Olaf Jacobsens klaverpædagogik

OLAF JACOBSENS KLAVERPÆDAGOGIK

AF KNUD LEOPOLD NIELSEN

I den sidste halve Snes Aar er der indenfor Musikpædagogikken sket et mægtigt. Omslag. Meget gammelt og forældet er kastet bort, og i Stedet er noget nyt, men i nogle Tilfælde ogsaa noget umodent vokset frem. At der er Røre omkring en Sag er kun af det Gode, det skaber Interesse og animerer den enkelte til at arbejde og sætte sig ind i det nye, der - er oppe i Tiden. I den tyske Musiklitteratur findes et Utal af Bøger om disse nye Foreteelser, men i Reglen omhandler de kun en speciel Gren indenfor Undervisningen. Hvis de omhandler Musikpædagogik i al Almindelighed, er de ofte saa omstændelige, at Interessen svækkes under Læsningen.

Herhjemme har den kendte Musikpædagog Olaf Jacobsen med sin Bog »Klaverpædagogik« afhjulpet et virkeligt Savn; den er skrevet klart, kort og præcist. Nogle vil maaske mene, at enkelte af de behandlede Spørgsm;aal er saa ligetil, at de ikke behøvede at omtales, men der har Olaf Jacobsen netop sin Styrke. Ligesom han forstaar den Kunst at stille sig paa Elevens Standpunkt, saaledes forstaar han ogsaa at stille sig paa den i den nyere Pædagogik uindviede Lærers, og bygger derfor alt op fra Gru nden.

Naar Olaf Jacobsen i Forordet af Bogen bemærker, at det hovedsageligt er Elementarundervisningen, han beskæftiger sig med, er det netop det centrale Punkt indenfor Pædagogikken, han er slaaet, ned paa. Det er ikke en bestemt Fremgangsmaade, han vil kanonisere; dertil er han for klog og psykologisk forstaaende en Pædag,og. Undervisningen kan ikke være ens overfor to Elever, alle er de forskellige og har Vanskelighederne paa hver sit Omraade. Olaf Jacobsen forsøger rent psykologisk at forstaa Eleverne, forstaa deres Hæmninger og Vanskeligheder og gradvis, uden det mærkes, frigøre dem saaledes, at de musikalske Hindringer overvindes.

I det første Kapitel »Klaverlæreruddannelsen« klarlægges det, hvorledes den alvorligt arbejdende Pædagog ikke blot m.aa, interessere sig for sin egen og Elevens rent spilletekniske Kunnen, men ogsaa grundigt maa sætte sig ind i Musikteori, Musikhistorie og Hørelære, og hvad der igen falder ind under disse Fag saasom. Formlære, Rytmelære o. s. v., saaledes at Pædagogen stadig og gradvis paa en levende Maade kan delagtiggøre og interessere Eleven for disse Ting.

Disse Studier vil maaske for nogle synes uoverkommelige, men dertil bemærker Olaf Jacobsen, at Studiet af det ene Fag er Nøglen til det næste, saaledes at der til sidst kommer et Hele ud deraf. Naturligvis maa. Elevernes instrumentelle Færdighed udvikles, men det alene er ikke tilstrækkeligt; de maa lære at forstaa Musik paa en saadan Maade, at de kan lytte og komme i personlig Kontakt med den.

I »den nyere Pædagogik«, som er et uhyre interessant Kapitel, slaas kraftigt til Lyd for det urigtige ved al Tvang indenfor Undervisningen. Ved en forkert Indstilling fra Lærerens Side føler hæmmede og nervøse Elever sig endnu mere ufri, og det rent musikalske faar ikke sin frie Udløsning.

Med sin ualmindelige Sans for det psykologiske i Undervisningen paapeger Olaf Jacobsen, hvorledes det gælder om først og fremmest at gøre Eleven interesseret. Er det en Elev med ringe Evner, maa man langsomt'bygge op paa det lidet, der er, og undgaa al forceret Paavirkning. Selvfølgelig kræver det fra Pædagogens Side en uhyre Overlegenhed og Beherskelse at kunne sætte sig paa Elevernes Niveau, se det ud fra deres Formaaen og Kunnen og derfra hjælpe.dem. videre. I de følgende Afsnit om »Nodelæsning«, »Takt og Rytme« samt »Hørelære« er der en Mængde gode Impulser, som enhver Pædagog vil have Gavn af. I Kapitlet om »Skalaspil« er Olaf Jacobsen inde paa en Fremgangsmaade, som maaske er en Del Lærere fremmed, men som efter min Mening er god, nemlig Skalaens Opbygning udfra femtone Skalaen. I Stedet for straks at øve hele Skalarækken nøjes man med de fem første. Toner, der svarer til de femtonige Stykker, Eleven i øjeblikket beskæftiger sig med. Den øves ud fra alle Toner, saaledes at Eleven uden Vanskelighed kan transponere. Derefter medtages Ledetonen under den femtonige Skalas Grundtone og til slut det sjette Trin, hvorved hele Skalarækkens Toner er gennemgaaede. Ligeledes indøves gradvis de forskellige Kadencer, og Eleven forsøger at sætte Bas til nogle enkle Melodier.

