Det evige maal

DET EVIGE MAAL

Af RICHARD HOVE

HR. Sven Lunn spørger om vore unge Komponisters Maal med den Musik, de skriver, og undres over, at der kun gives undvigende Svar. Hvor kan han dog det, naar han tror, at Schubert komponerede for at tjene 20 Daler pr. Sang? Det er sikkert rigtig nok, at Schubert, efter at han havde erfaret, at en Sang kunde sælges for en Snes Daler, ogsaa har lavet Sange, fordi han manglede Dalerne til Føde og Klæder, men dersom det har været Drivfjederen i hans Produktion, hvorfor mon han saa spildte sin Tid med at skrive Symphonier og Kammermusik, som han vidste, han ikke kunde sælge, og som han var næsten vis paa aldrig at faa at høre som levende Klang? Eller Kuhlau, der meget rigtig var en typisk Erhvervskomponist, hvorfor mon han græmmede sig til Døde, da hans bedste Musik, som ingen Forlægger havde bestilt, gik op i Luer, da hans Hjem i Lyngby brændte?

At Hr. Sven Lunn ikke tror, at man kan komme videre ad den Vej, der ofte betrædes paa UTS's Koncerter, og at han tror, at en Blodtransfusion fra Vulgærmusikken vil give de unge Komponister fornyet Styrke, er en Sag for sig; men den har intet at gøre med Komponistens Maal med. at skrive Musik.

Det er rigtigt, at der er et stort Behov for en nutidig og folkelig Orkestermusik. Jeg mindes, at jeg i Januarheftet af DMT 1930 har skrevet omtrent ordret det samme, som Hr. Sven Lunn slutter sin Artikkel med. Det er et praktisk Spørgsmaal. Det er ganske det samme at give en Komponist Bestilling paa en Indledningsmusik, en Kantate, eller hvad man nu har Brug for, som at give en Maler Bestilling paa at dekorere et Folkebibliotek, et Fortæppe i et Theater, eller hvor der kan byde sig en praktisk Opgave for Kunsten, og Maleren og Musikeren er glade for Opgaven, saalænge, den ikke hæ-mmer dem paa deres Vej mod deres kunstneriske Maal; men det der staar mellem Linierne af Hr. Sven Lunns Indledning til den praktiske Afslutning smager ilde, for det smager af Fidus.

Den Maler, som mod sin kunstneriske Overbevisning giver sig til at male gangbare Sofastykker, opdager hurtigt Sandheden i det gamle Skriftsted, at det gavner lidt at vinde den hele Verden, om man tager Skade paa sin Sjæl. Det har heldigvis mange Kunstnere vidst og købt deres Sjæl fri, ved at lade de ugudelige beholde Lammestegen. Det Hr. Sven Lunn siger til vore unge Komponister, er i Virkeligheden det: Kunde I ikke jazze lidt, naar Folk saa gerne vil have det, og saa tjene Penge tillige, det er jo det, vi skal have frem. Der er Marked nok.

Alverdens Herligheder ligger udbredt paa Codas Bord, naar blot I vil falde ned og tilbede dem.

Nu vil jeg gerne være fri for, at man tror om inig, at jeg er »hellig« og kun ønsker at sidde med Hovedet paa Skakke og høre paa Trioer og Kvintetter for upraktiske Besætninger. Jeg er tværtimod en tyk Møller, der elsker Musik med Gang i, noget med Melodi, der kan faa selv Husarerne med, og Held den Komponist, der har den lykkelige Evne at kunne skrive som gamle Lumbye - jeg kaster heller ikke Vrag paa Hr. Offenbach; men ingen kan tage, hvad han ikke har, og prøver han paa det begaar han Falsk som Kunstner, og det er værre, end at begaa det som Bankassistent, for Bankassistenten har en Revision, som ikke er let at skuffe, men Kunstneren har kun sin Samvittighed som Revision, og dens Bemærkninger bliver ikke oplæst for Offentligheden.

Kunstens Maal er at være det eviges Spejlbillede i Tiden. Det kan godt være, at unge Komponister vilde væmmes ved at tage saa fede Ord i deres Mund; men det nytter ikke, kun hvor denne Sandhed anes bag Haandværket, opstaar der Kunst. - Riisager fornægter den guddommelige Kraft i Kunstnerens Arbejde, men hans ønske om »at opfatte det at skrive Musik som andet end et Legetøj eller en Behændighedskunst« slaar saa ofte og saa stærkt igennem det, han skriver, at »den evige Higen« i bestandig stærkere Grad vil overskygge hans Leg med de musikalske Byggeklodser.

Kære Hr. Sven Lunn, jeg har svaret Dem paa Deres Spørgsmaal om Kunstens utvivlsomme Maal. Lad os saa tie stille om den Sag, der er jo ingen af os der er Kunstnere; lad det blive en privat Sag for de unge - og --ældre Kunstnere herefter, det er rimeligvis det sværeste at gøre sig rede for af alt. - Og lad os saa tage fat, hvor Deres Artikkel slap. Lad os se paa de forsømte Muligheder for at give den nutidige Musik Opgaver. Lad os prøve om der er praktisk Mulighed for, at Tarp kan komme i Arbejde.

I otte Aar har jeg skreget mig hæs om, hvad Radioen forsøninier af sine naturlige Pligter overfor dansk Musik. Tag nu fat; men der skal gode Lunger til. - Kan De huske Historien om Jøderne, der indtog Jeriko? De gik rundt om Staden i syv Dage og blæste i Basuner; hvordan tror De de havde det den femte Dag med trætte Ben og ømme Læber? Tror De Begejstringen var overvældende? Men uden Tro niod. Sandsynligheden. indtager man ingen Stad, ogsaa den sjette og syvende. Dag skal man igennem, inden alt Folket skriger, at Sejren er vundet, og bestandig tror jeg paa den danske Musiks Betydning og Fremtid i Nationens Kultur, dersom den ikke slipper det evige Maal af Syne i Dagens ørkenvandring.