Melodilæsning II

MELODILÆSNING II

A F GUNNA R HEERUP

Inden det pentatone system udbygges til et diatonisk, må børnene ligesom være falden til hvile i pentatonikken. Gennem opbygningen af vort hørelæresystem følger vi den samme bane, som musikudviklingen har gennemløbet hos så mange kulturfolk. Det pentatone tonesystem er jo intet vilkårligt postulat, men et fundament, måske fundamentet for ikke blot orientalske eller primitive folks musik, men for vor musik, den som vi har set det som en livsopgave at arbejde for. Vi må antage, at vore kulturelle forfædre gennem længere tid har slået sig til ro med og funden fuld tilfredsstillelse i det pentatone system; vi søger gennem vort arbejde at skabe en lignende, fornemmelse hos børnene, og derved at vi lader denne fornemmelse få tid til at fæstne sig, giver vi børnene en friere, mere ukonventionel opfattelse af det diatoniske systein ved overgangen til dette.

Springet fra penta- til diatonik foretages ved hjælp af den lille tone (halvtonen, den lille sekund). Den lille tone findes som forskellen mellem stor tone og lille terts og, indføres i tonesystemet ved hjælp af tonen e som afstanden mellem e og f. E fastlægges i sit forhold til de øvrige toner som tone op fra d, lille terts ned fra g og kvart ned fra a. Høje e, (e"") indføres. Brugen af tonen e kan anskueliggøres ved et brudstykke af en kendt melodi, f. eks. radioens pausesignal. Den store terts findes ved at trække den lille terts fra kvinten, den opdages i tonesystemet mellem tonerne c-e og f-a. Tonen h indføres som tone op fra a, kvint ol) fra e osv., og på samme måde indføres dybe h -(h). Sideordnet med tonen h indføres tonen b, der bestemmes i sit intervalforhold til de allerede noterede toner. Det kan måske synes ulogisk at indføre den lille tone før den store terts, da denne sidste dog findes i det pentatone system. Men dels indtager den store terts kun en perifer stilling i pentatonikken, først. indenfor diatonikken får den central betydning, og dels er det pædagogisk set farligt at indarbejde de to slags tertser lige efter hinanden, det skaber for store muligheder for forveksling. Nogen synderlig systematisk vægt ligger der dog ikke på rækkefølgen af de to intervaller, de kan, hvis man foretrækker det, byttes om. Teknisk set er den lille tone let at lære, den faldende store terts derimod ret vanskelig at træffe, når den skal findes uafhængig af en tonal sammenhæng.

Med den lille tone og den store terts indfører vi, hvad jeg vil kalde tendensintervaller. Selvfølgelig er disse intervaller isoleret betragtet lige så fri for tendens som alle andre, men deres anvendelse indenfor det diatoniske system har forlenet dem med en vis egenvilje. Det forekommer os naturligt, at den ene tone i et lille-toneinterval, leder til den anden (ledetone), og vi har en vis trang til at opfatte den sidste tone i en stor terts som en ledetone, der fører videre i bevægelsens retning. Denne tendens føles stærkest ved opadgående bevægelser, ligesom vi i det hele fæstner vor opmærksomhed mest ved.melodiske bevægelser opad. Heraf følger atter,. at den lille tone og den store terts er de af grundintervallerne, det er vanskeligst at holde fri for en bestemt melodisk-tonal fornemmelse. Fornemmelsen er stærkest. ved den lille tone, men også ved den store terts er den så stærk, at man indenfor en diatonisk tonal sammenhæng føler det naturligt at lade den øverste af den store terts' toner have en lille tone som nabointerval, hvilket (dog ikke som eneste årsag) 'medfører, at fx. indenfor stamtonerækken tonen a som nabotone hyppigt får tonen b. For den store terts gør der sig tillige et andet forhold gældende nemlig at opfatte intervallet på basis af en hvilende durtreklang. Alt dette gør, at vor musikalske fornemmelse på en ganske anden måde bindes indenfor det diatoniske end indenfor det pentatone system, det fri, det svævende viger nu pladsen for et spil af ofte modsatte, retningsbestemte kræfter. Det er dette spil, der på ensidig måde er drevet op til et højdepunkt i wienerklassicismen og romantikken, det er det, der farver og ofte ødelægger den musikalske fornemmelse overfor anden musik.. Det er derfor, det er så vigtigt at komme til diatonikken gennem pentatonikken, og det er nødvendigheden af en mangfoldigere, alsidigere musikalsk orientering også indenfor diatonikken, der har medført opbygningen af det system, jeg her skitserer.

