Det tvivlsomme maal

DET TVIVLSOMME MAAL

A F SVEN L UNN

I DMT for November 1933 skrev jeg en Artikel »Hvad er Maalet«, hvor jeg spurgte de unge hjemlige Komponister om hvilket Maal, de stiler mod, om de med deres stadige Kvartetter, Duoer osv. mener, at de kan naa frem til en Musikstil og Musikform, som kan have Interesse for andre end de ganske enkelte, der møder op til UTS's Koncerter. Endvidere bebrejdede jeg Komponisterne, at de ikke skriver let Musik saaledes at f. Eks. Radioen ikke kun er henvist til Salonmusik og Operetteudtog fra Slutningen af det forrige Aarhundrede, naar det gælder om at sammensætte det musikalske Program til en Sommersøndag. Der er et Stort Musikbehov - baade paa Kafeer, i Radioen og i Tivoli om Sommeren - men hvad gør Komponisterne. for at tilfredsstille det? Og idet jeg ikke tror, at man kan komme videre i den Stil, man ved UTS's Koncerter faar Indtryk af at de unge danske Komponister hovedsagelig dyrker, tilraadede jeg - hvad man har set utallige Eksempler paa i Musikens Historie, naar det gælder Fornyelse - at man søgte Blodtransfusion fra Vulgærmusiken. I dette, Tilfælde den primitive Musik, den samme som danner Grundlaget for Jazzen.

I Bladets næste Numer gjorde tre Komponister med min Artikel som Udgangspunkt rede for deres Syn paa Sagen. Alle tre havde meget paa Hjærte, men noget Svar paa mit konkrete Spørgsmaal: Hvad er Maalet? fik jeg ikke. Ingen af dem kunde sige Vejen, de skal gaa, og de var enige om, at »det at skrive musik nu om dage er en underlig formaalsløs opgave«. Knudåge Riisager siger, at han har »tit ønsket, at han kunde blive saa voksen, at han kunde opfatte det at skrive musik som andet end legetøj eller en. behændighedskunst«. Jørgen Bentzon lægger Hænderne med et Suk i Skødet og -beklager, at »Popularismen nu holder sit Indtog. --- Et Tidehverv er endt. Et Blad i Musikens Historie vendes. Ak, nu har vi Nazismen. Læs Hitlers »Mein Kampf«. Svend Erik Tarp antyder, at han gerne vilde skrive folkelig Orkestermusik, han er blot i Tvivl om, hvorledes han skal gribe Sagen an.

Knudåge Riisagers Standpunkt er klart. For ham er det at skrive Musik som ovenfor citeret et Legetøj, en Behændighedskunst. Altsaa noget han gør for sin private Fornøjelses Skyld. Hr. Riisager er ogsaa den af de hjemlige Komponister, der har eksperimenteret mest. Altid møder han op med noget nyt. Men samtidig er han ogsaa, den herhjemme, der stærkest har efterkommet Kravet om lettilgængelig, folkelig Orkestermusik. Hans fortrinlige Holbergouverturer hører til de faste Numre i Radioen. Saavidt jeg husker, er han den eneste nulevende danske, der faar Lov til at figurere paa Programmerne ved Torsdagskoncerterne i Stærekassen.

Men med Hensyn til Begreberne »Brugsmusik« og »artistisk Musik« har han - i Modsætning til Hr. Tarp - misforstaaet mig. Ved Brugsmusik forstaar jeg den Musik, der er skrevet paa Bestilling eller til et bestemt Formaal, til Film, Dans, Højtideligheder etc., ogsaa Koncertsalsmusik, naar den er skrevet for et almindeligt Publikum for at tilfredsstille dettes Musikbehov. Ved »artistisk« Musik forstaar jeg den Musik, der er skrevet som »Leg« eller »Behændighedskunst«,. privat Fornøjelse eller blot uden noget Formaal.

