Per Nørgård og Storbritannien

Af
| DMT Årgang 82 (2008) nr. 04 - side 154-155

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Per Nørgård

Unendlicher Empfang; Remembering; Stadier; Achilles og Skildpadden; Violin Sonata, The Secret Melody.

Rolf Hind

Das Unenthüllte. Rolf Hind (piano), Nicolas Hodges (piano); David Alberman (violin) Dacapo 8.226037 (65:38)

De musikalske forbindelser mellem Storbritannien og de nordiske lande rækker langt tilbage. Grieg, for eksempel, var af skotsk slægt, og endnu i hans levetid repræsenterede medlemmer af hans familie det britiske konsulat.

Mens Sibelius kæmpede for anerkendelse på det europæiske fastland, fik han af det britiske publikum en entusiastisk modtagelse; selvom akademikerne gav ham en hård medfart i modernismens blomstringstid, vedblev han at være favorit i koncertsalene. Carl Nielsen var mere eller mindre ukendt blandt britiske lyttere, indtil den engelske komponist Robert Simpson indledte sin kampagne for at få folk til at lytte til musikken. Han skrev en bog om Carl Nielsen og udnyttede sin position som senior-producer på BBC til at arrangere koncertopførelser. Simpson betalte af på en gæld: Han havde været i gang med at komponere sin egen første symfoni i 1951, da han første gang hørte Carl Nielsens musik, og i flere måneder efter kunne han ikke komponere – han følte, at alt allerede var blevet sagt af den anden.

Paul Mealor, en tidligere elev af Per Nørgård i København og nu senior-lektor i musik ved University of Aberdeen, finder, at nordisk musik »lader til at sige os noget her i Storbritannien. Vi er beslægtet med den, særligt nordpå. Også vi har mørke vinterdage og lange sommernætter. Det har også noget med landskabet at gøre – og der er mange fællestræk befolkningerne imellem«.

Udgivelsen af en cd med Per Nørgårds musik med tre britiske kunstnere understreger de varige bånd, der ligeledes binder Per Nørgård og hans værker sammen med Storbritannien. Det er et slægtskab, der går mere end tredive år tilbage: Hans orkesterværk Voyage into the Golden Screen, et nøgleværk i hans produktion, blev opført i London på World Music Days-festivalen i 1971, kun to år efter at Per Nørgård havde færdiggjort det. Siden da har Nørgård-opførelser været jævnlige programindslag i den britiske koncertkalender. I de sidste tiår har Per Nørgård været hovednavn på Musica Nova-festivalen i Glasgow i 1996. Almeida Opera i London præsenterede Nuits des Hommes i 2000, fire år efter premieren. Terrains Vagues – en forrygende demonstration af Per Nørgårds evner for orkestrering – blev første gang opført i The Barbican i London af the BBC Symphony Orchestra under Andrew Davis i 2001. Året efter, nemlig året for Per Nørgårds 70-års fødselsdag (nævneværdigt for denne evigt ungdommelige komponist), indeholdt en række vigtige britiske premierer eller verdenspremierer: Violinkoncerten Borderlines spillet af Rebecca Hirsch og the City of London Sinfonia under Richard Hickox på Cheltenham-festivalen; Rêves en pleine lumière sunget af The BBC Singers i Huddersfield; the Proms var tilmed værter for Thomas Dausgaard og DR Radiosymfoniorkesteret, som opførte 6. Symfoni, At the End of the Day – men skam få BBC: Dette var Per Nørgårds første opførelse på The Proms. Den vigtigste Nørgård-verdenspremiere, der har fundet sted i Storbritannien inden for de seneste år, var i Birmingham i 2005 under festlighederne omkring fejringen af H. C. Andersens 200-års fødselsdag med uropførelsen af hans store Lygtemændene tager til byen, leveret af The City of Birmingham Symphony Orchestra, Chorus and Youth Chorus under ledelse af Rumon Gamba.