Det diatoniske stamtonesystems opbygning er først afsluttet med tonen b. Tonerne b og h har,. så langt vi kan f ølge musikkens historie tilbage, været sideordnede, den ene kan ikke siges at være mere oprindelig end den anden. Det klassiske stamtonesystems begrænsen sig til tonen h skyldes dels notationsvanskeligheder, dels harmoniske hensyn. Sådanne hensyn bør ikke være afgørende ved børns opdragelse til at læse og forstå en melodi, tværtimod bør deres. øren åbnes for det melodisk dissonante i vendinger indenfor tritonusområdet. og for den fine melodiske følelse, der kan ligge i vekslingen mellem b og h., fx. i den gregorianske koral. Yderligere har b'et rent praktisk den fordel, at det derved bliver muligt at notere melodier af de to vigtigste durtyper: den, der har grundtonen liggende i midten af melodien (f-dur typen), og den, der har grundtonen liggende i bunden af melodien (c-dur typen). Indførelsen af tonen b, der i børnenes bevidsthed let kommer til at indtage en undtagelsesstilling, fordi den ikke som de andre stamtoner har.en scærlig plads på liniesystemet, kan forklares, ved, at man ikke fra tonen f som fra alle de andre toner kan gå en kvart op og derved nå til en anden af de lærte toner; afstanden fra f til h er for stor til at være en kvart, vi må derfor indføre en ny tone, b, som kvart til f. Afstanden b-h kalder vi en halv tone, det er en afstand, vi ikke bruger i melodier. Oprindelsen til navnet h kan fortælles (b rotundum. og b quadratum). Overgangen fra det løse til det faste be og dermed til benyttelsen af opløsningstegn. er børnene umiddelbart forståelig. Ved arbejdet indenfor stamtonerælcken må der lægges megen vægt på, at børnene bliver fuldstændig klare over de små toners beliggenhed; dette gælder især afstandene e-f og h-c, der, hvad nodebilledet angår, i intet skiller sig fra de store toner.

Inden vi går videre til at udvikle, hvorledes vi udvider det diatoniske system ved indførelse, af flere be'er og krydser, kunde det måske have. sin berettigelse at se, hvilke akustiske intervalforhold. vi har indarbejdet i børnene. Ingen af intervallerne er tempererede, de bør tværtimod alle være rene. Kvarten har svingningsforholdet 3/4, kvinten 2/3, den store tone får som følge deraf forholdet 8/9. Den lille terts bliver, efter den fremgangsmåde vi har valgt til dens bestemrnelse, lidt mindre end 5/6. Vi kan rette dette forhold gennem tostemmige afstemningsøvelser. Er den lille terts ren, bliver den store det også i forholdet 4/5, og den lille tone får forholdet af afgørende betydning for renheden er de tostemmige intervaløvelser, de, lærer nemlig børnene at foretage en praktisk »temperering« mellem de to rene systemer, kvintsystemet og tertssystemet. Af stor vigtighed er øvelser af denne eller lignende art: den ene klassehalvdel går en stor tone'op, mens den anden fra samme udgangstone går en stor tone ned. Af øvelsen resulterer en stor terts, der, såfremt de to store toner begge er rene, bliver lidt for stor. For at tertsen skal blive helt ren, kræves der en omhyggelig finafstemning fra børnenes side, børnene lærer derigennem at underordne sig og at lytte efter hinanden.

