Jazz - af Martin Goldstein og Victor Skaarup

»JAZZ« AF MARTIN GOLDSTEIN OG VICTOR SKÅRUP

Efter al den megen forreklame er det unægtelig en skuffelse at læse denne bog. Dens hovedmangel er, at der ikke gøres rede for, hvad jazz er. Der findes ingen belysning af dens rytmiske, melodiske, harmoniske og formale ejendommeligheder. Man får fornemmelsen af, at det er forfatternes manglende fagkundskab, der er årsagen til denne væsentlige mangel ved bogen. Således forvexles kontrapunkt med harmonilære, instrumentation med harmonisering. Og naturnødvendigt giver denne manglende musikalske viden sig udslag i en masse fejlvurderinger, livoraf den mest graverende er den ganske meningsløse overvurdering af operettekomponisten Gershwin, på hvem forfatterne ofrer 17 af bogens 140 sider. Den samme mangel på kritisk sans udarter til barnlig subjektivitet, som f.ex. ved omtalen af saxofonen som det instrument, det kommer celloen nærmest i klangens skønhed. - Definitionen på hot er ikke udtømmende. Hot er ikke alene en variationsmåde; et tema kan være hot i sig selv uden at være varieret. (»It don't mean a thing«.) - Lån af temaer fordømmes stærkt, »Kalkering« kaldes det. Nu er kalkering ikke i sig selv noget fordømmeligt. Det er nemlig ikke temaets originalitet, der er afgørende, men måden, hvorpå det er behandlet. - Adskillige afsnit er kun opremsning af navne og titler med en ganske ligegyldig vurdering.- - I omtalen af Zez Confrey udarter forfatternes manglende evne til at give udtry,k for deres tanke (eller er (let manglende teoretisk viden?) sig til uforståelighed. J.B.