Derefter følger en klar og grundig Gennemgang af Fremgangsmaaden ved Olaf Jacobsens og Otto Mortensens Klaverskole. Jeg vil bestemt raade de Pædagoger, der bruger denne Skole, til nøje at sætte sig ind i disse Anvisninger, som afgjort er et kolossalt Hjælpemiddel. Senere i Bogen gives nogle Raad angaaende Indstudering af musikalske Opgaver. Ogsaa her maa Læreren være klar over, at hver Elev skal have det paa sin Facon ud fra den Indstilling og Evne, Vedkommende har.

Et Kapitel om Undervisningsrepertoire er ligeledes en glimrende Hjælp for Pædagogerne - mon vi ikke alle har været ude for Tilfældet: Hvad skal jeg nu give min Elev at spille? Jeg tror, man som Regel vil finde Stikordet her, hvor der anføres et udmærket Repertoire svarende til de forskellige Elevers Alder og tekniske Standpunkt. Bogen slutter med en Samling Musikdiktater i Tilslutning til Klaverskolen, dels een og tostemmige i Dur og Mol, dels Kirketonarter.

Om Teknik har Ole Willumsen skrevet en halv Snes Sider, som jeg ikke her nærmere vil komme ind paa. Sagen er i denne Forbindelse ikke af saa stor Betydning, især da den ikke kan behandles fyldestgørende indenfor saa snævre Rammer.

Efter hvert Kapitel findes der i Bogen henvist til saavel dansk som udenlandsk Litteratur, der yderligere uddyber det givne Emne. Olaf Jacobsens Klaverpædagogik har Bud til alle Pædagoger; ingen maa paa Forhaand antage at vide fuld Besked om disse Spørgsmaal; der vil altid være noget at lære, altid et Fingerpeg eller en Idé, der kan bringe lidt Fornyelse ind i Undervisningen. Paa den anden Side maa heller ingen have den Opfattelse, at bogen indeholder saa meget nyt, som de ikke vil kunne kapere. Her, som indenfor andre Fag, gælder det om ikke at staa i Stampe, men stadig udvide sine Kundskaber og herigennem bringe friske Pust ind i Arbejdet. Gennem hele Bogen mærker man Olaf Jacobsens dybe Indlevelse i Stoffet og hans alsidige Viden.

Olaf Jacobsen naaede, kun lige at se sin Bog udkomme, inden han i Forsommeren afgik ved Døden.

Jeg ved, han har arbejdet med Bogen gennem flere Aar, hvad der ogsaa fremgaar af hans Artikler i »Dansk Musiktidsskrift« 1930 og 31 om Hørelære, Undervisningsmusik og Rytmik. Han har stadig søgt nye Oplysninger, forandret og forbedret den, og det er sørgeligt, at han ikke selv naaede, at se den blive til Berigelse for alle os, for hvem den har Interesse. Den Glæde havde han heldigvis at se sin og Otto Mortensens Klaverskole vinde megen Anerkendelse og Udbredelse.

Ikke alene med disse to Værker har Olaf Jacobsen gjort sin Indsats i dansk Musikliv. Han indsaa tillige klart, at skulde den Sag, for hvilken han saa ivrig var Forkæmper, virkelig blive frugtbringende, maatte han faa andre til at forstaa og interessere sig for de nye Tanker. Han afholdt derfor Kursus, hvor han delagtiggjorde Pædagoger i sit Syn paa Tilrettelæggelsen af Undervisningen og gav dem Midlerne og Idéerne til selv at komme ind paa det nye Spor. Jeg har selv været Elev paa et af disse Kursus og har derfor paa nærmere Hold kunnet konstatere, hvilke glimrende Evner han havde til at tilrettelægge Tingene. Naar et Kursus sluttede, slap han ikke Forbindelsen med sine Elever, mien samlede dem jævnligt hos sig med Musikken som Midtpunkt eller til Drøftelse af nye Problemer indenfor Undervisningen.

Olaf Jacobsen var et ualmindelig fint og ærligt Menneske, altid parat til at hjælpe, naar nogen trængte til et Raad eller en Haandsrækning. For vort Musikliv betyder hans Død et stort Tab, og jeg ved, at der sammen med mig er en stor Skare Elever og Venner, der vil mindes ham i dyb Taknemlighed.