Vi begrundede overfor børnene indførelsen af tonen b med, at afstanden f-h var for stor til at være en kvart. Ligesåvel som vi kan gøre afstanden rigtig ved at erstatte h med en tone en halv tone.dybere, kan vi gøre den rigtig ved at erstatte f med en tone en halv tone højere. Denne tone skrives ved hjælp af et kryds for f og kaldes fis. Fis bestemmes i sit forhold til de andre toner og indarbejdes på lignende måde som. tonen b gennem træffeøvelser og melodilæsning både som løst og som fast fortegn. Er børnene først på det rene med de to toner b og fis, volder det dem intet besvær at forstå andre be- og krydstoner, når de optræder som løse fortegn. Heller ikke er det vanskeligt for dem at benævne afstande fra en stamtone til en kryds- eller be-tone, forsåvidt man holder sig til de lærte intervaller. Fremgangsmåden vil almindeligvis være den, at barnet bestemmer intervallet uden fortegn. og dernæst gør det større eller mindre ved hjælp af fortegnet. Børnene forstår med det samme, at to ensartede fortegn ikke ændrer toneafstanden. Man gør dog klogt i at indprente børnene det lille rim: »pas på f og h«, selv om den sideordnede indførelse af b og h gør faren for fejltagelser mindre. Til indøvelse af brugen af løse fortegn og overhovedet til anskueliggørelse af tonesystemet bruger jeg en nodetavle af følgende udseende:

(nodeeksempel)

Anvendelsen er simpelthen den, at man peger på den tone, der skal synges; peger man på be'et under tonen, synges tonen en halv tone dybere, peger man på krydset ovenover tonen, synges tonen en halv tone højere. Man kan på denne måde lade børnene synge både snævert tonalt og modulerende, de kan synge en-, to- og trestemmigt (det sidste således at to grupper følger hver sin hånd, den tredie gruppe synger den tone, der bliver sagt). Man bør især i begyndelsen sørge for, at børnene får tid til at tænke den ny tone, inden de synger den; det kan gøres således, at børnene vedbliver med at synge den foregående tone, også mens man peger på den ny, først når man giver tegn til børnene, fx. ved et let, skarpt slag på tavlen under den node, man, peger på, synger de den ny tone.

Samtidig med indførelsen af det diatoniske system påbegyndes en harmonisk-tonal orientering på basis af dur- og molltreklangen. Klangene synges trestemmigt ved hjælp af intervalbevægelser, en molltreklang, fx. således: fra en given tone går samtidig en gruppe børn en kvart ned', en anden en tone ned, en tredie en tone op, eller en gruppe bliver liggende, en anden går en lille terts op, en tredie en kvint ol) osv. Børnene lærer at skelne mellem en forespillet dur- og molltreklang og når endelig til at bestemme en melodi som dur- eller mollagtig udfra den tænkte treklang på sluttonen og udfra melodiens forløb, om den i større eller mindre- grad benytter tonerne i dur- eller molltreklange som melodiske støttetoner. Det drejer sig her om et mere eller mindre, en durmelodi kan være mere eller mindre duragtig, en f-dur salmemelodi fra det 16. årh. kan i tonal henseende være lidt forskellig fra en f-dur liedmelodi fra det 19. årh., selv om det benyttede tonestof og de anvendte intervaller er de samme. Endelig lærer børnene, at det tonestof, der i særlig grad grupperer sig omkring fx. c-durtreklangen, og som har tonen e som hviletone, danner c-durtonarten. De ydre kendetegn er sluttonen e og de små toner mellem e-f og h-c.

Durtonarten er tilstrækkelig klar til virkelig at kunne støtte børnene på deres vandringer gennem vort mangfoldige tonesystem; derimod er det sikkert ikke klogt at sætte for meget ind på at lære børnene de forskellige kirketonarter og de forskellige former for moll. Det er her fuldtud tilstrækkeligt for børnenes opfattelse af melodien, at de kan bestemme den som moll- eller duragtig.

