Stemmedannelsens betydning for korarbejdet, II

STEMMEDANNELSENS BETYDNING
FOR KORARBEJDET, 11

AF AGNETE ZACHARIAS

NAAR jeg - paa Opfordring - skal forsøge at give en Vejledning for Korledere i, hvorledes de kan indlede en Prøve med nogle Stemmedannelsesøvelser, saa maa jeg begynde med at referere til en Udtalelse i min forrige Artikel om det betimelige i, at enhver Dirigent selv maa have faaet, rationel Sangundervisning; ellers kan han selvfølgelig heller ikke hjælpe sine Sangere paa dette Punkt. Af en Artikel eller en Bog kan man højst faa nogle Kundskaber, men man kan ikke erhverve sig en praktisk Færdighed, det drejer sig her om at udvikle et fint Klangøre og lære at beherske Stemmen bevidst.

Ved en Korprøve sidder Sangerne jo som oftest ned. Sørg saa for, at de sætter »den nederste Del af Ryggen« helt tilbage paa Stolen og holder Ryggen lige - ikke »sidde og hænge«. Skuldrene skal være lave, Brystet fremme, Armene løse (aldrig »å la Kejser Napoleon« eller flettede paa Ryggen, begge disse Stillinger hindrer det gunstige Aandedræt.) Er Holdningen nu i Orden, kommer vi til de Forberedelser, der skal gøres, før Stemmen sætter ind. Først slappes Kæben, saa laves den indvendige Gabestilling (husk den!), dernæst stiller vi ind til den Sproglyd, der skal synges. Det er absolut ikke min Mening, at man kun skal have et Par faste øvelser, som gøres ved Begyndelsen af hver Prøve. Man maa gaa gradvis fremad, efterhaanden som Koret bliver dygtigere. I Begyndelsen er det stadig vigtigst at huske at lukke op indvendig - skabe god Resonans - og lære at beherske Tungen.

Lad os, for rigtig at føle vort »Instrument«, begynde med Nasallyden ng, hvor vi lukker af for Mundhulen, idet den brede Tungeryg mødes med den bløde Gane. Tungespidsen ligger ved Undertænderne, og Fortungen væltes blødt frem i Munden. Vi aander nu ind med den »duftsugende Indaanding«, og i Fortsættelse heraf nynner vi ppp ng paa nedadgaaende Skala fra fis2 (Mandsstemmerne fis1), idet vi samtidig tænker »i« for at faa Tonen lys og klar. (Nodeeksempel) Nu vil de dybe Stemmer maaske straks gøre Vrøvl og sige, »at de kan virkelig ikke komme saa højt op!« Men det kan de! det er for deres Skyld, vi »kun« begynder paa fis, de høje Stemmer kunde med Lethed begynde en Terts højere. Hvorfor skal vi nu insistere paa at begynde saa højt? Fordi vi vil tvinge Stemmerne til at begynde i Randregistret, hvor den indre Stemmelæbemuskel er slap, og Stemmelæberne lukkes udefra. Hvad opnaar vi derved? At gøre, Stemmerne frie, lyse, smidige, at gøre. dem i Stand til at synge pp, og at give dem større Omfang. Begynder vi lavere end fis2 sættes der let ind i Mellemregistret, og vi opnaar ikke det, vi vilde. De, der tror, det er for højt for deres Stemme, har ikke gjort Forberedelserne rigtigt. (Jeg ser her naturligvis bort fra syge og overanstrengte Stemmer eller Stemmer, der er kørt fast som Følge af en uheldig Sangmetode.) Fra fis rykker vi trinvis opad saa højt det gaar (nogle falder fra efterhaanden) og derefter tilbage igen og nu gerne længere ned, end vi begyndte, men stadig pp. Herefter kan vi nynne en lille legato Melodi stadig paa ng (indvendig Gabestilling, tænke »i«) f. Eks. Med Straalekrans, Giv mig Gud en Salmetunge, Moders Navn er en himmelsk Lyd eller lignende. Alle Sangerne skal se at synge eens, d. v. s. alle lyst, svagt uden Bilyd, ligesom suge Tonen ind udefra, ingen Stemmer maa lyde som de sang »ung« (unge). Ng har den Fordel, at man bedre kan kontrollere sin Tones Kvalitet paa den end paa en Vokal, enhver Afvigelse fra den rigtige Klang høres som i Karikatur, naar den kommer op igennem Næsen - (jfr. fra Synets Omraade, naar man ser sig selv i Spejlene i »det muntre Hjørne«). Vi benytter os nu af denne Hjælp, sætter ng foran en Vokal og søger at bibeholde Tonekvaliteten uforandret, naar vi slipper Lukket mellem Tungeryggen og Ganen. Det er klogt at begynde med u, fordi det er den Vokal, der kræver det længste Resonansrør (d. v. s. har den dybeste Strubehovedstilling). Vi bærer os nu ad ligesom før: slapper Kæben, lægger den brede Tungespids ved Undertænderne, gaber indvendig, foretager duftsugende Indaanding, nynner ng (tænker »i«, bred indvendig), skubber derefter Læberne frem stadig syngende ng og gaar over til u ved at Iøse Tungen fra Ganen og lempe den lidt fremad og synger saa en Skala ned stadig pp. Naar jeg tilraader at gaa den tilsyneladende Omvej gennem ng i i-Stillingen, er det for straks at faa den lyse, slanke Tone, som vi derefter giver mere Volumen ved Overgangen til u. Denne øvelse rykker vi halvtonevis op eller ned i hele Stemmens Omfang. Giv endelig Tid til Forberedelserne, det er dem, der betinger det gode Resultat. »Lejligheden« maa være i Orden og alting sat smukt paa Plads, før Stemmen kommer og suverænt tager det hele i Besiddelse.

