Musikfesten i Oslo

Af
| DMT Årgang 9 (1934) nr. 08 - side 161-172

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MUSIKFESTEN I OSLO

AF RICHARD HOVE

FEST er en underlig Ting. Det er den forvirrende Skæring mellem Forventning og Erindring. Man gaar og
glæder sig længe forud og synes, Tiden gaar langsomt;
men endelig oprinder Festen, som altsaa er Forvirring,
Overbelastning af Indtryk, Møder, hvor man vedtager
nye Møder, som ikke kommer i Stand, eller kommer
til at bestaa af dem, der ikke kom til det første Mø~e, saaledes at
Indtrykket er, at man ikke kommer ud af Stedet, Prøver, Koncerter,
Udflugter, tilsidst Festbanket med mange Taler og mange Medaljer og
Ordner. - Hvordan gaar det egentlig til, at Musikens Folk faar saa
mange Stjerner? Til daglig synes man egentlig ikke, at Samfundet
særlig paaskønner eller har Brug for Komponisterne, men naar de
har naaet den passende Alder, lyner de skam alle fra de stive Skjortebryster.

Men 4 Timer efter Ban~ettens Afslutning kørte en Bil mig ind over Telemarken, og længe inden jeg naaede ned til Kristiansand, var den syvende Musikfest blevet borte under Indtrykket af Norges Fjelde øg endeløse. Skove, og nu skal jeg altsaa prøve at se, hvad der er tilbage i Erindringen af Osløfesten.

Festens Program er Læserne bekendt fra Tidsskriftets Septemberhæfte. - Fordelingen mellem Landene var den traditionelle og kan vel heller ikke være anderledes. - Altsaa gaar vi i Gang med at tygge Drøv paa den modtagne Sjæleføde, som ikke var lige nærende altsammen. - Der var unægtelig baade Hø og Kærne.

Først Svenskerne: De havde lagt deres Program med priseligt klare Linier. Fire store Værker, der i Sum vel nok repræsenterer svensk Musik i Dag paa rigtig og udtømmende Maade. - Hilding Rosenbergs Sinfonia da chiesa Nr. 1 indledede med et impressionistisk Billede af den ærværdige Domkirke - det var altsaa en Symfoni om en Kirke, ikke til at spille i en Kirke. Som det dæmpede Lys, der falder gennem de høje Vinduers gamle skønne Glasmalerier, sivede Klangene ned over os. Det virkede betagende - indledede smukt. - Men det blev staaende stille. Symfonien blev lang. Først mod Slutningen opdukkede 4er rigtig levende Melodi, ellers var det Klang og atter Klang, og desværre - dep- »nye Musiks« atonale Klangkomplekser er nærved at blive os lige saa velkendte og selvfølgelige som en formindsket Septimakkord. - Udskydelsen af den harmoniske Logik er en Forrin-. gelse af Musikens Midler; Evnen til Modtagelse af det musikalske Stof svækkes ved, at dette Stof i nogen Grad kun udvikles i den ene Dimension. - Jeg kender Værker af Rosenberg, som jeg vurderer højere, men der var alligevel god Mening i Valget af Væ- rket, der havde det højtidelige og festlige Drag, som Svenskerne har frem for nogen.

Det indledede virkelig Musikfesten.

Storsvensker af reneste Vand er ogsaa Ture Rangstrøm. - En underlig Komponist. - I al den Strøm af Musik, han har skrevet, lever en eneste Melodi, en eneste Klang, ens overalt, men hans egen - og Sverrigs. - Notturnoen for Sang og Orkester, til hans egne velmente og romantiske Vers, klinger, straaler og synger - og snakker om igen og Eftersnak -- laver Efterspil, som man havde været taknemlig for at være, fri for, fordi de træder den Stemning flad, som det var Meningen, de skulde uddybe. - Og saa er det vel netop som Sverrigs rige og skønne Natur, der ogsaq er noget ensidig i sin Skønhed, lidt overfrodig i sin romantiske Bedaarelse, der klinger og straaler.

Saa holdt vi Pause. - Pauserne var stærkt paaskønnede, Numre i de vældige Programmer - og gik over til en nyere Tid. Det vil sige, det troede vi da, men nogen europæisk orienteret Nutid findes. aaben~ bart ikke i svensk Musik.

Gøsta Nystroenis Sinfonia breve, som var alt andet end kort, interesserede. Den havde noget af den Fremdrift, som er i Pagt med Tiden, en thematisk Bevægelighed, som man ikke kunde lade være med at lægge Mærke til, og trods Brist og Ubehjælpsomheder i Instrumentationen, svag Træblæserbehandling og overdreven Bækkenglæde, var der frisk og stærk Orkesterklang over Værket og mange udsøgt smukke Episoder, og jeg tror, man skal mærke' sig Gøsta Nystroems Navn. Han er ganske ukendt hos os, og det skulde undre mig, om der ikke i hans Produktion var Værker, der havde Bud til et dansk Publikum, vi, der hørte hans Symphoni, husker hans Navn.