Som ovenfor nævnt lærte vi børnene at læse melodier, noteret med et fast be eller kryds. Indførelsen af flere faste fortegn volder intet uoverkommeligt besvær, når blot man gør børnene klart, at de faste fortegn. kun betyder én ting: at de små toner flyttes; et fast kryds for f flytter den lille tone fra e-f til fis-g. Derfor, er man klar over, mellem hvilke toner, de små toner findes, er vanskeligheden ved at læse en melodi med 4 faste fortegn ikke væsentlig større, end om melodien var noteret uden fortegn. Heldigvis gør notationen af de faste fortegn det let for børnene at finde de små toner; ved b-tonarter kan de blot gå en lille tone ned fra de to sidste be'er, ved kyds-tonarter en lille tone op fra de sidste to krydser. Fordelene ved at benytte de. små toner som udgangspunkt for orienteringen i et foreliggende tonestof er store. Tonaliteten kan være svævende, den kan være modulerende eller svær at bestemme og derfor vanskelig at benytte som et fast udgangspunkt. De to små toner er stabile, de står altid klart placerede gennem de faste fortegn; flyttes de små toner, og ændres derved intervalforholdene og tonaliteten, er dette altid klart udtrykt gennem de løse fortegn inde i melodien. Holder børnene sig blot de to små toner fast for øje, farer de ikke så let vild i toneriget.

Tilbage af den systematiske fremstilling står nu at give en kort
oversigt over rytmelæren. Det foreliggende hørelæresystems vokale
karakter giver sig også her til kende, ved at nodeværdierne ikke vindes ved en spaltning af grundslaget, men ved en sammenlægning. Den stærke benyttelse, af det spaltede grundslag er karakteristisk for den instrumentale musik og hidrører utvivlsomt fra dansemusikken, det er ligesom mere bestemt ved en stærk betoning af den rent kropslige bevægelse. I modsætning hertil står sammenlægningen af grundslagene til længere nodeværdier som udtryk for en mere vokal, tekstbetinget følemåde. Den instrumentale betoning vindes ofte ved en akcentuering, der er så stærk, at grundslaget spaltes, den vokale betoning vindes hyppigst ved en forlængelse af den betonede nodes værdi; det er modsætningen mellem den kvaliterende og den kvantiterende rytmik, der også her åbenbarer sig.

I rytmelæren går vi, efter nogle forberedende »punktøvelser« (se
Sigrid Rasmussens ovf. cit. artikel), over til at benytte noder, idet vi sætter grundslaget lig med en fjerdedelsnode. Vi markerer 1/4-noder ved at tælle en gang og klappe en gang på hver node. Halvnoder markerer vi ved at klappe en gang, men tælle to gange på hver node, på helnoder klapper vi ligeledes en gang, men tæller fire. Af vigtighed er det at forklare børnene, at taktstregernes opgave er at angive betoning af den efterfølgende node, betoningen markerer vi yderligere ved at tælle et på første node efter taktstregen. Den punkterede halve node kalder vi trefjerdedelsnoden, vi tæller tre gange på den og lærer den som en selvstændig nodeværdi, afleder den ikke af halvnoden. Overhovedet gælder det, at jo mere direkte vi kan aflæse rytmen, jo mindre regnetime vi gør ud af den, des bedre er det.

