Artisme og brugsmusik

Af
| DMT Årgang 9 (1934) nr. 03 - side 60-61

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

ARTISME OG BRUGSMUSIK

Mine kætterske Brugsmusikanskuelser har lokket Hr. Otto Mortensen ud af Hulen. Jeg anser det derfor for opportunt at præcisere mit Standpunkt lidt nøjere.

Med mine »Bemærkninger om rigtig Musik« og »Surrogatmusik« mener jeg blot, at de moderne Blokfløjtestykker, jeg har været ude for - og jeg må betone, at dette er en strengt subjektiv Dom, som får stå ganske og aldeles for min egen Regning - ikke har overbevist mig om, at Genren egner sig til at tjene noget betydningsfuldt musikalsk Formål med Held; Blokfløjten er så godt som afskåret fra at betjene sig af dynamiske Virkemidler, og jeg tror ikke på, at et på samme Tid så primitivt og artistisk anvendeligt virkemiddel som Dynamiken lader sig bortamputere i moderne Musik; ligesålidt som vi ser nogen Fordel ved at kaste Harmoniken helt over Bord og falde tilbage på enstemmig Musik. Otto Mortensen synes iøvrigt, selv at føle denne Svaghed - eller hvis dette er for stærkt, så lad os sige: mindre praktiske Ejendommelighed - ved Blokfløjten som Soloinstrument, idet jeg mindes at have hørt Stykker af ham for Strygerkor og Blokfløjtekor, således at der dog opnås en Slags (Terasse)dynamik: Strygerne forte, Fløjterne piano. (Noget tilsvarende gælder, hvis jeg ikke tager meget fejl, visse Kompositioner af Höffding og Bentzon.)

Jeg tror, det skyldes denne Mangel på dynamisk Udtryk i Forbindelse ined Instrumentets hele tonale Begrænsning når Blokfløjtestykker, skrevne af iøvrigt fortrinsvis moderne artistisk arbejdende Komponister, ofte virker (jeg er stadig subjektiv) så skolemæssigt, ufri; man føler, at Komponisterne har ondt ved at skabe det adæqvate Udtryk for deres musikalske Indfald o.,g Fornemmelser indenfor de snævre Grænser, som Instrumentets Natur kræver overholdt.

O.M. oplyser, at det er Blokfløjteamatørerne selv, der opstiller Kravet orn tidssvarende Blokfløjtemusik; bortset fra det eventuelt pædagogisk gavnlige man, ifølge mine ovenfor citerede Anskuelser, måske kunde udrette ved at belære Amatørerne om denne lille Misforståelse, der efter min ringe Mening nærmest må kaldes en contradictio in adjecto - ser jeg naturligvis intetsomhelst forkasteligt i, at en Komponist dyrker den Genre, han har Lyst til, og som han mener, at hans Evner henviser ham til; jeg synes blot, at i en Diskussion, hvor Talen udtrykkeligt drejer sig om, hvorledes man skal skrive Musik for Folket, dér tæller dlen formodentlig ret snævre Kreds af blokfløjtespillende Amatører så forbandet lidt i Forhold til den halve Million Radiolyttere, vi har her til Lands. Og disse Lyttere vil ikke lade sig nøje med en saglig, amatørmæssig, unuanceret instrumental Redegørelse for elementære musikalske Begreber (»Surrogater«), men kræver langt snarere som Betingelse for overhovedet at ville ofre nogen Opmærksomhed på moderne Musik, at den betjener sig af nogle af de Ingredienser, som ellers ikke alle er i Kurs for Tiden, nemlig: Masseudfoldelse, Dramatik, glansfuld Klang, Farve, rytmisk og dynamisk Liv. Og når jeg bebrejder de »rigtige« Komponister, at de forsømmer denne Side af Sagen til Fordel for Amatørmusiken, så er det udelukkende, fordi det for mig står fast, at Radioen, og nærmere præciseret Torsdagskoncerterne, er den Skanse, der må og skal erobres, og hertil kræves, at Komponisterne slutter sig sammen og af al Magt koncentrerer sig om Opgaven.

Man kan tænke sig 3 forskellige Motiver til at skrive Musik:

1. Man skriver for at glæde sig selv.

2. Man skriver for at glæde andre.

3. Man skriver for at tjene Penge.

Hvilken Genre man selv tilfredsstilles mest ved at dyrke, må naturligvis blive en individuel Sag; men hvad Synspunkterne eller Kravene 2 og 3 angår, er der næppe nogen, der vil benægte, at de kvantitativt honoreres lettest indenfor Genren: artfstisk forsvarlig, ikke for omfangsrig, Orkestermusik.

Forøvrigt tillægger jeg ikke den hele Blokfløjtemode så stor Betydning, at jeg agter yderligere at drage til Felts imod den, såmeget mere som man altid kun handler »negativt«, når man angriber; langt bedre vilde det være om »Artisterne« m, Amatørpædagogerne kunde enes om en fornuftig Arbejdsdeling og iøvrigt forenes i målbevidst Arbejde på Musiklivets Fremme. -

Angående Konservatoriet kun følgende: Jeg giver 0. M. fuldstændig Ret i, at en Læreanstalts Værdi beror på, i hvor høj Grad den kvalificerer Eleverne; men må i Sandhedens Interesse desværre protestere mod O.M.s' elskværdige Forsøg på at udlægge mine Bemærkninger desangående som en Tanketorsk. Når en Elev fra Konservatoriet træder ud i aktiv musikalsk Virksomhed, skal han nok, medmindre han er imbecil, hurtigt blive klar over, i hvor høj Grad hans Uddannelse har kvalificeret ham, og der er derfor intet til Hinder for, at han selv kan bedømme den pædagogiske Læreanstalts Værdi; og dersom han finder denne tilfredsstillende, kan jeg ikke indse, at andre med Rette kan bebrejde hverken kam eller Læreanstalten noget i den Anledning.

Sven Erik Tarp

P. S.: Efter at jeg har skrevet ovenstående Linjer, har Statsradiofonien afholdt sin Torsdagskoncert d. 1. Februar og er dermed nået til den tredie danske Aften i indeværende Sæson, hvilket er ikke så lidt mere, end man på Forhånd kunde have ventet; det synes, som om Radioen begynder at strække Hånden ud mod de danske Komponister; har vi Lov og Råd til at forholde os passive?