Per Nørgård har også været betydningsfuld i kraft af sin indflydelse på yngre, britiske komponister, både direkte som underviser og indirekte som rollemodel. Paul Mealor fortæller, at han var:

»... en yderst inspirerende lærer. Han kunne finde sammenhænge i alt. Han var mere interesseret i tanken, i, hvordan man selv tænkte om tingene. Han ville aldrig trumfe sine egne synspunkter igennem; han forsøgte altid at finde frem til det, man prøvede at formulere. Som ung komponist ved man naturligvis ikke altid, hvor man gerne vil hen, men han var meget tålmodig, gav altid eleven tid til at arbejde sig frem til det, han havde i tankerne. Hans undervisning rakte ud over komposition; han underviste i livet. Den første gang, jeg var hos ham, tilbragte vi tre timer med at snakke om, hvorfor jeg ville være komponist, og hvorfor jeg ville vælge en så vanskelig livsstil.«

Per Nørgårds evne til at få sine samtalepartnere til at reflektere gælder ikke kun hans elever; det er også min egen oplevelse, at samtaler med ham ofte folder sig ud til diskussioner om sansningens og erkendelsens natur. Han har en måde at besvare spørgsmål med spørgsmål på, som får én til at tænke dybere over det, man lige har spurgt om. Ansporet af hans påstand om at have identificeret en underliggende tone i Det indiske Ocean under sin ferie i det sydlige Indien, spurgte jeg ham engang, om han kunne forestille sig toner, der lå uden for den fysiske hørelses formåen. Hans svar var: »Kan du forestille dig en farve, du ikke kan se?« Alle aspekter af tilværelsen ser ud til at befordre hans nysgerrighed, som Paul Mealor bemærker: »En eller anden sagde engang til ham, at han lider af en art positiv paranoia: Alting betragter han, men mildt og venligt. Han er virkelig som et barn, Wie ein Kind – han har denne fantastiske, barnlige åbenhed«.

Et træk ved Per Nørgårds personlighed, som er tydeligt i det første eksempel på den nye cd, Unendlicher Empfang (1997) for to klaverer og to metronomer, er en utraditionel offbeat-humor med skæve rytmiske mønstre sat over for hinanden – man kan forestille sig at høre boogie-woogie gennem et kalejdoskop, og man vil opleve en nærmest manisk glæde, som behersker de vildeste passager. Derimod er Remembering fra 1989 og Stadier, ’Tre små Inventioner’ fra 2002 fuld af tidløs skønhed og en fornemmelse af rum – begge bekræfter, at Per Nørgårds musik både kan røre hjertet og narre hjernen. Konceptet bag Achilles og Skildpadden (1983) leger kispus med tilhørerens pulsfornemmelse.

Cd’en ender med Per Nørgårds uakkompagnerede violinsonate The Secret Melody (1993), der på en særlig måde kombinerer formalitet med naturlig charme. Stephen Johnson, en flittig kommentator af Per Nørgårds musik, (og som således udgør endnu en forbindelse mellem den og Storbritannien), forklarer i sin anvendelige lille bog, at titlen, som hentyder til et forklædt, melodisk mønster fælles for alle fem satser, »kommer fra en bog af den vietnamesiske astrofysiker Trinh Xuan Thuan«; det kan måske forklare de mikrotonale skift i den melodiske linje, som giver værket et orientalsk præg. Før The Secret Melody kommer et værk af Rolf Hind: en sonate i tre satser for violin og klaver med titlen Das Unenthüllte, (”The Unrevealed”) der med klaverstrenge der knipses og dæmpes, og violinflageoletter, slag på træ og gniden på strenge, på en måde adskiller sig fra konventionel lydproduktion – effekten er snarere en lytten til en slags hemmeligt ritual med handlinger, man kan betragte, men ikke forstå. I sin skævhed passer Hinds musik godt sammen med Per Nørgårds – og hans hyldest fortsætter i cyberspace: linkene på Hinds hjemmeside (www.rolfhind.com) placerer ganske enkelt Per Nørgård som »Den største nulevende komponist«.

Årgang 82/2008, nr. 04