Pärts advokater

ECM’s plader dyrkede en anderledes visuel og klanglig stil, og optagelsernes naturtro og luftige rumklang understregede, at musikken tit havde et meditativt præg. ECM var et musikalsk brand, og hver ny udgivelse havde på forhånd et kvalitetstempel blandt feinschmeckere

Ved et tilfælde hørte Manfred Eicher i sin bilradio et værk af immigranten Arvo Pärt. Det var Pärts Tabula Rasa, spillet af Gidon Kremer, hans kone Tatjana Grindenko og med selveste Alfred Schnittke på præpareret klaver. Eicher opfattede straks musikken som beslægtet med det univers, hans plader befandt sig i. Han fik retten til at udgive radiooptagelsen, supplerede den med tre nye studieproduktioner og oprettede et sub-label, “ECM New Series”, for at åbne døren til den klassiske musik. “Tabula Rasa”, den første vestlige Arvo Pärt-plade, kom til verden. Året var 1959. Den sælger stadig, og dens betydning i pladehistorien har kun få fortilfælde. Ikke mange andre plader har på samme måde fungeret som præsentation af en ny komponist, et nyt værk og en ny stil, og samtidig fået fat i et massepublikum. “Tabula Rasa” er i liga med plader som Miles Davis’ “Kind of Blue” og Brittens indspilning af War Requiem.

For de fleste Pärt-lyttere har Pärts musik lige siden været synomyn med ECM. Eichers empatiske produktioner med musikere, der står komponisten nær, er så tæt på hestens mule, som man kan komme. De minimalistiske sort-hvide covers er en visuel afspejling af musikkens og lydproduktionens renfærdighed. Siden 1984 er markedet for Arvo Pärts musik dog nærmest eksploderet. Der er udgivet 350 cd’er med hans musik, og nogle værker er blevet indspillet 10 gange eller mere. Det giver et usædvanligt dækkende billede af en samtidig opførelsespraksis, helt tilbage til de tidligste Pärt-værker fra omkring 1960. Denne artikel vil slå ned på nogle af Pärts vigtigste musikalske advokater, som man kan møde dem på cd.

Neeme Järvi

(estisk dirigent, f. 1937)

Dirigenten Neeme Järvi hoppede af til Vesten samme år som Pärt. I dag er Järvi amerikansk statsborger, men er nok mest kendt for sine mange år som chefdirigent for Göteborg Symfoniorkester. Da Järvi forlod den Estiske Sovjetrepublik, medbragte han en mission om at udbrede estisk musik. Det kom ikke til at dominere hans arbejde, men hans Arvo Pärt-indspilninger er alligevel vigtige, fordi han og Pärt har samme alder og baggrund. Desuden har Neeme Järvi stået for en række førsteindspilninger af Pärts værker, og Pärt har tilegnet ham sin Symfoni nr. 3.

Allerede i 1966 indspillede Neeme Järvi Symfoni nr. 1 og Perpetuum Mobile på en sovjetisk lp. Järvis første Pärt-plade i Vesten (BIS, 1989) blev med de tre symfonier. Cd’en er den første indspilning overhovedet af Symfoni nr. 2 og 3, og mærkeligt nok stadig denne eneste, der indeholder alle tre symfonier.

Pladen er barsk lytning. Symfoni nr. 1 fra 1964 er seriel, nr. 2 fra 1966 et af Pärts sorteste værker (med en meget uhyggelig brug af pivedyr som musikinstrumenter) og nr. 3 det eneste værk fra resignationsperioden mellem Pärts skibbrudne collage-fase og den nye tintinnabuli (se nærmere forklaring af denne teknik i Leopold Brauneiss’ artikel andetsteds i dette nummer, red.). Järvis ublufærdighed understreger symfoniernes karskhed, og han borer i de steder, der gør mest ondt. Han får vist, at symfonierne er nogle af de stærkeste udsagn i Pärts tidlige produktion. Desuden rummer cd’en Perpetuum Mobile og cellokoncerten Pro et Contra, et af Pärts bedste collage-værker med Frans Helmersson som intens solist.

