(om DUTs skrivelse til Justitsministeriet)

(om DUTs skrivelse til justitsministeren.)

København, den 8. Februar 1934.

Til Justitsministeren.

I Anledning af Justitsministerens Udtalelser til Dagbladet Politiken for den 21. Januar 1934, skal Bestyrelsen for »Det unge Tonekunstnerselskab« i Fortsættelse af vor Skrivelse til Justitsministeriet af 27. December 1933, tillade sig at anmode Justitsministeren om en Udtalelse angaaende, hvorvidt et sagkyndigt Udvalg til Bedømmelse af Indrejsetilladelse for udenlandske Kunstnere herefter vil kunne ventes nedsat samt om, hvorvidt det eventuelle Udvalg vil kunne forventes sammensat af valgte Repræsentanter for de direkte interesserede Organisationer.

Af Hensyn til vort Selskabs videre Stilling til Spørgsmaalet om Forbud mod Indrejse for fremmede Kunstnere tillader vi os at udbede os Justitsministerens Udtalelse snarest belejligt, idet vi i Ministerens - ovenfor nævnte Udtalelse ser en Tilkendegivelse af, at der ved de derhen hørende Sagers Afgørelse vil blive taget Hensyn til de af vort Selskabs i Skrivelsen af 27. December 1933 hævdede Synspunkter.

Med Højagtelse

P. B. V.

Aksel Agerby, Formand.

Ovenstående skrivelse. refererer foruden til det i sidste nr. af DMT trykte brev til en sålydende udtalelse af justitsministeren: » .....det vilde være meget ønskeligt, hvis man fra musikinteresserede krese på en eller anden måde kunde være os behjælpelig, således at vi kunde få en rettesnor at gå efter i disse afgørelser ..... «.

Ministeriets afgørelser er præget af stor usikkerhed, jvnf. tilfiældet Marian Anderson, på denne usikkerhed vilde et kunstnerisk kvalificeret råd kunne bøde, men. forinden et sådant råd nedsættes, er der dog et par bemærkninger at gøre. Forbuddene motiveres med valutamæssig hensyn, men en selvfølgelig basis herfor måtte dog være en opgørelse af, hvor stor en samlet sum udenlandske kunstnere har modtaget som overskud fx. i.sæsonen 1932-34. Er dette tal fremskaffet? Ved bedømmelsen af tallet må tages i betragtning kunstnernes udgifter under opholdet, og tallet bør sammenholdes med lignende tal fra andre områder, fx. sportens, hvor betydelige beløb går ud a[ landet til professionelle boksere, cyklister, fodboldspillere o. a. For det er vel ikke ministeriets mening, at et 6-dages løb i »forum« har større kulturel, betydning end et levende koncertliv? Når bøger og musikalier er på frilisten, hvorfor så ikke koncerter, gør sig ikke her de samme kulturelle hensyn gældende?

Vanskelighederne stammer fra, at en konsekvent hiævdelse af det valuitamæssige synspunkt vilde medføre, at kun ukendte og ubetydelige musikere kunde få koncerttilladelse, mens alle fremragende musikere måtte nægtes en sådan, fordi de tjener penge på deres kunst. Hvis man derfor virkelig mener, at Danmark er så fattigt, at en begrænsning er nødvendig, mon så ikke spørgsmålet snarere var løst ved et forbud mod musikalske forestillinger af slagsen: wiener-mädel, zigeunerpiger, armstrong m. m. Det er dog sådanne gennemgående kulturelt mindreværdige koncerter, der har vakt nationalbankens opmærksomhed. Forbuddet skulde omfatte sådanne koncerter, der gives af samme koncertgiver i et antal større end to indenfor et mærmere begrænset tidsrum med i det væsentlige samine program.

Konklusionen af det anførte bliver: principielt: ingen begrænsning, subsidiært: forbud mod koncertforestillinger, mere subsidiært: nedsættelse af et råd udpeget af justitsministeriet i forbindelse med vore førende musikerorganisationer. Den nuværende antikulturelle tilfældighed kan ingen være tjent med.
Gunnar Heerup.