Stemmedannelsens betydning for korarbejdet Del 1

STEMMEDANNELSENS BETYDNING FOR KORARBEJDET, I

AF AGNETE ZACHARIAS

ET Kor's Sammensætning spiller en uhyre Rolle for Klangen. At der skal være Balance mellem de forskellige Stemmegrupper er en Selvfølge, men jeg tænker her paa et andet Forhold. Mangen uerfaren Dirigent ønsker sig maaske et Kor af lutter Folk, der har lært at synge, og tænker: med et saadant Materiale maa jeg da kunne faa en vidunderlig Klang! Men han forregner sig. Han har glemt, at der er noget, der hedder »Sangmetoder«! Den ene synger maaske fladt i den Tro, at det er lyst, den anden »knødler« og mener, at han er karakterfuld, den tredje »bævrer« i Haab om at være sjælfuld o. s. v. Med et saadant Kor vilde han være ilde faren, det stiller i Virkeligheden uhyre Krav til Dirigenten, han maa være i Besiddelse af megen Myndighed, god Smag og stor Klangsans for at bringe alle »under een Hat« og faa. hver af de »individuelle Sangere« til at føle sig som et Atom i en Helhed af Hensyn til det kunstneriske Resultat. Idealet for en Dirigent maa, efter min Mening, være at faa et Kor af lutter friske, ufordærvede Stemmer, der aldrig har faaet Sangundervisning, men som han nu selv kan opdrage baade musikalsk og klangligt.

Alle Korledere og Korsangere har ganske bestemte Problemer at kæmpe med, saavel stemmelige som musikalske. De maa ikke overanstrenge Stemmerne - selv ved lange, energiske Prøver, de skal tilstræbe en smuk Klang og en tydelig Tekstudtale og søge at opnaa størst mulig Renhed, rytmisk Præcision og god Nuancering. Jeg skal nu forsøge at vise, i hvor høj Grad Sangteknikken her kan træde hjælpende til. Allerførst vil jeg gerne ramme en Pæl igennem den ret udbredte Teori, at et Menneske, der synger falsk, sikkert er umusikalsk. Det skyldes ofte, at Resonansen ikke er rigtig udnyttet, eller at Registerovergangene ikke er tilstrækkeligt egaliserede, men herom senere. Naar Deltagelse i Korsang kan være ødelæggende for Stemmen, skyldes det, at man der er berøvet sin vigtigste Hjælpekilde - nemlig øret! Enhver ved, at man, naar man synger i Flok, kun hører sine Naboer eller dem, der staar bagved En; man bliver derfor ikke i Tide advaret af sit øre, hvis man bruger Stemmen galt, men er tilbøjelig til »at skraale løs af karsken Bælg«, til man er blevet hæs eller føler sig træt i Halsen. Denne - i og for sig forstaaelige - Trang til at kontrollere sin Syngemaade forleder af og til Korsangere til at prøve at overdøve de omkringstaaende; man kan forestille sig Resultatet! Hvis vi blot kunde naa saa vidt, at enhver Korleder ansaa det for sin Pligt ikke blot at være musikalsk velfunderet, men ogsaa at have sat sig ind i Grundprincipperne for naturlig og hygiejnisk Stemmedannelse, kunde Korsangen herhjemme komme op i et højere, Plan. En Dirigent bør nemlig ikke nøjes med at forlange, at hans Kor skal synge »rent, smukt, pp,« o. s. v., men skal ogsaa kunne klargøre, hvorledes disse Resultater kan opnaas ad sangteknisk Vej. Sangerne mistænkes af og til med Urette for Sjuskeri og Glemsomhed, naar de trods gentagne Paamindelser fra Dirigentens Side - vedblivende synger udviskede Punkteringer og mangelfulde Nuancer; det skyldes tit svigtende Herredømme over Stemmen og ikke manglende Omtanke og god Vilje. En Ting, jeg her meget gerne vil henlede Dirigenternes Opmærksomhed paa, er den: at ikke saa faa musikalske Sangere faar ødelagt deres Stemmer ved at blive placeret i Stemmegrupper, hvor der menes at være store rytmiske eller intervalmæssige Vanskeligheder, uden Hensyntagen til deres Stemmers naturlige Omfang og Klangfarve. Vi kender jo alle den lille lyse, flade Sopran, som maa. synge Alt, fordi »hun er saa flink til at holde Stemmen«, eller Barytonen, der maa. »klemme ubegrænset« i Højden for at synge Tenor, fordi saadanne sjældent findes i tilstrækkeligt Antal.

