Bag om den store musikpris

Af
| Årgang 82 (2008) nr. 05 - side 211-214

Men det er ikke pengene, en prismodtager i international klasse ser på, når hun eller han siger ja til at modtage Sonning Musikpris. Det er den konge- og dronningerække af kunstnere, der allerede har modtaget prisen. At komme i selskab med dem er mere værd end guld, og i den forstand regnes Léonie Sonnings Musikpris nok mere end de andre som en musikkens Nobelpris, det vigtige er at komme med på listen. Listen som er så meget vægtigere og imponerende, fordi den danske musikpris er langt den ældste.

Det var redaktør Børge Friis, som i 1959 overbeviste Léonie Sonning om, at hun skulle donere en musikpris på 50.000 kr. til komponisten Igor Stravinskij. Det skete under Den danske Musik- og Balletfestival ved en koncert i Tivoli den 25. maj, hvor John Frandsen dirigerede Ildfuglen med Det Kgl. Kapel.

Knudåge Riisager overrakte prisen og sagde bl.a.: Med etableringen af Sonning Prisen for musik har Danmark fået mulighed for at ære fremstående personligheder i musikkens verden. Dette er første gang, Sonning Prisen for Musik tildeles – og faktisk er det første gang overhovedet, at en kunstnerisk pris af en så betragtelig størrelse uddeles i dette land. Det synes helt naturligt, at De, Hr. Igor Stravinskij, er blevet valgt til den første modtager af denne pris, som er et udtryk for dansk musiklivs anerkendelse og respekt for den mand, der i dag repræsenterer personificeringen af den musikalske verdens top. For lige som Albert Einstein med sin fortolkning af det univers, der omgiver os, var i stand til at ændre vores billede af verden, så det aldrig blev det samme igen, sådan har De, Hr. Stravinskij, gennem Deres livsværk været i stand til at ændre musikkens verden i Deres tid. Deres livsværk betyder mere for os en blot en kunstnerisk personligheds skaben …

Der er to Sonningpriser. Den første blev stiftet af Carl Johan Sonning, Léonie Sonnings mand, og den uddeles hvert år til politikere, kunstnere og kulturpersonligheder. I mange år var det fru Sonning, der overrakte sin mands mindepris, første gang til Churchill, senere til blandt andre Albert Schweizer, Niels Bohr og Sir Laurence Olivier. Men dagspressen havde ondt af den lille rige dame – uddannet skuespillerinde – der nød at være i centrum. Vi er trætte af at se fru Sonning gå mannequin i offentlighedens fulde projektørlys skrev Information i 1961.

Men fru Sonning lod sig ikke slå ud, og fra 1965 satte hun sit eget navn på en stor pris og gjorde musikprisen fra 1959 permanent. Med spilleregler, der naturligvis gælder den dag i dag: Formålet er at uddele en pris til en internationalt anerkendt komponist, musiker, dirigent eller sanger, og desuden kan der uddeles stipendier til nogle unge talentfulde musikstuderende. Det var ikke et tilfælde, at musikprisen blev permanent netop i 1965. Det var 100-året for Carl Nielsens fødsel, den årlige store musikfestival i København kom til at stå helt i Nielsens navn, og højdepunktet blev, da Leonard Bernstein dirigerede Carl Nielsens Espansiva med Det Kgl. Kapel – heldigvis fastholdt både på plade og film. Som der stod i aviserne:

Et orkanagtigt bifald rejste sig, da kapellet med Bernstein som dirigent havde spillet Carl Nielsens tredje symfoni, “Espansiva”. Talløse fremkaldelser, anført af kongen og prinsesse Benedikte, blomster, piften, trampen og bravoraab blev dirigenten til del for den betagende oplevelse, han sammen med kapellet havde beredt tilhørerne … Carl Nielsen ville efter første sats, om han havde hørt det, læne sig endnu mere bleg tilbage i sin stol, magtstjålet af sin egen musiks storhed.