Og til sidst Sverrigs unge Haab, Gunnar de Frumerie med Variationer og Fuga for Klaver og Orkester. - Ak ja, jeg tror ikke, der i Danmark findes nogen 26-aarig Komponist, der kunde tænke sig at skrive saaledes; men han spillede dejligt Klaver, og alle' de Klaverting, der i hans unge Liv har begejstret ham, fik han med, men det der havde begejstret ham mest, var Chopin og Tschaikowsky. - Den: store Slutfuga. klang ud som selveste »1812« Ouverturen, man manglede kun de svære, Klokker.

- Der var engang for 30 Aar siden, hvor Fugaen ~ar en totalt' afdød' Form. Nu kan en Komponist 'med Agtelse for sig selv ikke slippe en Vind paa 4 Takter i Fagotten, uden det øjeblikkelig bliver til en Fuga. Det er en -ulidelig Maner, for det er de færreste af disse smaa eenstemmige Motiver, der virkelig egner sig til den Behandling. Fugaen er den sande og store Kulmination af et Themas Udvikling, men det er en Betingelse, at Themaet virkelig egner sig til kontrapunktisk Behandling, og det gør desværre mange af disse Themaer ikke. Man mærker den uhyre Afstand mellem den rent skolemæssige Bearbejdelse af Motivet og den fødte og naturlige Kontrapunktiver, som vi mødte den i Irgens Jensens vældige Passacaglia, der blev et af Musikfestens stærkeste Indtryk.

Der var en norsk Avis, der skrev, at Programudva Iget burde have skaanet os for at høre Koppels Klaverkoncert, det vil jeg ikke sige om Frumeries Variationer, for de var sikkert et Udtryk -for Sverrigs, Standpunkt og forsaavidt interessante, men de gav et forfærdende Udtryk for, hvor stærkt, Udviklingslinierne er adskilte i de to Nabo' lande.

Koncerten dirigeredes med Myndighed og intim Indlevelse i den lyriske svenske Tone af Gøteborgkapelmesteren Tor Mann, i hyem. man lærte en Musikerpersonlighed af største Værdi at kende, en Mand, man gør klogt i at regne med som en førende Skikkelse i skandinavisk Musik i Fremtiden.

Allerede Dagen efter sluttede Svenskerne deres Bidrag til Musikfesten med Sang og Kammermusik. Ei£ Kvartet af Albert Henneberg bragte lige saa lidt som Sangene noget nyt, og da vi derefter blev præsenteret for en absolut overflødig Violinsonate af Nordmanden Halfd n Cleve, saa vi efterhaanden noget mørkt paa Resultatet af Aftenen. - Vi saa frem over en halv Snes norske Sange, slet ikke daarlige Sager - jeg husker særlig Moaritz Ulfrstads to meget forskellige' '~Vandraren« og »Ekorn«, hvor den førstes Alvor og den andens spillende Lune virkede ved en god Kontrast, men efterhaanden som den anden Koncerttime gik til Ende, sløvedes man, og Sang paa Sang gled forbi, medens man sad og forundredes over, hvorfor disse Sange egentlig komponeres. - Det er dog kun Koncertmusik, og kan der ventes at blive Brug for dem, selv i den nærmeste Fremtid? Det er slet ikke talentløst, det udløser oftest en lille lyrisk Stemning, men hvem finder dem frem af de Bjerge af lige saa talentfulde og ganske ensstøbte Sange, som Musikhandlernes Hylder bugner af? De kræver en temmelig udviklet Klaverteknik og en betydelig sanglig Kunnen -for at, komme til deres Ret, og hvor er den i Dag paa private. Hænder? Hele Musikfestens Sangmasse gav i Grunden det tristeste Indtryk af den aandelige Formaalsløshed, der præger saa meget af den nutidige Musikskaben, og gav os Deltagere det stærkeste Indtryk af, at der nu maa gøres en alvorlig Indsats for at faa ændret Linierne for den skandinaviske Musikudveksling, som maa være Formaalet for de store Musikfester, hvis ikke Ungdommen i Lede skal vende Ryggen til disse. velmente Foranstaltninger, hvis Udbytte bliver kongelig The i Stedet for den fornyendé Blodsblanding, som Skandinavismen endnu den Dag i- Dag formaar at bringe os alle.