Nu kan vi prøve at tage »Barnepigen« ng væk, og straks sætte u an; husk Forberedelserne! FøI det lange, smalle Rør og de helt fremskudte Læber (Tryne!) og syng saa paa Skala ned skiftevis: u-y-u-y-u-y-u-y. (Nodeeksempel) Hvilken Forandring maa vi foretage for at gaa fra u til y? Vi vælter den brede Tunge længere frem i Munden - Spidsen bliver liggende ved Undertænderne. Pas paa, naar Tungen væltes frem, alligevel at beholde det lange Resonansrør (Strubehovedet maa ikke trækkes op). Næste øvelse bliver at gaa fra y til i. Pas paa ikke at trække Mundvigene til Siden (smile!), men nøjes med fra »Trynestillingen« at løfte Midten af Overlæben, saa et Par Fortænder kommer til Syne; vi har ikke Raad til at forfladige vor Klang med en bred Mundstilling. Tungen bliver i sin fremvæltede Stilling fra y til i. Paa lignende Maade øver vi paa Skala ned henholdsvis ø-e og ö-æ. (Husk Udtaleforskellen mellem ø og ö lig Løve - Høne.)

Vil nogen hævde, at de har hørt Sangere med smilende Mundstilling synge dejligt, kan det selvfølgelig ikke benægtes, men saa er det til Trods for og ikke paa Grund af Smilet. Ved ø-e og ö-æ, der kræver mere aaben Mundstilling, er det lidt sværere at bevare den klare Tone end ved u, y og i, idet man ofte ganske ubevidst laver en Forbindelse mellem Mundaabningsgraden og Stemmelæbernes Kompression, man maa hele Tiden være paa Vagt, at Luften ikke siver ud; ved ö-æ hjælper det meget at tænke öng-æng. Vi mangler nu at øve Vokalerne o, aa og a, de tre, der saa let bliver »knødlede«, d. v. s. at Tungeroden trykker ned i Halsen. For at undgaa denne Tilbøjelighed, danner vi dem til at begynde med efter de tilsvarende Fortungevokaler og rykker næsten ikke Tungemassen tilbage, f. Eks. paa een Tone i Mellemlejet: ø-o-ø, ö-aa-ö, æ-a-æ. (Nodeeksempel) Bagtungevokalen kommer derved i Begyndelsen let til at lyde lidt affekteret, men det skal man ikke være ked af, blot man fra første Færd energisk bekæmper »Knødlen«, som næsten ikke er til at udrydde, hvis den først har faaet Lov at sætte sig fast.

Ved Taleundervisningen benytter vi følgende Skema over Vokalerne:

Fortungevokaler:

urundede runde i snæver y

e halvaaben ø æ aaben ö

Bagtungevokaler:

urundet runde

snæver u

halvaaben o a aaben aa

I alt væsentligt kan vi ogsaa i Sangen anvende dette Skema, blot maa vi »fire« lidt m. h. t. Mundaabningsgraden paa de høje Toner. Den Bredde, vi - af Hensyn til Tonen - ikke tør lave med Læbestillingen, maa vi se at fornemme indvendig ved Vokalerne i, e, æ, a,ved at vide Ganebuerne ud, ligesom gøre Portalen bredere.

