kortkritik
門Mon – Port til ensomhed
»At forsøge at forstå 門Mon til fulde var umuligt, og måske også overflødigt – en smuk eksplosion i slowmotion, i en verden fyldt med statisk dramatik«
kortkritik
Der var engang en westerncellist
»Den indspillede udgave af cellokoncerten Country – bestilt af hovedrollen Jakob Kullberg – er så vellykket, at den sagtens kan bære en triumfbue af statuetter og rosende ord.«
kortkritik
The computer has been feeling
»Når 'Haptic Feedback' er bedst, formår Skarv at få den rå maskine til at opnå store og triste følelser, hvilket er enormt bemærkelsesværdigt.«
kortkritik
Ocean af fjer
»Skummende bølger? En kornmark? En gletsjer? Længe har jeg stirret på det cover uden at komme til anden konklusion, end at det nok ville føles som bark, hvis jeg slikkede på det.«
kortkritik
Enestående fremtidsflaskepost
»Jeg tror simpelthen, det er min favorit i klaverlitteraturen fra det 21. århundrede, voldsomt nok«
kortkritik
Natklub ved verdens ende
»Jeg tjekkede ud igen efter en times sondering, midt i en ørkenstorm af brølende basstøj, med en klar fornemmelse af at have set og hørt noget afgørende«
kortkritik
Overraskende ordinært
»Hvad Dokys forbindelse er til netop fransk elektronisk musik, udover hans mange år i Paris, står dog stadig hen i det uvisse«
kortkritik
Café Jorden kalder
»Stor cadeau til alle instrumentalister og Sune Pors for et fint album – det er dog tydeligt, at den unge guitarist har evnerne til at bevæge sig længere ud i de musikalske afkroge«
kommentar
Om Spotify, bobler og aural nydelse
Hvorfor skal den vigtige debat om Spotifys indflydelse på musiklytning ende som et ufrugtbart møde mellem et personangreb og en forsvarstale? Er Seismografs læsere mon blevet klogere på, hvad Spotifys digitale infrastruktur kan gøre ved brugerens lytteoplevelse? Streaming-forskeren Andreas Helles Pedersen hiver et tredje øre ind i debatten.
kortkritik
Isnende magi
»En stemning af så skrøbelig skønhed, at jeg åbenbart underbevidst vurderede, at selv et åndedrag ville være en forstyrrelse«
kritik
Ikke helt så sort-hvidt
Så var hun der igen, Marcela Lucatelli, komponistverdenens enfant terrible. Nu med et musikdramatisk soloshow, der egentlig skulle handle om kunstig intelligens og fællessang, men slet ikke kunne slippe den ironiske standup.
kortkritik
Rystet i Warszawa
»Nerve- og muskelsystemet satte langsomt ud. I den tidligere polske folkeskole lærte jeg noget om skønheden ved at gå kold i en tsunami af bulder og hvid røg – med bævende ører først«