Lad os nu gaa over til at se paa det menneskelige Instrument og dets Virkemaade, før vi beskæftiger os med, hvad vi selv kan bidrage til at forædle og smidiggøre det. Stemmen hører ifølge sin Natur til Blæseinstrumenterne, da den opstaar ved Hjælp af en Luftstrøm. I sin Virkemaade ligner den Orglet, idet vi bruger vore Lunger som Blæsebælg og af vore Resonansrum danner et Klangrør, som svarer til en Orgelpibe, nærmere, betegnet Tungepibe. Det egentlige Stemmeapparat har sin Plads inde i Strubehovedet og bestaar af to læbeformige Fremspring, der fra Strubehovedets Sidevægge, rager ind mod Midten og saaledes indsnævrer Røret fra Side til Side. Disse to fremspringende Legemer kaldes Stemmelæberne, for det er dem, der, ved at sættes i Svingninger af Luftstrømmen, omdanner denne til Tonebølger og derved frembringer Stemmen. Stemmelæberne har en dobbelt Bevægelighed. Dels kan de nærmes til og fjernes fra hinanden, hvorved den mellemliggende Stemmeridse indsnævres, og udvides, og dels kan de strammes i deres Længderetning. Den første af disse Bevægelser er bestemmende for, hvorvidt der overhovedet kan frembringes Stemme eller ej. Naar Stemmelæberne er fjernede fra hinanden, kan de nemlig ikke sættes i Svingning af Luftstrømmen, der strømmer upaavirket igennem. For at frembringe Stemme maa Stemmelæberne nærmes, saa at de enten berører hinanden, eller der kun er en ganske smal Ridse imellem. Stemmelæbernes Stramning i deres Længderetning, forfra - bagtil, kaldes den ydre Spænding; strammes de indefra - ved Spænding af den i selve Stemmelæben liggende Muskel - kaldes det: den indre Spænding. Ved Tonedannelsen spiller disse to Spændingsmaader en vidt forskellig Rolle. Mens den ydre Spænding ganske simpelt trækker i Stemmelæberne med forskellig Kraft og derved direkte forandrer Tonens Højde, indvirker den indre Spænding hovedsagelig paa Stemmelæbernes Form og Svingningsmaade og udøver derigennem sin Indflydelse paa den frembragte Tones Egenskaber. Vi tænker os nu, at der er opstaaet. en Tone ved et Samarbejde imellem Luftstrømmen og Stemmelæberne, og vil saa følge den paa dens Vej. Den Tone, der nu er blevet til, er nemlig ikke tilstrækkelig i sig selv, den maa forstærkes og forskønnes gennem Resanansen, før den naar ud til det menneskelige øre.

