, Violinkoncert nr. 1 ”Songs of Seasons” og Echoes of the Past. Dacapo 8.226044.

Dacapo har tidligere udgivet en fortræffelig cd med bl. a. symfonien Oceanic Days af Sunleif Rasmussen, og den gav bestemt lyst til at høre mere af den færøske komponist. Nu er denne cd med værker for strygere – plus slagtøj samt en enlig klarinet i Grave – så udkommet, og den viser sig at give en meget væsentlig tilføjelse til repertoiret af nutidig nordisk musik på stereoanlægget.

Den nordiske – nærmere bestemt færøske – tradition er ifølge Sunleif Rasmussen selv til stede i musikken. Ifølge de meget oplysende noter ved Henrik Friis er der tale om to former for tilknytning. Dels ligger der dybt nede i værkernes struktur ”rester af gamle færøske sange, som Rasmussen har samlet, brudt ned og genopbygget til et moderne forrådskammer af toner”. Det skal nok være rigtigt. Dels er der tale om noget mere nærværende: musikalske skildringer af færøsk natur med havet, blæsten etc. Men som Henrik Friis skriver: ”Lige så vel som strygernes mange glidende bevægelser på denne cd kan minde om blæstens susen, lige så vel kan de minde om det miljø, Sunleif Rasmussen var en del af på konservatoriet i København i slutningen af 1980’erne”. Det er så sandt, som det er sagt. Sunleif Rasmussen har studeret hos Ivar Frounberg og har modtaget væsentlig inspiration hos franske spektralkomponister som Murail og Grisey. Man kunne også nævne en international kapacitet som Ligeti og en dansk som Niels Rosing-Schow – inden for denne internationale ramme befinder Sunleif Rasmussen sig sammen med mange andre.

Dermed være ikke sagt, at hans musik mangler originalitet. Tværtimod! Strygekvartet nr. 2 giver et overbevisende musikalsk udtryk for undertitlen Sunshine and Shadows – Henrik Friis er her kommet til at skrive ”Sunshine and Clouds” i kommentaren, hvilket er forståeligt, for andensatsen minder mest af alt om truende skyer, mens førstesatsen giver et flimrende og mangesidet glidende lyst klangbillede, som får mig til at tænke på strygerværker af Xenakis. I Grave – In Memoriam Karsten Hoydal er oplevelsen mere a la Grisey. Vi er med strygerne og klarinetten med i en procession gennem slagtøjets tåget-metalliske atmosfære til de afsluttende klokkeslag. Rejsen er så suggestivt-mytologisk fortalt som i Griseys værker Stèle, Anubis og Nout, som alle karakteristisk nok også er komponeret til minde om afdøde bekendte. Med mine egne ord fra en Grisey-anmeldelse: man har konstant på fornemmelsen, at 'noget underliggende' får lov til at komme til syne i en symbolsk form, som antyder mere, end det er muligt at erkende (DMT 1998-99, nr. 3 s. 97-106).

Også cd’ens tre andre værker giver masser af indtryk, som præger sig ganske dybt. Man bliver ikke så hurtigt færdig med Sunleif Rasmussens musik – eller rettere, man bliver næppe færdig! Det er stærke og vedkommende udsagn.

Woodworks

Hans Abrahamsen: Flowersongs og Zwei Schneetänze; Ib Nørholm: Trio I og II af Op. 16; Ole Buck: Estampie; Leif Kayser: Divertimento II; Morten Nyord: Fløjteskove; Hans Henrik Brandt: Farven blå. Wood’N’Flutes. Dacapo 8.226541.

Her har vi et overflødighedshorn af blokfløjteværker spillet af den virtuose blokfløjtetrio Wood’N’Flutes. Overflødighedshorn både i tid, stil og teknik: fra Ib Nørholms trioer fra blokfløjtehæftet fra 1958 til Ole Bucks Estampie fra 2005 og fra smuk dansk melodik i Hans Henrik Brandts Farven blå til Leif Kaysers lærde flerstemmighed i Divertimento II.

Det er Hans Abrahamsens krystalklare og alligevel forunderligt vildtvoksende minimalisme i Flowersongs fra 1973, som ligesom samme Abrahamsens Winternacht giver en prægnant fornemmelse af genhør med hele den musikalske atmosfære i 1970erne. Der er Ole Bucks værk Estampie, som i 2. sats lader blokfløjterne forvandle sig til et orgel i 1360 (Robertsbridge Codex), og som i 3. sats får benene til at røre sig i en stakåndet og halsbrækkende estampie. Der er Ib Nørholms smukke og rolige Carl Nielsen-efterklange i Trio I og mere eftertænksomme og samtidig urolige 50er-klange i Trio 2. Her står musikken på tærsklen til blandt andet det, vi møder i cd’ens andre værker med Hans Henrik Brandts rolige og ærkedanske lille stykke som afslutning. Og så er der de andre værker af Abrahamsen, Kayser og Morten Nyord. Det hele er en spændende og underholdende samling, og udførelsesmæsigt kan det næppe gøres bedre.

Taking off souls

Per Nørgård: Introduktion og Toccata (1952/64); Domenico Scarlatti: Sonate i fis-mol K25 og Sonate i fis-mol K67; Jürgen Ganzer: Phantasie 84; Bohuslav Martinu: The Puppets (arr. Jytte von Rüden); Antonín Dvorák: Bibelske sange (arr. Jytte von Rüden); Arne Nordheim: Dinosauros; Hans Brehme: Paganiniana; Viktor Vlassov: Basso ostinato. Michal Polák og Majken Munk Jensen. Classico CLASSCD 915.

