Reformations-aarhundredets danske kirkemelodier

REFORMATIONS-AARHUNDREDETS DANSKE KIRKEMELODIER

Af 0. E. THUNER

FOR at faa et Indblik i og derigennem den rette Forstaaelse af, hvad der paa dansk Grund er ydet vor evangeliske Kirkesang af musikalske Værdier i dennes første Udviklingsperiode - fra Reformationstiden til et godt Stykke ind i 1600-Tallet - maa vi først gaa endnu nogle Aarhundreder tilbage i Tiden, nemlig til den danske Folkevises Tidsalder. Der er sagt, og det er uden Tvivl rigtigt, at Danmarks største musikalske Bedrift er den middelalderlige Folkevise eller klarere udtrykt: den danske Folkevisemelodi. Vi maa da spørge.: Hvornaar har vi været ude for en saadan inusikalsk Stordaad, der synes at rage alt andet til Side?

Den danske Folkevise eller rettere Adelsvise (da den jo som bekendt er opstaaet i de højere Klasser af Befolkningen omkring paa Borge og Slotte, men senere, efter at være vraget der, er opbevaret af den jævne Almue) er, saavidt man kan skønne, blevet til i Tiden omkr. 1100-1300 Tallet, og Melodierne maa vel, da Viserne er bestemt til at danse efter eller i alle Tilfælde til at synges, være tildannet samtidigt med Teksten, altsaa ogsaa i nævnte Aarhundreder.

Havde vort Fædreland da paa den Tid, hvorom der her er Tale, en saa højt udviklet Musikkultur, at en saadan musikalsk Udfoldelse var mulig? Vi kan ganske vist med berettiget Stolthed hæve vort Hoved, nar saa haandgribelige musikalske Trofæer som de gamle danske Lurer naævnes, selv om vi vel nok med en vis Undren maa sænke det, naar Æren for »Flerstemmigheden« tildeles os (Geraldus Cambrensis).

Vi befinder os mned ovennævnte Aarhundreder i Danmarks katolske Middelalder.

Den katolske Kirke har alle Dage været Kunstens Beskytterinde, ogsaa Musikens, og der havde i dens Skød udviklet sig en Kunstart, som i de Aarhundreder, hvorom der her er Tale, stod i sin fulde Blomstring, nemlig den saakaldte gregorianske Sang (Cantus Gregorianus): Bæreren af de liturgiske Tekster ved Gudstjenester.

Af denne Sangs lange Tonerækker udskilte der sig efterhaanden kortere Melodistrofer, de saakaldte Sekventser(1) med religiøse Tekster.

Tid efter anden blev disse Sekventser Hvermands Eje (i Modsætning til Hymne-Melodierne, som aabenbart paa Grund af deres store Ensformighed havde svært ved at fæstne sig i Hukommelsen), og ret naturligt opstod der paa lignende Maade Melodier med verdslige Tekster: Folkeviserne; altsaa Børn af samme Moder (2).

Nu ligger det nær at spørge, om vi da havde en speciel dansk -eller i hvert Fald en nordisk-katolsk Kirkesang paa de Tider?

Hertil maa der uden Tvivl i første Omgang svares nej, da den katolske Kirke ifølge hele sin universelle Karakter overalt søgte en fast Enhed, saaledes ogsaa i det kirkemusikalske Repertoire, men i anden Omgang kunde man meget vel tænke sig en dansk præget. Gregorianasang, endog med særlig Tilsætning af Led opstaaet paa dansk Grund, da der paa den Tid trods alt herskede endog meget store Uoverensstemmleser i de liturgiske Bøger, og det saa meget desto mere, jo kængere man fjernede sig fra Rom.

Desværre maa vi her sige, at vore Midler til en Undersøgelse af dette for os saa interessante Emne i Danmark er saa slette som vel muligt, idet vi ikke ejer et eneste fuldstændigt Eksemplar af kirkelige Sangbøger fra Middelalderen. De har eksisteret, da de ofte nævnes i Tekstkilder fra den Tid, men de er alle bleven ødelagt af en pietetsløs Eftertid (1500-1600 Tallet) og brugt til Fyrværkermateriale eller Indbindingsmateriale, hvilket Formaal de stærke Pergamentblade fortrinligt egnede sig til!

Det Tonekildestof, som ved denne radikale Udryddelsesmetode er levnet os, er derfor saa ringe, at alle Veje til en lønnende Undersøgelse har maattet anses for lukkede.