Nu tager vi fat paa at øve Konsonanterne i Forbindelse med Vokalerne. Vi synger paa Treklang fra al ned og op igen staccato og hurtigt kû kû kû------ og rykker trinvis opefter i hele Stemmens Omfang. (nodeeksempel) Vær ikke bange for k, men sig det kraftigt og øv derved Tungens Muskulatur. Paa samme -Maade øves f. Eks. lo, dy, naa, mi o. s. v., hvad enhver selv kan finde paa. Her kan vi ogsaa more os med at synge smaa Sange paa Stavelser, f. Eks.: Tordenskjold, Vil Du, vil Du, Vipper springe, Jeg ved en Lærkerede o. I. Efterhaanden som vi bliver dygtigere, kan vi øge Styrkegraden og synge større, baarne øvelser, f. Eks. Treklang fra Kvinten, rigtig legato, forskellige Vokaler. Forsøm endelig ikke det dybe Register! (nodeeksempel) Nogle Mennesker har den sælsomme Idé, at de´faar mindre Højde ved at øve Dybden, det er selvfølgelig ganske absurd. øv - smukt mf - de dybe Toner fra el og ned enkeltvis, langsomt og legato; æ-a-æ, a-aa-a, ö-aa-ö, o. I. og pas endelig paa atfaa, Overklangen med (tænk ng).

Tænk altid paa at synge en slank Tone i et stort Rum! Jeg plejer at illustrere det for mine Drenge (Københavns Drengekor) paa følgende Maade: Tænk Jer Tonen som en slank Dreng, der kan gaa rundt i en rummelig Klasse og ikke som en Dreng, der er saa tyk, at han fylder hele Klassen! En Sanger skal se at frigøre sig for Forestillingen om høje Toner op og dybe Toner ned, han skal tværtimodtræne sig til at tænke omvendt: nedad ved høje Toner for at bevare det lange Resonansrør, opad ved dybe Toner for at bevare Næsesvælg-Resonansen. Det kan vi øve os paa ved at synge et Oktavspring op og Skala ned. (nodeeksempel) Et helt Kapitel for sig er de ubetonede Ord og Stavelser. Ud fra den rigtige Tanke at afsvække dem i Forhold til de betonede kommer man let til at give dem en Tone af ringere Kvalitet i Stedet for blot at synge svagere og med en mindre skarpt artikuleret Vokal.

Hvis De staar og ærgrer Dem over, at Deres Kor synger for lavt, -begynd saa ikke at skælde ud, for det har som Regel kun det Resultat, .at Sangerne bliver deprimerede og daler endnu mere! - Men tag Kridtet i Haanden - for De har da vel en Tavle i Prøvelokalet?

og skriv op:

En stor Terts op og en stor Sekund op store nok!

En lille Terts ned og en lille Sekund ned smaa nok!

(for De har vel lært Koret Intervallerne i Hørelære?) Erfaringen -viser, at det saa godt som altid er disse fire Intervaller, der volder Ulykkerne, netop fordi de ser saa uskyldige ud, at man ikke er paa Vagt overfor dem.

Behøver jeg at fremhæve, at Korlederen selv maa vise enhver øvelse, frit og kønt, og ikke indskrænke sig til at give en Forklaring? Tilegnelsen af Stoffet kommer kun gennem en Forening af et udviklet Klangøre og Kendskab til de faktiske Foreteelser - og saa Praksis. Tving ikke Deres Sangere til at synge paa Prøverne, naar de er forkølede; mange Mennesker kan ikke taale det, navnlig saa længe Stemmen ikke bruges helt rigtigt; en langvarig Hæshed kan blive Følgen af en enkelt Aftens »tagen sig sammen«.

Kan det nytte til Slut at give Dem nogle gode Raad, som Derimeligvis ikke vil følge?!

1. Lad ikke »helan går« være Korets bedste Nummer! Brændevin og Tobak - disse herlige Goder - er nu engang Stemmens Arvefjender.

2. Syng ikke »af karsken Bælg«, naar De marcherer rundt i en støvet Sal eller henad en dito, Landevej! (Husk, at man ved Tale og. Sang er nødt til ogsaa at aande gennem Munden og derfor ikke faar. filtreret Urenhederne - i Næsens Slimhinde - saaledes, som Tilfældet. er, naar man er tavs og kun aander gennem Næsen.)

3. Fald ikke for Fristelsen til »at lave Stemning« ved at kvæde om Maanens Sølverskær og Bølgens sagte Skvulpen, naar De en fugtig Aften sidder ved Stranden eller paa Engen, hvor Mosekonen brygger..