Nok et overflødighedshorn. Michal Polák og Majken Munk Jensen mødtes på konservatoriet i Århus og har siden da indledt et samarbejde med koncerter, der bl.a. udmærker sig ved den ualmindelige konstellation akkordeon og mezzosopran. Taking off souls er titlen på et multimedie-projekt, som Michal Polák startede i 2006.

Gammelt og nyt, kendt og om ikke ukendt, så dog sjældent hørt, føjer sig her sammen til en meget underholdende helhed. Der er to højdepunkter. Det ene er seks af Dvoráks 10 Bibelske sange op. 99, som naturligvis ikke er tænkt for akkordeon, men som fungerer glimrende i denne sammenhæng. Dette værk er det centrale på cd’en, og her viser sig det storartede sammenspil mellem Michal Polák og Majken Munk Jensen. Det andet er Arne Nordheims Dinosauros fra 1971, som er et skoleeksempel på udnyttelse af de spændende klangmuligheder, instrumentet råder over. Alene på grund af disse to klassikere er cd’en værd at lytte til, men niveauet er i det hele taget højt.

Hvad forsiden har med sagen at gøre, ved jeg til gengæld ikke. Man ser en asfalteret vej, som strækker sig ud i horisonten i et hedelandskab. Sådanne associationer giver musikken ikke. Programmet er sjovt og indholdsrigt, udførelsen er i top, og man kommer bestemt ikke til at tænke på golde landskaber og hård asfalt – tværtimod!

Journey

Palle Mikkelborg: Everything matters; Herman D. Koppel: Duo for violin og guitar op. 116; Jørgen Jersild: 10 Impromptu; Vagn Holmboe: Duo Concertato op. 167. Kim Sjøgren og Lars Hannibal. OUR Recordings 8.226902.

På forhånd ser denne cd ud til at være en ganske spændende samling af world premiere recordings, som Lars Hannibal stolt fastslår i noterne. Alle disse værker er specielt komponeret for ham og Kim Sjøgren, hvilket tilsyneladende gør samlingen lige så homogen, som ovenstående Taking off souls er broget. Der er fordele ved begge dele – i dette tilfælde giver programmet lejlighed til at iagttage, hvordan fire for længst etablerede komponister i den danske tradition udtrykte sig for en snes år siden (den yngste er Palle Mikkelborg, som dengang var 47 år gammel). To af dem - Koppel og Holmboe - er jo endda blandt hovedfigurerne i det 20. århundredes danske musikhistorie. Så man lytter med interesse.

For at begynde med slutningen: I længden synes jeg nok, at instrumentkombinationen violin og guitar virker noget ensformig. Man kan ikke lade være med at zoome ind på den virtuose behandling af instrumenterne, som præcis som ventet er en musikalsk nydelse, men for de tre ældre komponisters vedkommende bliver opmærksomheden stående ved klangen og de ventede former for udtryk.

Den altoverskyggende opmærksomhed samler sig for mig at høre om Palle Mikkelborgs Everything matters, som er identisk med musikken til balletten Journey. Ud over Lars Hannibal og Kim Sjøgren medvirker her Palle Mikkelborg selv på keyboards – et forud indspillet bånd. Musikken er inspireret af et essay af balletdanseren Erik Bruhn, og den blev senere udgangspunkt for en ballet af koreografen Christopher Bruce. Værket varer næste en halv time og dominerer således også på denne måde cd’en. Man må sige, at denne falder i to dele, hvoraf den første for mig at høre er den mest interessante.

LIFT vs. Sydow

Sissel Vera Pettersen, Randi Pontoppidan og Hans Sydow. Gateway Music liftcd01.

Her har Sissel Vera Pettersen og Randi Pontoppidan leveret det vokale materiale, som Hans Sydow så har bearbejdet. Resultatet er broget. Det musikalske udtryk i de 11 stykker strækker sig fra eksplosive passager af elementære livsytringer, som synes at komme fra et sted i nærheden af Pierre Henry eller François Dufrene, til repetitive mønstre, som undertiden får karakter af udefinerbar world music med tilstræbt upoleret klang, undertiden leg med overtoner a la shamanistisk sang fra Tuva eller Mongoliet eller Stockhausens Stimmung. Mareridtsskrig og støn, sort messe med heksekatterøst, hypnotiserende recitation af stavelser – virkemidlerne bliver flittigt brugt.

Der er bestemt spændende steder i dette værk/disse værker, og der økonomiseres på velgørende vis, så den nøgne, upolerede stemmeklang mange steder får lov til at stå alene. I det hele taget er musikken ikke overlæsset på det vertikale plan. Horisontalt synes jeg imidlertid, at der mangler en eller anden overordnet idé. De korte stykker virker mest som små bidder af materiale, som på etudevis stilles over for hinanden, en katalogagtig præsentation af udtryksmuligheder, som ikke rigtig får lov til at folde sig ud eller komme i indbyrdes kontakt eller konflikt. Sagt på en anden måde: Her er enten for lidt kaos eller for lidt gennemskuelig orden. Det havde været godt med samme konsekvens i formen som i detaljen.

Årgang 82/2008, nr. 04