Den anden vigtige Neeme Järvi-cd udkom i 1992 (Chandos) og indeholder en dramatisk nyfortolkning af den 2. Symfoni, men først og fremmest førsteindspilninger af Wenn Bach Bienen gezüchtet hätte, Collage over BACH og det centrale værk Credo.

Credo er et rystende værk, som man ikke bør høre for ofte. Så definitiv musik er vel dybest set skrevet til kun at blive hørt én gang i livet? Værket blander trosbekendelsen med en afvisning af al verdslig ideologi, og Bach-citater i C-dur sættes over for de hårdeste dissonanser, Pärt har skrevet. Credo er et chokerende budskab om at være nået til en blindgyde, både musikalsk og eksistentielt. Credo kom i 2003 på en ny indspilning med Esa-Pekka Salonen og pianisten Hélène Grimaud (Deutsche Grammophon), og ifølge en positiv Pärt er musikken her »iklædt nye gevandter«. Den klinger mere glamourøst, men går langsommere og brænder ikke som på Järvis uhæmmede indspilning.

I 1999 kom Neeme Järvis hidtil sidste Pärt-cd, som indeholder Tabula Rasa, Fratres og den 3. Symfoni (Deutsche Grammophon). I forhold til den gamle BIS-cd er det en skuffende rutinepræstation. Pionerånden på vegne af Pärts musik var tilsyneladende væk.

Paavo Järvi

(estisk dirigent, f. 1962)

Neeme Järvis ældste søn Paavo Järvi har overtaget Pärt-faklen i den eksil-estiske familie. Hans indsats har især bestået i at indspille de første Pärt-cd’er med Det Estiske Nationalorkester (for Virgin). Orkestret havde ikke indspillet Pärts musik siden midten af 1960erne.

Vigtigst er cd’en “Pro et Contra”, som rummer et af Pärts tidligste værker, kantaten Vor Have. Et ironisk værk, hvor Pärt undergraver den propagandistiske tekst om børnene som flittige gartnere, der luger ukrudtet væk. Sådan lyder det i hvert fald på Paavo Järvis cd. Det glimrende pigekor og adskillige af de øvrige medvirkende på cd’en er for unge til at kende den retorik, værket bygger på og samtidig leger med. Dirigenten er heller ikke vokset op i Sovjetunionen, og hans udlægning er muligvis revisionistisk.

På samme cd finder man bl.a. Pro et Contra. Solisten Truls Mørk er fremragende, og det er mærkeligt, at det medrivende værk ikke har fået større udbredelse på trods af to glimrende indspilninger.

På Paavo Järvis første cd med det estiske orkester, “Summa”, hører man kendtere værker som Fratres, Cantus og den 3. Symfoni. Det er et lidt skrøbeligt orkesterspil, man præsenteres for her, og Paavo Järvis udlægning af den 3. Symfoni er fjernt fra hans fars intensitet på BIS-indspilningen. Til gengæld kan man takke Paavo Järvi for den eneste tilgængelige indspilning af Pärts serielle skandaleværk Nekrolog fra 1960. Den er indspillet med Stockholm Filharmonikerne i 1997 på cd’en “Searching for roots” med værker af Pärt, Tubin og Tüür.

Som kunstner har Paavo Järvi været en slow starter, men i dag er han en stort navn i USA, og måske kan man håbe på flere og stærkere Pärt-cd’er fra ham i fremtiden.

Tõnu Kaljuste

(estisk dirigent, f. 1953) & Estiske Filharmonisk Kammerkor

Tõnu Kaljuste er en person med helt særlig status i forhold til Pärts musik og liv. Som Joseph Joachim i forhold til Brahms, som Leonard Bernstein til Ives. Kaljuste har gennem 30 år været ordfører, både sprogligt og musikalsk, for Arvo Pärt, og han er blevet betroet mange uropførelser. Fra DR’s Arvo Pärt-festival i 2002 vil man sent glemme synet af den sky komponist, der nærmest gemte sig i dirigentværelset, indtil han var nødt til at begive sig til sin plads i salen – og som efter sidste værk gik på scenen og krammede Kaljuste: Hovedet dybt bøjet, issen plantet i brystkassen på dirigenten. Der manglede kun en taleboble med ordene »Tak fordi du reddede mig endnu en gang«.