Af gregoriansk Tonemateriale fra Danmarks Middelalder er der mied Skam at sige kun nogle Sekventser i »Liber daticus Lundensis« (Univers. Bibl. i Lund), nogle Blade med Messesange, Sekventser og Antifoner i »Liber scolae virginis« (Lund) ; en »St. Knuds-Messe« og en Del Sange i et Manuskr. »Codex Kiloniensis«; nogle Sange i et Pontificale i Univers. Bibl. i Uppsala; en Antifon i et Manuskr. fra Ryed Kloster el. fra Løgum (Kgl. Bibl.) ; endvidere nogle Messeintonationer i »Missale Lundense« og i »Canon Roschildensis« og endelig nogle Melodier i »Liber agendarum Slewicensis« samt en. Del Responsorier i en Gildeskraa fra Bjæverskov og i et Manuskr., der har tilliørt Povl Helgesen (Kgl. Bibl.). Paa denne spredte Samlings Blade findes der ved nærmere Undersøgelse, enkelte Stykker, som man maaske tør antage er af dansk Herkomst, men noget sikkert Bevis derfor har man ikke.

I den allerseneste Tid er der gjort et værdifuldt Forsøg paa at samle det ovenomtalte Indbindingsmateriale i Haab om deraf at kunne danne blot een fuldstændig dansk Messebog; og selv om dette Forsøg ikke har ført til noget endeligt Resultat (ca. 70 Sider) saa har det dog kastet et i stilistisk Henseende interessant Strejflys ind over vor middelalderlige danske Kirkesang, et Forsøg, der som allerede nævnt, paa Forhaand skulde synes at være gjort umulig. (Se: Erik Abrahamsen: Elements romans et allemands dans le chant gregorien et la chanson populaire en danemark,1923).

Har vor katolske Kirkesang saaledes end haft visse Ejendommeligheder, nogen specifik dansk-katolsk Kirkesang i større Stil har vi næppe ejet. Vor stormusikalske Bedrift: Folkevise-Melodien maa saaledes siges at være runden af en Musik-Kultur, der er kommen til os udefra. Men dette gør naturligvis ingenlunde denne Bedrift mindre ærefuld for vor danske Nation; thi det er først. ved dette indførte Materiales Omformmng, at det har faaet den Værdi, der til alle Tider netop gør det til en musikalsk Stordaad udført af os.

Som det gik med Folkevisen, saaledes ogsaa med den religiøse Folkesang paa Modersinaalet, som opstod umiddelbart inden. Reformationen.

Vi har rimeligvis haft en omfangsrig Samling af danske Maria Viser, Valfartssange etc. med tilhørende Melodier, af hvilke der endog er bevaret enkelte i Opskrifter fra den Tid. F.Eks. »Mith hierthæ, brendher heth som boll« (Papir Codex skreven af Munken Peder Reft Little. Se: Hammerich: Danske Misukmindesmærker fra Middelalderen.)

Hermed er vi naaet til Maalet for vore Betragtninger: »Reformations-Aarhundredets danske Kirkemelodier«.

Inden vi gaar over til at behandle dette Emne, maa vi imidlertid gøre os klart, at vi her stadig befinder os paa gyngende Grund med Hensyn til, hvad vi med Sikkerhed tør regne for danske Melodier. Gang paa Gang har vi desværre set, at vi kunde tage Fejl; saaledes, med Melodien til »Jeg vil mig Herren loffue« (Laub: 90), der stammer fra en tysk Folkesang: Der Slemmer: »Wo sol ich mich hinkeren« (Melodi og Tekst hos Forster 1540 og senere brugt til adskillige religiøse Tekster) ; endvidere: »Synden giør Mennisken blind oc lam« (Laub: 166), til hvilken Melodien findes blandt de fransk-reformerte Psalmer.»La terre au Seigneur appartient« (Ps. 24) i La forme des prieres et chantz. ecc. etc., Genéve 1542 og Melodien til »Fra mennisken haffuer ieg vend min hu«, som. allerede er trykt til den tyske Originaltekst i Ein schön Geistlick Sangböck etc. Magdeborch (1542), endelig »Om Himmerigs Rige saa ville wi tale«, (Laub: 142), der har sin Oprindelse i den nedertyske Melodi-Samling og findes i Souter Liedekens 1540 til Ps. 48 med Angivelse af Vise-Melodien: »Gheen merder vruecht ter werelt en is«.

