(om DUTs skrivelse til Justitsministeriet)

Af
| DMT Årgang 9 (1934) nr. 01 - side 1-3

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

(OM DUTS SKRIVELSE TIL JUSTITSMINISTERIET.)

Til Justitsministeriet.

København den 27. December 1933.

I Anledning af Formanden for Dansk Tonekunstnerforening Komponisten Herr Hakon Børresens Udtalelser til Dagspressen, i hvilke Herr Børresen har gjort sig til Talsmand for en Begrænsning af Indrejsetilladelsen for udenlandske Kunstnere, tillader undertegnede Bestyrelse for »Det unge Tonekunstnerselskab« sig at udtale følgende:

De af Formanden for »Dansk Tonekunstnerforening« fremsatte Synspunkter kan ikke tages som Udtryk for den almindelige Mening blandt danske Tonekunstnere om denne Sag. Det unge Tonekunstnerselskab, der blandt sine ca. 500 Medlemmer tæller de mest betydende Navne af yngre danske Instrumentister, Sangere, Sangerinder og Komponister, ønsker at henlede Justitsministeriets Opmærksomhed paa den store Betydning, det har haft for det danske Musiklivs hele Fremgang, at f. Eks. Statsradiofonien har kunnet engagere de bedste fremmede Dirigenter og Solister, hvilket ikke alene har været af kunstnerisk Værdi, men ogsaa navnlig har rnedført, direkte paaviselige bedre Kaar gennem øget Beskæftigelse for adskillige danske Musikere og Solister, dels ved Dannelsen af det store og dygtige Radiokor og dels gennem den Forøgelse af Musikernes Antal ved de Orkesterkoneerter, som vi mener ellers ikke vilde have fundet Sted, og som vi frygter vil ophøre, dersom den paatænkte Begrænsning haandhæves.

I denne Forbindelse skal vi ogsaa nævne, at flere af de fremmede Dirigenter under deres Besøg her i Landet har fattet Interesse for dansk Musik og er sindet at opføre denne i Udlandet, hvilket en Indrejsebegrænsning ligeledes vil. skade. Endvidere frygter yngre danske Musikere, at et helt eller delvist Forbud mod udenlandske Kunstneres Optræden skal medføre. Repressalier for danske Musikere eller for Opførelsen af dansk Musik i Udlandet, hvilket vil være til overordentlig stor Skade for dansk Musikliv som Helhed.

Det unge Tonekunstnerselskab skal derfor henstille til Justitsministeriet, at ogsaa andre end de af »Dansk-Tonekunstnerforening« fremførte Synspunkter lægges til Grund for de Afgørelser, som. fremtidig vil blive truffet med Hensyn til fremmede Kunstneres Optræden he i Landet.

Ærbødigst

P. B. V. Aksel Agerby, Formand.

Ovenstående skrivelse er i sjælden grad det rette ord på det rette sted; mange musikere, både ældre og unge, har gennem årene med voksende harme været vidne til Hakon Børresens anstrengelser for at blive anerkendt som dansk musiklivs øverste repræsentant. Mange vil mene det er lovlig sent, denne harme er kommet til orde, men alle vil til gengæld være enige om, at den på intet tidligere tidspunkt kunde have ytret sig med større vægt. Hakon Børresen har med sin optræden i den foreliggende sag gjort sig til talsmand for kulturelle tilbageskridt af en sådan art, at de, blot derved at de bliver påpeget, nødvendigvis før eller senere vil fælde sin mand og dødeligt svække den forening han repræsenterer. Med nogen undren konstaterer man derfor tavsheden blandt »dansk tonekunstnerforening«s medlemmer, man kvier sig ved at måtte forudsætte en så grænseløs åndelig magelighed hos bestyrelsesmedlemmerne, som den der må kræves for uden kny at lade sig indrullere i det sorteste kulturelle bagstræv.

Baggrunden for Hakon Børresens udtalelser er imidlertid i højeste grad alvorlig, idet justitsministeriet gennem sit i enhver henseende ganske tåbelige forbud mod den ene af Marion Andersons koncerter har vist sin vilje til at understøtte sådanne kulturfjendtlige bestræbelser. Forbudet var tåbeligt, kulturelt: fordi Marion Anderson er en genial sangerinde, udfra et retfærdssynspunkt; fordi kulturelt langt laverestående wiener- og zigeunerpigeensembler umiddelbart forinden havde givet op mod en snes koncerter, i valutateknisk henseende: fordi Marion Anderson fik lige mange penge, hvadenten hun sang til koncerten eller ej, socialt og humant: fordi hun er neger, og justitsministeriets forbud kunde opfattes, som var den danske stat de sydlige hysteriske racesynspunkter følgagtig. Dertil kommer endelig, at det retslige grundlag for forbudet er i høj grad tvivlsomt, idet politivedtægten (der findes aftrykt under »opmuntrende kendsgærninger«) i henhold til hvilken der skal ansøges om tilladelse til at afholde koncert, har ganske andre forudsætninger end den, der i foreliggende tilfælde har begrundet forbudet, hvilket blandt andet fremgår af, at der til at give teaterforestillinger kræves justitsministeriel tilladelse, mens der til koncerter kun kræves en almindelig polititilladelse. Konsekvensen af forbudets retsgyldighed vilde være, at justitsministeren af fx. social-økonomiske grunde generelt kunde forbyde alle koncerter.

Forbudet mod Marion Andersons koncert svinider imidlertid ind til en ubetydelighed i forhold til de begrænsninger Hakon Børresen kræver pålagt radioen i dens engagementer. Og her må jeg, foruden det i DUTs skrivelse anførte, påpege et forhold, som en demokratisk regering næppe vil kunne sidde overhørig, og som også i anden henseende har interesse, idet det viser, hvorledes kulturel og social reaktion går hånd i hånd. En begnænsning i engagementet af udenlandske kræfter vil nemlig kun ramme den mindre bemidlede del af befolkningen, idet denne ikke mindst under de nuværende lytteforhold er afskåret fra at høre udlandet, mens derimod de mere bemidlede kan .få de kunstnere, de vil have, på deres kraftige og selektive apparater. Dette forhold burde i sig selv være tilstrækkeligt til, at begrænsningen i engagementet af fremragende udenlandske musikere ikke kan gennemføres. Men skal Hakon Børresen være ministeriets rådgivende tillidsmand i disse spørgsmål, er dansk musikliv ilde faren. Danske musikere kan ikke anerkende valget af denne mand, der ingen føling har med dem, intet kendskab har til aktivt dansk musikliv, ingen viden har at dømme ud fra, - der til at bestride en sådan post kun har én kvalifikation, den, at han har god tid.

Gunnar Heerup.

Årgang 9/1934, nr. 01