Grundstenen i deres samarbejde har været koret Estiske Filharmonisk Kammerkor, der har været Pärts førende fortolkere i det hele taget. Kaljuste dannede koret i 1981 på baggrund af et kor, hans far havde stiftet i 1954. I 1980erne blev koret en del af den spirende selvstændighedsbevægelse ved at opføre de bemærkelsesværdige nationale værker af Pärts kollega Veljo Tormis.

Tõnu Kaljuste var korets leder indtil 2001. Da gav han det videre til englænderen Paul Hillier, som i år giver det videre til hollænderen Daniel Reuss. Noget kan tyde på, at koret er ved at lægge sin fortid som musikalske frihedsambassadører bag sig. Det er vel en nødvendig udvikling, hvis koret skal opretholde sin høje standard uden at forstene som andre ensembler, der specialiserer sig i et bestemt repertoire og en bestemt stil.

Kaljustes første Pärt-indspilning er cd’en “Te Deum” fra ECM, udgivet i 1993 og stadig en af de bedste og smukkeste Pärt-plader overhovedet. Man hører her en kunstnerisk omhu og indsigt, der er yderst sjælden. Korets klangkultur er simpelthen enestående renfærdig, og hele optagelsen virker som et første kig ind i et jomfrueligt landskab, hvor floraen og faunaen er upåvirket af resten af verden.

Kaljustes indspilninger med koret klinger kort sagt ikke som nogen andre, og nogle af dem har et niveau, der næppe lade sig gentage. Det gælder også indspilningen af Pärts magnum opus, Kanon Pokajanen, et stykke russisk-ortodoks kirkemusik på næsten halvanden time. Pärts længste værk er så ekstrem en udfordring, at kun få kor i fremtiden vil tage opgaven op, og endnu færre vil have stamina og indsigt til at forløse den. Både sproget – kirkeslavisk – og de ortodokse musiktraditioner er korets sangere bekendt (Kaljuste er selv uddannet i Leningrad), og koret råder over to såkaldte oktavister, ekstremt dybe bassangere, der magter Pärts udfordringer i kontraoktaven. Værket er tilegnet “Kaljustes kor”, som det bare blev kaldt dengang i Estland.

To af Kaljustes plader har ikke fået den opmærksomhed, de har fortjent, af den banale grund at de ikke er udgivet af ECM. “Beatus” (1997), udgivet af Virgin, er en samling af kortere korværker, bl.a. en uovertruffen indspilning af Pärts Magnificat-Antifoner. De syv satser synges med farvestrålende klangrigdom, der understreger, at Antifonerne er et af Pärts mest ekstatiske værker.

Med Sveriges Radios Kor, der næsten har samme standard, har Kaljuste indspillet cd’en “Voices of Nature” for BIS i 2004. Den indeholder virtuose udførelser af I am the true vine, Bogoroditse Djevo og den underfundige Dopo la Vittoria. Hovedværket på cd’en er dog Schnittkes Korkoncert.

Kaljuste arbejder i dag som gæstedirigent rundt om i verden og leder den estiske sommerfestival Nargen Opera. Den seneste Pärt-cd, han har indspillet for ECM, er den mærkelige “Orient Occident” (2001), der bl.a. rummer to af Pärts mest usædvanlige værker: Det spansk-sprogede Como cierva sedienta og den mystiske stryger-etude Orient & Occident. Begge værker rummer uventet kromatik, og Como cierva sedienta har en parfumeret og glinsende finish, der i Pärt-sammenhæng nærmer sig det dekadente!