En systematisk Undersøgelse(3) vil rimeligvis afsløre, flere saadanne Fejltagelser, men det skal dog ikke afholde os fra her at give en Fremstilling af Sagen, saaledes som den tegner sig med de Undersøgelser til Baggrund, der hidindtil er foretaget, og vi vil i det følgende ene og alene holde os til de danske Menighedssange: Psalmemelodierne, da den øvrige liturgiske Kirkesang kræver en Behandling, der her vilde føre, for vidt.

Den religiøse Folkesang paa Modersmaalet havde, som allerede nævnt, lige inden Reformationen naaet sin højeste Udvikling, og Folkevisen var da forlængst bleven den jævne Befolknings Ejendom.

Disse to musikalske Faktorer kom, saaledes som vi senere vil faa at se, den danske evangeliske Kirkesang til gode, da Reformatorerne lukkede op for Menighedssangen i selve Kirken. Det vil vise sig, at Folkesangen paa smukkeste Maade gav tilbage til Kirken, hvad den havde laant af Kirken.

Med Hensyn til Kildematerialet for vor første danske evang. Kirkesang, opdager vi imidlertid snart, at vi desværre ogsaa her forfølges af et for denne Undersøgelse skæbnesvangert Uheld. Den første danske Messebog fra 1528: Thz cristelighe messe embedhe paa dansche (Kgl. Bibl.) har vel Nodelinier, men ingen Noder.

Den ældste eksisterende danske Psalmebog: Een, ny handbog etc. 1529 (Kgl. Bibl. i Stockholm), som ganske vist er et Eftertryk af Claus Mortensens Psalmebog fra 1528 (trykt i Rostock) har heller ingen Melodier, selv om der i Fortalen staar anført: »haffue wye ... trycht meste parten, med theris noder och stæmme, hwor thennom bør att siungis, saa, att hwor the komme mwe beholde theris rette thone oc melodie«. Den senere forøgede Psalmebog fra 1533 (Malmø-Psalme-bogen. Univ. Bibl. i Oslo) ligesom »Nogle nye Psalmer oc Loffsange« etc. 1536 er ligeledes uden et eneste musikalsk Dokument.

Uden at hengive os til en ørkesløs Spekulation over Grunden til disse Mærkværdigheder, vil vi hellere undersøge de næste danske evang. Sangbøger: Haandbogen. fra 1535 og Wormordsen: Een gantske nyttig Haandbog etc. 1539, som begge har Noder og saaledes er de ældste nu eksisterende danske Bøger med Nodetryk.

Den første bliver vi dog hurtig færdig med, idet der ikke findes nogle Psalmemelodier; den anden derimod indeholder flere saadanne hvoriblandt en dansk Melodi: »Gud Fader udi Himmerig« (Laub 107: »Lad vaje højt vort Kongeflag«).

Hans Tausens Psalmebog (1544) 1553 (forøgede Udgaver 1556, 1558, 1566, 1568) bringer atter en dansk Melodi »0 Jesu Christ som Mandom tog«; men i Betragtning af, at vi hermed er naaet saa langt frem som til vor danske evang. Kirkesangs klassiske Værk:

Hans Thomissøns Psalmebog fra 1569 (fuldstændigt Eksempl. paa Herlufsholms Bibl. og i Oslo Univ. Bibl.), synes en rent tidsbestemmende Inddeling af vore danske Kirkemelodier paa denne Maade at være forfejlet, saa meget desto mere, som der. i dette sidste findes danske Melodier til »Gamle Sange .... brugte i Paffuedømmet«, som Hans Thomissøns skriver, og vi tillige senere vil blive nødt til at føre flere andre Melodier adskillige Aar tilbage fra det Tidspunkt, paa hvilket vi finder dem trykte i danske Melodibøger, maa vi hellere vælge en helt anden Gruppering, der saaledes ikke følger de trykte Kilder, men snarere retter sig efter Arten af Melodier, til hvilken de høre.

A. Fra den katolske Tid:
Liturgisk:
1. »Christ haffue Loff« (Th., 1569. Laubs Tillæg (1930) Nr. 25.)
2. »Guds Engel sidder hoss Graffuen« (Th., 1569. Latinsk Tekst hos Palladius: »Sedit Angelus«.)