Den node, der angiver grundslaget, den node vi tæller på, kalder vi tællenoden. Tællenoden kan skifte, vi kan fx. bruge halvnoden som tællenode, hvorved grundslaget sættes lig en halv node. På denne måde lærer vi at bringe to noder (1/4-noder) på et grundslag. Det herved lærte overfører vi på rytmer, der har 1/4-noden som tællenode, hvorved ottendedelsnoden indføres som selvstændig nodeværdi. For at lette børnene opfattelsen kan vi notere den samme rytme på to måder ovenover hinanden, den ene gang med 1/2-noden som tællenode ved hjælp, af 1/1-, 1/2- og 1/4-noder, den anden med 1/4-noden som tællenode med 1/2-, 1/4- og 1/8-noder. Den forlængede 1/4-node (punkterede 1-/4-node) indføres med 1/4-noden som tællenode, som en parallel til 3 /4-noden, når 1/2-noden er tællenode. Derimod læses den ikke i første række som en treottendedelsnode, da dens hyppigste anvendelse er med 1/4 ,og ikke med 1/8 som tællenode. 1/8-noden indfører vi som tællenode ved at tælle en gang på hver. Man må her lægge mærke til, at mange nyere melodier fortrinsvis benytter sig af 1/8-noden ved nedskrivning og dog anfører fx. 2 /4 som taktart. Denne notation angiver i mange tilfælde kun, at tempoet ikke må blive for langsomt, og betoningerne ikke for tunge; trods de foreskrevne 2/4 er taktarten 4/8, dvs. 1/8-noden er tællenode. I sådanne tilfælde bør man ganske rolig lade børnene tælle på 1/8-noderne. Man kan gøre dette enten ved at lade børnene tælle 1 & 2 & eller ved at lade dem tælle 1 2 3 4. Det sidste er det ærligste og for børnene det klareste. Et lignende forhold har vi ved taktarterne 3 /2 og 6/4, hvor man, forudsat at fjerdedelstempoet er ens, i begge tilfælde bør lade børnene tælle til 6, dvs. bruge, 1/4-noden som tællenode. Det inkonsekvente i at lade dem tælle 1 & 2 & 3 & i første og 1 2 3 4 5 6 i andet tilfælde viser sig klarest, hvor vi arbejder med melodier i skiftende rytme, det er jo ikke tællenoden men rytmen, der er forskellig. Dette forklares bedst børnene, når man simpelthen siger, at i første tilfælde ligger betoningerne på 1, 3 og 5, i sidste på 1 og 4.

I denne forbindelse er det nødvendigt at slå til lyd for en. mere konsekvent taktartsangivelse ved nedskrift og udgivelse af melodier. Har vi fast taktrytme, bør nævneren altid angive tællenoden, tælleren antallet af tællenoder i hver takt; i sådanne melodier bør c-tegnet og .alla-breve-tegnet fuldstændig afskaffes, i stedet bør der stå 4/4 Og 2/2, endvidere bør fx. betegnelsen 4 /8 bruges hyppigere i stedet for 2 /4. Har vi derimod friere rytme (fx. skiftende rytme), bør c-tegnet og allabreve-tegnet benyttes; det første betyder da udelukkende, at 1/4-noden er tællenode, det andet at 1/2-noden er tællenode. Ingen af tegnene viser, hvor mange noder der findes mellem hver betoning. - Som sidste nodeværdier læres sejstendedelsnoden, der vindes ved en spaltning af l/8-noden, og den forlængede l/8-node. Den rytmiske figur: forlænget 1/8 efterfulgt af en :1/16, må læres som en helhed. Pauserne volder det ingen vanskelighed at lære børnene, de indøves blot til stadighed et trin efter de tilsvarende nodeværdier.

Nogen udførligere pædagogisk gennemgang af rytmelæren er der her næppe grund til at give. Rytmerne kan'klappes, bankes, synges (på bo, ta eller en anden sammensætning af en ustemt lukkelyd -og en vokal), en-, to- eventuelt tre-stemmig (på en kvint, terts, treklang), læreren kan tælle, børnene, kan tælle, begge kan lade være, læreren kan markere grundrytnien, børnene kan selv slå takt, mens de synger; rytmiske udfyldningsøvelser og rytniediktat kan benyttes. I alle tilfælde, hvor vi har med rytmelæsnig at gøre, gælder det, at ,en omhyggelig analyse af det rytmiske nodebillede må gå forud. Jeg plejer, efter at have ladet børnene bestemme taktarten og angive de benyttede nodeværdier, at spørge. børnene, om de skal klappe på 1? på 2? på 3? osv. Børnefte svarer ja, når en ny node begynder, nej under dens fortsættelse og pause for hvert taktslag, der har pause. Er 1/4-noden tællenode, lyder en hel node således: 1: ja, 2: nej, 3:nej, 4: nej; en , 3/4-node efterfulgt af en 1/4-pause: 1: ja, 2: nej, 3: nej, 4: pause; en forlænget 1/4 efterfulgt af 3 l/8, l/8-pause og 1/8: 1: ja, 2: nej, ja, 3: ja, ja, 4: pause, ja osv.