Og dóg blev den svensk-norske Kammermusikaften i den bogstaveligt ellevte Time en stor Oplevelse, fordi en virkelig Komponist fik Ordet. - Wilhelm Stenhammars F-Dur Strygekvartet er et Monument over Aarhundredskiftets' største Aandsforfinelse. Et Værk af en ren og stærk Karakter og en ædél Personlighed. Lad Stenhammar for Tiden være glemt og hans alvorlige og brede Værker forsvundne fra Konceftprograffimerne,' om 10-0 Aar vil man kunne tage disse Værker frem og, gennem deres Toner genopleve den borgerlige Kulturs sidste store Blomstring. - Deri viser et strengt og retlinet Borgersind i dets yderste Forfinelse. Detvaretdejligt,Værk,sommanlyttedetilmed Betagelse. Det 'udslettede al den forudgaaende Musik og betog os - og det blev dejligt spillet. Den svenske Barkel-Kvartet præsterede et absolut fuldendt Sanimenspil og en saa fremr . agende musikalsk Indlevelse i Stoffet, at jeg vil mene, at de netop med national svensk Musik - Berwald - Sten-ihammar - Rosenberg - vilde have en stor Mission i de endnu bestaaende, Kammermusikforeninger i Norge og Danmark.

Onsdag var det Danmarks Tur, og det blev os, der første Gang paa Musikfesten viste Fanen for den ny Tid. - Jeg skal ikke gaa til en fornyet Omtale ~af -Høffdings tredie Symphoni, jeg har ved flere, Lejligheder berømmet den, og jeg kan kun sige, at den stadig ved hvert nyt Møde holder, hvad Erindringen fra tidligere Opførelser lover og stadig- afdækker nye Skønheder. Denne Gang tror jeg, jeg var mest betaget af Andantens store stemningsfulde Skønhed og imponeret af, hvor godt Scherzoen, som jeg tidligere har anket over, alligevel føjede sig ind i Helheden. Orkestret imponerede os ved sit glimrende Spil i den meget moderne Opgave - senere, da vi hørte de nye Nordmænd, forstod vi det bedre.- Orkestret er virkelig vant til og indlevet med nutidig -Musik. - Men først og fremmest var det for os, der kender Høffdings Symphoni, en Sejr for Thomas Jensen. Paa fuldstændig ideel Maade ledede han sit Orkester gennem dette højbaarne og lyse Stykke Musik, som stod til Edv. Muneks vældige Solopgangsbillede paa Aulaens Bagvæg. Thomas Jensen rykkede med Musikfesten i Oslo ind i Rækken af Skandinaviens store Dirigenter, hans Indlevelsesevne over for de fire meget forskellige Værker, han dirigerede, viser -hans Sinds store Omfang, og den rythmiske, Nerve, der behersker hans Ledelse af Orkestret, opfattes sikkert og umiddelbart af alle Musikerne, og gjorde hver enkelt til en Enhed med hans kunstneriske Vilje.

- Efter'Høffdings Symphoni fulgte saa Riisagers Concertino for Trompet og Strygere. - Riisager staar sikkert paa et lykkeligt Punkt af sin Udvikling. Hans Haand er bleven let og sikker, han former sin Musik'rned det Smil, der kommer af Bevidstheden om Overlegenhed overfor Stoffet og en indre Sindets Rigdom, der bevirker, at han ikke. skal være »søgt« for at være original. Det egentlig afgørende er den bevægende Kraft, der gennemstrømmer hans Musik og bestandig fører os fremad i Stoffet paa en naturlig og i al sin overraskende Nyhed selvfølgelig Maade. Han griber, som de store gjorde det i Fortiden, Dagens folkelige Musik og former den i sin Aand til praktisk (»g levende Musik og realiserer, vistnok ene af alle i Dag, I. A. P. Schulz' Sætning om det tilsyneladende velkendte i den nye Tanke, og gør det netop i den ellers lidt oversete Koncertmusik. Det er Musik, der er skrevet for at høres og for at fornøje - det sande »Divertimento«. Og som hos de gamle udelukker denne muntre Musiceren ingenlunde den person

lige Fordybelse. Den korte langsomme Sats er af stor og intim Skønhed. Concertinoen blev mesterligt blæst af Arvid Degn, som lod Sølvtrompeten straale over Strygernes tætte Undergrund, saa man følte og glædede sig over den Klangens Kontrast, hvoraf Værket vel egentlig er udsprunget.

Modsætningen mellem Riisager og- Bentzon er stor. - »Photomontage« er kun tilsyneladende let Musik, bag det slentrende »ubekymrede Leben« ligger bidende Reflektion, det er vittigt som Tegninger af Blix. Knivskarpt i Stregen. Bentzon sysler genialt med Slaginstrumenterne, vrænger en Nazimarsch og arbejder samtidig »opbyggende« med sunde, stærke Strygermotiver. Klip af Livet, set af en lynende Intelligens, ikke nogen Partitagen, ingen Højtidelighed, men heller ikke noget Resultat. En bedsk Spøg af en overlegen Hjerne, som tilfældig har valgt sig Musiken som Udtryksmiddel. Det var afgjort Musikfestens mest »moderne« Musikstykke. Publikum sad let desorienterede, da det holdt op. Det interesserer, men man fryser. I et Glimt har man set Hjulet, der ubarmhjertigt slynger Skæbnerne imellem hinanden, og man slentrer knap saa ubekymrede ud af Stykket som ind.

