Nazistisk musikkultur

NAZISTISK MUSIKKULTUR

TILFÆLDET HINDEMITH

AF WILHELM FÜRTW¨ÄNGLER

Deutsche Allgem. Zeitung 25.-11.-34.

Efter at Føreren for Rigsmusikerforbundet Prof., Dr. h. c Havemann for nylig paa Rigsmusikkammerets Landsmøde offentlig traadte op mod de Angreb, der i den sidste Tid har rejst sig mod Komponisten Paul Hindemith, aabner vi i Dag Plads, for følgende Bemærkninger af Statsraad Dr. Wilh. Furtwängler:

Der er i visse Kredse blevet aabnet. en Kamp mod Paul Hindemith med den Motivering, at han er uegnet [»untragbar«] for det nye Tyskland. Hvorfor? Hvad bebrejder man ham?

Først og fremmest Ting af ren politisk Karakter: Han er i Familie med Jøder, og han har i aarevis, medvirket som Bratschist i den af ham selv startede Amar-Kvartet, der delvis bestaar af Jøder. Fremdeles har han, endnu efter den national-socialistiske Revolution, ladet sig optage paa Grammofonplader, hvor han optræder sammen med to emigrerede Jøder. Det drejede sig her om et Strygetrio-Ensemble, der allerede havde bestaaet mange Aar før Omvæltningen, og hvis øvrige Partnere ikke var »Emigranter«, men: den fremragende første Koncertmester i Berliner Philharmonisk Orkester, Goldberg, der først for nogle Maaneder siden forlod Orkestret for helt at hellige sig Solist-Karriéren - samt østrigeren Feuermann, der i mange Aar var en anset Lærer ved Statens Musikhøjskole i Berlin, og som er almindelig anerkendt som en af de bedste europæiske Cellister. Tilmed opfyldte han med disse Optagelser en gammel Kontrakt.

Ogsaa Hindemiths Modstandere er klare over, at man ikke kan afvise ham alene paa Grundlag af disse Ting. Hovedgrundene for deres Holdning ser de i saadanne af hans Værker, hvis Verdensanskuelse paa en eller anden Maade synes tvivlsom og angribelig; fremfor alt i en Del af de Tekster, han hidtil har sat Musik til. Nu maa, man uden videre indrømme, at et Stof som det til de tre Enaktere: »Mörder, Hoffnung der Frauen«, »Nusch-Nuschi« og »Sancta Susanna« er meget tvivlsomt; ligeledes »Lehrstück« og Tidsrevyen - anderledes kan man vel ikke kalde det - »Neues, vom Tage«. Overfor dette maa. man betænke, at de tre Enaktere i egentligste Forstand er et »Ungdomsarbejde«,

- Hindemith vidste, da han skrev dem, endnu slet ikke, om han overhovedet vilde være Komponist. Og mon - uden ellers at drage Sammenligning - en af disse Enaktere virkelig skulde overgaa. den modne Mester Strauss Salome i Motivets Perversitet? Men hvem vildeforkaste Richard Strauss paa Grund af Salometeksten? Ansvarlig for et saadant. Tekstvalg - hos Hindemith som hos Strauss - er frem f or alt den Tids Epoke, i hvilken de er opstaaet, og som fordrede Sensationer af denne Art. Og. Bestræbelsen for at være i saa nær Overensstemmelse med Tiden som muligt var hos Hindemith forstaaelig paa et Tidspunkt, hvor Forholdet mellern. Kunstner og Publikum blev mer og mer usikkert. Hindemith vidste - ganske ligesom Strauss - at for at kunne skrive saadan noget som Wagnerske Forløsningsdramer var netop en Richard Wagners personlige og tidsmæssige Forudsætninger nødvendige. Det var hans Ærlighed, som afholdt ham fra en Efterligning af Wagner. Men hvordan en Tekst ser ud, der svarer til Hindemiths egen, virkelige Natur, viser den eneste Operatekst, som han selv skrev, Teksten til hans sidste, først for nylig fuldendte Opera »Mathis der Maler«. Ingen, der læser den, vil - ved Siden af alt det andet - kunne miskende den dybe Ethos, der besjæler dens. Skaber. De, der angriber ham, talerom Iagttagelse af Konjunkturen, Opportunisme o. lign. Rent hortset fra, at Hindemith vilde være den sidste, der vilde væ»e i Stand til dette, er det allerede helt udelukket ved dette Værk, fordi dets Begyndelse ligger langt forud for den nationale Revolution.