Rytmelæren kan gennemføres i et hurtigere eller langsommere
tempo, eftersom børnenes ævner tillader det. Nogen gennemført pa- rallelisme med den egentlige hørelære er ikke nødvendig, det efterfølgende er derfor blot at betragte, som en hjælp, til at fordele stoffet. Til gennemgang af det pentatone system svarer indøvelsen af 1/4-, 1/2-, 1/1-, 3/4-noder og -pauser, taktarterne 4/4, (2/4), 3/4, 6/4, 2/2, 3/2, med og uden optakt, og friere rytme i de angivne nodeværdier. Ved gennemgangen af det diatoniske system kommer dertil 1/8-noden og den forlængede 1/4-node (3/8-noden) med tilsvarende pauser og taktarterne 4/8, 3/8, 6/8, samt overbindinger mellem noder. Endelig ved overgangen til det udvidede diatoniske system 1/16-noden, den forlængede 1/8-node med pauser og eventuelt triol-ottendedelen. Rytmelæren bør således være tilendebragt før den egentlige hørelære.

Ved den pædagogiske opbygning af det her skitserede system er der, foruden de tilgrundliggende intervaløvelser, brugt mange veje: melodiske træffeøvelser, rytmiske øvelser, forskellige former for diktat osv. Den centrale fremgangsmåde er-do-,, og i stigende grad jo længere vi kommer frem, melodilæsningen. I det følgende skal gennem en række, punkter angives, hvorledes en melodi kan gennemgås og tilrettelægges for børnene; deraf kan man så vælge de punkter, man har brug for, når en bestemt melodi skal læses af børn på et bestemt standpunkt. Idealet er selvfølgelig, at enhver tilrettelæggelse falder væk, således at børnene arbejder helt selvstændigt. 1. tællenoden bestemmes. 2. hvad tæller vi til i hver takt? 3. taktarten. 4. optakt? 5. nodeværdier, pauser. 6. rytmisk analyse. 7. markering af rytmen. 8. faste fortegn. 9. hvor ligger de små toner? 10. meloditonernes navne. 11. intervallerne, ikke kærte intervaller opløses i hærte dille sekst fx. en lille tone over en kvint osv.). 12. melodien dur- eller mollagtig? eventuelt hvilken durtonart? 13. meloditonerne synges på en vokal uden hensyn til rytmen. 14. rnelodien synges rytmisk på en vokal.- -De punkter, man sidst lader falde, foruden 14, er 3 og 9.

Stiller man sig nu til slut det spørgsmål, hvor langt man i folkeskolen kan nå med dette system, og i hvor høj grad det opfylder de krav, vi har stillet til det, må svaret på det første spørgsmål blive: det ved vi endnu ikke. Tanken var den, at man med udgangen af 5. klasse skulde have gennemgået det diatoniske system, og at man de følgende år fortsatte ined. det udvidede diatoniske systein og eventuelt gennemførte en musiklære ud over dette. Men selv om disse mål ikke fuldtud nås, så har systemet dog den fordel, at man kan standse på et tidligere standpunkt og dog have bibragt børnene en bedre underbygget, udvidet musikalsk følelse, der undviger al ensidighed; hertil kommer, at børnene selv kan anvende det, de har lært, er det end nok så lidt, uden hjælp fra andre. Det andet spørgsmål er vanskeligere at besvare, det er ikke let at granske hjærte og nyrer, endsige.afgøre hvilke musikalske fornemmelser, der behersker et barns opfattelse af en melodi. De efterfølgende to små melodier må da også kun opfattes som et lille sandsynlighedsbevis. Drengen, der skrev dem, var på det tidspunkt 10 år gammel og havde i godt et år fået udvidet sangundervisning (6 timer om ugen, hvoraf dog kun de tre indbefattede hørelære) på sankt annæ vester skole i København. Drengen, der ikke er et vidunderbarn, har uopfordret skrevet både melodi og tekst; begge melodier er udpræget vokale, den første (aftensang) pentatont præget dorisk, den anden (morgensang) ren dur. Så smukt, så selvstændigt, og dog så fælles kan altså to tonale fornemmelser rummes i et barn.