Til Slut Koppels Klaverkoncert. - Hvilken Modsætning mellem Koppel og de Frumerie! Medens den unge Svensker sorgløst serverer os alt, hvad der er gaaet. igennem,hans Hænder og Hjerne i hans Studietid og naar et udvendigt og blændende Resultat, graver Koppel sig ned i Problemerne. Kun, den helt unge føler disse Problemer saa alvorligt og tvingende. Med Aarene opdager vi alle efterhaanden en evig Kontinuitet, som forbinder over alle Brud og Stilskifter. Men for Koppel er det den dødsens alvorlige Kamp med Tonestoffet, med Intervallet, Rythmen og Klangen, som det nu er hans Tur til at opleve og trænge til Bunds i. Det er let nok at se, hvem der har ført Koppel paa Sporet af denne afgørende Opgørelse. Det er Carl Nielsen og Bartok. Men det betydningsfulde ligger i den skaanselsløst personlige Fordybelse, Koppels Musik bærer Præg af. I den ligger det i dybeste Forstand lovende, som er den absolut rigtige Glose om denne Koncert, og derfor var det rigtigt, at Programudvalget tog denne Koncert med. For Koppels Navn bør man ogsaa. i de. andre skandinaviske Lande mærke sig-, m,an vil senere møde det i rigere og personligere Udfoldelse.

Saa stor og imponerende var Ungdommens Indsats i det danske Program, og større og stærkere føltes det ved den voldsomme Kontrast, den stod i til Koncertens anden Del, som dirigeredes af Kapel-mester Georg Høeberg. - Hvad er ældre dansk Tonekunst saa? Hakon ~Børresen, Louis Glass, Carl Nielsen og Fini Henriques. - Nu ved vi, hvorledes - Programudvalget var sammensat og spørger saa, hvorledes ,Resultatet kan blive saa fantasiløst. I de femten Aar, jeg har oplevet nordiske Musikfester, har Programmet set saaledes ud. Det er slet ,ikke det, at det er daarlig Musik. Af de fire Orkesterting var kun Glass: Havets Sang, under dansk Middel. Man konstaterer det'med Sorg, fordi Glass netop har skrevet personlig og stærk Musik, men denne symphoniske Digtning var en fæl, Tonefilm. Flere Gange steg -det oprørte Havs Vande op over Kapelmester Hdebe gs L, an Lokker

I

men de blev heldigvis paany besværgede, og tilsidst svømmede han lykkeligt ovenpaa de sidste Fløjtesprøjt og Harpeskvæt ind i dét store Meeresstille.

Det er altsaa ikke Kvaliteten, jeg vil anke over. Hakon Børresen ,er virkelig hjemme i Rollen som. »Den kongelige Gæst«, og Høeberg lod Kaneklokkerne ringe festligt. Carl Nielsens Sagadrøm er et stort og herligt Stykke, som Nordmændene og Svenskerne opfører langt of-tere end vi, og Finis Vølund Smed, har de kendte store Kanoners alt knusende Virkning - er for Resten ogsaa dejlig Musik, naar man kan frigøre sig for Irritation over de un,-~-egteligt fremtrædende Wagner Vendinger. Men det er den haabløse Mangel paa Fantasi i Programvalget, der kan bringe til Fortvivlelse. Var det en Afskedsfest for disse fortrinlige Herrer? Følte de, at den syvende nordiske Musikfest ogsaa var den sidste? Og at de maatte drikke af Virakens Ska,,aler endnu engang og behænges med Laurbærkranse som Møllehjul?

Gid det maa være et Memento for den unge Slægt, at den ikke stivner i ganske faa Navne, som bliver Gengangere ved hver Lejlighed, hvor dansk Musik skal repræsenteres. Gid Bentzon, Høffding og Riisager, som med saa glimrende Talent i Dag forsvarer dansk Musiks Stilling, ikke, naar de graa Haar melder sig ved Tindingerne, vil hage sig fas! wd Pladsen i Solen. - Selve Musikfesternes Problem dukker frem af dette. Musikfesterne maa, dersom de overhovedet skal have Betydning, være et Forum for Tidens nye Tanker, ikke et Sted, hvor man fastslaar vundne Resultater. Fra Musikfesterne skal Impulser udgaa til Dirigenter og Programvælgere, som maaske ikke direkte har Brug for de opførte Værker, men gennem dem bliver opmærksomme paa, Komponisten, og derved af hans Produktion kommer til at udvælge, hvad de har Brug for. - I Finland hørte vi, der havde øren at høre, .med, at der var noget at lytte efter hos Sæverud, Irgens Jensen ng Brustad, og vi fik det bekræftet i Oslo, men ikke en Tone af deres Værker naaede derfor frem til Offentligheden i Danmark. Vi bemærkede en eminent Dirigentbegavelse som Olaf Kielland, men han kon,,. derfor ikke en eneste lille Aften til at afløse Fritz Mahler »som Gæst«. Men til hvad Nytte da holde Musikfester? Jeg tror -ikke, det for deri nye Slægt betyder synderligt at blive bespist paa offentlig Bekostning ved Festbanketter, hvor Talerne staar og hælder varmt Vand lied. ad Ryggen paa hinanden og bagefter kritiserer hinanden sønder og sammen i Krogene, navnlig fordi vi ved, at de offentlige Midler, der medgaar til den megen »Fest«, dulmer de bevilgende Myndigheders ikke særlig vaagne Samvittighed overfor deres Pligter for Musikens Røgt og Pleje.