Overrækkelsen af Léonie Sonnings Musikpris sker altid ved en koncert, og det er en betingelse, at modtageren er personligt til stede. En koncert, der ofte har været en af årets store musikbegivenheder i Danmark – og ofte også en begivenhed der rækker ud over tid og sted. Bernstein fik danskerne til at tro på Carl Nielsens (og indirekte vores) storhed og satte gang i Nielsen-aktiviteter her og i udlandet. Lutoslawskis musikpris i 1967 bragte ham tilbage til Danmark flere gange (Århus og Lerchenborg bl.a.), og efter at den store bassanger Boris Christoff i 1969 havde fået Musikprisen, vendte han tre år senere tilbage for at synge Saul i Carl Nielsens opera Saul og David.

Oftest foregår Musikpriskoncerten og overrækkelsen i København, hvor publikum er stort og opera- og orkestermulighederne flere. Men Sonningkoncerterne har faktisk nogle gange fundet sted langt fra hovedstaden. Da Arthur Rubinstein fik prisen i 1971, skete det i Holstebro, Mstislav Rostropovitj modtog sin musikpris i Odense, og da Lars Ulrik Mortensen modtog prisen, var der Sonningkoncerter i Ålborg, Svendborg, Humlebæk, Helsingør og København. Hvis ikke prismodtageren havde et forhold til Danmark i forvejen, har Musikprisens bestyrelse ofte initieret og støttet initiativer, der giver årets musikpris større dansk perspektiv. I år fx ved økonomisk støtte til dette nummer af Dansk Musik Tidsskrift, den nye bog om Arvo Pärt og koncerten med Ars Nova Copenhagen og Athelas Sinfonietta Copenhagen.

Hvad der sker omkring den årlige musikpriskoncert, er nemlig meget vigtigt for Fondens bestyrelse. Prismodtageren bliver altid bedt om at deltage i en masterclass for musikstuderende, eller hvis det er komponister en diskussion med danske kompositionsstuderende eller komponister. De, der var med, glemmer sikkert aldrig Olivier Messiaens forelæsning om sit La Transfiguration, Mstislav Rostropivitj’ mesterkursus på Egeskov Slot, Rafael Kubeliks orkesterseminar med Musikkonservatoriernes Fællesorkester, mesterklasserne for studerende med Marie-Claire Alain, Krystian Zimerman eller Yo Yo Ma, Pierre Boulez’ seminar for kompositionsstuderende, György Kurtágs kammmermusikinstruktion eller diskussionen med Sir John Eliot Gardiner om opførelsespraksis.

Når det er muligt og realistisk, beder vi også de udøvende prismodtagere om at forholde sig til dansk musik – i 1978 bestilte Fonden hos Erik Norby Capriccio for fløjte og orkester, som Pierre Rampal uropførte og indspillede på grammofon sammen med Carl Nielsens fløjtekoncert. I 1980 komponerede Ib Nørholm på Fondens bestilling værket Idylles d’Apocalypse, der blev uropført og udgivet på plade af Marie-Claire Alain, fire år senere bestilte vi hos Palle Mikkelborg Aura, der blev uropført og siden indspillet på plade med Miles Davis som solist. Da Yuri Bashmet modtog prisen i 1995, bestilte Fonden en koncert for bratsch og orkester hos Poul Ruders – og ligesom Bernstein dirigerede og indspillede Carl Nielsen i Musikprisens barndom, dirigerede Sir John Eliot Gardiner Nielsens Fynsk forår for tre år siden.