Hvis Hr. Riisager havde forstaaet mig, paa den Maade, som Hr. Tarp har gjort det, var den lille Misforstaaelse med Haydn sikkert undgaaet. Al Haydns Musik er - efter min Mening og som jeg forstaar Begrebet - Brugsmusik. Musik der er skrevet paa Bestilling, Musik der skulde sælges. Musik var dengang en Handelsvare og den burde stadig være, det. At saa Haydns, 'Mozarts, Beethovens og Schuberts Kompositioner bærer Evighedens blaa Stempel, ja det skyldes de Herrers vidunderlige Geni. Palæstrina skrev sine Messer, fordi det hørte med til hans Bestilling. Bachs Kirkekantater er opstaaede ved, at han overholdt de Forpligtelser, hans Embede medførte. Vi kan takke Schubert for hans mange Sange, fordi han kunde - eller mente at kunne - faa ca. 15-20 Daler pr. Stk. Man behøver ikke at læse mange Sider i Thranes biografiske Essay om Kuhlau, før man er klar over, at hele Kuhlaus Produktion er dikteret af hvad Forlæggerne - og dermed altsaa Publikum - ønskede. Og her er ikke Tale om nogen »Reaktion, der er i fuldt Sving«, ej heller om Hitlers »Mein Kampf«, ej heller om »Familiejournalen« som Forbillede. - Og Hr. Jørgen Bentzon! - er det alligevel ikke Popularismens Teori, der er omsat i Praksis, omsat i Kunst af høj Værdi? - Er det ikke, Popalarismens Triumf, at Musikhistorien aldrig - fra de ældste Tider og til Romantikens Gennembrud - paa ganske faa Undtagelser nær viiser andre Eksempler end ovennævnte. - 99 % af den Musik, der er skrevet før Aar 1800, er udestilleret Brugsmusik; Musik der ganske honorerer de Krav det for denne Musik bestemte Publikum stillede: -- altsaa. hvad jeg vilde kalde journalistisk Musik.

Knudåge Riisager taler om Johannes V. Jensen og Hans Kirk, der skriver Noveller i Hjemmet og Familiejournalen og siger, at »det er udtryk for en helt rigtig folkelig tanke. -- - Jeg vilde ønske, at det var muligt at anvende den nye musik på lignende måde som de ovenfor nævnte ugeblade bruger gode forfattere, men jeg vil under ingen omstændigheder gå med til af den grund at slå af på, hvad man med et gammeldags udtryk kunde kalde »de ideelle krav«. -Ja, det er jo netop der vi skal hen. Hr. Tarp ved ikke, hvorledes han skal gribe Sagen an, men De Hr. Riisager har jo løst Spørgsmaalet!

Med Deres ovenfor nævnte Ouverturer har De vist Vejen. De er vant til at eksperimentere, hvorfor saa ikke eksperimentere lidt mere i den Retning.

Jørgen Bentzon sukker. Han har ventet, at Tilstandene fra 1920'erne ikke vilde holde, hanføler sig selv »fjernt fra den specifikke artistiske Indstilling«, han væmmes ved »Popularismen«, og han bekender sig til Folkemusikskolen, den aktive musikalske Arbejdskreds. løvrigt er han sig Usikkerheden i sit Standpunkt bevidst, og han forbeholder sig derfor Ret til at skifte Standpunkt om 10 Aar. Ja, saa er den jo klaret. - Jeg forstaar blot ikke, hvorledes Hr. Bentzons Væmmelse ved Popularismen kan forenes med hans Arbejde i Folkemusikskolens Tjeneste. Hvad er Folkemusikskolen andet end en Tillempelse efter Popularismens Krav. Hr. Bentzon opsøger der et bestemt Publikum, forsøger at lære det at kende, forsøger at opdrage det og skriver Musik for dette Publikum. Popularisme fra Ende til anden. Og hvordan med de ideelle Krav? Hr. Bentzons Folkemusikskolestil er vel ikke den samme som den han skrev i for ca. 10 Aar siden?

Hr. Bentzon mener, at det er ikke uden Betydning navnlig for den ganske unge Komponist, at der - uafhængigt af brugsmusikalske og popularistiske Krav og Forskrifter - opretholdes et Forum, hvor øret holdes aabent for frie artistiske Præstationer. - Ja udmærket; det er sikkert baade sundt og nyttigt, men D'Hrr. Komponister maa blot ikke opfatte det som deres egentlige Virkeplads. I dette Forum skriver de for ca. 200 Mennesker, men hvad er det i et Land paa 31/2 Million. Af denne 31/2 Million har lavt regnet - i hvert Fald den ene Million under en eller anden Form Interesse for Musik.