Man bemærkede. en Fornyelse paa Sangprogrammet med de 3 Sange af Laurids Lauridsen, ærlig og ægte Musik, som oven i Købet for Kosakmelodien og Havamaal aabenbarede. en Styrke, i Fantasien,' som overraskede, kun skulde Havamaalssangen ikke have været »sat i Ramme«. For- og Efterspil til en saa koncentreret Sætning« svækker kun Indtrykket. Laurids Lauridsen er en Mand, der har groet i Skygen, det er lidt sent at finde hans Navn frem, men der liggermaask Q. en Erkendelse af d-et, jeg ovenfor har fremsat, om Programmernes Ensidighed og Fantasiløshed baade, ved Musikfester og i det daglige. -- Ejendommeligt for Resten med Havamaal og Edda og Saga. Dette fællesnordiske Stof forener virkelig endnu Nordens Folk og inspirerer dybt. Det norske Programs Hovednummer var en ny Fortoning af Vøtvens Spaadom, men uligt mere dybtgaaende. var Sparre Olsens to Eddakvad, som jeg vil komme tilbage til i min Omtale af den norske Koncert.

Sv. E. Tarp var repræsenteret med en eneste lille Sang - for lidt til at man kan sige, at det var godt. Kun et Glimt og saa borte. Han maa. udrette større Ting, hvis hans Navn skal huskes i Skandinavien til næste Musikfest. Tænk om man havde givet ham de to overflødige.. Lange-Milller Sanges Plads, saa havde man maaske kunnet mærke sig hans Ansigt.

Og til Slut Kammermusiken. - Peder Grams Cellosonate. Ogsaa her spørger man, som ved Børresen og Glass, hvorfor? Er det som Formand i diverse Foreninger, og var der saa ikke Anledning til netop som Formand at give Plads for andre? Hvorfor er Ebbe Hamerik aldrig naaet frem til Musikfesternes Solskin, han har baade Kammermusik, Sange og maaske, allermest Anledning til at have faaet noget af den paa - mærkelig Vis begravede »Leonardomusik« at høre. Kort sagt, dersom de 60aarige havde haft Raad til at give lidt Plads for de 50aarige, f. Eks. Emilius Bangert, N. 0. Raasted, Rudolph Simonsen og Schierbeck. - Det havde været rimeligere at spille Ouverturen til »Féte. galante« end »Den kongelige Gæsf« og Bangerts Symphoni end Glass Havets Sang o. s. v.

Svenskerne var os overlegne i Programlæ-'gning. Deres Program var fast. Faa Navne, som' ikke var repræsenteret sidste Gang, og store Værker. Vort Program var i alt for høj Grad Kompromis.

Til sidst kom alligevel et Glimt af det helt rigtige med Rud. Im. Langgaards Strygekvartet. - Dens bidende Haan mod moderne Komposition er virkelig et mærkeligt Og helstøbt document humain, og det blev spillet af Rafn Kvartetten netop med den energiske Alvor og vrængende Sarkasme, som dette Stykke fordrer. Udførelsen var en Bedrift, saavidt som dette Stykke er udenfor enhver Stil, og dog er værdifuld, Musik.

Kammermusikkoncerten delte vi med Finnerne, hvis Stilling pa,-a denne Musikfest var den svageste. - Vaino Raitios langstrakte Klaverkvintet var opfyldt af et mægtigt og ligegyldigt Klaveretudestof. Det var i saadanne Kompositioner den gamle Stil løb ud. Afstanden fra Raitio til Stenhammar er svimlende, 'selvom den første er en Konsekvens af den sidste, og af alle Impressionismens Skoler tilsammen. Hvor fattig paa sand og levende følt Musik! - Ganske upretentiøs og yndefuld var derimod Erkki Melartins lille Blæsertrio, et dejligt Hvilepunkt. i Koncerten, uden særlig finsk Særpræg, men god og naturlig Musik. som man vil hdre izen med Glæde.

