Blæsernes åndedræt

Af
| DMT Årgang 9 (1934) nr. 03 - side 57-59

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

BLÆSERNES ÅNDEDRÆT

AF EGIL FORCHHAMMER

SPØRGSMÅLET om åndedrætstræning er i tiden både stærkt omtalt og stærkt omstridt; omtalt, fordi en række åndedrætspædagoger er utrættelige i lovprisningen af systemernes virkninger; omstridt, fordi videnskaben enten stiller sig tvivlende overfor disse virkninger, eller ganske afviser spørgsmålet. En del af modstanden skyldes vel det synspunkt, at en åndedrætstræning foretaget ud fra utilstrækkelig viden (og dermed utilstrækkelig ansvarsbevidsthed) betyder en fare for sunde og syge - ganske særlig de sidste. Iøvrigt synes spørgsmålet at skulle simplificere sig selv, idet en del nyere undersøgelser tyder på, at den bedste åndedrætstræning for de fleste mennesker simpelthen er en god omgang gymnastik. Ikke blot omhyggelig, udførte målinger, men også en rent umiddelbar betragtning taler for, at dette har sin rigtighed. Gennem en godt tilrettelagt gymnastik får vi jo nemlig en effektiv træning af så godt som alle legemets muskler, (også de muskler, der befordrer åndedrættet) samtidig med at der under de legemlige øvelser stilles ofte maximale krav til luftfornyelsen. Der skabes således ikke blot muligheden for en forøget åndedrætsfunktion (gennem muskeltræningen), men tillige øvelse i udnyttelsen af denne mulighed (gennem de forøgede krav om luftfornyelse), og da evnen til lejlighedsvis at kunne foretage en maximal udluftning at lungerne og de øvre luftveje er, hvad et almindeligt menneske kan forlange af en åndedrætstræning, synes gymnastikken at bringe os målet riær.

Medens åndedrætstræningen i almindelighed står i stridens tegn, er der en gruppe mennesker, overfor hvilke dens betydning mig bevidst er uimodsagt. Det drejer sig her om de mennesker, der udnytter deres udåndingsluft i kunstnerisk eller erhvervsmæssigt øjemed, og af denne gruppe vil jeg her udelukkende interessere mig for blæserne. Når spørgsmålet om åndedrætstræning stiller sig anderledes for bl'æseren end for det almindelige menneske, er årsagen den, at det han søger opnået gennem den, er noget andet. For det almindelige menneske gælder det først og fremmest om en forøgelse af vitalkapaciteten, dvs. den luftmængde, der indsuges fra dybeste udånding til dybeste indånding, et spørgsmål, der for blæseren kommer i anden række. Når en blæser f. ex. ikke evner at holde en lang tone, skyldes det yderst sjældent mangel på luft; det skyldes nemlig simpelthen træthed, idet han ikke mere har kraft til at overvinde den modstand, instrumentet yder mod hans udånding. Blæseren skal altså først og fremmest søge forøget kraft i udåndingen, og da de kunstneriske krav byder en minutiøs forandring af udåndingsluftens styrke fra først til sidst, kræves endvidere en fuldstændig beherskelse af udåndingens regulering. Disse fordele kan kun opnås ved at man rationelt henlægger åndedrættet til de muskler, der er bedst egnede for formålet, nemlig mellemgulvet, bugmusklerne og de muskler, der bevæger de nederste ribben. Det er ikke givet, at vi derved tår større. vitalkapacitet men det er givet, at det er de muskler, der ved træning giver størst mulighed for beherskelse af udåndingen. Af hensyn til den fulde beherskelse og den i mange tilfælde påkrævede store styrke, er det nødvendigt at opbygge træningen på principet om det mindste kraftforbrug, altså arbejde ud fra afslapning. Jo færre overflødige muskelspændinger vi foretager, jo mere kan vi samle styrken om udåndingens effektivitet. Det betyder ikke blot en lettelse i det daglige arbejde - det betyder ikke blot en mildnelse, af de uheldige virkninger, det forcerede åndedræt kan have på vore indre organer ' men det betyder frem for alt en kunstnerisk frigørelse, forsåvidt som det hæmmede åndedrættet betyder en kunstnerisk hæmning. Og det gør det. Det kræver nemlig en stadig tankekoncentration, en stadig påpasselilhed, der gør blæeseren hypochonder overfor det, og som kan føre til uvaner og fixe ideer. En kan kun blæse, når han indtager ganske bestenite stillinger, en anden må foretage indåndingen på en højst generende snøftende inåde, o. s. fr. Sådanne former for kraftspild og indspændthed er måske, efter de pågældende blæseres egen mening nødvendige; men i realiteten tyder de kun på dårlig teknik.

Og her er vi ved sagens kerne: åndednaettet er et led i blæserens teknik, såsandt som al beherskelse af det mekaniske instrument er teknik. Udåndingen er endog første led i dannelsen af den primære tone, og kan som sådan betragtes som den elementæreste form for blæserteknik. Ligesom den kunstneriske udfoldelse på alle andre områder kræver en teknisk beherskelse, således kræver den det også for udåndingens vedkommende, og åndedrætsøvelser burde derfor høre med til blæserens første tekniske øvelser, og (tør man sige det?) burde som sådanne indføres på musikkonservatorierne. Måske vil nogle finde mit synspunkt pedantisk - måske vil nogle af de største kunstnere blandt vore blæsere bemærke, at de aldrig har foretaget nogen regulering af deres åndedræt. Det er muligt, ligesåvel som nogle pianister har haft mindre besvær med deres fingre end andre. Men mod disse få står de mange, der er blevet hæmmede i deres kunst, måske endog med tilsætning af lungeemphysem eller dårlig fordøjelse (der er blæsernes værste fjender), på grund af en dårlig åndedrætsteknik. »De få« må være klare over, at »de mange« ofte er repræsenterede blandt deres elever, og må i så tilfælde ikke forholde dem kyndig vejledning, hvis de ikke selv kan give dem den. Og åndedrættet er taknemmeligt at træne op. Er det først lagt tilrette, vil normalt et par måneders påpasselighed under det daglige arbejde være tilstrækkeligt til, at det ikke mere gør vanskeligheder. Det vil derefter, som det er teknikkens bestemmelse, fungere hensigtsmæssigt af sig selv, således at enhver hæmmende tanke på det vil være overflødig.