B. Katolsk kristelige Folkeviser:
1. »Det hellige Kaarss vor Herre selff bar« (Th., 1569. Laub Nr. 26.)
2. »Den signede Dag som wi nu see« (Th., 1,569; rigtigere efter Arrebo, 1627. Laub Nr. 195.)
3. »Pris oc Ære oc Dyd gantske megit« (Th., 1569. Laub Nr. 97.)

C. Bearbejdelser af gregorianske Motiver i Viseform:
1. »Gladelig ville wi Haleluia siunge« (Tekst: Hen ny handbog, 1529. Melodi: Th., 1569.)
2. »Haleluia! Loffuer Herren!« (Th., 1569.)
3. »Loffuer Herren, Hedninger alle« (Tekst: Tausens Psbg., 1553. Melodi: Th., 1569.)

D. Verdslige Folkeviser:
1. »Gud Fader udi Himinerig«. (Wormordsens Haandbog, 1539, (dorisk), ændret hos Laub Nr. 107.)- (4).
2. Bryllupspsalmen: »Hielp oss Gud Fader i Himmerig«. (Th., 1569. Laub: Om Kirkesangen Nr. *38.)
3. Bryllupssalmen (Mariskiold): »Hielp oss, 0 Herre Jesu Christ«
(Th., 1569. Laub: Om Kirkesangen Nr. 39.)
4. »Den liuse Dag forgangen er« (Tekst: Vandrebog, 1591. Melodi: Kingo, 1699. Svensk Optegnelse 1694.)
5. »Himmerigis Rige lignis ved« (Tekst: Moltkens Psalmebog, 163.9. Melodi: Riddarholm Manuskr., 1694. Gamla Psalmeboken, 1697).
6. »0 Gud skee Loff til evig Tid« (Tekst: Vandrebog, 1591. Melodi: Arrebo, 1627.)
7. »0 Jesu for din Pine« (Tekst: Haandskr. 1611, Melodi: Arrebo, 1627.)

E. Kirkésange i Datidens Visestil:
1. »0 Jesu Christ som Mandom tog« (Tekst: Een ny Handbog, 1529. Melodi: Tausens Psbg., 1553.)
2. »Jerusalem, du hellige Stad« (Tekst: Iklalmø-Psalmebogen, 1533. Melodi: Th., 1569.)
3. »0 Herre frelss mig oc døm min Sag« (Tekst: Tausens Psbg., 1553. Melodi: Th., 1569. Laub Nr. 117.)
4. »Herre Christ vi dig nu prise« (Tekst: Vandrebog, 1591. Melodi: Riddarholm-Manuskr., 1694. Gamla Psalmboken, 1697.)
5. »0 Herre Gud benaade mig for« (Tekst: Een ny Handbog, 1529. Melodi: Th., 1569.)

F. Andre Komposilioner til Tekster fra Psbg.:
1. »Jesus Christ vor Frelsermand« (Tekst: Een ny Handbog, 1529. Melodi: Th., 1569.)
2. »Kom Helligaand, 0 Herre Gud« (Th., 1569, Dansk Musiktidsskrift, 6. Aarg. Nr. 6.)
3. Skolesangen: »Vi tacke dig, 0 Gud vor Fader kiere« (Th., 1569.)
4. Kongesalmen (Chr. Ill.): »Christi udi naadsens Throne«. (Th., 1569.)
5. Kongesalmen (Chr. III): »O Gud min Fader kier oc rig« (Th.,1569.)
6. Kongesalmen (Fr. II) : »Mit Haab oc Trøst oc all Tillid« (Th., 1569.)
7. »Aff Hu oc Sind oc all vor Act« (Tekst: Malmø Psbg., 1533. Melodi: Th., 1569.)

