DUTs orkester

Af
| DMT Årgang 9 (1934) nr. 05 - side 107-108

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

D. U. T.'s ORKESTER

D. 17. T.'s orkester har gennem de forløbne i',Ir under Sv. Chr. Felumbs og Emil Telmanyis ledelse med beundringsværdig energi arbejdet mod målet: et fuldt kvalificeret, selvstændigt orkester. Koncerten i odd-fellow-palæet d. 16. april, der blev ledet af orkestrets nuværende dirigent Emil Telmanyi, var et nyt skridt frem ad vejen. De stillede opgaver, en Haydn-symfoni, Beethovens es-dur klaverkoncert og Carl Nielsens g-moll symfoni, løste orkestret i teknisk henseende i det store og hele udadleligt. Også musikalsk forstod orkestret at underordne sig sin fører, der i sin fortolkning af klassikerne ellers kan være vanskelig nok at følge. For orkestrets musikalske udvikling ligger der sikkert en fare i Telmanyis temperamentsfulde, men ensidige og næppe fuldt berettigede rubate opfattelse af klassikerne. Telmanyi trænger som dirigent til den modvægt, han som solist har i det ledsagende orkester med dets selvstændigt arbejdende dirigent.

Når orkestret endnu ikke kan siges helt at have nået det mål, det har sat sig, skyldes det først og fremmest de to faktorer: messingblæserne og violinerne. Messingblæserne havde under Beethoven det uheld at komme ud af stemning med klaveret, et forhold der ikke hedredes under de to sidste satser. Uheldet skyldtes antagelig et tilfælde, men burde dog ikke have fundet sted. Violinerne spillede kønt og dygtigt, men dømt som helhed, uden hensyn til de ypperlige musikere, man ved, der findes blandt dem, syntes de at mangle nogen ævne til at få instrumenterne til at klinge, de kunde ligesom ikke stryge ud. Dette sidste gjorde sig særlig gældende i Carl Nielsens symfoni, hvor violinbesætningen var lille i forhold til det øvrige orkester. Carl Nielsens symfoni N-ar ellers fi-a alle sider en dygtig og .smuk præstation.

1

Man må ønske orkestret. fortsat fremgang og lykke n-led sit energiske arbejde og håbe, der bliver rig og ikke blot ulønnet anvendelse for det i den kommende sæson. Men den afgørende prøve, der skal skaffe orkestret fuld og ubetinget anerkendelse, står endnu tilbage. Næste ,ir bør orkestret indbyde to dirigenter, som det ikke tidligere har arbejdet under, til hver at give en koncert, forberedt på det normale antal prøver. Først en sådan »eksamen« vil fuldtud kunne kvalificere, orkestret i det almindelige omdømme.

Gunnar lleerup.

Årgang 9/1934, nr. 05