Hilliard Ensemblet

Den engelske vokalgruppe Hilliard Ensemblet har gennem 20 år været et af hovednavnene i ECM’s New Series. Ensemblets specialisering inden for hhv. ny og tidlig musik gjorde det oplagt, at det kunne indspille musik af Eichers nye yndlingskomponist, Pärt. Det blev til en række skelsættende cd’er. Mest monumental er “Passio” (1988), Pärts timelange udsættelse af Johannespassionen. Det er tintinnabuli i renkultur og bestemt et af Pärts hovedværker. I Hilliard Ensemblets monolitiske indspilning lyder det, som om Passio er skrevet specielt til de engelske sangere, og kontratenoren David James’ særegne stemme blev via denne cd et klangikon for Pärts musik. ECM har kun givet cd’ens indhold én skæring. Der skal ikke zappes rundt i musikken!

Året inden var ensemblets første Pärt-cd udkommet: “Arbos”, en veltilrettelagt portræt-cd med nogle af de tidlige tintinnabuli-værker samt det lidt senere Stabat Mater. Sopranen Lynne Dawson er gæst i ensemblet og kaster et blødgørende lys over den strenge musik. Den endnu grundlæggende brug af tintinnabuli-teknikken har med årene givet denne smukke og enkle cd et i dobbelt forstand historisk skær. På cd’en “Miserere” (1991) hører man i titelværket en helt anderledes udbygget stil. Det er et langt og dramatisk værk for solokvintet, kor og instrumentalensemble. Miserere har mærkeligt nok ikke været indspillet siden, måske fordi det er musik helt uden lys, og fordi cd’en er indspillet af de musikere, Pärt har tilegnet værket. Det andet store værk på cd’en er Sarah Was Ninety Years Old, Pärts mest minimalistiske komposition. Det ekstreme stykke, der domineres af en langsom shaman-tromme, udgør sammen med Miserere en af de mest radikale Pärt-cd’er til dato.

Hilliard Ensemblet mødes med Estisk Filharmonisk Kammerkor på en enkelt cd, “Litany” (1996), hvor det engelske ensemble virker lidt træt og hovedværket noget grødet. Pärt havde ikke anvendt fuld orkesterbesætning i 25 år, og det virker, som om det er vanskeligt for ham at udnytte. Værkerne på “Litany” peger også på et andet problem, nemlig hvordan Pärts musik følger det anvendte sprog. Engelsk er kun Pärts 4. sprog (efter estisk, russisk, tysk - og måske også kirkeslavisk), og i hans engelsksprogede værker hører man af og til, at han har svært ved at få sproget til at give musik fra sig. Händel og Haydn er andre kendte eksempler på indvandrere, der havde svært ved at finde sig musikalsk til rette på engelsk, men en sammenligning med indfødte komponister som Purcell og Britten viser jo, at det ikke er sproget som sådan, der forhindrer udsøgte vokalværker på engelsk. Pärt har selv nævnt de mange enstavelsesord som et træk, der gør, at hans engelske værker lyder særlige. I mine ører er de særligt uinspirerede, og Litany, Littlemore Tractus og Tribute to Caesar hører til Pärts svageste værker.

Hilliard Ensemblets hidtil sidste Pärt-indspilning er en indadvendt udførelse af motetten Da pacem Domine, der indleder cd’en “Lamentate” (2005). Tre af sangerne har været med i ensemblet siden “Passio”, og i mellemtiden er en ny generation af vokalgrupper vokset op med Pärts musik. For værkernes levekrafts skyld er det meget værdifuldt, og selv Passio er allerede blevet indspillet to gange til: En finsk indspilning med Candomino Koret løfter sig ikke rigtigt, hvorimod det engelske ensemble Tonus Peregrinus og dirigenten Antony Pitt har lavet en fremragende cd for Naxos. Det er en rigtig “2. generations indspilning” med alternative løsninger. Evangelistkvartetten har en meget lys klang med en kvindelig alt i stedet for en kontratenor, der er en helt anderledes Jesus, og optagelsen er faktisk luftigere og smukkere end på ECM.