Og saa Sange. - Musikfesten gav et stærkt. Indtryk af, at det er her, det farligste Brud sker. Paa ingen Maade fik man Forstaaelsen af, at det netop er Sangen, der er i Færd med at nyoplive, Musikglæden, dertil havde et Kor været fornødent. Al denne Koncertsang gik os temmelig ligegyldig forbi. Og hvor manglede vi ogsaa. syngende Unddom. Værdige og dygtige Notabiliteter sang fra svensk, norsk og dansk Side, kun Finnerne mødte med en virkelig ung Stemme, Ester Ingma n, og det var ogsaa, blandt Finnerne, man følte Overbevisningen i Kompositionsformen. De har en Mand som Yrj,5 Kilpinen, en Heise-Natur, der sidder ved sit Klaver og af et poetisk Sind fremspinder en uendelig Række af skønne Sange. Han finder nye gode og karakteriserende Klaverakkompagnementer Og har stedse den rigtige Sangtone og den gode Forstaaelse af Digtet. Det minder om en svunden Tid og bærer .,dog vort eget urolige Sinds Præg. Den, der dyrker Romancesang, søger ikke forgæves til Kilpinen, og han var da ogsaa repræsenteret ved en hel Afdeling.

Derefter fulgte mindre kendte Finner med finsk Tekst og tydeligere finsk Farve, og nu kommer vi til det egentlig centrale: Hører Finnerne med til Skandinavien?

Saalænge Svensk-Finnerne var de kulturelt ledende i Finland, var der ingen Tvivl, men nu da Fennomanerne ganske har taget Ledelsen, er Finland os meget fjernt staaende baade i Race, Kultur, Sprog og Kunst. - Kalevala har intet fælles med Eddaen. - Dette er ikke sagt hverken i Uvenlighed eller Storagtighed, for vi har saa sandt intet at være storagtige af, og vi kan kun være glade ved en frivillig Tilslutning til vor Kultur, men det har ~orienterende Betydning. Selvfølgelig er Sibelius et universelt Geni, ganske som Carl Nielsen, men netop sammenlignet med Carl Nielsen 'vil man se, hvor lidt nordisk Sind, der er i Sibelius. Hans tunge f arveprægtige 7. Symphoni stammer fra Tscheremissiske- Egne og kender som hans øvrige Musik kun lidt til det lyse Højnorden. Sibelius naar paa Slutningen af sin Musikskaben stor Alvor og Sluttethed. Bestandig maa man mindes hans Ven, Maleren Gallén Kallelas mægtige, og dystre Fantasier. - Men Re ' sten af det finske Program stod os vist alle meget fjernt. Uuono Klamis Tscheremissiske Fantasi for Cello og Orkester var ikke alene asiatisk, men ogsaa yderst upraktisk for Instrumentet, som ofte kvaltes i det tykke Orkester, idet man maa, gaa ud fra, at Professor Schneevoigt, som i Paranthes lignede en forunderlig Krydsning mellem Borgmester Kaper og Robert Storm Petersen, gjorde, hvad han kunde for at hjælpe, Cellisten, der tilkastede ham bønlige Blikke, medens han sled uhørligt i Strengene. - Sulho, Rantas Concertino nærmede sig.mere til de nyere europæiske Strømninger, medens Madetojas japanske Balletsuite ikke lod sig opløse i de angivne Elementer, men fremtraadte som Orkesterimpressionisme i Almindelighed.

Helt interesseløs var Linnalas Andante for Strygere, og Aarre Merikantos Preludium og Fuga skuffede ogsaa de Forventninger, man paa Grundlag af hans Kammerkoncert i Helsingfors havde gjort sig til ham.

Og saa sluttede den finske Aften -med Selim Palmgrens fjerde Klaverkoncert, kaldet »April«, ikke ulig Palmgrens andre noget udvendige, men flot turnerede Klaverkoncerter, men det var trods alt den, der stod paa Broen til det øvrige Skandinavien. Der var Toner af Grieg og Svendsen, som gav Anelser om Vaarluft i Birkeskoven, Fossedur og blaa. Himmel efter Vintermørke. - Ilmari Hannikainen spillede den med den højeste pianistiske Fuldendelse, et skønt poetisk Anslag, et forrygende Brus over Klaviaturet og stolt Holdning over de brede Melodilinier, - og saa fik Schneevoigt 2 Laurbærkranse og Touche, og saa har vi kun den norske Koncert tilbage.

Norge stod overraskende stærkt paa Musikfesten. - Lader vi Halfdan Cleves Violinsonate gaa lige op med Peder Grams Cellosonate, saa er Restindtrykket overlegent. Orkesterprogrammet var, trods 8 Komponister var repræsenterede, overmaade egalt i Sammensætningen. Navnene gav Afveksling, men ikke Splittelse.

