Den 12. internationale musikfest. Firenze 2.-7. april 1934

DEN XII INTERNATIONALE MUSIKFEST

FIRENZE 2.-7. APRIL 1934

DEN internationale forening for ny musik, hvis, koncerter i år holdtes i Firenze, er nu, for første gang i sin tolvårige levetid, under tryk af visse politiske begivenheder i Europa kommet ind i en art krisesituation, hvis løsning man ikke straks kan øjne. Når en så stor stat som Tyskland melder fra, og det således at endog tyske komponister ikke kan opføres ved disse koncerter, er det allerede et stort. spørgsmål, hvorledes en international forening, bygget på mellemfolkelig forståelse, skal kunne opretholdes med held. Naturligvis måtte denne situation også blive et væsentligt, samtaleemne ved delegeretkonferencen, uden at man dog nåede til en løsning, idet begivenhederne jo kan ændre sig hurtigere, end det kan overskues i øjeblikket.

Koncerterne gennemførtes da med de af de indtrufne ændringer følgende udeladelser, og den hele fest fik et smukt og lærerigt, forløb. Sinukt, fordi man havde valgt et af de skønneste steder på jorden:, til midtpunkt for opførelserne og de mange adspredelser, der sluttede sig dertil, og lærerigt, fordi inan atter engang koni til det resultat, at det dog vist er tvivlsomt, om der virkelig, hvert år skrives -så mange

I

nye værker, at det er muligt at sammensætte prol,,,raninierne til en fra A til Z lige fængslende musikfest, deraf.

Den internationale jury, der har et kænipeinacssigt arbejde i de få dage, den er samlet, må påtage sig umenneskelige evner, hvis den skal kunne gennemgå og virkelig bedømme de indl,,omne v,--erker. Og alligevel er det beundringsv,«_~erdigt, hvor mange gode og interessante ting der kommer med på programmerne, selv om man jo naturligvis -aldrig får noget at vide om, hvad der er sluppet forbi.

lår havde man taget den beslutning i lige grad at finde helt nye navne frem og støtte sig til sikre folk, navne som Ravel, Bartók, Honegger,'NIalipiero, Casella og Alban Berg. Tilmed hav-de den italienske section, der jo ganske vist havde hele arbejdet med at tilrettelægge festen og konferencen, disponeret over en hel orkesterkoncert og en kammermusikaften, den sidste i forbindelse med byen Firenzes store afskedsfest i det dejlige gamle Palazzo Vecchio.

Det er der måske, menneskeligt set, ikke noget at sige til, og det er muligvis praktiske, propagandamæssige hensyn, der har gjort sig gældende for sectionen, der for at opnå at få officiel støtte har måttet insistere på at beherske en så stor plads på musikfesten, men naturligvis går det ud over de andre -nationers bidrag, der derved begra--,,nses, føleligt. Om værdien af det, der opføres, kan man og vil man altid strides. Denne beretning er ikke nogen kritisk. genneingang af koncerternes resultat, hvorfor det kun er meningen at nævne de passerede kendsgerninger - dog med en ganske enkelt undtagelse: ved koncerterne opførtes, en suite for strygeorkester af den ganske unge svensker Lars Erik Larsson, dirigeret af den eneste specialist-dirigent for ny musik, Hermann Scherchen (en mand, hvis navn er vidt kendt alle steder i verden udenfor Danmark). Med denne suite havde Larsson en storartet succes, som utvivlsomt har henledt opmærksomheden på ham een gang for alle, og der er ikke tale om andet, end at vi må se at spille den her hos os snarest muligt. Hvis vi dernæst, vil være a jour med det aller sidste, der siges i europæisk musik idag, må vi også få at høre Igor Markevitsj »Salmo per soprano e orchestra«, som blev opført. af komponisten med Vera Janacopulos fra Paris som Solist. Dette arbejde fremkaldte en vild storm i salen - koncerterne blev holdt i det nyopbyggede teatro comunale - og meningsmodsætningerne ytrede sig i en kamp mellem hyl, pift, fløjter contra bifaldssalver og bravoråb. Det er jo det, man helst vil opleve ved disse koncerter, så er der gang i foretagendet, og man fornemmer, at det er her, det nye sker. Ved de tidligere internationale musikfester var sådanne stridigheder ganske selvfølgelige, fordi de fleste af de v-a-- ,rker, der opførtes, ganske naturligt freml--.aldte dem. Jeg tror, det nu er den væsentligste fare for den internationale forenings koncerter, at publi-

c,

kum er blevet, pacificeret, og - hvad der er det slemme derved på juryens foranledning. *,NIan mærker en vis forsigtighed i dens valg, z:,

en tagen hensyn til de høje, og mægtige officielle myndigheder, der skal overtales til at speede til ka§sen - eller hvad det nu er, der gør sig gældende. Det er blevet alt for officielt og fint, og derfor tror jeg, der tiltrænges en fornyelse.

Næste -år bliver koncerterne afholdt i Praha og Karlsbad. Der er valgt en jury, bestående af Hermann Scherchen, Vaclav Talich, Ferd

nand Quinet, Koffler og endnu et medlem.

Hvis denne jury vil lægge an på at vælge programmerne efter det hensyn, at jo mere æggende, jo større sandsynlighed for virkelig interesse, så vil musikfesten påny kunne fængsle sådan, som. det oprindelig var skik. -

Nu sidder man og hører inusik efter geografiske kriterier. V'i hører rent ud sagt den baggrund af i østrig Schønberg, i Frankrig af de seks, eventuelt af Stravinskis skygge, i England endnu af Debussy og i Italien af Malipiero og Casella, og så videre, som man ikke hwngere behøver at rejse så langt for at konstatere. Derfor bliver man glad over at møde sådanne udslag af stærkt, talent som hos Larsson og af den meget fængslende begavelse hos Nilarkevitsj.

Blandt de medvirkende var så fremragende instrunientister som Sigrid Onegin, Andre Segovia, Kolisch- kvartetten, Joseph Szigetti, Paul Wittgenstein og en storartet italiensk sangerinde, Ginevra Vivante. Endvidere medvirkede blandt andre den herboende tyske Saxophonvirtuos Sigurd M. Rascher. Som allerede flere gange meddelt her i bladet spillede Ole Willumsen min klaversonate og vakte overordentlig ~stor opmærksomhed om sig. Det er glædeligt, at en ung dansk pianist har kunnet hævde sig så absolut i denne kreds af verdensnavne.

Alt, hvad der kunde gøres for, at selve festen blev så inindeværdig som muligt for deltagerne, havde de italienske sørget for i rigt mål. Der var modtagelse på rådhuset, en yndig fest i den kongelige have, Bobolihaven, hvor kammersangerinde Vera Schwarz fra Wien sang ,.Mozart, omgivet af blomstrende kamelia og duftende m ndeltra,er; en udflugt til Siena, som. delvis blev ødelagt af regnvejr, nien iøvrigt forskønnedes af frokost på rådhuset og middag i et stort osteria, alt iniens foråret grønnedes op ad Fiesoles højder og blomsternes by iklædte sig sin skønneste dragt. Det var en rigtig primavera, det ~springende og tryllende forår, som man i nogen grad savnede i musiken, men som det bliver den nye juras opgave at finde frem til, næste gang.

C»

Knudåge Riisager.