Paul Hillier

(engelsk baryton og dirigent, f. 1949)

Efter bruddet sidst i 1980erne med Hilliard Ensemblet stiftede barytonen Paul Hillier en amerikansk parallel i form af Theatre of Voices. Ensemblet udgav to plader på plademærket Harmonia Mundi, og begge blev indspillet i komponistens nærværelse. “De Profundis” (1997) har solgt i store mængder. Den indeholder adskillige korte a cappellaværker i autoritative udførelser og fortsætter hvor Hilliard Ensemblet stoppede på ECM. Cd’en “I am the true vine” (1999) synges tildels af det amerikanske universitetskor Pro Arte Singers, som har den utaknemmelige opgave at tage sig af nogle af Pärts blegere, engelsksprogede værker. Bedre går Berliner Messe, som synges af Theatre of Voices’ fire solostemmer i en revideret version med orgel, der blev til på opfordring fra Paul Hillier. Et meget interessant alternativ til Kaljustes indspilning med kor og orkester.

Paul Hillier overtog på invitation fra Kaljuste dirigentposten for Estisk Filharmonisk Kammerkor i 2001. Han trak koret i retning af et bredere og mere internationalt repertoire, der blev præsenteret i cd-serien “Baltic Voices”. De tre cd’er rummer karakteristisk nok kun en enkelt indspilning af Pärt, der til gengæld er fantastisk: Which was the son of, det mystiske og bizarre værk over Jesu stamtavle.

Hilliers sidste Pärt-indspilning med det estiske kor blev cd’en “Da Pacem” (2006), der er interessant, fordi den samler en række nyere værker. Korets solosopran Kaia Urb er efter 25 år stadig uforlignelig og er med til at gøre motetten Nunc Dimittis til noget af det bedste, Hillier overhovedet har indspillet.

Hillier og Kaljuste har lang anciennitet som Pärtdirigenter og har begge været tæt på komponisten. Det er derfor meget pudsigt, at de udfører hans værker så forskelligt. Kaljuste opnår ofte ekstatiske klangvirkninger med ekstrem dynamik, hvor Hillier er mere asketisk og knytter Pärts værker tættere på den tidlige musik. Til tider er deres fortolkninger fuldstændigt modsatrettede, fx i I Am The True Vine, som hos Hillier er et recitativ på otte minutter, mens den hos Kaljuste bliver en let skøjtedans i dobbelt tempo. Det excentriske Dopo la Vittoria bliver af Kaljuste fyldt med skæv humor, mens Hillier gør det til en kontrastrig kantate. De Profundis glider hos Kaljuste afsted på 5’35, Hilliers indspilning med Hilliard Ensemblet varer 6’50, mens hans anden og mere klangskønne udgave med Theatre of Voices er oppe på hele 8’50. En kommentar fra komponisten udbedes!

De historiske

De allerførste Arvo Pärt-indspilninger udkom på det sovjetiske statsplademærke Melodiya omkring 1960. Har du sådan en LP på loftet, så giv besked! Pladerne er uopdrivelige i dag, og Melodiya (der aldrig var noget driftsikkert foretagende) har siden Murens fald levet en meget omtumlet tilværelse. De gamle sovjet-indspilninger af Pärts musik er aldrig blevet udsendt på cd. Folk der har hørt dem rapporterer, at de klangligt er lige så pågående og rå som det meste af den øvrige musik, man indspillede i Sovjet. Det vil være historisk interessant at få genudgivet disse referencer for Pärts musik, som var de eneste, før “Tabula Rasa” udkom i 1984.

Det gælder bl.a. den tidligste Pärt-indspilning overhovedet med ungdomsværkerne Partita og Sonatine nr. 1, indspillet af Bruno Lukk i 1959 for Melodiya. Bruno Lukk (en elev af Hindemith) havde uropført begge stykker samme år. Typisk for tiden indspillede Melodyia derefter hele to plader (i 1960 og 1965) med propaganda-værket Vor Have, der måske/måske ikke er ironisk? Den moderne indspilning af Paavo Järvi har i hvert fald spydig bagklogskab. De gamle indspilninger kan løse gåden.

