Estland – Frigjort af musik og sang

En isnende kold vinterdag i marts 2005 var der statsbegravelse i Estlands hovedstad Tallinn. Den første i landets bevægede historie. Den første præsident i det frie Estland, som genopstod i 1991, Lennart Meri, blev bisat fra Kaarlikirken, og blev fulgt gennem byen af soldater fra de tre værn, og lange rækker af studenter, som bar Estlands blå-hvid-sorte flag. Det var en storslået og bevægende begivenhed, for Lennart Meri havde været en elsket præsident. Og så var det første gang, en præsident kunne følges ordentligt til graven. Meris forgængere var forsvundet i sovjetiske fængsler.

Inde i kirken havde vi hørt en ny komposition af Arvo Pärt, som var skrevet til lejligheden: Lennartile – Til Lennart. En lille suite for strygere, som gav rum for den stille eftertænksomhed, som Pärt mestrer med sin musik – og som passer så godt til Estland. Et lille land, hvis f olk er blevet behandlet så ilde af historien, og som gjorde sig fri gennem musikken i “den syngende revolution” for nu en snes år siden.

Da Arvo Pärt blev født Estland i 1935, havde landet kun været selvstændigt i 14 år. I århundreder havde landet været under fremmed overherredømme: først danskerne og de tyske ridderordener, og siden det russiske rige. Da det gik i opløsning ved oktober-revolutionen i 1917, brød de tre baltiske lande og Finland ud og blev selvstændige stater. Estland proklamerede uafhængighed den 24. februar 1918.

Estland måtte først gennem en blodig krig for uafhængighed, hvor bolsjevikkerne søgte at indlemme det lille land i Sovjetunionen. I 1921 anerkendte bl.a. Danmark Estland som en selvstændig demokratisk republik. Frivillige fra de nordiske lande havde støttet den estiske frihedskamp, også et dansk korps på et par hundrede mand. Men i første omgang varede friheden mindre end 20 år.

I august 1939 underskrev Hitlers og Stalins udenrigsministre en ikke-angrebspagt mellem Sovjetunionen og Nazi-Tyskland. Men der var en hemmelig tillægsprotokol til den såkaldte Molotov-Rippentrop-pagt, som delte Østeuropa mellem de to totalitære stater. Tyskland fik frit råderum i det vestlige Polen, mens det østlige Polen sammen med de baltiske lande og Finland blev regnet som sovjetisk interessesfære – og da Tyskland rykkede ind i Polen, satte Sovjetunionen sig militært på de baltiske lande og det østlige Polen. De tre små baltiske lande opgav at gøre modstand. Der blev indsat marionetregeringer og afholdt nyvalg til parlamenterne – hvor der dog alene kunne opstilles kandidater, som var godkendt af besættelsesmagten – og derefter blev Estland, Letland og Litauen “efter eget ønske” indlemmet i Sovjetunionen som sovjetrepublikker. Det var i strid med landenes forfatninger, men det har man den dag i dag vanskeligt ved at erkende i Moskva.

I forbindelse med besættelsen og indlemmelsen i Sovjetunionen blev de tre små landes politiske og økonomiske og akademiske elite fjernet. De blev fjernet fra deres poster, smidt i fængslet, mange blev henrettet, og endnu flere deporteret til Sibirien.

Da Tyskland angreb Sovjetunionen i 1941, blev Den Røde Hær trængt tilbage, og nu var det tyskerne, der besatte de baltiske lande. Nogen havde håbet på, at det skulle være en befrielse – men det blev en brutal besættelse med nye massearrestationer og henrettelser.

Efter de tyske nederlag ved Stalingrad og Leningrad vendte Den Røde Hær tilbage. Der var langvarige kampe ved Narva i det østlige Estland. Mange flygtede til vesten. Og da Jerntæppet blev sænket mellem Øst og Vest i Europa, blev henrettelserne og deportationerne genoptaget. Over en halv million mennesker blev deporteret til Sibirien og Centralasien fra de tre lande.

