Mekanisk musik

MEKANISK MUSIK

VED JURGEN BALZER

Regal:
Cl.: Columbia (Skandinavisk Grammofon A/S)
HMV.: His Masters Voice i

Pol.: Polydor og Polyphon (Nordisk Polyphon A/S)
Br.: Brunswick

1/ Mozart: Klaversonale, a-dur. (K,5chel 331). (HMV. DB 1993-94 å 6,50 kr.)

Når man kun kender Edwin Fischer som klavergiganten, Brahmsfortolkeren par exellence, virker det-forbløffende at høre denne samme kunstner dæmpet ned til kammermusikspiller, fuldendt mozartsk i sin tone, med den største respekt for det som skrevet står og med fuld viden om, hvor ufuldkomment et instrument det moderne flygel er, når det gælder at gengive musik fra før 1800. Det er et par lærerige plader.

Chopin: ~`als, as-dur, op. 34. Nocturne, es-dur, op. 9. (Pol. 95143, 6,50 kr.)

En teknisk smuk og musikalsk virtuos Brailofski-optagelse.

11 Wagner: Siegfried-idyl. (Pol. 66604

05 å 6,50 kr.)

Det er en noget usædvanlig Wagneroptagelse, en af de altfor få Klempererplader. Klemperer er jo bekendt for sin

»saglige« opfattelse og gengivelse. Den består her nærmest i en fremhævelse af (let melodiske. Temaernes afvexlen i de forskellige instrumenteringer står meget plastisk og stykket får et næsten kamm Qrmusikalsk præg. Sammenligningen med Furtwånglers dynamisk-expressive Wagner-gengivelse er meget lærerig.

1/ 1'erdi: »Trubaduren« (1. forkortet form). (Pol. 95260-63 å 6,50 kr.)

N'erdi skabte for 80 år siden sine tre populæreste værker: »Rigoletto«, »Trubaduren« og »Traviata«. De mange år er ikke gået sporløst hen over disse engang så højt priste operaer, med de-res efter vore begreber såre naive dramatik. Men der rummes dog i dem nogle af den nyere italienske bel-cantos største musikalske værdier, der, løsrevet fra scenens omstændelighed og ha-stemte romantik meget vel kan fange vor opmærksomhed idag. Derfor kan man kun 1- dlse dette forsøg på i løbet af en god lialv time at give os et tværsnit gennem »Trubaduren« med tilfredshed. Det musikalske bestrides nydeligt af medlemmer af Berliner statsoperaens soliststab, kor og orkester under Hermann Weigerts fortræffelige ledelse. Også det tekniske er godt, især beundrer man den smukke rumklang.

// Debussy: Kvartet, g-moll, op. 10. (HMV. DB 1878-81 å 6,50 kr.)

For et år siden spillede Pro Arte-kvartetten Debussys kvartet i radioen- og mange var de lovord, der lød over denne udsendelse. Nu er denne gengivelse fæstnet i pladen, og man forfærdes næsten over dette ensembles umenneskelige fuldkommenhed, ja man griber sig faktisk i at ønske blot én lille usikkerhed, blot en lille ting, man kan være uenig med dem om. Men nej, selv flere gennemhøringer giver kun det samme resultat: Netop sådan må partituret være omsat i klang. Optagelsen er teknisk fabelagtig god.

fi Koechlin: L'hiver. - Georges: La pluie. - Tjaikofski: Pendant le bal. (HMV. DA 1325, 4,50 kr.) - Fauré: Dans les ruines d'une abbave. - Grieg: Med en vandlilje. (HMV. DA 1324, 4,50 kr.)

Det er egentlig ganske mærkeligt, at Povla Frish er dansk. Hele hendes apparition er så udpræget gallisk, og hører man disse to plader uden !øvrigt at kende kunstnerinden, vilde man sige: Madeleine Grey. Ikke fordi stemmerne ligner hinanden, her er Madeleine Grey den overlegne, men hvad indfølingsevne og intelligens angår er Povla Frijsh hendes lige. Pladernes teknik er ganske fortræffelig. Elof Nielsens skønne akkompagnement står klart, selv hvor det er mest douce.

// Bernhard Christensen: »Lille mand - hvad nu?« - Otto Mortensen: »Futtoget« og »Storbyens eensomhed«. (HMV. X 4229, 3,50 kr.)

Disse digtere og musikere af vor yngste generation har haft det held, at der samtidigt med dem og i åndelig kontakt med dem er voxet et talent som Lulu Zieglers, der vel endda ofte har virket direkte inspirerende paa dem

De to Schade-sange med musik af ,lortensen er helt rigtige. De hører til Mortensens bedste ting. Fra den første gang, man hører dem, er de voxet tast til digtene.

Siegfried Pedersens digt: »Lille mand - hvad nu?« ejer ikke tilstrækkeligt »bid«, det er for eenstonigt udflydende

til at fange interessen ud over første afhøring. Bernhard Christensens melodi' er rigtig nydelig, men ikke af hans

.bedste.

1/ JAZZ. Det er en sensation, at der i denne måned publiceres en plade af Joe Venuti and his blue six. Alt for sjældent hører man denne fænomenale violinist, som har omkalfatret alle begreber om brug af violin i jazz. Nærværende plade »In de ruff« (Cl.) (kr. 3,50) .viser både ham selv og hans fuldstændig jævnbyrdige ensemble (særlig guitaren) fra den bedste side. Ikke så sensationel, men også i første række er »By heck« (Br.) (kr. 3,50) spillet af Dorsey brothers, som vil være kendt fra deres akkompagnement til Boswell sisters. Man lægger særlig mærke til en trompetsolo med guitarakk. Af Henry Allen jnr., som vi lærte at kende gennem »Patrol. wagon blues«, hører vi en plade i væsentlig samme stil »I fell in love« (HNIV.) (kr. 3,50), gode soli med en fortrinlig arrangeret harmonisk baggrund.

I den almindelige bevidsthed står Armstrong som den 4bsolut bedste trompetist. Gab Calloway's indspilning af »Basin street blues« (Br.) (kr. 3,50) viser, at der også er andre, der kan. Trompetsoloen spilles her med den samme fænomenale teknik, men uden Armstrongs hakken melodien istykker. løvrigt udmærker pladen sig ved sin »scat song« (sang uden ord). Ellington forundrer endnu en gang verden med en plade »East saint louis toddle-oo« (HMV.) (kr. 3,50). Der er mange ny klangvirkninger, tendenser til polyfon udformning af variationerne og en ensemblestil, som man ikke hører hver dag. Hans indspilning af »Doin the voom voom« (Hi NIV.) (kr. 3,50) holder sig mere til det tilvante.

Af engelsk jazz er der denne gang grund til at nævne Rag Nobles »It is bad for me -« (H2NIV.) (kr. 3,50) i den afrundede og rytmisk spændstige stil, med anvendelse af violin og bratsch, som er ligeså typisk for engelsk stil som Venutis er for amerikansk. Nobles, indspilning af »Tiger rag« (HMV.) (kr. 3,50) viser ham ikke fra den samme stærke side, men dog er der særlig i begyndelsen gode steder. Endelig må nævnes Billy Cotton: »Old fashioned love« (Regal) (kr. 3,00) p. gr. a. nogle ypperlige solopartier, der står i en besynderlig kontrast til et slemt tutti-kor i begyndelsen.