Irgens Jensens Passacaglia var maaske nok Musikfestens stæ- rkeste Indtryk. Det var gedigen Musik. Uden Skelen til nogen Retning eller Skole, snarere gammeldags end moderne, bragte det en saa ærlig og personlig Musik, at alle maatte bøje. sig. Som i Finland med Klaverkvintetten maatte man konstatere nogen Brahmspaavirkning. Det er utvivlsomt Finalen af Brahms E-moll Symphoni, der er det bevidste eller ubevidste Forbillede - saadan noget som Basunstedet har Irgens Jensen ogsaa; men Hovedsagen er, at han fuldstændig fylder den valgte Form med et personligt Musikindhold, og navnlig at han skriver en fuldstændig naturlig kontrapunktisk Stil. Hans Themaer er født til kontrapunktisk Behandling. Og saa skaber han endda deraf et Tonebillede, der synes at favne hele Norge. Det var et stort Stykke Musik. - Mon det ikke var, hvad man kalder et Gennembrud?

Efter det, som en munter Scherzo Pauline Halls - Markedsgøgl.

Let men talentfuld Musik, der dækkedes af sin' franske Titel, men netop var, hvad man trængte til ovenpaa den tunge Indledning for atter at være, klar til at møde det tungere Skyts igen.

Disse to Stykker dirigeredes af Odd Griiner Hegge, og man studsede.

For os fremmede, der havde mødt Olav Kielland allerede i Finland, var han Indbegrebet af hele Norge. Hans aabne frejdige Væsen og begejstrede Indsats for sit Lands Musik gjorde, at vi uvilkaarligt tog ham for hele Norge. Der staar et herligt norsk Vejr om Olav Kielland; men saa viser det sig, at Norge har to helt jævnbyrdige Dirigenter.

For Griiner Hegge var sandelig ogsaa en Dirigent af Kvalitet, en roligt og klarttænkende Musiker, der ledede sit Orkester, saa det redegjorde for hver enkelt af hans Ideer, og hans Ideer var rigtige. Ingen, der hørte ham, glemmer i Indtrykkenes Masse hans Indsats.

Som tredie Nummer diriger~de Bjarne Brustad sin egen Rapsodi for Fiolin og Orkester med den spr- æellevende Spillemand Ernst Glaser paa Solopartiet.

Det er næsten mere, end jeg kan naa, at gøre. Rede for dette Stykke, som I aabenbart. betyder ganske overordentlig meget personligt for sin Skaber. Det er Brustads absolute Bekenden sig til Folkemusiken i dens oprindelige Form og Klang, den norske Folkevise hg Danserythme. Maaske noget mere, end vi synes om. Hans Maade at bruge Folkevisen kunstnerisk paa hørte vi i Vinter navnlig i den prægtige Violinsolosonate, Glaser spillede, da de besøgte, os hernede, men den er her gjort til den absolute Hovedsag og virker som saadan lidt stærkt paa os. Rapsodien er ellers kompositionsmæssigt i Slægt med Riisagers Concertino, den samme friske og frie Musiceren og paa een Gang populære Tone og raffinerede Teknik. Og hvad der navnlig gør et Fællesskab nærliggende, er den personlige Tone, de begge anslaar i den korte langsomme Sats. - Jeg tror, vi skal regne med Bjarne Brustad som et særpræget, norsk Navn i nordisk Tonekunst, og jeg tror, han som saadan vil faa. stor Betydning i den skandinaviske Musikkultur. -

Efter Pausen var det saa Olav Kiellands Tur, og herligt lod han Halvorsens Symphonisats klinge gennem Salen som en Hilsen fra det gamle Norge. Ikke anmasset frem til at skulle fylde et halvt Program som hos Danskerne med Selvfølgelighedernes Gentagelse, men netop -som et frisk Tone fra det forrige Slægtleds'stormende Ungdom.

Derefter - i alle Fald for mig - ganske overraskende Sparre Olsens to Eddakvad. - Om Gerda, hvis Arme Himmel og Hav lyste af, og et Velkomstkvad af »Svipdagsmaal«. Begge Digte tonesatte denne - ,~idunderlige Oldtidsdigtning værdigt. Et af de sjældne Tilfælde, hvor en straalende og næsten ujordisk Sol oplyser Eddakvadenes. tunge ,Skæbnemørke. Det var virkelig dejligt at høre'l et saa rigt Sind og .en saa sikker Kunstner.

Overraskende var ogsaa Fartein Valens Ave Maria, selvom man havde noget svært ved at forlige sig'med de mange Tristanfarver til den Tekst. Kirkeligt var det saa sandeligt ikke, men næsten sydlandsk brændende. i kunstnerisk Extase. Ogsaa et Navn, som man ikke vil lade gaa upaaagtet forbi, dersom man skulde faa et Nodehæfte med ,det paa i Haanden.