Hertil kunde man maaske føje de to Melodier, som blev brugt ved Chr. IV's Dronning, Anna Cathrines Ligbegængelse 1612 med Teksten: »Jeg saa to dejlig Roser staa« (Hefte paa kgl. Bibl. med flerst. Bearbejdelse), af hvilke den ene dog findes hos H. Thomissøn, 1569 til: »Jeg veed en Urt baade deylig oc bold« (Laub: Om Kirkesangen Nr. 44 og 45)(5). Af ovenstaaende Samling vil det for det første med stor Tydelighed fremgaa, at Reformations-Aarh.'s danske Kirkemelodier fortrinsvis er hentede dels fra den religiøse Folkesang, dels fra den verdslige danske Folkevise (en Foreteelse, som forøvrigt ogsaa fandt Sted i de øvrige evangeliske Lande, især Tyskland, Nederlandene, det reformerte Frankrig, (Hugenotterne), og som ogsaa senere overalt blev fortsat), ligesom vi blandt disse finder de mest værdifulde. Dernæst faar vi et Bevis for, at vi herhjemme under ingen Omstændigheder stod tilbage, naar det gjaldt om at skabe nye Melodier til Psbg.'s Tekster, selv om vi naturligvis ingenlunde tør garantere, at de just alle er frembragt af indfødte danske. Vi maa her sikkert have vor Opmærksomhed henvendt paa den Omstændighed, at den kongelige «Musiketat blandt sine »Cantore« og »Instrumentister« talte ikke saa faa Udlændinge; thi i Fr. II's og især under Chr. IV's første Regeringsaar var der en stadig Indvandring af fremmede Musikere. (Se: Hammerich: Musiken ved Chr. den Fjerdes Hof).

Kommer vi herefter ind paa Spørgsmaalet om »stemmesatte« Melodier fra Reformations Aarh., maa vi desværre indrømme, at vi saa at sige staar paa bar Bund; i alle Tilfælde ejer vi meget faa Udsættelser af Kirkemelodier fra Middelalderen.

I saa Henseende er det først vor Tid, der har prøvet paa at iklæde baade. kirkelige og verdslige Melodier den »Stemme-Klædning«, som de desværre ikke naaede at faa af deres Saintid. (Th. Laub: 1). Dansk Kirkesang. 2). 10 gamle danske Folkeviser.)

Saa meget desto glædeligere er det derfor at erfare, at det er lykkedes at paavise een fremragende dansk Tonekunstner: Mogens Pedersøn, hvis Bearbejdelser for største Delen kan maale sig med det bedste, som Samtiden paa dette Omraade frembragte (Se: Knud Jeppesen: Indledning til Ny-Udgaven »Pratum spirituale«. Dania sonans. Tomus I.)

Til Slut vil det maaske være paa sin Plads her at omtale et i melodisk Henseende interessant Særpræg ved vore ældste danske Kirkemelodier, saavelsom ved ældre danske Melodier fra Middelalderen overhovedet, da vore verdslige Folkevise-Melodier tillige synes at afgive talrige Beviser paa den samme Ejendommelighed.

Der kan selvsagt ikke tales om »national« dansk Musik paa den Tid, dog kan man ikke undlade at lægge, Mærke til visse iørefaldende Enkeltheder, der rimeligvis nok til Dels kan skyldes vort danske Sprog og vel af den Grund særlig tiltrækker sig vor Opmærksomhed, men det nuere Slægtskab med »Gregoriana-Sangen« er sikkert ogsaa her af indgribende Betydning, især da dette Særpræg fortrinsvis synes at gælde de ældste Melodier, hvorved der vel kan tales om. en vis Oprindelighed, som efterhaanden til Dels forsvinder, saasnart vi nærmer os »Kunstmusikens« Indflydelse.

Den middelalderlige Vise, kirkelig som verdslig, bestaar i al Almindelighed af 4 Linier med Omkvæd. 1. og 3. Linie danner som Regel mindre Afsnit (med Cæsur), medens Afslutningerne falder paa 2. og 4. Linie (med Rim).

De to første Linier af Melodistrofen danner i Overensstemmelse hermed en For- og Eftersætning, derpaa, de følgende to Linier med deres Udvikling (undertiden Repetition) og endelig Omkvædet som en Slags »Coda« (mangler ofte i Kirkemelodierne).

Paafaldende er det da at se, at en overvejende Del af vore ældre middelalderlige Melodier har en udpræget Tendens til at lade baade Halv- og Helslutningen (el. en af Delene), herunder Omkvædet, ligesom lægge sig til Hvile paa to Toner af samme Højde!

Allerede Folkevisen beviser som sagt dette(6), Mariaviserne ligeledes, ja om det saa er den berømte, »Carmen vernale« følger den ogsaa denne uskrevne Lov, og vor religiøse Folkesang har saa talrige Eksempler, at Undtagelsen her næsten kan siges at bekræfte Regelen.

Endelig gør den »gregorianske« Afstamning sig sikkert ogsaa gældende, naar Melodierne i Slutningsdannelsen lejlighedsvis undgaar den trinvise Nedgang til »Finaletonen«, men foretrækker det karakteristiske Tertsspring.