I årene der fulgte, sivede Estland, Letland og Litauen ud af bevidstheden hos de fleste af de mennesker, som var blevet frie igen efter krigen. Der var en organiseret modstand mod den sovjetiske besættelse i de første år, støttet vestfra, men det hørte hurtigt op. Mange flygtede ud i de dybe skove og gjorde modstand derfra i forbløffende lang tid. Den sidste “skovbroder” i Estland blev fanget og dræbt af KGB så sent som i 1978. Det hørte vi ikke meget om.

Specielt for en dansker må de tre landes skæbne gøre indtryk: Det var de eneste lande, der oplevede at være besat af både Sovjetunionen og Tyskland, og som ikke fik deres frihed bagefter. Den samme skæbne kunne være overgået Danmark. Det var på på et hængende hår, at vi var blevet befriet for tyskerne af Den Røde Hær, og ikke af Montgomerys britiske tropper. Og hvem ved, hvornår vi så var sluppet af med den nye besættelsesmagt?

Estland fulgte mange år med undertrykkelse – og indvandring af nye befolkningsgrupper østfra, som fyldte hullerne ud efter dem, der var blevet henrettet eller sendt til Sibirien. Tæt på halvdelen af befolkningen blev efterhånden russisktalende. Men esterne holdt fast på deres sprog og deres rige kultur, på trods af indvandring og undertrykkelse.

Mange valgte eksil for at slippe for undertrykkelsen. Det gjorde Arvo Pärt, som i lange perioder havde pålagt sig selv tavshed, fordi de sovjetiske kulturkommissærer ikke brød sig om hans musik. I 1980 rejste han med sin familie til Wien, og siden til Berlin, hvor han har boet siden. Men kort før han valgte eksilet, komponerede han et af de musikstykker, jeg holder mest af: Spiegel im Spiegel (1978), hvor instrumenterne smyger sig ind i ens bevidsthed (værket opføres den 20. maj ved koncerten i Garnison Kirken – se oplysningerne andetsteds i tidsskriftet, red.).

Den næste besættelse kom til at vare 47 år. Og først i slutningen af 80erne begyndte der at vokse en interesse frem i vores del af Europa for de mennesker, der levede ovre på den anden side af Østersøen – og som vi havde haft så nære forbindelser med gennem mange år, helt frem til de blev opslugt af Sovjetunionen.

Danmark havde aldrig anerkendt, at de tre lande var blevet gjort til republikker i Sovjetunionen. Det havde f.eks. Sverige gjort. Men Danmark holdt fast ved de oprindelige anerkendelser fra 1921. Det skulle siden vise sig, at det gav os nogle særlige muligheder – men i mange år betød det, at vi var afskåret fra officielle forbindelser med balterne.

Den optøning i øst-vest-forholdet, som blev startet af Gorbatjovs glasnost og perestrojka, gjorde det muligt for de nationale frihedsfølelser at komme mere åbent til udtryk i de baltiske lande. Det oplevede man ved de store sangfestivaler, hvor “den syngende revolution” blev et begreb – når hundredetusinder af mennesker samledes på festivalpladsen i udkanten af Tallinn – og det kulminerede med menneskekæden gennem de tre lande. Det var blevet kendt, hvordan Molotov-Rippentrop-pagten havde afgjort balternes skæbne, og på 50-års-dagen for pagten, den 23. august 1989, stillede to millioner mennesker sig stille op med hinanden i hånden i en 600 kilometer lang kæde fra Tallinn i nord til Vilnius i syd i en gribende protest mod tabet af deres frihed.

Jeg var som dansk udenrigsminister afskåret fra at tage til de tre lande, for så skulle jeg have anmodet Moskva om visum, og det ville have været et brud på den danske ikkeanerkendelsespolitik. Men balterne begyndte at komme til os – og det var på den måde, jeg lærte Lennart Meri at kende og opbyggede et nært personligt venskab, som varede til hans død.

Meri var blevet sendt til Sibirien som 10-årig sammen med forældrene. Han var forfatter, filmmand og historiker – og havde sin helt egen forklaring på, hvordan Dannebrog var faldet ned fra himlen, dengang Kong Valdemar var ved at blive slået: Han blev undsat af kristne bønder fra højderne uden for Tallinn, der hvor lufthavnen nu ligger, og de strømmede ned af skråningerne under det korsbanner, der i dag er det danske flag – og Tallinns byvåben – forklarede han. Nu var Meri udenrigsminister i den estiske sovjetrepublik, og sammen med kollegerne fra de to andre baltiske lande søgte han venner ude i verden.