(nodeeksempel)

AFTENSANG

Solen synker nok så smukt,
natten falder på.
Gøgen kukker gemt i løvet,
godtfolk hjemad gå.*)

Fuglen lægger sig til ro
i sin lille rede.
Kirkeklokken kimer mildt,
vækker fred og glæde.

Tågen lægger sig så tæt
over mark og vænge.
Bonden trækker koen hjem
fra de våde enge.

*) Næstsidste meloditone bliver i dette vers en fjerdedel.

MORGENSANG

Morgenhanen galer lydt,
natten er nu omme.
Bonden trækker koen ud
til de marker tomme.

Solen titter frem bag sky,
frøer i mosen kvækker.
Flagermusen søger ly,
blomst mod lys sig strækker.

INTERVALHÅNDTEGN

lille tone: 2. og 3. finger strakt samlet, de andre skjult i hånden.
stor tone: 2. og 3. finger strakt spredt, de andre skjult i hånden.
lille terts: 1., 2. og 3. finger strakt samlet, 1. synlig ovenpå 2. finger, 4. og 5. skjult.
stor terts: 1., 2. og 3. finger strakt spredt, 4. og 5. skjult.
kvart: 2., 3., 4. og 5. finger strakt samlet, 1. skjult.
(forstørret kvart: 2., 3., 4. og 5. finger strakt spredt, 1. skjult.
formindsket kvint: alle fingre strakt samlet.)
kvint: alle fingre strakt spredt.
(lille sekst: 2. og 5. finger strakt, de andre skjult.
stor sekst: 1., 2. og 5. finger strakt spredt, de andre skjult.
lille septim: 2., 3. og 5. finger strakt, de andre skjult.
stor septim: 1., 2., 3. og 5. finger strakt spredt, 4. skjult.)

Intervaltegnene udføres med håndryggen mod eleven, et stigende interval angives ved, at underarmen føres fra vandret til lodret stilling, et faldende interval angives omvendt; eleverne kan på denne måde altid se, hvor de skal bevæge sig hen. Der skiftes først tone, når armen bevæger sig, ikke når fingrene skifter stilling. Tegnene er rene intervaltegn, altså ikke trinbetegnelser i en durskala.

EKSEMPLER PÅ MELODIØVELSER TIL DET PENTATONE SYSTEM

(nodeeksempler)

Kolonnen til venstre angiver hvilke toner, der er benyttet i de overfor stående. øvelser; tillige viser den den gradvise opskrivning på klassetavlen. af de lærte toner. Opskrivningen fortsætter udover det viste med de manglende toner, hvortil. kommer be'er og krydser, indtil nodetavlen, der er afbildet pag. 88, kan bringes. i anvendelse. øvelserne er taget fra Gunnar Heerup: »øvelser til melodilæsning« hæfte I, der omfatter øvelser indenfor det pentatone system. De falder i 10 grupper,, svarende til eksempelnumrene og benytter følgende materiale:

c. f. kvart

2. c. f. g. kvart. kvint.

3. c. f. g.

4. c. d. f.

5. e. d. f. g. a. kvart. kvint. stor tone.

6. - c. d. f. g. a. c. kvart. kvint. stor tone.

7. c. d. f. g. a. c. kvart. kvint. stor tone. oktav.

s. c. d. f. g. a. e. d. kvart. kvint. stor tone. oktav.

9. c. d. f. g. a. e. d. kvart. kvint. stor tone. oktav. lille terts.
lo. e. d. f. g. a. c. d. kvart. kvint. stor tone. oktav. lille terts. stor terts.