Det ensemble, der opførte Pärts første tintinnabuliværker i 1976, eksisterer stadig. Det drejer sig om Hortus Musicus, et barokensemble fra Tallinn under ledelse af violinisten Andres Mustonen. Hverken ensemblet eller Mustonen har mærkeligt nok indspillet værker af Pärt, selv om de var meget tæt knyttet til komponisten i denne afgørende fase. Måske den estiske radio eller ensemblet selv ligger inde med optagelser af de historiske opførelser?

Undtagelser og skæverter

Fra Pärts hånd eksisterer der ikke færre end otte forskellige instrumenteringer af hovedværket Fratres. På en cd fra 1995 har det belgiske kammerorkester I Fiamminghi og dets dirigent Rudolf Werthen indspillet seks af dem. Det er en en fremragende plade, der fuldt ud legitimerer, at Pärt i den grad har undersøgt sit materiale. Orkestrets musikere har en dramatisk og præcis tilstedeværelse, uden at musikkens “spirituelle” kvaliteter forsvinder af den grund. Det kitschede rød-hvide cover, der signalerer Kristi legeme og blod, må have afholdt mangen en ECM-fan fra at stifte bekendtskab med cd’en.

Kunststykket med de seks gange Fratres blev forsøgt gentaget i 1997 af pladeselskabet Naxos, men orkestret fra den Ungarske Statsopera og dirigenten Tamás Benedek er slet ikke rustet til den meget specielle opgave. Om ikke andet viser deres cd, hvor svært det er at realisere Pärts få noder. Hovedværket Tabula Rasa kan mødes på tre fine cd’er, der viser, hvad Kremers skelsættende indspilning satte i gang. På en irsk indspilning med Ulster Orkestret og dirigenten Takuo Yuasa (Naxos) er der en afrundet løsning på kombinationen af strygere, solovioliner og præpareret klaver. Cd’en er et interessant program i øvrigt med 3. Symfoni og Collage over BACH. En undervurderet cd med Bournemouth Sinfonietta og violinisten Tasmin Little (EMI) samler nogle af Pärts mest udbredte tintinnabuli-værker – Fratres, Spiegel im Spiegel, osv. – og slutter med en æterisk Tabula Rasa. Helt fremragende er cd’en fra BIS med finske Tapiola Sinfonietta og dirigenten Jean-Jacques Kantorow. Glasklar og uhyggelig elegance. Cd’en rummer seks hovedværker og er brillant optaget.

I år 2000 vendte Kremer selv tilbage til Tabula Rasa og indspillede det med sit eget orkester Kremerata Baltica. Der var gået hele 23 år, siden den tyske radiooptagelse på ECM-pladen blev lavet. Kremers remake (på Nonesuch) er langsommere, især 2. sats, og 1. sats er knap så elektrisk som før. I bytte for det er der til gengæld en perfektion, som den gamle optagelse ikke kunne opnå.

Nogle cd’er illustrerer hvor forskellig Pärts musik kan komme til at lyde, når den møder eksisterende opførelsestraditioner. Den Verdi-agtige indspilning af Te Deum med Santa Cecilia Akademiets kor dirigeret af Myung-Whun Chung (Deutsche Grammophon, 2000) er svær at lytte til, hvis man har den overjordiske ECM-indspilning i ørerne. Den russiske violinist og dirigent Vladimir Spivakov har også fat i et uegnet kor på sin indspilning af Berliner Messen (på Capriccio). Cd’en er ellers godt programsat (og slutter meget smukt med Pärts klavertrio Mozart-Adagio, et sjældent stykke), men Spivakovs kor fra det russiske Korakademi vælter messen med sit svulmende klangvælde. Tankevækkende, fordi Pärt jo er russisk-ortodoks og vant til denne vokaltradition.

Den uhyre dygtige korleder Stephen Layton og koret Polyphony har indspillet to fremragende Pärt-cd’er (på Hyperion) i komponistens tilstedeværelse. Koret har en udpræget engelsk pænhed og bruger kontratenorer i stedet for kvindelige alter. Først og fremmest er det dog korsang af højeste klasse. Begge cd’er er yderst omhyggelige og veltilrettelagte. Et af de mest radikale bud på hvordan Pärts musik kan præsenteres som cd er ECM-udgivelsen “Alina”. Pärts allerførste tintinnabuli-værk Für Alina høres her i to forskellige indspilninger af den samme pianist, omgivet af tre indspilninger af Spiegel im Spiegel, heraf to lavet af de samme musikere. Et subtilt eksperiment.