Blandt Sanglærere er den Opfattelse vist endnu ikke helt udryddet, at Tonen fra Stemmeridsen skal ledes paa en bestemt Maade, saaledes at den »slaar an« paa et eller andet Sted i Luftvejenes Vægge, f. Eks. den haarde Gane. En saadan vilkaarlig Leden af Lydbølgerne er dog fysisk ikke mulig, da de udbreder sig overalt, hvor der blot er Plads for dem. Fastholder vi derimod Billedet af Stemmens Lighed med Orglet, vil vi forstaa, at Tonens resonatoriske Omformning finder Sted i vor »private Orgelpibe«, d. v. s.: de øvrige Strubehovedrum, Svælget, Næsehulen og Mundhulen samt det lille Læberum. Disse Rum har snart Karakter af kubiske Hulrum, snart af videre eller snævrere Rør. Naar vi tit ved Sang og Tale kan iagttage tydelige Vibrationer f. Eks. i Hovedets Knogler eller i Brystet, saa er dette ikke Tegn paa, at disse spiller nogen Rolle for Tonedannelsen, men betyder kun, at Svingningerne fra Hulrummene forplanter sig over paa Væggene. Da vi ikke som Orglet kun skal frembringe Toner, men ogsaa Ord, har Stemmen endnu en Opgave tilbage. Den skal give Liv til Vokalerne og de klingende Konsonanter, før den slippes ud i Verden. Ved at indstille Mundhulen paa forskellig Maade former vi Vokalerne, Konsonanterne frembringes ved en lokal Indsnævring eller et Lukke et bestemt Sted i Mundhulen.

Nu samler jeg i een Sum de vigtigste Faktorer, vi har at arbejde med: Aandedrættet, Stemmelæbefunktionen, Resonansen, og Artikulationen (Sproglydenes Dannelse). For at Resultatet kan blive helt tilfredsstillende, maa Samarbejdet mellem disse fire Grundelelilenter være nøje afpasset, saa ikke noget af dem forsømmes til Fordel for de andre. Af det foran sagte vil det være indlysende, at man bør vogte sig for »Mirakelmetoder«, der lover glimrende Resultater udelukkende paa, Grund af Aandedrætsøvelser eller andet.

Nu vil maaske mange tænke: Det er vist altfor svært at lære at synge, jeg har virkelig ingen Fornemmelse i mine Stemmelæber eller Herredømme over min Tunge og Gane! Det er naturligvis rigtigt, men de Muskler, som vi ikke kan diktere noget direkte, lærer vi igennem hensigtsmæssige øvelser - at beherske indirekte. Jeg skal straks give et Eksempel herpaa. Hvis jeg beder Dem prøve at aande ind med det kombinerede Dybde-Aandedræt vil maaske mange sige: Hvad er det for noget? det kan jeg vist ikke! Men udtrykker jeg det paa en anden Maade, nemlig: Tænk Dem, at De indsuger Duften af en dejlig Rose, saa vil alle straks kunne være med og ved Indaandingen bruge netop de Muskler - Mellemgulvet og de nedre Ribbenshævere - som vi skal benytte, naar vi skal til at synge. Hvis den duftsugende Indaanding lykkes for Dem, har De den Forneminelse, at De bliver tykkere hele Vejen rundt om Livet. - Det er et blandt Sanglærere meget omdisputeret Problem, paa hvilken Maade, man skal opnaa den bedst mulige Aandedrætsstøtte. Det gælder jo ikke blot om at regulere Luftstrømmen, saa man faar Vejr nok til de sidste, Ord og Toner i Sætningen. - man skal ogsaa kunne forme et smukt cresc. og dim., og sidst men ikke mindst: man skal undlade at trætte Stemmelæberne. Arbejder vi med for stort Lufttryk, sker der nemlig eet af to: enten gaar noget af Luften igennem Stemmeridsen uden at blive omsat til Klang - i saa Fald bliver Tonen hæs, faar Bilyd - eller Stemmelæberne udfører et større Arbejde for at modarbejde dette. En af de vigtigste Egenskaber ved den ideale Tone er netop Ligevægtsforholdet. mellem Lufttrykket og Stemmelæbernes Kompression. Vil vi se at finde en praktisk og enkel Maade, paa hvilken disse Vanskeligheder kan overvindes, kan vi prøve at fortsætte Tanken om den duftsugende Indaanding, mens vi synger, - forestille os, at Duften er blevet forvandlet til Klang, vi ligesom suger ind gennem Næsen ude fra Luften - altsaa lige det omvendte af, hvad der virkelig sker. Vi opnaar derved den gradvise - ligesom modstreebende - Afslapning af Indaandingsmuskulaturen, uden at vi - paa Begynderstadiet - behøver at spekulere dybere over de faktiske Foreteelser.

