Mekanisk musik

Af
| DMT Årgang 9 (1934) nr. 06 - side 132-133

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MEKANISK MUSIK VED JURGEN BALZER

Regal:
Cl.: Columbia (Skandinavisk Grammofon A/S)
HMV.: His Masters Voice
Pol.: Polydor og Polyphon (Nordisk Polyphon A/S)
Br.: Brunswick

1/ J. S. Bach: Sonate for violin solo i d-moll. (HMV. DB. 1422-24 å 6,50 kr.).

Udførelsen ved Adolf Busch er forbilledlig for Bach-spil på moderne violin. Især er gengivelsen af chaconnen så storslået, at vi kraftigt vil tilråde vore violinspillere at gøre sig bekendt med disse plader.

fi Mo Zart: Klaverkvartet i g-moll. (K-5chel 478). (HIM'. DB. 2155-58 å 6,50 kr.).

Optagelsen ved Pro Arte kvartettens medlemmer og Arthur Schnabel er musikalsk god, teknisk gør der sig de samme forhold gældende som ved Faurés kvartet.

fi Gabriel Fauré: ler. Quatuor pour piano, violon, viola et violoncelle, c-moll, op. 15. (HNIV. D. 2106-09 ~i 6,50 kr.

Fauré er desværre en ret ukendt komponist herhjemme. På den tid, da hans værker var nye, blev han som så mange andre overdøvet af støjen omkring Wagner, og senere var der så mange andre kunstnere af gallisk oprindelse, der lagde beslag på vor opmærksom

hed. Kendt er han kun fra sine sange og fra orkestersuiten af musikken til »Pelléas og Mélisande«. - Denne hans første klaverkvartet er for så vidt typisk for ham, som den viser os den intelligente lyriker med den for den førimpressionistiske franske romantik karakteristiske fastholden ved de klassiske former. Stilen er klar o,, «ennemsigtig, stemningen lys trods moll-tonarten, udpræget intim musik uden store kontraster. - De akustiske vanskeligheder ved optagelsen af kammermusik med klaver er store. Klaverets metalliske klang forener sig slet med strygernes timbre. Fænomenet er kendt fra

g koncertsalen. Den foreliggende optagelse er en løsning, men næppe helt tilfredsstillende. - Ensemblets navne er for størstedelen ukendte herhjemme. Henri Merckel og Eliane Zurfluh-Tenroe er begge fordelagtigt kendt fra tidligere optagels~r og i det store og. hele er udførelsen god.

fi Jean Sibelius: Symfoni nr. 1, e-moll, op. 39. (Cl. LX. 65-69 å 6,50 kr.).

Optagelsen, der er foretaget i Westminst er Central Hall, er teknisk set god, musikalsk noget ringere, væsentlig på grund af det anonyme orkesters manglende præcision i indsatserne. Robert Kajanus er dirigent.

JAZZ

Chick Webbs orkester har en udmærket indspilning af »On the sunny side of the street« og »Get together« (Cl.). Webb viser sig i den førstnævnte som trompetist og sanger i Armstrongs stil. Den anden side er præget af orkestre,t og har en dynamisk meget interessant slutning.

Fletcher Hendersons orkester har i »Nagasaki« - »Night life« (Cl.) præsteret en af årets bedste plader, hvor man især må fremhæ-ve sammenspillet af brasskoret og tenorsaxofonen (Colman Hawkins).

Horace Hendersons »Happ_q feet« (Parl.) når omtrent samme højde. Klaversoloen her er forbilledlig.

Duke Ellingtons »Dagbreak express« (HNIV) har vakt en del sensation og ikke uberettiget. Kompositionen skildrer et exprestogs fart og - som rimeligt er

har det programmatiske skadet det musikalske, dog uden at ødelægge. Or

kestrets tekniske dygtighed synes stadig at stige.

Et nyt orkester er Jimmie Luncefords, som spiller »Chillun get up« og »Jazznocracy« (HNIV). Den første brillerer med et dygtigt mandskor og saxkor og med et knap så godt arrangement, men stilen er fortræffelig og gruppespillet virtuost.

Blandt de mere solistisk prægede plader bør nævnes Frankie Trumbauers »singing the blues« (Parl.), spillet i den klassiske hvide stil med sobre improvisationer. Og der er to soloplader med tenorsaxofonisten Coleman Hawkins og pianisten Buck Washington: »On the sunny side of the street« - »I ain't got nobody« og »It sends me« (Parl.). Bag~ siden af sidstnævnte er en glimrende pianosolo af Buck Washington.

Joe Venutis blue six er stadig det fine kammerensemble i »Doin'the uptown lowdown« (Cl.).

Negersangerinden Ethel Waters har indsunget »I can't glive you anything but love« og »Porgjy« (Br.), akkompagneret af Ellingtons orkester. Porgy er blevet lidt romanceagtig, men den anden melodi har Ethel Waters gjort meget smukt, dog er slutningen overspændt. Smukt virker overgangen fra det quasiurytmiske verse til refrainet, hvor orkestret og rytmen s,-?etter ind.