Solistkrise

Af
| DMT Årgang 9 (1934) nr. 04 - side 74-75

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

SOLIST-KRISE

AF ARTHUR ARNHOLTZ

FOR koncertgængere er det i disse aar efterhaaiiden kommet til at staa som en slags negativ tradition, at samtlige opførelser af større cykliske værker (altsa en art musik, som har utvivlsom koncertmæssig berettigelse) skal ødelægges af solisternes manglende kunnen eller villen. Hvor ofte har man ikke, baade herhjemme og i udlandet, maattet beundre det maalbevidste og gennemførte arbejde, en fagligt dygtig og rnenneskeligt ikke for indskrænket dirigent kan præstere med kor og orkester, den klanglige og stilistiske træfsikkerhed og enhed, den musikalske og sproglige affiling, og den ved alt dette frigjorte sindets varme og bevægelse. Men hvor ofte er ikke ogsaa saadanne anstrengelser blevet spottet og gjort frugtesløse paa grund af solisternes manglende begreb om deres opgave i et saadant hele. Selve den gode vilje, og maaske den gode tro, er det ikke nærv. artikels mening at frakende disse kunstnere, saa sandt som den ser bort fra enhver personligt injurierende hensigt. Et ømt punkt maa blot her berøres, en pinlig mangel afsløres; og dette sker vel bedst gennem en uden for kredsen staaende, gennern en ikke- fagmands mund.

Det første spørgsmaal være da det lige saa primitive, som fundamentale: Hvorfor synger vore solister ikke bedre? Har nogen tid mon talt og skrevet mere om sangteknik, og dens kunstnere dog sunget daarligere end vor? Uegalt, snart klemt og snart pustet, fuldt af forstyrrende bilyde, og vibrerende, saa enhver klar melodi forsvinder. Det andet spørgsmaal være det ligesaa fundamentale: Hvorfor taler vore solister ikke bedre? Hvorfor udtaler de ikke den tekst, de synger, klarere og rigtigere? Har nogen tid mon haft flere instituter for taledannelse og flere linguaphonkursus end vor og dog kunnet opvise magen til sproglig mishandling af det sungne ord? Rækker af veritable talefejl (altsaa, sygdom), og dyb uvidenhed om, ethvert fremmed sprogs udtale, selv det ofte benyttede tysk; fejl, som forlængst er forbudt i 2. mellemskoleklasse. Lidt subtilere er vel det tredie spørgsmaal, dette nemlig: Hvorfor hører vore solister ikke bedre? Hvor kan de undgaa. at høre det, vi andre hører, nemlig at dirigent, kor og orkester nøje søger at naa til og overholde den hvert værk adækvate klang, men at solisten saa i de 9 af 10 tilftælde plumper ud af denne. Hvorfor plumper han ud? Er det for at synge. bedre? Man kan aldrig synge bedre end rigtigt. Er det for at synge med sin »egen« stemme? Man har ingen »egen« stemme; man har resourcer; det er først værkerne, der hver kræver sit udvalg at resourcerne, der faar stemme. Og sluttelig det sidste og sværeste: Hvorfor tænker vore solister ikke bedre? Hvorfor læser vore solister ikke mere om deres kunst? Med dens mekaniske side er det smaat bevendt, men med dens aandelige er de knap begyndt endnu. Man skulde tro, tomheden var uden udtryk; men atter og atter toner solisten frem som den legemliggjorte, klingende forudsætning. Sløshed. Dramatisk støjende, en tillært overflade, hvor meningen var intim. lyrik; kælent indsmigrende, hvor hensigten var monumentalitet; kold og famlende, hvor kunsten er hengivelse og glød

Endelig bidrager endnu to ting til denne negative solisttradition, nemlig kapelmestrenes nødvendige beskedenhed og kritikernes gaadefulde hildethed. Enhver anstændig dirigent er jo afskaaret fra alene at modtage publikums bifald; som en slags vært i huset henvender han det da til solisterne, der sædvanlig har spoleret hans værk, og forvirrer derved ufrivilligt saavel deres som publikurns begreber om rigtigt og falsk. Og kritikerne, som kommer for sent, snakker meget, hører lidt og gaar tidligt, maa jo være hildet i det ene eller det andet; om det er i en ældre tids beskednere smag eller i personlige forbindelser, afstaar nærv. artikel fra at undersøge, idet alt personligt injurierende, som sagt, ligger den fjernt. Afgørende er blot, at kritikerne sædvanlig roser solisterne og saaledes sammen med dirigenterne skjuler en brist og sinker dens helbredelse.

Mon ikke solisterne selv vil indse, at deres form for samarbejde med dirigent og kor nu snart må ændres? At den karrikeret demokratiske, smaaborgerlige selvherlighed og forfjamskede selskabelighed maa vige for kunnen og villen, disciplin og hengivelse, om noget helstøbt nogensinde skal naas.