Det næste Spørgsmaal er: hvad kan vi gøre for at forbedre Resonansen? Herved haaber vi nemlig at slaa to Fluer med eet Smæk: at mindske vort Kraftforbrug og samtidig opnaa større klanglig Kraft og Skønhed. Med en gunstig Resonansindstilling føler vi nemlig ikke Trang til at forcere Stemmen »for ligesom at faa den ud af Halsen«. Vi kan, ligesom ved Aandedrætsstøtten, her benytte et Trick: vi tænker os, at vi er meget søvnige og lige ved at komme til at gabe (prøv engang den Fornemmelse!), saa har vi de gunstigst mulige Pladsforhold i Svælget. Halsmusklerne og Underkæben skal være slappe, Tungen bør altid være bred og Spidsen altid ligge fremme ved Undermundens Fortænder ved Vokaldannelsen. Den bløde Ganes Stilling afhænger af de forskellige Sproglyd; ved de ustemte Konsonanter, f. Eks. p, f, s lukker vi helt af for Næsen, ved Nasalerne m, n, ng hænger Ganen slapt ned og ved Vokalerne indtager den Mellemstillinger, saaledes at Tonen kan gaa ud baade gennem Næsen og Munden. Hvorfor søger vi ved Gabefornemnielsen at skabe god Plads indvendig? Fordi den primære Tone, som opstaar i Struben, i sig rummer Overtoner, der skal forstærkes og forskønnes i Resonansrummene, og ved at gøre disse saa store som muligt, opnaar vi at forstærke de dybe Overtoner, der konsonerer med Grundtonen. Derved bliver Tonen rund, smuk, blød og varm. Har vi derimod indstillet uheldigt, saa der er daarlig Plads i Svælget, forstærkes de høje dissonerende Overtoner, hvorved Tonen klinger skarp og skrigende, hvis det -drejer sig om en kraftig Stemme, hvorimod en lille sløret Stemme forbliver klangfattig, og i begge Tilfælde bliver vi trætte af at synge og tale. For at faa Klangrøret »Orgelpiben« saa lang som mulig, skal man vogte sig for at synge med smilende Mundstilling; dette bevirker nemlig let, at Strubehovedet trækkes opad, hvorved Stemmen bliver flad og kedelig. (Den færdig uddannede Koncert- og Operasanger maa naturligvis være saa sikker i sin Teknik, at han kan tillade sig et hvilket som helst mimisk Udtryk, uden at det gaar ud over Klangen.)

Artikulationen, vil jeg komme nærmere ind paa i en følgende Artikel.

Vi har endnu eet tilbage at klarlægge, nemlig Registrene, som gennem Tiderne har givet Anledning til megen Begrebsforvirring, fordi de fleste Sangeres og Sanglæreres Fornemmelser og Teorier er i Strid med de videnskabeligt beviste Kendsgerninger. Jeg tænker her paa, at de fleste - lige op til vore Dage - tror, at Registrenes forskellige Klangfarve skyldes henholdsvis Hoved- og Brystresonans; man forveksler her det reelle med det tilsyneladende. Forskellen i Registrene skyldes Stemmelæbernes forskellige Form og Svingningsmaade. Inde i Stemmelæberne ligger en Muskel, der ligesom Stemmelæberne løber forfra bagtil. Naar denne Muskel spændes, bliver Stemmelæberne tykke og runde; de vil da svinge i deres fulde Bredde og derfor forholdsvis langsomt. Vi faar da det dybe Fuldregister (sædvanligt kaldet Brysttoner eller Brystregister). Holdes Stemmelæbemuskelen derimod slap, og Stemmelæberne trækkes ud paa langs, saa de bliver tynde og slanke, svinger kun Randene, og vi faar det høje Randregister (Hovedtoner, Hovedregister, hos Manden ogsaa kaldet Falset).