Men nu trængte vi atter til klar og exaet Musiktale, og den fik vi i Harald Sa--veruds 50 Variationer over et Thema paa 3 Takter. Hvor forskellig var ikke denne - Sæverud fra den noget bredt filosofiske Modernist, vi hørte i Helsingfors. - Her var en overraskende kunstnerisk Beherskelse, en lynende Intelligens og et vittigt behandlet Orkester, og endda faar Sæverud et stort Form-Skema udenom det lilleputagtige med de 3 Takts Variationer. Værket høres som en tredelt Sats i Introduktion, Lento og Finale. Vi bør snarest spille det Stykke -herhjemme. Det er et flintrende godt Stykke Musik.

Een Gang skal en Musikfest ende, og Nordmændene syntes altsaa, at den skulde ende stort, og saa satte de David Monrad Johansens Voluspaa sidst paa Programmet. - Ak, ja, vi skulde alligevel tilsidst høre Tordenen rulle hult i Norges Fjelde. Hele Apparatet med Kor og Orkester og Suset i Skoven af det høje Vejr; men det suste i en evig trøstesløs H-Moll, og hvad værst var, baade Soli og de stærkt homophone Korsatser arbejdede med et sørgeligt melodifattigt Materiale. Det er en Distanceblænder, der ikke taaler at ses paa nært Rold, for saa opdager man, at Lyskilden kun er lille og fattig, og at den er forstørret op gennem Orkestrets og Korets Hulspejle til en Dimension, som Værket ikke kan taale. - Det er aabenbart en Slags Nationalhelligdom, men paa os Gæster virkede den afsvalende. Saa stor var Norge dog ikke, at det kunde slaa det hele Norden, men stort og ungt og stærkt er det. - Havde Monrad Johansen kunnet slaa gamle Hartmann ud, saa havde vi kunnet gaa hjem og lægge os, men den gamle stod sig, jo, han var ganske uberørt. Monrad Johansen har en vældig flot Facon, men han har ikke Gehalt, som svarer til nogen af de foranstaaende norske Komponister.

Kære Læser, som har holdt ud gennem denne lange, og jeg indrømmer, ingenlunde morsomme Redegørelse, jeg tænkte paa at skaane Dem. - En Aften i en af de faa. Timer mellem Slagene mødte jeg vor fortrinlige Formand Aksel Agerby paa Karl Johan, og vi gik ind i en Sidegade paa et Værtshus med det forjættende Navn »Humlen« og fik os en »Pils«. - Der udkastede jeg for ham en hel anden Artikel, hvor ingen Navne nævntes, men hvor jeg agtede at svæve skuende over Vandene og holde Dom. Vi blev enige om, at jeg skulde lade være, og jeg er ogsaa siden kommen til Erkendelse af, at denne noget tunge Form, som her er anvendt, er den rette. Jeg har nemlig siddet og set paa Anmeldelser fra de forløbne. Musikfester og erkendt, at det, der har Interesse, naar man 20 Aar efter læser om dem, er den samtidige Dom - den være sig rigtig eller gal efter Læserens Mening. Der er jo det forfriskende ved Musikanmeldelse, at man altid kan være vis paa, at der en anden, der har skrevet det modsatte. Det gør intet til Sagen - kun om det ligegyldige ties der.

Men nu Musikfesterne som Ide. - En Kollega af mig, altsaa. en anden Referent, sagde en Dag i Oslo til mig, at dette var jo ganske meningsløst. Vi havde je, intet som helst tilfælles. - Jo, vi har, men det gaar, som naar en Vestjyde og en Københavner mødes. Først forstaar de ikke et Ord af, hvad de siger til hinanden og forfærdes og forarges over hinandens Sprogbehandling, men efterhaanden. gaar det bedre, og de ender alligevel med at erkende, at det er eet Sprog, de taler. - Ligeledes paa Musikfesterne. - Først frastødes vi af Modsætningerne, men efterhaanden under Samværet træder Samfølelsen stærkere og stærkere frem, men der levnes, for lidt Tid til denne intime Samleven. - Musikfesterne tynges af det alt for store og officielle Apparat, og latterlige Chikanerier med Laurbærkranse og Frokostindbydelser spilder megen Tid, som burde have været anvendt bedre.

- Resumé: Lad os faa aarligt tilbagevendende Arbejdsmøder i dagligt Tøj og saa maaske Fest hvert tiende Aar. Vi har fælles Egenskaber og Forskelle, der er værd at studere, og vi har i alle nordiske Lande særprægede Personligheder, som kun vinder ved at komme hinanden nærmere. - Altsaa: Leve det nordiske Samarbejde! - ~fen. der skal nye Læderflasker til den nye Vin.

Årgang 9/1934, nr. 08