Arvo Pärt: Kreative perioder

Af
| Årgang 82 (2008) nr. 05 - side 178-181

I. 1958-1968

Neo-klassicisme – Avantgarde

Som en af de mest radikale eksponenter for den såkaldte sovjetiske avantgarde, vidner Pärts værker om komponistens egen vidtrækkende musikalske evolution. Hans første skaberperiode begyndte med neo-klassicistisk klavermusik (To sonatiner op. 1 og Partita op. 2) og drejede sig de følgende ti år om de væsentligste kompositionsteknikker inden for avantgarden – tolvtonerækken, klangfladekomposition, indeterminisme, collageteknik –alt sammen benyttet i hans musik med raffineret originalitet.

Nekrolog (1960) var den unge komponists første vigtige værk og samtidig den første tolvtonemusik af estisk herkomst. Det var både hans første succes og hans første skandale, idet det afstedkom officielle beskyldninger om »vestlig dekadence«.

Perpetuum Mobile (1963) er en enkel, pulserende, kraftfuld klangbølge, som er bygget op af forskellige, pulserende enkeltstemmer. Stykket er karakteriseret ved sin serielle struktur, der er reduceret til relativt simple formler. Begge værker, Nekrolog og Perpetuum Mobile, skaffede komponisten en indledende anerkendelse i Vesten. Symfoni nr. 1 (1963) var Pärts værk til den afsluttende diplomeksamen.

Collageteknik

Collage sur B-A-C-H (1964). Pro et Contra, Symfoni nr.2 (1966). Komponistens videre stilistiske udvikling førte ham til at eksperimentere med collageteknik. I værkerne fra denne periode satte Pärt to stærkt diskrepante klangforestillinger over for hinanden: Avantgarde-passager vekslede med direkte citater eller efterligninger af ældre musikstilarter. Det var som om, hans egen musik pludselig var blevet en kamparena, hvor slaget stod mellem modernistiske stilelementer (Pärts musik) og den enkle, gennemsigtige skønhed, som han stilede efter (musikalske citater). Ny og gammel musik stod over for hinanden i uforenelighed. Denne form for konfrontation oplevede sit endegyldige, uovertrufne klimaks i hans værk Credo (1968).

I Credo, hvor Pärt møder Bachs Præludium i C-dur (WTK 1), intensiverede og forhærdede han sit musikalske sprog i det ekstreme – »en udvikling af voldsomme kræfter, der som en lavine støder på sine egne grænser« (Pärt). I denne kamp mellem de to musikalske verdener sejrer til allersidst Bach over den modernistiske syndflod i Pärts musik.

Credo-skandalen – I tiden omkring premieren udgjorde Pärts åbne bekendelse af sin kristne tro (i det sungne »credo in Jesum Christum«; trosbekendelsen) en betydelig politisk provokation og blev betragtet som et regulært angreb på regimet. Denne skandale var en del af den konstante vekslen mellem billigelse og blank afvisning, som var begyndt med værket Nekrolog i 1960, og som til sidst kulminerede med Pärts emigration: I 1980 opmuntrede den kommunistiske estiske regering ham til at forlade landet.

II. 1968 og frem til i dag

Krisen: 1968-1976

Musikcitaternes “triumf” i Credo markerede et afgørende vendepunkt i Pärts udvikling. Fra da af anså han alle sine tidligere kompositionsteknikker for meningsløse. Pärts søgen efter sin egen musikalske stemme drev ham ud i en skaber-krise, som varede i otte år, hvor komponisten var ude af stand til at forudsige, om og hvornår han ville blive i stand til at vende tilbage. I denne periode måtte Pärt »lære at gå igen« (Pärt).

I kølvandet på sit kunstneriske vendepunkt måtte Pärt trække sig helt tilbage og holde inde med at komponere. I jagten på et nyt musikalsk sprog studerede han gregoriansk sang, Nôtre Dame-skolen og klassisk vokalpolyfoni. Pärts intensive studier inden for disse områder var essentielle for hans nye musikforståelse, et faktum, der bedst illustreres ved hans egen udtalelse, at »... skjult bag kunsten at sammenføje to eller tre noder befinder sig et kosmisk mysterium.« Komponistens otte års tavshed var gennemtrængt af hans inderlige ønske om at begribe netop dette. Pärts lange tavshed blev kun brudt af hans Symfoni nr. 3 (1971), hans eneste autoriserede overgangsværk fra denne periode.

1976: Tintinnabuli

I 1976 affødte den lange tavshed endelig musik: det lille klaverstykke Für Alina. Det er tydeligt, at Pärt med dette stykke musik havde fundet sig selv, og den kompositionsteknik, han deri benyttede for første gang, har inspireret hans arbejde frem til i dag. Denne teknik, som Pärt har givet navnet tintinnabuli (latin: små klokker), er ikke erhvervet gennem en progressivt voksende kompleksitet, men er snarere resultaterne af en ekstrem reduktion af klangmaterialet og begrænsning til det mest essentielle. Kompositionsteknikken tintinnabuli er en proces, hvor en form for polyfoni opstår ud af et tonalt klangmateriale, der ligger hinsides funktionsharmoniske paradigmer. I vokalværker er form og struktur tillige underordnet alle tekstparametre (stavelser, ord, tryk, grammatik, tegnsætning).

I stilartens kerne findes en “dualitet”, en ny form for “grundstruktur”: to stemmer danner en udelelig helhed. Den ene af de to er den allestedsnærværende dur-mol-treklang, de toner, som er forbundet med hinanden – den såkaldte “melodistemme” – efter bestemte principper. “Dualiteten” mellem de to sidestillede toner, som eksisterer udelukkende i forbindelse med hinanden, sammenføjes og danner tintinnabulis mindste og vigtigste byggeklods.

Kombinationen af denne kompositoriske metodes formelle logik og dens stærkt reducerede tonalitet resulterer uundgåeligt i en ekstremt kompakt musikalsk struktur. Fokuseringen på den grundlæggende musikalske enhed forbliver Pärts primære anliggende. Takket være hans asketiske kompositoriske tilgang vækker musikken hos lytteren et indtryk af koncentration og objektivitet.

»Musik«, siger Pärt, »må eksistere i og af sig selv … mysteriet må være til stede, uafhængigt af et hvilket som helst instrument … musikkens største værdi findes hinsides dens klangfarve.« Dette, som man kunne kalde komponistens æstetiske credo, resulterede i nye og usædvanlige former for opførelsespraksis. Et eksempel på dette er værket Fratres. Det var oprindeligt komponeret som tre-stemmig musik – dog uden at være forbundet med nogen specifik klangfarve. Følgelig kan Fratres udlægges i talrige klangfarvekonstellationer, hvilket igen har ført til mange forskellige ensemble-versioner.

I disse tider har der været mange forsøg på at navngive tintinnabulimetoden, fx “ny enkelhed” (eng. new simplicity), “minimalisme” (eng. minimal music) osv. Tintinnabuli er et nyt fænomen, der er svært at analysere og klassificere ved hjælp af de eksisterende musikvidenskabelige standarder. Med sine kompositioner har Pärt bevirket et paradigmeskift i moderne musik, og forsøget på at analysere dette skift har så igen givet vækst til en egen kreativ opdagelsesrejse.