Dem fandt han i Danmark, hvor et meget bredt flertal i Folketinget stod bag en dansk støttepolitik over for balterne. Det medførte adskillige protester fra den sovjetiske ambassadør, som hver gang blev afvist med henvisningen til, at vores anerkendelse fra 1921 af de tre lande som selvstændige stadig stod ved magt. I slutningen af 1990 oprettede vi et baltisk informationskontor i København, som blev stillet til rådighed for de tre udenrigsministre. De brugte det som en slags ambassade til brug for deres videre bestræbelser på at finde anerkendelse. Men det gik tungt, for den sovjetiske regering reagerede vredt og afvisende på alle forsøg på at give balterne selvstændighed. Gorbatjov var tydeligvis trængt hjemme, efter at alle de central- og østeuropæiske lande havde gjort sig fri af Moskva – og holdningen i de store europæiske lande var, at man ikke skulle skabe problemer for Gorbatjov. »Don’t rock the boat« lød det. Og balterne fik mange kolde skuldre.

I januar 1991 gik det sovjetiske indenrigsministeriums elitestyrker til angreb mod tv-tårnet i Vilnius og parlamentet i Riga. En del mennesker blev dræbt. Estland gik fri, bl.a. fordi den sovjetiske general, der kommanderede styrkerne, holdt sine tropper inde i kasernerne. Men spændingen voksede, og de tre landes selvstændighedserklæringer blev ignoreret de fleste steder. I Danmark reagerede vi på overfalden ved at lave samarbejdsprotokoller med hvert af de tre lande, undertegnet af de respektive udenrigsministre, hvori det blev fastslået, at vi stadig anerkendte dem som selvstændige nationer, og at vi agtede at etablere diplomatiske forbindelser, så snart det var praktisk muligt. På det tidspunkt var der næppe nogen, der regnede med, at det kunne ske snart.

Men lejligheden kom i august samme år, i forbindelse med det fejlslagne kup i Moskva imod Gorbatjov. Mandag den 18. august blev det meddelt, at han var sat i husarrest, og at der var indført undtagelsestilstand i Sovjetunionen – men allerede onsdag blev kupmagerne sat på porten efter Boris Jeltsins modige indsats. Og nu gik det stærkt. Vore kontakter hos balterne – som bl.a. kommunikerede via en dansk mobiltelefon, Lennart Meri havde smuglet med hjem og fået til at fungere via Helsingfors – kunne fortælle, at nu havde de etableret egen grænsekontrol. Ganske vist var de tre lande stadig fulde af sovjetisk militær – men det var den undskyldning, vi havde brug for. Og lørdag den 23. august kunne den danske regering meddele, at vi nu genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre baltiske lande.

Allerede mandag kom de tre udenrigsministre til København for at underskrive de nødvendige papirer – og sent den aften blev de modtaget af Dronningen på Fredensborg. Det var fuldmåne, livgarden var trukket op foran slottet, og den kongelige gravhund gøede i takt. »Nu græder jeg,« sagde Lennart Meri. Og der var vist ikke mange tørre øjne, da vi gik ind på slottet.

Danmark blev det første land, som sendte en ambassadør til de baltiske lande – og i årene, som fulgte, er samarbejdet blevet udbygget på mange områder. Estland er i dag medlem af EU og NATO. Det er et af de nye EU-lande, som har udviklet sig stærkest. Målet er at placere sig som et “kerneland” i EU, siger den nuværende præsident Toomas Ilves. Jeg har besøgt Estland op mod hundrede gange siden det første besøg i 1991, lige efter at selvstændigheden blev en realitet. Jeg forundres hver gang over, hvor meget der er sket siden sidst. Jeg nyder at møde den stærke kultur, som overlevede et halvt århundrede i fængsel. Og for mig er dens smukkeste udtryk det rige musikliv, som har en af sine fornemste repræsentanter i Arvo Pärt.