Saa meget om Teksterne. Hvad nu Musikken, f. Eks. til de tre Enaktere, angaar, saa er denne tildels fuld af Liv og Talent. Den senere komponerede »Neues vom Tage« indeholder ganske vist (som ogsaa en stor Del af den rene Instrumentalmusik fra den Periode hos Komponisten, f. Eks. Orgelkoncerten o. s. v.) trods al teknisk Mesterskab, der aldrig fornægter sig hos Hindernith, en hel Del ren motorisk, temmelig indholdsløs »Bevægelsesmusik«, saaledes at det er forstaaeligt, at den Tids Teori (den oprindelig af Strawinsky inaugurerede »Saglighedens og Antiromantikkens Teori«) ofte i Tyskland blev ligefrem identificeret med Hindemiths Værker. At man nutildags ud fra en helt ,anden Verdensanskuelse vender sig mod begge Dele og cfermed vil gøre Komponisten ansvarlig ogsaa for hans Kommentatorers teoretiske Eksesser er nok bekvemt, men urigtigt. Og det i desto højere Grad, naar man betænker, at Komponistens Værker fra netop denne Periode næsten udelukkende er løst henkastede Lejlighedsværker, mens Tyngdepunktet for Hindemiths Virksomhed i denne Tid - de sidste Aar før Omvæltningen - i stedse højere Grad havde forskudt sig fra den rene Komposition til det umiddelbart-praktiske musikalske Liv. Ved Siden af den ofte koneerterende Bratschist Hindemith traadte dengang fremfor alt Læreren i Forgrunden. En høj Etos præger hans jævne Virksomhed og Handlemaade.

Naar de første Værker i al Almindelighed kun fik Betydning som Eksperimenter, kan man ikke lægge Hindemith, det til Last. I hans egne Publikationer fra denne første Tid forenes medfødt satsteknisk Mesterskab, et ejendommeligt Maadehold og en Sans for Kammermusikstilens Krav med levende Friskhed, Ubekymrethed, ja Dristighed og - især i de langsomme Satser - med en jævn, indadvendt dyb Følelse. Ogsaa Udlandet blev dengang opmærksom paa ham; og det ikke blot paa Grund af hans musikermæssige Kunnen, men vel endnu mere paa Grund af det fremadpegende, »udviklingsdygtige«, der i hans Arbejder, for første Gang paa tysk Grund, brød sig Vej frem: Et bevidstafgjort Forsøg paa at fjerne sig fra den forudgaaende Periode med dens »wilhelminske« Patos og dens misforstaaede Wagner- og Strauss-Epigoneri; Jævnhed, Enkelhed, Saglighed i Stedet for en musikalsk Fremstilling af filosofiske Idéer ved en senromantisk, overspændt Stemnings-Musiceren, saadan som de fleste andre drev det.

Hvis man udfra disse første Værker- hvortil man ogsaa maatte henregne adskilligt fra en senere Tid (f. Eks. »Marienleben«) - vilde forsøge at skitsere et Billede af Komponisten Hindemith, maatte man betegne ham (der jo ogsaa. af Blod er ren germansk) som en afgjort »tysk« Type. Tysk i sin jævnt-haandværksmæssige Gedigenhed og sit ligefremme kærnefulde Væsen ligesom i Kyskheden og Tilbageholdenheden i hans relativt sjældne Følelsesudbrud. Hans sidst udkomne Værk, Symfonien over Operaen »Mathis der Maler«, har paany bekræftet dette Indtryk. Dette Værk har overalt, hvor det har lydt siden Uropførelsen i Marts 1934, virket meget stærkt, endog paa dem, der ikke just var hans Venner. Det betyder, som før sagt, ikke noget konjunkturbetinget »Omslag« hos Hindemith, men langt snarere - om man vil - en Tilbagevenden til sig selv.

For 8 Maaneder siden, da dette Værk udkom, lod man ham endnu saa temmelig i Ro - maaske paa Grund af en ubevidst Ængstelse for udefra at gribe ind i en kulturel Udvikling. I Dag forsøger man, uden at han i Mellemtiden har offentliggjort noget videre, at indhente det forsømte, at bringe ham offentligt i Vanry og - hvad det dog sluttelig gaar ud paa - at fordrive ham fra Tyskland. Dertil synes intet Middel for ringe; man undser sig i denne Sammenhæng ikke engang for at anvende visse eksisterende Persiflager, som Hindernith har skrevet over en misforstaaet Puccini og Wagner - som om Hindernith ikke forstod, hvem Wagner var. Naturligvis kan man hos en Komponist, der har skrevet saa meget, og hvis Værker ligger trykt, let bagefter trække visse »Ungdomssynder« frem. Hindemith har aldrig taget Del i Politik; hvor vilde vi overhovedet ende, hvis politisk Anklageri (Denunziantentum) i videste Omfang skulde anvendes paa Kunsten?