I den helt anden ende af spektret er to opsamlings-cd’er, der bestemt ikke skal underkendes selvstændig værdi. Den ene er BIS’ dækkende antologi “Spiegel im Spiegel”, den anden Naxos-cd’en “Arvo Pärt – A Portrait”. Naxos-cd’en blander hele værker med enkeltsatser, og Nick Kimberleys lange tekstbog er en fremragende introduktion. Selv garvede Pärt-lyttere kan her få sat tingene i perspektiv. Mener man, at man har vendt hver en sten, må sidste stop på ruten gennem Arvo Pärts univers være at se de animerede film fra midten af 1960erne, som han lavede musik til. De er i den velkendte østeuropæiske stil, der vækker varme følelser hos alle, som voksede op med dansk monopolfjernsyn i 1970erne. Estisk tv har lagt seks af filmene ud på deres hjemmeside www.tv.ee – skriv “Pärt” i søgefeltet (”otsi”) øverst til venstre, og nyd derefter de belærende naturfilm med dukken Operaator Kõps og de mere urovækkende historier om Aatomik og atomenergiens potentiale.

De tre første Operaator Kõps-film ledsages af enkel og munter musik med både valse og en pentaton udgave af Mozarts Rondo alla Turca, mens Pärt i seriens sidste film fra 1968 (året for hans Credo) har lavet dyster musik for el-orgel og vibrafon. I de to dialogløse film fra 1970 om det syngende atom Aatomik arbejder Pärt for første og sidste gang med elektronisk bearbejdet lyd. Det er fremragende underlægningsmusik, der også er historisk fascinerende, fordi Aatomik-filmene blev lavet i Pärts kompositionspause, hvor han i øvrigt brugte tiden på at studere middelaldermusik.

Fremtiden

På pladeindustriens MIDEM messe i Cannes 2005 hørte jeg Deccas kunstneriske chef sukke over, at der ikke fandtes nogen nulevende komponist, som det brede publikum kunne følge kontinuerligt via pladeindspilninger, ligesom man i 1960erne fulgte Stravinskij og Britten i deres dobbeltroller som både komponister og dirigenter. Deccas ulykke skyldtes jo desværre bare, at de store pladeselskaber sov i timen, da Pärt-toget futtede af sted i 1980erne. Ud over ECM har kun Harmonia Mundi med Paul Hillier i stalden fulgt Pärts produktion løbende.

Arvo Pärt er godt nok huskomponist hos ECM og har været med til at gøre plademærket til et eminent brand, men det er ikke lig med, at ECM’s lydlige iklædning er den eneste rigtige. Når Pärts musik nu er så elsket, som den er, er det vigtigt, at man får forskellige bud på den. Der vil måske komme en dag, hvor ECM-stilen har mistet sin magi. Tænk på de mange indspilninger fra efterkrigstidens USA med Toscanini: Hans pladeselskab RCA dyrkede dengang en tidstypisk sound, der var knastør og tæt. Et dogme, der bare et par årtier senere virkede dybt forældet. At der var et klangligt monopol på lyden af Toscanini endte med at blive et stort problem for hans eftermæle.

Arvo Pärt er i den helt usædvanlige situation, at næsten alle hans værker er blevet indspillet i hans egen levetid. Kun nogle få nyere værker mangler (Cecilie Vergine Romana, In Principio og L’Abbé Agathon, som formodentlig kommer med på den nye ECM-plade, der udgives til efteråret). Alt andet er indspillet, ofte af fremragende musikere og på plademærker med global distribution. Det er udbredelsen af hans musik på cd, der har givet ham den enestående position, han har i dag.

Den komplette og snart uoverskuelige Pärt-diskografi kan studeres på www.arvopart.org