Når årets prismodtager er en komponist – og dem har der været en halv snes af gennem årene – er der altid ekstraordinær gang i aktiviteterne omkring Priskoncerten. Da György Kurtág modtog musikprisen for fem år siden, kogte musiklivet nærmest over af Kurtágentusiasme. Fonden bidrog til flere vigtige koncerter med Kurtágs musik – blandt andet Esbjerg Kammermusikfestival, som havde Kurtágs musik som gennemgående tema, en koncert på Lousiana, hvor Maria Husmann og András Keller opførte Kurtágs Kafka-fragmenter og en vigtig koncert i Radiohusets Koncertsal med Athelas Sinfonietta Copenhagen. Ved Priskoncerten uropførtes det orkesterværk, Fonden havde bestilt, Kurtágs ... concertante – et gribende mesterværk, som siden er spillet mange steder i Europa.

På samme måde da Sofia Gubajdulina i 1999 modtog Musikprisen. Fonden havde egentlig bestilt et nyt værk, men Gubajdulina nåede ikke at færdiggøre musikken. Til gengæld herskede der, som pressen skrev »en hel Gubajdulina feber i det danske musikliv«, og Fonden støttede en dokumentarfilm om den lille, men store komponist.

Et andet højdepunkt i nyere tid var, da Per Nørgård modtog Musikprisen i 1996. I 1996 bestilte Fonden et værk af Per Nørgård, Concerto in due tempi til uropførelse ved Priskoncerten. Herudover støttede Fonden udgivelsen af to bøger om Per Nørgårds musik.

To gange er prisen gået til en jazzmusiker – to gange og navne, der var indlysende og uomgængelige selv for en priskomité, der er rekrutteret fra den klassiske musiks verden. De to navne er vi til gengæld stolte af: Miles Davis og Keith Jarrett. Siden den svenske Polar-pris er kommet til og tilgodeser jazzen, sover vi lidt roligere.

Fire helt indlysende gange har bestyrelsen for Léonie Sonnings Musikpris fundet en dansk kunstner med det internationale niveau, prisen skal have. Først drengekorspioneren og dirigenten Mogens Wöldike, så Per Nørgård, dernæst Michala Petri og for fjerde og sidste gang var det – sidste år – Lars Ulrik Mortensen. Om man er dansk eller ikke, mand eller kvinde, sanger, instrumentalist eller komponist spiller ingen rolle for valget. Til gengæld er der, når man ser konge- og dronningerækken igennem, en næsten indbygget statistisk sikkerhed for, at sangere, instrumentalister og komponister veksler. Der er let at pege på store kunstnere, som burde have været prismodtagere, men der er ikke år nok til dem alle.

Et af de mest almindelige ord i hverdagens diskussioner er: prioritering. »Kunne man ikke bruge pengene bedre?«, er der indimellem nogen, der spørger – ud over den banale diskussion »er det den rigtige prismodtager?«

Fondens fundats er urokkelig, og den er god nok – det handler om en stor international musikpris – men desuden er det som nævnt muligt at uddele stipendier (som man ikke kan søge, men som fondens bestyrelse beslutter) til fortsat kunstnerisk udvikling af unge komponister, musikere og sangere. For ikke så mange år siden besluttede vi at bruge lige så mange penge på unge talenter som på den store musikpris – hvert år uddeles der altså stipendier for 600.000 kr. Det er en god fornemmelse at hjælpe unge klassiske og jazziske musikere på vej – og de fleste af dem er det gået godt: Michael Schønwandt, Esa-Pekka Salonen, Henrik Svitzer, Kim Sjögren, Anne Øland, Jens Winther, Eva Johansson og Bent Sørensen er nogle få blandt de mange unge navne.

Musikprisens økonomiske vægt er i takt med ejendomspriserne vokset støt gennem årene – fra 50.000 til 600.000 kroner. Men frem for alt er den vokset støt i anseelse og kunstnerisk værdi. Og meningen med den er den samme som fra begyndelsen: at sætte pris på den allerhøjeste kvalitet for på den måde også at animere et højt niveau her til lands og på mange måder give inspiration til dansk musikliv.

Læs videre på Léonie Sonnings Musikfonds hjemmeside på internettet: www.sonningmusik.dk hvor du også kan lytte til overrækkelses-talerne i tidens løb.