Apropos Richard Hoves kritik

APROPOS RICHARD HOVES KRITIK

Det har voldt nogen forbavselse blandt yngre musikere og musikinteresserede at se Richard Hoves anmeldelse af musikfesten i Oslo (DMT's sidste nummer). Er det virkelig en form for musikkritik, som Det unge Tonekunstnerselskab og Dansk Musiktidsskrift vil vedkende sig?, Hvis det er tilfældet, så synes den moderne bevægelse rigtignok at være endt der, hvor vi var for 10 år siden.

Det var dengang, vi grinede af den ,gamle skoles subjektive skønsnakkeri, den musik-»fortolkning«, som vi troede afdød, men som genopstod i Hoves Hartmann-biografi, og som nu møder os i DMT. »Som det dæmpede lys, der falder gennem de høje vinduers gamle skønne glasmalerier, sivede klangene ned over os.« »Der var toner af Grieg og Svendsen, som gav anelser om vårluft i birkeskoven, fossedur og blå himmel efter vintermørke.« Det er lidt vanskeligt stadigvæk at finde den slags komisk. Det er en falsk fortolkning, som ikke skal undlade at putte blår i øjnene på lægfolk og få dem til at glemme hvad det egentlig drejer sig om.

Imidlertid, der er væsentligere ting i Hoves kritik, som der bør opponeres

mod. Det er hans kritiske tankegang, hans »principper«, om man vil; de erbundreaktionære. Det synes som om Hove efter god gammel romantisk (ellerbrandesiansk) skik først og fremmest efterlyser det personlige og det nationale præg.

I. Om Stenhammars strygekvartet:. »et værk af en ren.og stærk karakter og, en ædel personlighed« (hvordan hører man det?). Hermann Koppels navn vil man senere møde »i rigere og personligere udfoldelse«. Glass har skrevet »stærk og personlig musik«. Irgens Jen-sens Passacaglia bragte »en så ærlig og personlig musik, at alle måtte høje sig«.. »Hovedsagen er, at han fuldstændig fylder den valgte form med et person-ligt musikindhold«. Brustads »personlige tone« i den langsomme sats. »Vi har i alle nordiske lande særprægedepersonlighedem.

2. Rangstråm er »storsvensker af reneste vand«; »en eneste melodi, en eneste klang, ens overalt, men hans egen - og Sverrigs«. Melartins blæsertrio er »uden særlig finsk særpræg, men (!) god og naturlig musik«. Brustad er »et særpræget norsk navn i nordisk tonekunst« o. s. v. Med denne efterlysning af det sær.præget personlige og særpræget natio:nale stiller Hove sig med al ønskelig tydelighed på det 19. århundredes-grund, på linie med den kunstopfattelse, der er -skyld i, at musiken langsomt er gledet bort fra den naturlige forbindelse med samfundet. Derved bliver Hove selv medansvarlig for »den åndelige formålsløshed, der præger så meget af den - nutidige musikskaben«. For hvad er det andet end individualismens og nationalismens spøgelser, der hindrer den ,moderne musik i at gå i social og international retning.

Er det personlige præg et kriterium for kunst? Nej, ikke absolut. Den kri-tik, der søger personlighedens udtryk, er .om enhver anden kritisk metode historisk bestemt. og begrænset. Den er ,opstået i en bestemt periode af det 19. ~århundrede (Georg Brandes og hans skole herhjemme), individualismens første tid, og her er metoden virkningsfuld. Men på ældre kunst er den ubrugelig eller i hvert fald utilstrækkelig, og på .yngre kunst har den kun virket skadelig og opløsende,

Det er sket på den måde, at det kritiske krav om personlig form, der oprindelig blot var en forsikring imod det uægte og ikke- tilegnede, efterhånden har udviklet sig til at blive en fordring om originalitet. Deraf følger angsten for det banale, for påvirkning og efterligning. Det går så vidt, at jeg har hørt begyndere sige, at de ikke vilde lære deres håndværk, deres teori og teknik, »for det kunde jo skade deres personlighed«. Og så har vi opløsningen, mangelen på teknik (gælder alle kunstarter), originalitetsjageriet, produktion ,til skrivebordsskuffen.

Sikken et held, at Hermann Koppel ikke har været bange for at lære af Carl Nielsen - Brahms, Bartok - Stravinski, og gud bevare ham fra at nå til den »personlige udfoldelse«, som kunde få hans store talent til at svinde bort i

stratosfæren i stedet for at komme menneskene til gode. Hvor er det personlige præg i jazzmusiken? Hvor er det muligt, at Bernhard Christensen samtidig kan skrive god musik og ligne Duke Ellington?

Hvor forkerte resultater, Hoves kritik må føre til, falder stærkt i øjnene ved omtalen af Koppels klaverkoncert, som kaldes »lovende«, og »betydningsfuld« på grund af »den skånselsløst personlige fordybelse«. Ak nej. Det betydningsfulde ved værket ligger deri, at Koppel har indset nødvendigheden af at sætte den rytmiske logik i stedet for den alogiske polyfoni, som hersker hos hans ældre samtidige. Deraf den logiske form, som først lader det musikalske

stof komme til sin ret og få virkning. Og en fænomenologisk analyse vilde vise, at klaverkoncerten har et musikalsk indhold, der stiller den meget højt i de senere års danske musik. Så ordet »lovende« er næppe den »absolut rigtige glose«.

Jeg venter naturligvis ikke, at Hove skal tro på noget af dette her. Han har jo den behagelige mening om musikanmeldelse, at »man altid kan være vis på, at der er en anden, der har skrevet det modsatte«. Det er i dette tilfælde heller ikke vanskeligt.

Svend M. Kristensen.

Til Svend Møller Kristensens indlæg er der for det første at bemærke, at Hoves artikel, som alle andre artikler i bladet, står for forfatterens egen regning. Dernæst vil jeg gærne mere personligt sige, at jeg ikke er enig med Hove, hverken i de domme han fælder, eller i de anskuelser dommene giver udtryk for, men at jeg ikke kan se nogen anden musikforstandig mand herhjemme, der med virkelig interesse og uden anden ensidighed, end den der udspringer af en noget romantisk musikopfattelse, kan skrive en beretning fra en nordisk musikfest.

Gunnar Heerup.