Sikkert er det, at for den tyske Musiks Omdømme ude i Verden har ingen af den unge Generation gjort mere end Paul Hindernith. I øvrigt kan man naturligvis ikke i Dag overskue, hvilken Betydning Hindemiths Værk engang vil faa for Fremtiden. Men det er heller ikke det, der her skal diskuteres. Det drejer sig her - snarere end om det særlige »Tilfælde Hindemith« - om et almindeligt Spørgsmaal af principiel Karakter. Og endnu mere - ogsaa det maa vi nemlig gøre os klart: vi kan ikke tillade os - overfor den i hele Verden herskende usigelige Fattigdom paa virkelig produktive Musikere - saadan uden videre at give Afkald paa en Mand som Hindemith.

- TILFÆLDET HINDEMITH EN ERKLÆRING FRA N. S. KULTURGEMEINDE

DAZ. 30.-11.-34.

I »Deutsche Allgemeine Zeitung« af 25. November 1934 Nr. 549/50 offentliggjorde Statsraad Dr. Wilhelm Furtwångler en Artikel: »Tilfældet Hindemith«. Vi protesterer imod, at det af N. S-Kulturgemeinde aabent og ærligt fremførte Angreb paa Hindemith bliver afsvækket med Betegnelsen »i visse Kredse« og mistænkeliggøres som »politisk Anklageri« (»politisches Denunziantentum«). Det skal i al Tydelighed siges Statsraad Dr. Furtwångler, at en embedsmæssig Ytring fra en Organisation, der tilhører den nationalsocialistiske Bevægelse, ikke har noget som helst tilfælles med'politisk Denunciantvæsen. Paa det bestemteste tilbageviser vi derfor dette Forsøg fra Furtwångler og »Deutsche allg. Zeitung« paa at gøre den saglige Afvisning af en Kulturbolsjevik fordægtig ved saadanne Metoder.

Ved N.S-Kulturgemeinde's Tilbagevisning af Komponisten Paul Hindemith skal Værdi eller Mangel paa Værdi af hans nuværende musikalske Produktion slet ikke drøftes. For Nationalismen gaar Værdsættelsen af den skabende Personlighed forud for Værdsættelsen af Værket. Den Kendsgerning, at Hindemitli aarevis før Magt-Overtagelsen lagde en bevidst utysk Holdning for Dagen og - ifølge Furtwänglers egne Ord - gjorde det af Hensyn til Tidsaanden, gør at han synes uegnet (untragbar) for Bevægelsens kulturelle Opbygningsarbejde, især da man maa antage, at han ogsaa. indtager sin nuværende Holdning af Hensyn til Konjunkturen, hvormed han blot fuldbyrder et ydre Omslag i sin Stilling.

Reichamtsledelsen.

DAZ's SVAR

Den nationalsocialistiske Stat og den nationalsocialistiske Bevægelse er stærk nok til at kunne taale en Drøftelse af Tilfældet Hindemith. Den nationalsocialistiske Kulturgemeinde har i »Deutschc BUhnenkorrespondenz« af 28. November ladet deres Afvisning af Hindemith motivere i en Artikel af deres Musikreferent og sender os nu ovenstaaende Erklæring som var paa Furtwängler Artiklen i DAZ. Denne Erklæring bærer foruden Betegnelsen »Reichamtsledelse« ingen Underskrift. Her taler altsaa Organisationen som saadan. At der i Partiet ogsaa repræsenteres andre Meninger, viser blandt andet en begejstret Kritik, der for nylig er fremkommet i »Essener- Nationalzeitung« om Opførelsen af Symfonien »Mathis, der Maler«. Meningerne om Hindemiths kunstneriske Betydning divergerer jo ikke blot indenfor Partiet, men ogsaa, i andre Kredse. Derom skal der ikke tales her.

Fra Regeringens Side har man i det omstridte Spørgsmaal om Kritikken gentagne Gange erklæret, at Regeringen paa alle Omraader disponerede over de bedste Raadgivere og de bedste Fagfolk. For de videste Kredse af det tyske Folk maa Wilh. Furtwängler (ved Siden af sine Æresbevisninger fra Staten) gælde som en saadan Raadgiver og Fagmand, og vi haaber, at den Drøftelse, der for øjeblikket er i Gang, maa føres saaledes til Ende, at vi i denne Spændingens Tid maa blive sparet for et Brud i 'Musiklivet.

Som bekendt var den national-socialistiske stat ikke stærk nok til at kunne tåle en drøftelse af tilfældet Hindemith. Furtwängler har derfor trukket sig tilbage fra samtlige sine hverv. Iøvrigt er den national-socialistiske kultur gennem N. S-Kulturgemeindes erklæring blevet stemplet på en sådan måde, at enhver kommentar kun kan svække den dermed givne karakteristik, GH.