Knud Hjortøs musikbetragtninger

KNUD HJORTøS MUSIKBETRAGTNINGER

»Under det svindende lys«, Nyt Nordisk Forla~1. 177 sider.

Det er godt og rigtigt, at Hjortøs artikler om musikalske emner nu er blevet udgivet som et led i denne bog, der tillige bringer andre, hidtil spredte afhandlinger. Ved sit 40 års studenterjubilæum skrev Hjortø (let også lier gengivne vemodigt skønne digt »Modulationer«, hvori han (li-ager en parallel mellem menneskelivet og tonearterne, fra barndommens altfor korte vise, de ' r »glider hen i toner, lette, lyse. Intet krys der ses for nogen node. B er ukendt her på disse blade. Intet overmodigt krys, der løfter, intet dystert b, der ne«-lad hæfter« over den

-dag, der »faldt ind i vort liv et krys« og »krysset det yngled, først ect, så flere ...... Man er stærk, man er ung, man kom aldrig til kort. Hør her min gjaldende h dur akkord«, indtil »en dag, så falder det første b, det var netop den dag, ens tinding blev grå. Hvor eet b faldt, vil flere følge, nu gælder at ville så lidt som at vælge«.

Knud Hjortø havde lige fra de unge dage en brændende kærlighed til musiken. Da han i halvfemserne rejste på den første xidenlan.dsrejse, som gik til Paris, havde han en tid helt opgivet tanken om at blive forfatter og kastede sig med stærk interesse ind i musikalske studier. Fra den periode stammede hans nære bekendtskab med André Pirro, et venskab, der varede hele livet.

De artikler, som er taget med her, er næsten alle fra de senere år og bevæger sig over emner som gammel klavermusik, Händel, Purcell, Couperin og Rarneau -og, med udgangspunkt i Buxtehude, over musik og folkekarakter. Endvidere finder man afhandlingen om Beethoven, om nattergalens sang og den for hele Hjortøs -,syn på musiken såre karakteristiske artikel »Musikens udgang af edens have«, -om oprindelig stod her i bladet. Netop fordi Hjortø, kommende udefra, møder med et eget ubundet sind overfor musiken, og i kraft af hans stils nøgterne og .altid redelige fremstilling, forbavses man gang på gang over de træffende bemærkninger som hans behandling af tingene medfører. Han siger ting, som en musiker aldrig vilde falde på, men som kaster et pludseligt lys hen over emnet sådan at man opfatter det fra helt nye sider. Noget af det rigtigste og mest forstående, som overhovedet er blevet sagt om Carl Nielsen, finder man i afhandlingen om denne komponist, om det, Hjortø kalder Carl Nielsens stramning og styrke. Jeg tror, at særligt. musikere, der er tilbøjelige til at famle i ubehjælpsomme udtryk, når der skal tales om musik, måske også fordi man synes, at musik skal ikke beskrives, det skal høres, det er4, musikens bestemmelse - at netop musikere vil have gavn af at læse Hjortøs betragtninger. Hvad han skriverom de gamle clavecinistep og om Bachs wohltemperiertes klavier og ud fra sit imponerende kendskab til denne musik, er yderst tankevækkende og bør læses af enhver, der beskæftiger sig med disse komponister. Desværre blev Hjortøs musikalske forfatterskab kun en begyndelse. Han vilde have kunnet sige os en del af det om musiken, som vi forgæves søger i mange fagfolks forsøg på en udredning af dens flygtige stof.

Knudåge Riisager.