Eksempler:

l. Halv- og Hel-Slutning:
(Maria-Vise: »Mit Hjerte brænder hedt som Baal«).

2. Halv-Slutning alene:
(Den gamle Dagvise: »Den signede Dag«).
3. (»Den lyse Dag forgangen er« el. »Jeg tjente mig udi Grevens Gaard«)
4. (Folkevise: »Kongen lian lader en Havfru gribe«)

5. Hel-Slutning alene:
(»Krist. have Lov«)
6.(Almuens gamle Sang: »Det hellige Kors vor Herre selv bar«).
7. (Carmen vernale).

8. Baade Halv- og Hel-Slutning:
(»0 Gud ske Lov til evig Tid« el. »Jeg, gik mig i den grønne Lund«).
9. (»0 Herre frels mig døm min Sag).

10. Halv- og Hel-Slutning samt Omkvæd: (»Himme i riges Rige lignes ved«).
Denne gamle Melodi fortjener at optages iblandt danske Kirkemelodier (Metrum: »Vor Herre han er en Konge stor«) og bringes derfor her i 4-stem. Bearbejdelse.

Nu ville dette naturligvis være mindre bemærkelsesværdigt, dersom en lignende Melodiførelse ogsaa i overvejende Grad gjorde sig gældende andre Steder. En Undersøgelse synes imidlertid at godtgøre, at medens det hos ældre danske Melodier saa godt som er Regelen, er det hos fremmede netop Undtagelsen, og denne finder man fortrinsvis blandt Melodier til gamle katolsk-kristelige Tekster (Kyrie eleison, Kyrileis el. Latin), hvad der i denne Forbindelse ikke er uden Interesse.

Resultatet af disse sidste Overvejelser skulde da maaske være, at vi, naar vi stilles overfor Melodier med dette Særpræg følgelig vilde have ældre danske Melodier for os?

Vi tror dog ikke, at vore Paavisninger, saa lidt som historisk-stilistiske Paavisninger i det hele taget, med Rimelighed kan faa saa yderliggaaende Konsekvenser; men vi kan paa den anden Side heller ikke underkende saadanne Overvejelsers synlige Resultat, der muligvis her kan blive et værdifuldt Fingerpeg for den, der søger Kendskab til og Forstaaelse af vor middelalderlige danske Sang.

Fodnoter:
(1) Benævnelsen »Sequentia« stammer oprindelig fra de tekstløse Toner, som følger efter »Halleluja«, hvilke ogsaa kaldes »Jubilus«. Man havde nemlig allerede i den tidlige Middelalder begyndt at sætte Tekst paa disse Toner, især i franske Klostre (Abbediet St. Martial i Limoges; Klosteret Juméges ved Rouen); og denne Sekventsdigtning fik senere i Klosteret St. Gallen en frodig Opblomstring. Man maa ikke forveksle denne Digtning med de romerskkatolske »Hymner«, som kan føres helt tilbage til omkr. Aar 400.

(2) Dette Spørgsmaal er førøvrigt indgaaende behandlet af Th.. Laub i Tidsskriftet »Dania« 2. Bd. 1892.

(3) Zahns store Værk: Die Melodien der deutschen evang. Kirchenlieder, saa omfangsrigt det end er, kan dog ikke siges at gaa helt til Bunds med Hensyn til Undersøgelser af Melodi-Kilderne; især er Zahn i en mærkværdig Grad gaaet uden om de nordiske Samlinger eller har rimeligvis slet ikke kendt dem.

(4) S. Widding mener (Dansk Messe, Tide og Psalmesang 11, 210), at denne Melodi er den samme, som »Ach Seele willst du ewgen Leid« der staar i Loufenbergs Manusk. 1421. Jeg tror, det er en farlig Vej at slaa ind paa, naar man saaledes opsøger og fastslaar Slægtskab imellem, hvad jeg vil kalde »Tangens Melodier«.

(5) Widding formoder, at denne Melodi er tildannet efter den tyske: »Mag ich Unglilck nicht widerstan«; maaske, men jeg mener det samme som ovenfor og i endnu højere Grad, naar det gælder »Tildannelser«.

(6) Se: Danske Folkeviser med gamle Melodier. af A. Olrik og Th. Laub, hvori 21 af Samlingens 28 Melodier er typiske Eksempler.