Svend Erik Tarp spørger: Hvordan og hvorledes - »Maaske er det mangen en dansk Komponists Drøm at skrive folkelig Orkestermusik«, siger han, »han er blot i Tvivl om, hvorledes han skal gribe Sagen an«. Og videre: »Mon ikke adskillige danske Komponister har Lyst til at skrive Filmsmusik, om de blot maatte faa Lov dertil«. - I Modsætning til Hr. Bentzon gaar Hr. Tarp ind for Popularismens Idé. Han vil gerne, men han ved ikke, hvordan og hvorledes han skal gribe Sagen an. Jeg trøster mig dog med, at Hr. Tarp ikke er helt ukyndig med, hvad han skal gøre. I den sidste Tid har man i Radioen nogle Gange kunnet høre en »December Blues« af Svend Erik Tarp. Godt skuldret, det er der vi skal hen.

Hr. Tarp vil overlade Problemets Løsning til Kritikerne. »Det paastaas i ramme Alvor, at en af Kritikerens fornemste Opgaver just er den, at vejlede Komponisterne«, siger han, og han ønsker, at Kritikerne skal sige ham, ved hvilke Midler man skal søge, at gøre Musiken letfattelig, hvor langt man tør gaa tilbage i melodisk, rytmisk og harmonisk Henseende, hvilken Stil man skal søge Tilknytning til.

Nej! Kritikeren kan (altsaa hvis han er i Stand til det) angive Retningslinier, men han skal ikke diktere Regler og Midler. - Ellers, bliver det vel til, at han ogsaa skal lave Skoleeksenipler til Brug for D'Hrr. Komponister. Ingensteder har man indenfor Aandshistorien set, at god Kunst er opstaaet paa Basis af Regler, der forud er givet af en Kritiker. Jeg har tilladt mig at henvise til at søge Blodtransfusion fra den primitive Musik, fordi det er et almindelig historisk Fænomen, at en Kunstart, der er blevet tynd i Toppen, fornyr sig selv ved at optage Elementer fra det primitive. Men Komponisterne maa saa sandelig selv tage Téten.

Mit Spørgsmaal angaaende den artistiske Musik var: Hvad er Maalet? - Det kan forstaas baade som et Spørgsmaal om det øjeblikkelige Formaal, og som et om hvad det endelige Maal er. Hvis det øjeblikkelige Formaal blot er at »lege« eller »lave Behændighedskunster«, ja, saa inaa det betragtes som en privat Sag at skrive Musik. Hvis det er for, at den unge Komponist kan finde Lejlighed til »frit at give sig selv og finde sig selv som Kunstner«, ja saa synes det ogsaa. at være en privat Sag. - Ingen svarede mig paa, hvad det endelige Maal er, hvad det er de unge med deres moderne Kammermusik arbejder hen mod. Har de et Maal? - og i saa Fald: Hvad er Maalet?

Til en vis Grad beror hele Spørgsmaalet vel paa, at saa faa herhjemme gør Brug af vore unge Komponister, at disse saa sjældent faar Lejlighed til at skrive bestilt Musik. Jeg skal afholde mig fra at diskutere i hvilket Omfang Komponisterne selv er Skyld i dette. For blot at nævne et Eksenipel, saa er det dog unaturligt, at naar en stor Udstilling skal aabnes, saa spiller Livgardens Orkester under Ledelse af Th. Dyring »Riberhus-Marschen« af Frøhlich. Hvorfor altid »Riberhus-Marschen«? Burde det festlige Indledningsnurner til en saadan Lejlighed ikke være bestilt hos en af vore unge Komponister? -

Ligeledes maa, det undre, at Statsradiofonien ikke gør mere for den moderne danske Musik end den fattige Almisse, der hedder »Vor Tids danske Komponister«. Ligesom Radioen har udskrevet Dramatikerkonkurrencer burde den ogsaa udskrive Konkurrencer for de danske Komponister og stille dem konkrete Opgaver. Man kunde tænke sig Konkurrence oni. Nytaarsouverturer, om Julemusik, om Indvielsesouverturer til Stærekassesæsonen, om let Sommermusik, om diger Symfonimusik etc. At det vilde virke fremmende paa det danske Musikliv er givet, og til syvende og sidst vilde det ogsaa være til Gavn for Radioen.