Indenfor hvert af disse Registre frembringes Højdeforskellen ved større eller mindre Længdespænding af Stemmelæberne, idet større Spænding giver højere Toner (som ved Stemning af Strengeinstrumenter). Mellem disse to Registre findes endnu eet, Mellemregisteret. Det fremkommer ved, at Stemmelæberne svinger med mere end Randene, men dog ikke i hele deres Bredde. Højdeforskellen indenfor dette Register kan frembringes paa to Maader: 1. ved at Stemmelæberne gøres, tyndere eller tykkere, 2. ved at de spændes mere eller mindre i Længderetningen. Foruden disse tre Registre findes endnu det saakaldte Kortregister, som dannes ved, at de slanke Stemmelæber lægges fast imod hinanden og kun aabner sig paa en mindre Strækning. Herved frembringes de allerhøjeste Toner, som vi kender f. Eks. fra de høje Koloratursopraner. Hos Mennesker, der ikke har lært at synge, høres i Reglen tydelige Overgange mellem de forskellige Registre; ofte er nogle Toner urene, hæse eller vaklevorne. At udjævne Overgangene mellem Registrene er en af de betydning,,,fuldeste Opgaver for Lærer og Elev og kræver lang Tid og Paapasselighed. Sundest er det i Begyndelsen at øve Stemmen pp. oppefraned, da man derved undgaar den Fare, at trække Fuldregistret og Mellemregistret for højt, op; det gælder nemlig om at frigøre Stemmen og gøre den let og smidig, inden man tilstræber at gøre den kraftig og metallisk.

Vi ser af det forudgaaende, at det gælder om først at lære at afslappe de Muskler, der kan træde hindrende i Vejen for den rigtige Resonans, og dernæst at lære at bruge de Muskler, i rigtigt Samarbejde, som tjener til at danne Tonen og forme Teksten.

De, der kunde ønske at sætte sig grundigere ind i alle disse Spørgsmaal, kan jeg anbefale at studere: Jørgen Forchhammer: Den menneskelige Stemme (Gyldendal), Viggo Forchhammer: Taleøvelser, 3. Udgave (Nyt nordisk Forlag), W. Talvi: Huru Röstorganen behärskas (Kulturförlaget, Stockholm), Dr. med. W. Reinecke: Die Kunst der idealen Tonbildung og: Praktischer Leitfaden der Gesangspädagogik (Verlag Dörffling und Franke, Leipzig).

Ved Gennemlæsningen af disse Bøger kan man ikke undgaa at opdage, at de lærde -her som overalt- er uenige paa visse Punkter. Men Forfatterne beriger os, hver paa sin Maade, med deres store Viden og ud fra deres personlige Erfaringer og Eksperimenter, og det er jo kun godt, at se en Sag belyst fra flere Sider.

Skulde nogle af Læserne være intereseret i at faa noget at vide om den desværre meget udbredte Sygdom: Phonasthenien (eller som den populært kaldes:: Præstesygen), der kan ramme baade Talere og Sangere, kan jeg varmt anbefale dem Professor Flatau's Bog: Die funktionelle Stimmschwäche (Phonasthenie), Verlag Georg Bürkner, Berlin-Charlottenburg. Behandlingen, eventuelt Helbredelsen at denne Stemmelidelse kræver imidlertid et langt Specialstudium og maa kun foretages i Samarbejde ined en Speciallæge; men det er ved denne som ved andre Sygdomme af fundamental Betydning at kunne konstatere dens Tilstedeværelse hos sig selv eller andre i Begyndelsesstadiet, hvor der endnu er Haab om fuldstændig Helbredelse.